Kan universitetsforskere strejke?

Det har somme tider slået mig, at det egentlig er underligt, at ingen forskere under de runder af massefyringer, som universiteterne de seneste år har oplevet (og med stor sandsynlighed vil opleve igen) har foreslået at strejke. Så var jeg til et møde, hvor nogen påstod, at vi slet ikke havde strejkeret! Det viste sig senere at være forkert. Jeg skulle dog have påstanden afkræftet af eksperter, for de tilstedeværende tillidsrepræsentanter lod den passere ubemærket. Nå, men for at gentage: Vi har som universitetsansatte medlemmer af en fagforening strejkeret. (Med mindre "vi" som nogle ganske få professorer stadig er ansat under den gamle tjenestemandsordning: Tjenestemænd har ikke strejkeret).
Vi har ret til at strejke, men kan vi strejke? Kan vi nedlægge arbejdet, sætte hårdt mod hårdt, og i næste fyringsrunde kræve, at bestyrelse, rektorer, dekaner, osv. udarbejder alternative planer til at finansiere et midlertidigt budgetunderskud, før vi genoptager arbejdet? Og lad mig, for at spænde naivitetens bue, også spørge: Kan vi sympatistrejke med fyrede universitetsforskere på andre universiteter? Jeg har tidligere spurgt mig for – teoretiske muligheder optager mig meget – bl.a. hos tillidsrepræsentanter (TR), og har fået venlige svar a la dette:

"Der er jo altid to sider af samme sag. I denne er der den oficielle fagforeningsrolle, som her er begrænset til at modvirke afskedigelserne ved at forsøge at påvirke budgetterne (og igen er fagforeningens rolle her begrænset til at bliver hørt i samarbejdsudvalgene) og at hjælpe de, der kommer i klemme ved nedskæringer.
Med hensyn til arbejdsretlige protester så er fagforeningen og jeg som TR bundet af fredspligten, som er en del af overenskomstsystemet, og som betyder, at man kun kan strejke i forlængelse af overenskomstforhandlingerne og at fagforeningen er forpligtet til at hjælpe med til at holde ro på arbejdspladsen mellem overenskomstforhandlingerne. Hvis TR opfordrer til arbejdsnedlæggelser vil vedkommende blive fyret og fagforningen blive idømt en bod, der som regel er af væsentlig størrelse. Så derfor vil DM (Dansk Magisterforening) ikke tillade at jeg opfordrer til overenskomsstridige arbejdsnedlæggelser.
Den anden side af sagen er, at jeg selvfølgelig syntes at vi alle skal påvirke med de midler vi har, som bl.a. er at få så meget pressedækning som muligt.
Det kan ikke undgå at give opmærksomhed rundt omkring, hvis man på nogle institutter vil fyre næsten en trediedel af de fastansatte. Og det er kommet som lyn fra en klar himmel - for 3 måneder siden var alt jo helt fint efter både dekanens og rektors opfattelse. Det er udpræget dårlig ledelse at man ikke har kunnet forudse de økonomiske problemer, der er årsag til nedskæringerne.
Stemningen her på stedet er faktisk temmelig oprørt, så jeg tror at der er god grobund for kraftige protester. Der er indkaldt til protestmøde (...). Jeg håber på at der vil være stor kollegial opbakning til dette og en eller andet efterfølgende respons.
Jeg kan ikke som TR opfordre til boykot af eksamen eller undervisning, men på den anden side så er det jo velkendt at fyringstrusler giver stress og at stress nedsætter modstandskraften mod de influenzaer, der altid kommer her i januar!"

Det lader til, at strejker ikke er et reelt eksisterende våben i situationer med massefyringer. Det er da egentligt sært. Så hvis vi skal have forøget ansættelsessikkerhed, skal det ind som et overenskomstkrav.
Men hvad så med strejker i forbindelse med overenskomstforhandlinger? Kan fx de mange universitetsansatte, der er organiseret i DM, strejke i den sammenhæng? Her siger kilder, der kender lidt til systemet, følgende:

"Strejkeretten er svær at udnytte, fordi der er fælles forhandlinger for alle ansatte, og et flertal i hele AC skal forkaste et forhandlingsresultat for at der kan strejkes. DM kan udtræde af forhandlingsaftalen og selv sige nej, men DM har jo ikke alle universitetslærerne [som er organiseret i mange andre fagforeninger, fx DJØF], så det er risikabelt.
Ikke engang GL, som dog har alle gymnasielærere, vil kaste sig ud i en strejke alene.
Så det drejer sig om at overbevise et flertal af akademikerne om, at den samlede AC-overenskomst er for ringe."

Jeg mener, at ansættelsessikkerheden ved universiteterne i dag er blevet så forringet, og at universitetsledelserne i forbindelse med nedskæringer bruger så mange ekstra midler på at skjule dette – bl.a. i form af favorable og dyre fratrædelsesordninger, der sikkert er gode for de enkelte berørte, men som skjuler problemets omfang; og hele HR-bureaukratiet, der er ansat (!) til bl.a. at tage sig af dette – at det er på tide som overenstkomstkrav til foråret at bringe ansættelsessikkerheden i fokus; uanset om vi må, kan eller vil strejke for den eller ej. Som tidligere nævnt her på bloggen er ansættelsessikkerhed, på linie med retten til at deltage i den kollegiale styring af de akademiske anliggender, et centralt element i understøttelsen af forskningsfrihed.