Mere afgørende end som så ...

Jeg har efterhånden - næsten modvilligt - udviklet respekt for Jakob Fuglsangs analyser af dansk universitetsliv, men her går det grumme galt for ham. Han synes at mene, at det afgørende i den nuværende regeringsforhandling er, om det er RV eller SF, der kommer til at sidde på forskningsministerposten, fordi .... ja fordi .... eeeh ... det ernoget med at de radikale repræsenterer et nybrud, og det gør SF ikke. Fuglsang har ikke fulgt ret godt med: de to partier har stort set sagt det samme på området.

Lad os derfor for god ordens skyld lige tage de centrale spørgsmål en gang mere:

• Findes forskningsministeriet efter regeringsomdannelsen, eller lægges det ind i undervisningsministeriet? Udskilingen af det er et relativt sent fænomen, og dets historie har været et langt slagsmål med fagmiljøerne. Er man helt sikker på, at man vil have et så balladeramt område liggende og lave selvstændig uro, eller er det bedre at gemme det i et større ministerium?
• Der er uenighed i den kommende regeringskreds om universitetspolitikken Spørgsmålet er, om den førte universitetspolitik bliver lagt i forlængelse af DF-V-K-S forliget fra i år, eller om der lægges an til et kursskifte. Det helt centrale her er, om forskningsministerposten (hvis den findes, se ovenfor) går til enten SF eller RV på den ene side, de er begge modstandere af universitetsloven, som den er nu, eller S på den anden, der er forligspartner.
• I forlængelse af ovenstående: Vil den nuværende universitetspolitik, som RV og SF har opponeret imod, blive ført videre, eller vil der ske et kursskifte. Uanset hvad får den ene eller den anden side brug for et figenblad.
• Hvis politkken går den ene vej, får man ballade med de nye ledere, går den den anden vej, får man ballade med univesitetsforskerne. Så spørgsmålet bliver endelig: Hvem vil man helst have ballade med?

Hvorfor modstillingen i regeringen i forskningspolitikken skal udlægges som en modsætning imellem RV og SF, som er enige, er mig sværtopfatteligt.

Dekan-ambitioner bag KU-fusion

Det er ret besynderligt at følge den igangværende debat om fusionen af fire "våde" fakulteter (Nat + Life, og Sund + Farma) på KU. Fornemmelsen af et århusiansk déjà vu melder sig. Det mest bizarre er ikke så meget overrumplingsmanøvren fra ledelsens side med de helt urimelige tidsfrister, hvis medarbejderne skal have tid til reelt at udarbejde modforslag (og ikke bare "høres"), eller rektors forsvar for at haste det igennem med undskyldningen at længere processer (som kemi-sammenlægningen) trækker tænder ud. Det mest bizarre er det forhold, at kun fire personer tilsyneladende har udløst en proces med så omfattende konsekvenser efter en logik, hvis saglige grundlag fortoner sig totalt. Man kan nemlig stille spørgsmålstegn ved de alle argumenter, ledelsen indtil nu har fremført for fusionen, fordi gevinsterne ikke er dokumenteret endsige sandsynliggjort. For at forstå hvad der sker, skal man med andre ord lede efter motiver hos de fire ansatte universitetsledere, som ikke bliver udtalt, men som kan være den egentlige bevægende årsag, der får hele cirkuset sat i gang.

Øvelsen bliver derfor en eftersøgning af en særlig motivationel logik eller et sæt succeskriterier, som ikke nødvendigvis har noget direkte med hensyn til kvaliteten af universitetets kerneydelser som forskning og undervisning at gøre, men som mere har at gøre med det særlige diskursive univers, universitetsledere – som ovenfra ansatte managers snarere end fagligt valgte blandt universitetsbefolkningen – befinder sig i, og gør karriere ved hjælp af. Det er et univers, som er velkendt i ledelsen af firmaet Lauritz.com (i folkemunde Aarhus Universitet) med dets interne omorganisering (solgt som "faglig udvikling"), og hvor retorisk luftige egenskaber som "slagkraft", "synergier", og "styrkelse" (af stort set alt hvad der af ledelsen anses som positivt, men især erhvervssamarbejdet) indgår i det, som skal ligne men ikke kan erstatte et sagligt beslutningsgrundlag.

End ikke institutlederne, der selv er en del af management-hierarkiet, virker entydigt begejstrede for forslaget. På et af de stormøder den 20/9 (på HCØ, hvor især forholdet mellem fakulteterne Nat og Life var i fokus) var rektor Ralf Hemmingsen og nat-dekan Nils O. Andersen ordførende, og måtte nærmest trygle om at høre institutledernes stemmer. Kun én (lederen af Biologisk Institut) rejste sig velvilligt og stemte i, mens datalogernes leder af DIKU udtaler (her) at rygterne om DIKUs død skal tages med et gran salt, ligesom geo-folkenes ledere næppe er vildt begejstret. De gladeste er sikkert de, som mindst berøres af fusionerne, som NBI's leder. Institutlederne har forud og én ad gangen fået fremlagt dekanernes "grovskitse" som et faktum, der ikke stod til samlet diskussion i det fakultære ledelsesteam. Reelt tromler dekanerne igennem. Der er ganske vist hvide huller i skitsen, hvor de lokale miljøer vil kunne få indflydelse, men det går mest på muligheden for at modsætte sig detaljer end at gennemdrøfte om grovskitsen overhovedet er fornuftig og evt. udarbejdelse af egentlige alternativer. Leif Søndergaard og Ingrid Stages frygt for en skinproces er velbegrundet.

I kommentarerne som er tilgængelige - dels på Universitetsavisens sider, og dels på KU's intranet - myldrer det med indvendinger, der gennemhuller selve ideen eller det dekanale postulat, at fakultetsfusionerne vil bevirke opnåelse af målet, som (fx her) har været formuleret således:

"Målet er, at fakulteterne skal udnytte faglige sammenhænge og synergier, styrke uddannelsernes faglighed, kvalitet, synlighed og udviklingsmuligheder i større og fagligt bæredygtige miljøer. Der skal bygges broer mellem grundforskning og anvendelsesorienteret forskning, og forskningen skal blive endnu tydeligere i uddannelserne, som derigennem styrkes yderligere. Samtidig skal samfundsengagementet og mulighederne for erhvervssamarbejder udbygges".

Hvorfor skulle større enheder være bedre til at udnytte faglige sammenhænge? Mangler der broer mellem anvendelsesorienteret forskning og grundforskning og vil fakultetsfusioner befordre disse? Osv. — Jeg skal ikke trætte med at gentage de kritiske spørgsmål, der allerede er stillet (se evt. opfølgende kommentarer til dette indlæg).

De studerende spørger helt berettiget om hvor hensynet til uddannelserne er henne? Grovskitsen har reelt taget udgangspunkt i forskning, ikke i undervisning. Meget sært. Et rygte siger, at grovskitsens reducerede lister over institutter er fremkommet ved at Nat-prodekan for forskning John Mundy har leget puslespil med fakulteternes forskergrupper som de er beskrevet i en samlet pamflet, men ingen har fået lov til at se denne pseudo-bottom-up vej til de nye megainstitutter. Der er også rygter om hvilke nye prodekaner, som allerede er valgt, og hvilke eksisterende prodekaner, som er fravalgt.

Men tilbage til ledelseslogikken. Jeg tror, at logikken er, at det for en dekan ansat under den sanderske universitetslov (og efter det 2007-fusionscirkus, Helger Sander gennemtrumfede) stadig tæller som en kvalitet (eller et flueben til ens organisatoriske CV) at man, for at blive i leder-lingoet, "indhøster fusionsgevinsten", "gør arbejdet færdigt", "trimmer organisationen", "styrker ledelsens evne til at træffe strategiske beslutninger". En leder skal performe, vise handlekraft, og en omorganisering er en sådan markant performance, som viser, at lederen kan handle "strategisk".

Og universitetsbefolkningen ved godt dette. Man kender de reelle magtforhold, dvs. det totale fravær af reel medbestemmelse. Derfor er der meget få, som orker at protestere. Kravet om strategisk handling breder sig derfor både opad (mod rektor, som efter eget udsagn skulle synke et par gange, da dekanerne henvendte sig) og nedad, til institutledere, forskergruppeledere og resten af de ansatte forskere og studerende, som selv – i stedet for at undersøge om der sagligt er grundlag for det ene eller det andet – begynder at handle taktisk. Ja, selv de studerende, som når en studenterrepræsentant udtrykker sig således (her): "som bestyrelsesmedlem kan jeg ikke overhøre et ønske fra ledelsen om at udvikle organisationen og nedbryde organisatoriske barrierer for samarbejde". Jammen hvilke barrierer? Og forøvrigt: Hvad gør vi nu med "barriererne" mellem de to nye megastore fakulteter? Så må de vel også fusioneres eller omlægges, af de næste generationer af ledere?

Kunne man forestille sig en situation, hvor det mest strategiske er ikke at ændre organisationen? Ja selvfølgeligt, men hvad der er godt for organisationen er ikke nødvendigvis godt for dens ledere og disses CV. — Men er der slet ikke reelle, saglige og legitime grunde, udover de personlige motiver hos dekanerne? Tja, hmm. De andre universiteter! De sanderske universiteter skal jo konkurrere. De skal ses som virksomheder på et marked. Basismidler efter resultat, osv. Firmaet Lauritz.com kommer jo med sit Emdrup-campus i betænkelig nærhed af KU's hjemmemarked, og i Ballerup truer Aalborg Universitet med en afdeling, der forsøger at profilere sig som et dansk modsvar til det amerikanske MIT. Så er det bare med at blive større og vise "muskler" (også et ord i lederlingoet) så man rigtigt kan samarbejde med det lokale erhvervsliv og konkurrere om studenterne. Selvom de altså ikke er medtænkt.

De to nye store fakulteter kommer til at fylde godt på KU, og vil vel kanalisere omtrent 80% af hele omsætningen. Måske er det derfor at rektor Hemmingsen fik indsat et punkt om "Fællesskabshensyn" i dekanernes grovskitse, et ord som her peger på, at der er noget som hedder "KU's kommende strategi", og som altså ikke blot er et flueben eller strategisk værktøj i de afgående dekaners videre karriereplanlægning.

Det er muligvis for fromt et håb, at den nye politiske konstellation i Danmark efter folketingsvalget vil have reelle forsknings- og universitetspolitiske konsekvenser, men hvis det sker, vil de interne fusionsprocesser på AU og KU komme til at ligne dødskramper i den sanderske universitsmodel. Og det bliver næppe et humboldsk universitet, der rejser sig af asken.

Liberal forskningspolitik frister til uredelighed

Den 17. august i år skrev Informations journalist Lise Richter (her) om hvordan antallet af indsendte forskningsartikler er steget så markant, at det lægger peer review systemet under pres, og det bliver sværere at finde fagfolk til at kontrollere indholdet. Resultatet er, at der bliver publiceret dårligere og i værste fald mere uredelig forskning.

Sådan lyder advarslen fra medredakørrer og fagfællebedømmere på videnskabelige tidskrifter. En af de forskere der citeres er Søren Nors Nielsen, p.t. gæsteforsker på Shanghai University og medredaktør på et tidskrift indenfor økologiske modeller.

Hans iagttagelser af udviklingen i den kvalitetssikring, som videnskabsfolk selv udøver overfor deres egne publikationer, peger på en bekymrende tendens. Man er pludselig er begyndt at kvalitetssikre alt andet end forskningen selv, og de ekstra opgaver skal forskerne jo så også bruge tid på.

I Søren Nors Nielsens baggrundsnotat "Liberal forskningspolitik frister til uredelighed" (som vi har fået lov til at bringe her) til Informations artikel skriver han bl.a.:

"Værst er det dog, at et stigende antal forskere tilsyneladende fravælger at udføre denne forskernes egne kvalitetskontrol, med længere publikationstid til følge. Et stigende antal manuskripter har meget svært ved at kunne opnå det krævede antal reviews. Der synes at være færre og færre kvalificerede forskere fra samme felt, der er villige til at investere tid i at gennemlæse og konstruktivt kritisere en anden forskers arbejde. Det skyldes, at dette simpelthen ikke værdsættes tilstrækkeligt om overhovedet under det eksisterende system, ligesom den anseelse, der er forbundet med arbejdet som editor eller reviewer, kan ligge på et meget lille sted. Desuden indgår emner som: “kunsten at skrive en artikel og at bedømme den”, ikke i tilstrækkelig grad i uddannelserne. Men det er nu engang, de skuldre og den kvalitetssikring vor egen forskning hviler på. Eller har man tænkt sig, at forskningsministeriet skulle lave en afdeling for dette?

Det var kvantiteten, men hvad sker med kvaliteten? Et øget antal artikler forkastes stort set med det samme, fordi de ikke har det niveau, et manuskript forventes at være på, når de bliver indsendt. Det virker simpelthen som om, at en del forskere er så opmærksomme på, at reviewprocessen er under pres, at de siger: “går den så går den”, og går den, har man endnu en publikation i hus. Kvaliteten er lavere, men tidsskriftets citations-index er det samme.

Summa summarum: der bliver indsendt flere og flere manuskripter, med lavere kvalitet og endog øget frekvens af snyd i videste forstand. Samtidig er forskernes egen faglige kontrol under stærkt pres og muligvis allerede forringet. Altsammen udløst af manglende indsigt i forskningsprocessen fra denne regerings side."

Nu har vi snart en ny regering, og en ny forskningsminister. Lad os som tidligere nævnt håbe, at det bliver en person med indsigt - også i de videnskabelige bedømmelsesprocesser, der slet ikke har godt af at pålægges en ydre incitamentstruktur (den bibliometriske forskningsindikator) som medfører volumenræs og måske, imod hensigten, mindre kvalitet.

Læs hele notatet her.

Ni råd til den kommende videnskabsminister

Professor i visuel kultur og performance-design (et felt der undersøger "forskellige oplevelses- og medieformer, f.eks. billeder, udstillinger, koncerter og teaterforestillinger, med fokus på erkendelse, oplevelse og design") ved RUC, Olav Harsløv, stillede i går i Politiken ni yderst interessante råd (se her) til den kommende videnskabsminister, som vi endnu ikke ved hvem er. De fortjener omtale og debat, så jeg gengiver dem her in extenso:

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de (for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske 'satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne. Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

Jeg er enig i mange af dem.

Ad 1) Ja, universitetsfusionerne var højst uheldige, af mange grunde, bl.a. fordi de slører opgaveforskellen og forskningskulturforskelle i grund- og sektorforskningen. I det hele taget er top-down styrede omorganiseringer som den Aarhus Universitet har været igennem, ligesom kemi på KU (her) og den de fire våde fakulteter på KU nu skal trækkes igennem her i efteråret (se fx Universitetsavisen her) ofte ødelæggende og forbundet med udradering af hele forskningsmiljøer.

Ad 2) Tja, de fakultære grænser er ofte kunstige, og man bør lette det administrative samarbejde på tværs – også samarbejdet mellem universiteter (jf. problemerne påpeget i Vincent Hendricks kronik her) — men hvad vil det sige helt at opløse dem?

Ad 3) Hvor små er "for små" og ud fra hvilke kriterier?

Ad 4) Helt enig - vi har her på bloggen ved flere lejligheder kaldt det vidensdiversitet, og hvis en mangfoldighed af videnskaber skal kunne trives kan ikke alle pålægges at skulle legitimere sig ved de samme krav om relevans for erhvervslivet.

Ad 5) Hmmm, før dette: Måske burde nogen udarbejde en ph.d.-afhandling om det forskningspolitiske rådgivningssystem i Danmark og de effekter systemet (inkl. de forskellige omlægninger af dette vi allerede har oplevet) har haft for den danske forskningsverden.

Ad 6) Grundlæggende enig men usikker på hvem og hvad forskningsudvalget skal være: Jeg foretrækker at omsætte det til: Flere basismidler, færre strategiske puljer.

Ad 7) Enig. Som formand for en af de faggrupper (nr. 68) som rådgiver ministeriet om indikatoren i et forsøg på bidrag til 'damage control' mener jeg, dens eneste fornuftige funktion er et samlet overblik og en synliggørelse af dansk forsknings videnskabelige kommunikation – al helgesandersk snak om "basismidler efter kvalitet", universiteter der skal konkurrere på et rent volumenræs, og at påtvinge forskningen en ydre incitamentstruktur er forfejlet.

Ad 8) Delvis uenig. Ja, lad de små tidskriftsredaktører selv turde tage beslutninger igen. Nej, peer review skal selvfølgelig ikke nedlægges på de fagområder, hvor det er groet naturligt frem nedefra og er en af de vigtiste måder hvorpå forskningen lever op til den videnskabelige norm om organiseret skepsis, kritik og intern kvalitetskontrol af de videnskabelige resultater. At den kollegiale kritik har fundet andre former på mange humanistiske felter — eller at forskningsindikatoren fik små danske tidskrifter eller små og mellemstore forlag til at indføre betalte bedømmelser fra langsomt arbejdende fagkonsulenter — skal jo ikke over en kam føre til afskaffelse af peer review som institution. Nogle vil gå så langt som til at hævde at postmoderne tolerance og intellektuel dovenskab i forhold til nabo-forskeres andre paradigmer (inter-paradigmatisk borgfred) netop kalder på synliggørelse af den merit, som burde følge med skarpt, kritisk arbejde.

Ad 9) Enig, men husk undgå de mere kommercialiserede former for udvikling af det sociale campus-miljøet.

Forskeres vidensøkonomiske overlevelseskamp

(sakset fra DASTS sitet):

PhD defence:

Birgitte Gorm Hansen

Adapting in the Knowledge Economy:

Lateral Strategies for Scientists

and Those Who Study Them

Time: 3 October 2011, 2 pm – 4 pm
Place: Copenhagen Business School, Kilevej 14 A, 2000 Frederiksberg, Room: Ks48

In order to obtain the PhD degree Birgitte Gorm Hansen has submitted her PhD thesis. The thesis investigates the strategies deployed by Danish scientists as they adapt to changes in research policy.

The political agenda of transforming Denmark into a leading knowledge economy requires that university researchers maneuver a complex mixture of academic, industrial and political agendas. How do research managers strategically adapt in the knowledge economy? What are the costs and trade-offs involved in such adaptation?

Keywords
Science and Technology Studies, science-industry collaboration, anthropological method, research policy, research management.

Supervisors:
Associate Professor Maja Horst
Associate Professor Casper Bruun Jensen, IT University

Assessment Committee:
Associate Professor Signe Vikkelsø (Chair), Department of Organization, CBS
Professor Bill Maurer, University of California, Irvine
Professor Susan Wright, Danish School of Education, Aarhus University

Everyone is welcome to attend the defence, which will take place in English.
The defence will be followed by a reception in Kilen.

The thesis will be available from openarchive.cbs.dk approx. one week before the defence.

Event information:
October 3, 2011
2:00 pm to 4:00 pm

Appel om en kompetent videnskabsminister

Det er inspirerende at se kommentarer til hjemlige forhold fra folk med omfattende erfaringer fra udlandet, ikke mindst på universitetsområdet. Derfor er det velkomment at læse videnskabsmand og initiativtager til ISSP (Initiativet for Videnskab, Samfund og Politik) Steen Rasmussen på sin blog den 17/9 (her) kommentere folketingsvalget i en videnskabspolitisk vinkel. Steen, som har en biofysisk ekspertise i komplekse systemer, har i mange år forsket i USA og vendte for nogle år siden tilbage til Danmark. Her er et par uddrag, som ender med en bøn om en ordentlig kompetenceprofil for den nye videnskabsminister.

"the Danish Universities urgently need new governance rules. We currently have a governance form that is quite similar to that of e.g. General Motors. Most Danes are not aware that our current university governance is significantly more top-down and corporate in nature than any university governance I have seen at US universities. It is, however, clear to most people associated with the Danish Universities that it is causing all kinds of problems trying to govern the universities as if they were large corporations.
(...)
To keep this basic university mission intact and at the same time expand the university mission to directly boost societal productivity and wealth production is not an easy task. It certainly warrens the development of new organizations and new governance rules. Further, as the universities have grown dramatically in volume over the last generation, financially responsible governance has become even more important, which, however, still does not warren a switch to our current university governance form basically copied and pasted from large for profit corporations.
(...)
Therefore to the new Women of Power in Denmark:
• Break with current praxis.
• When assembling the new Parliament, value competency, experience and insight.
• Do not continue to rule by smoke and mirrors. We’ve see that it doesn’t work in the long run, and we all have too much at stake."

Debat om nye tidsnormer på KU-Hum

[2. udgave]

Stig Hjarvard og Nete Nørgaard Kristensen har på VIPernes vegne lavet en kritisk gennemgang af dekanatets udkast til arbejdsnormsaftale. Læs den – og mød op til stormødet med dekanatet i morgen og gør jeres til at synliggøre for dekanatet at vi som medarbejdere finder udkastet problematisk på flere helt afgørende punkter.

Nye tidsnormer på det humanistiske fakultet på KU: Fra en medblogger har jeg fået den kritiske kommentar, som fortjener at blive læst og cirkuleret (download denne her).

En del af baggrundsdokumenterne ligger på KU's intranet, og kan sikkert have interesse for sammenlignende studier, så det er hermed gjort alment tilgængeligt: Såvel den gamle aftale fra 2009 som diverse anden dokumentation, i denne mappe (her).

Hvis jeg får tid, vender jeg tilbage med en kommentar — ellers er der nu frit slag her!

ps:

fra: https://intranet.ku.dk/hum/VIPaftale/Sider/VIP_arbejdstid.aspx

Den 1. juli 2009 trådte en ny fælles aftale i kraft om arbejdstidsnormer for VIP-personalet på fakultetet. I følge aftalen skulle den evalueres efter to år. I forbindelse med evalueringen valgte dekan Kirsten Refsing at opsige den gældende aftale med henblik på at indgå en ny og mere fleksibel aftale med fællestillidsmanden for VIP.

Evalueringen foregik elektronisk ved hjælp af et spørgeskema, godkendt af dekanen og fællestillidsmanden for VIP og udsendt på mail til alle ansatte.

A- og B-siden er nu tæt på at indgå en aftale - læs udkastet i boksen 'dokumenter' - og derfor indkaldes der til stormøde om udkastet til aftale, hvor der er mulighed for at høre nærmere om aftalen og dens indhold samt give kommentarer til dette.

Stormøde

om aftale for arbejdstidsnormer for fakultetets HVIP-medarbejdere. A- og B-siden er tæt på at indgå en aftale om arbejdstidsnormer. Der indkaldes derfor til stormøde om aftaleudkastet:

Onsdag den 14/9 kl. 15.15 til 16.30 i Multisalen (lokale 21.0.54).

Dagsorden

a) Dekan Ulf Hedetoft fortæller om aftalen og intentionerne bag
b) Fællestillidsrepræsentant Peter B. Andersen giver sit syn på aftalen
c) Spørgsmål

Ranking-skolastikkens storhed og fald?

STØVMIDERNES DANS: Inside Higher Education har i dag (her) en historie om at mange universitetsrektorer i USA ikke længere gider at svare på de spørgsmål som medie-virksomheder som U.S. News & World Report hver år stiller om andre højere uddannelsesinstitutioners omdømme, for at producere de årlige rankings af amerikanske universiteter. Deltagelsen er nu nede på 44%,

"At one point, participation rates were as high as 67 percent; drops since then have led many critics to argue that whatever value the evaluations had with a high participation rate was diminished by the falling numbers."

En udbredt træthed over rankings mærkes, inkl. den evaluerende diskussion af rankings. Uddannelsesforskeren Davydd J. Greenwood fra Cornell University kommenterer historien således: "I would file this under the category: How many dust mites can dance on the back of a flea that is dancing on the head of an angel who is dancing on the head of a pin?"

Englisk is the fjutur

Vi her at Buyaharbour Universiti is veri satisfyed vit the idea that all law and talk and edukajsons shuld bi en englis. Vi suport heartlike that al vi skuld talk and writ is englis. It maks veri gut sens and is a relly thruthought think by Sofy Carsten Nelson of the Radikale Left (hier). Vi ar a lidtl bit bekymret that Hanne Tange from Yearhouse Universytet kud be rid in at det somtimes vill slow our speak and mak it difikut for danske stutents to asg komplikatet kvæstions an vill make them lørn slow and everything you now . Båt vi ar globalisered enok til at we do når vorry veri mush. Id is also tu hart to vurry in englsk så vi hav tu stop. Tzank ju sofy. Thanks for coffi. For tu be bestest in the hole glåbalised wørld, we have hiret the extellentest konsultand tu helb ås impruve aur levl of understatement.

Kampen om forskningsmidler ødelægger forskningen

af Morten Nørholm

Ikke alene løstansatte, men alle ansatte på universitetet har længe i praksis skullet have penge med på arbejde. Det forventes at man søger om midler til at dække sin egen løn. Desuden forventes det at man søger midlerne i sin fritid og til at udføre projekter som nedbryder betingelserne for jobbet.
Det virker helt absurd, men er fuldt forståeligt og fuldstændig rationelt: Pga. strukturelle forhold i de statsligt kontrollerede forskningsråd som fordeler en stor del af forskningsmidlerne, bliver midlerne ulige fordelt, og forholdet forstærkes af Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark publiceret i efteråret 2009.
Frem for at styrke en fri og nysgerrig forskning styrker arbejdet i de statsligt kontrollerede forskningsråd en stærk stat på bekostning af et relativt autonomt, innovativt, demokratisk nødvendigt universitetet. Forskningsrådssystemet styrker en bestemt type forskning, nemlig den som ud fra et instrumentelt positivistisk perspektiv producerer forvalterviden (praktisk teori) nødvendig som legitimering af allerede socialt nødvendige forvaltningstiltag.

I den seneste udgave af det nordiske e-tidsskrift Praktiske Grunde analyserer jeg evalueringen af forskningsrådssystemet, og fordi en sådan analyse er meningsløs alene, analyseres også det evaluerede forskningsrådssystem.
Der sker en skæv fordeling af midler fordi strenge formkrav til ansøgninger fremmer den type forskning hvor en central forestilling tilsvarende er at hvis metoden er på plads, garanteres undersøgelsens kvalitet - en instrumentel positivisme. Formkravene ses ikke alene i forskningsrådssystemet, de ses desuden i anbefalingerne: Til forbedring af forskningsrådssystemets funktion foreslås alene strukturelle/metodiske indgreb. Ikke et ord om den forskning som midlerne tildeles, end ikke en anbefaling om at der bør formuleres kriterier for forskningsmæssig kvalitet.

I fx Homo Academicus viser Bourdieu et sammenfald mellem politiske stillingtagener og valg af forskningsmæssigt udgangspunkt som sociale strategier. Forskningsrådenes tildelingsstrategi indebærer altså ikke alene en ensretning af forskningen, men desuden en uerkendt sindelagskontrol i og med et socialt sammenfald af valg af forskningsmæssigt udgangspunkt, valg af politisk ståsted og desuden af valg af uddannelse. Sandsynligvis er det altid sådan at dominansen er systematisk ulige socialt fordelt. Miseren er at udelukkelsen af de positioner som ikke er mainstream, sker erkendt og anerkendt efter forskningsmæssige/videnskabelige kriterier fordi det er de eneste legitime kriterier, og ikke sådan som de burde, efter politisk-idelogiske kriterier. Dvs. at det miskendes at der er tale om en politisk/ideologisk kamp.
Ved man desuden at den samme filosofiske grund, instrumentel positivisme ligger under den altødelæggende neoliberale New Public Management som ved et aggressivt lobbyarbejde fra fx OECD er vokset frem siden begyndelsen af 1980'erne, ser man at det hele hænger sammen. Ikke som en konspiration, men som flere sider af samme sag.

Der skal selvfølgelig være plads til en formålsrationel forskning som producerer praktisk teori, forvalterviden. Men er det kun den forskning som kan sælges, som finansieres med offentlige midler, fungerer forskningsrådenes tildelinger alene som erhvervsstøtte. Dertil kommer at hvis der ikke også er plads til en offentligt finansieret videnskab som på egne vilkår prøver holdbarheden i grundlaget for en formålsrationel forskning, risikerer universitetet alene at være et redskab for den siddende regering, så denne regering kan herske despotisk. Det så Kant allerede i 1798. Man kunne ønske sig at forskningsrådenes medlemmer og deltagerne i evalueringen af forskningsrådssystemet også forstod alvoren.
Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå hvor forskere finansieret med basismidler kan forske relativt uforstyrret af politiske forhold, hvordan skulle det dog ellers foregå? Eller med andre ord: Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå på universitetet, hvad skal vi så overhovedet med et universitet? Forvalterviden produceres langt billigere på et ministerielt forkontor.

Morten Nørholm, ph.d., universitetslektor,

Institutionen för pedagogik, didaktik och

utbildningsstudier, Uppsala universitet

- Bourdieu, P. (1988): Homo Academicus. Polity Press, London
- Forsknings og Innovationsstyrelsen (2009): Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark

- Kant, I. (1798/1998): "Der Streit der Fakultäten". In: Schriften zur Anthropologie Geschichtsphilosophie Politik und Pädagogik. Werke in Sechs Banden. Band VI, Sonderausgabe. Darmstadt 1998, s. 261-393

- Nørholm, M. (2011): "Social alkymi, konsekration, reproduktion - resume, analyse og kritik af Evaluering af forskningsrådssystemet". Praktiske Grunde. Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab, nr. 1, p. 26-42.

Dette indlægs permanente URL: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/09/kampen-om-forskningsmidler-delgger.html

Videnskab og kapital går hånd i hånd

"Derfor vil DI og KU gerne sammen med ministeriet udarbejde nye måder at måle værdien af universiteternes erhvervssamarbejde på: I stedet for sluthåndtrykket mellem forsker og erhvervsmand skal de to gå hånd i hånd fra starten."

Hånd i hånd? Hvor yndigt. Mon ikke den betalende hånd overtager føringen?

I en fælles artikel i dag i Berlingske, som i opsætning ligner en annonce for et bryllup, proklamerer en ledende repræsentant for Københavns Universitet, prorektor Thomas Bjørnholm, og Charlotte Rønhof fra Dansk Industri, at nu skal det entrepreneuriske universitet måles bedre end hidtil. De langer ud efter den måde, den årlige måling af "værdien af erhvervssamarbejde" til Videnskabsministeriet sker på: "Når universitetets evne til at omsætte sin viden til gavn for erhvervslivet måles og vejes, fokuseres der nemlig på antallet og indtjeningen af patenter, licenser og samarbejdsaftaler" og ifølge forfatterparret repræsenterer det ikke de ægte værdier af ægteskabet mellem videnskab og kapital:

"Konkret foreslår vi, at man også måler på tre nye parametre. For det første på størrelsen af virksomhedernes investeringer i forskning og forskeruddannelse. Kan man forestille sig et bedre kvalitetsstempel for erhvervssamarbejde end private investeringer i forskningsmiljøer og forskeruddannelser? Dette kan både være i form af hårde kontanter til forskning og apparatur og som bidrag i form af arbejdstid, forsøgsmateriale, forsøgsanlæg etc. i fælles forskningsrådsbevillinger, samt ved at se på antallet af ph.d.-stillinger, som erhvervslivet er med til at finansiere. For det andet bør man måle, hvor megen offentlig videndeling universiteterne er involveret i, ligesom forskningsbevillinger med erhvervsdeltagelse og private fonde er vigtige indikatorer. For det tredje bør man måle på, hvor meget ny viden der bliver skabt og formidlet til samfundet i form af fælles publikationer."

Som glans- eller forbillede bruger forfatterparret geokemikeren Susan Stipp, en professor ved det nano-science center på Kemisk Institut, KU, hvor Bjørnholm selv kommer fra. Hun er, hører vi,

"er en af de forskere, erhvervslivet elsker. Hun leverer spændende forskningsresultater, udgiver originale forskningsartikler og har blik for relationer og samarbejde med erhvervslivet. Mærsk Olie og Gas, BP og andre virksomheder er en naturlig del af Stipps aktiviteter, og de investerer tocifrede millionbeløb i hendes forskning." (...) "Hele Stipps forskningsgruppe på 50 medarbejdere er betalt af eksterne forskningsmidler, som erhvervet dermed får stor glæde af. Samtidig bliver den viden, hun frembringer, til gavn for små og store virksomheder, som kan bruge resultaterne til f.eks. at forbedre deres modeller for olieudvinding."

Det er jo næsten for godt til at være rigtigt. Og jeg er næsten ked af at være nødt til at nævne skribentparrets idealbillede af en nanoforsker ved navn, for min hensigt her er på ingen måde at beklikke denne uden tvivl dygtige og entreprenante forsker, men at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig skal dreje skruen endnu en omgang i retning af kommercialisering og erhvervsretning af universitetet:

Er det Københavns Universitets opgave at agere forskerhotel for olieindustriens forsøg på at presse de sidste olieresserver mere effektivt ud af jorden?