Blogtvang

Forskningspolitikken er virkelig skrivebordgeneralernes helt store slagmark. Skrivebordsgeneraler er ganske vist i det væsentlige til grin, men deres uvidenhed og døvhed er ødelæggende for dem i fronten, som skal udføre deres uforstandige ordrer - til skade for den sag, generalerne formodes at arbejde for at fremme.

Her er skrivebordsgeneralen Poul Høi, som i sin visdom har fundet en løsning i, at forskerne skal tvinges til at blogge, så vi kan få deres forskning formidlet. Det er sikkkert en smuk tanke: Man ser al den viden sprede sig ud over det ganske land, efterhånden som alle forskere blogger i spændende og velformidlede indlæg til en begejstret offentlighed.

Sig mig: Bor Poul Høi på Mars?

Lad gå, at han rider med på den bølge, som siger, at forskerne nok bliver meget bedre/samfundsgavnlige, ved at vi tvinger dem til (indsæt selv nyt krav efte egen smag). Det er en sygdom, andre også har. Men:

• Der er oparbejdet massive overarbejdspukler på de danske universiteter
• Der er mindre og mindre rum på de danske universiteter til fri forskning
• Der er mange studerende på mange fag, som ikke tilnærmelsesvis får en undervisningsmængde, der er passende for et fuldtidsuniversitetsstudium
  

Så spørgsmålet bliver. Når nu forskerne – som den eneste gruppe i samfundet – skal have bloggerpligt, hvor skal ressourcerne så komme fra:

• Ved at forskerne overarbejder mere?
• Ved at tiden tages fra den i forvejen sparsomme frie forskningstid?
• Ved at der undervises endnu mindre på de danske universiteter?
  

Det er ikke noget lille ressourcekrav, vi står med her. Og hvis man ført stiller den type krav til universiteterne, så vil det også komme til at indebære en betydelig infrastruktur. Man kan håbe på at undgå prodekaner for blogning, men kan man slippe for en blogningsstrategier, og skal bloggerpligten indskrives i udviklingskontrakterne? I det mindste må vi have nogle kontrolorganer, så vi kan undgå nulbloggere og anden bloggersjusk. Da det har at gøre med kommunikationen fra institutionen, så skal det også indarbejdes i vores centrale kommunikationsstrategier, så vi ikke får forkerte signaler sendt i vores blogs. Hver blog og hver blogpost skal være klart markeret med universitetets logo. Om det decideret bliver nødvendig med anonym peer review, før en blogpost offentliggøres, tør jeg ikke sige.

Selv konservativt anslået er det et stort ressourceforbrug: 10.000 forskerblogs, hvis hver forsker bruger blot 25 timer på sin blog om året for ikke at blive nulblogger, så er det 250.000 mandetimer. Giver vi derefter sparsomt et support og administrationsbehov på 20% (og det er meget konservativt anslået), så har vi 300.000 mandetimer anvendt pro annum. 300.000 : 1840 (et årsværk) giver ca 160 fuldtidsstillinger, som så hverken kan blive til forskning eller undervisning.

Med 10.000 forskerblogs alene i Danmark skal man vel være optimistisk for at tro, at hver af dem faktisk bliver læst hver år. Formentlig vil der i allerbedste fald være 3-400 skarpe bloggere, som tiltrækker sig nogen opmærksomhed (det vil som regel være for andre kvaliteter end de rent forskningsmæssige). Resten af bloggerne vil blive inderligt ignoreret, fordi de drukner i mængden af ligegyldige indlæg skrevet af uinteresserede forskere, som mærkeligt nok hellere ville bruge deres tid på forskning og undervisning end på at skrive ulæste indlæg.

Jeg er villig til at sætte en 50´er imod et billede af Helge Sander på, at de forskere, hvis blogs ville blive læst under de omstændigheder, ville have blogget alligevel – fordi det er dem, som har lyst til og talent for at skrive blogposts.

Poul Høi er glad for sin blog, formoder man, jeg er glad for min (som stort set ikke formidler forskning), andre forskere arbejder meget med faglige blogposts. Hvad med at overlade skønnet for, hvornår en blog er en god idé, til de mennesker, som faktisk har en chance for at vurdere det?