Universitetspolitisk gåde 2: Samfundsinteresse eller ledelsesinteresse

Et væsentligt argument for at indføre den enstrengede ledelse på universiteterne var, at man gerne ville sikre, at universiteterne ikke lukkede sig om sig selv. Ønsket er der ikke noget i vejen med: Samfundet har brug for uafhængig viden, viden der bliver til med henblik på at skabe viden, der ikke er bundet til personlige, organisatoriske og ideologiske interesser.

Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:


Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.

Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.

Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?