Tale til blokerende studerende på INSS den 15. marts og IKK den 16. marts

De studerende på Humaniora blokerer i denne uge institutterne på skift i protest imod de alt for få undervisningstimer, de får på deres uddannelse. Nedenstående er manuskriptet til den tale, jeg holdt i den anledning i går og i dag.

Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.

Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!

Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.

Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.

Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.

Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.

Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.

Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.

Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.

Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.