I programmet Skønlitteratur på P1, lørd.d. 19/3-2011 kl. 10, interviewede programmets medarbejder Nanna Mogensen i starten af programmet centerlederen af Center for Børnelitteratur Nina Christensen. Anledningen var centerets fagligt begrundede protester mod at blive tvangsforflyttet til Århus. Centerlederen forsøgte i interviewet at fastholde de faglige argumenter, og formåede også at forholde sig udelukkende til det faglige omkring børnelitteratur (forskning og formidling, mv.), men skulle alligevel af intervieweren intimideres med spørgsmål, som antydede at indsigelserne mod flytningen var personlige (intervieweren brugte ordet "forkælet" i et af spørgsmålene, og fik modstanden mod flytning til at fremstå som sær når nu centeret jo alligevel essentielt er en del af Aarhus Universitet).
Jeg kom til at tænke på andre gange jeg har hørt interview-figuren "djævelens advokat" anvendt på en facon, som retorisk appellerer til doxa, vaneforestillinger (fx om at medarbejderne er uden indflydelse og jo da altid bare har at flytte med hvis arbejdspladsen flytter) eller lave motiver, og som afsporer en debat om de faktiske argumenter, som parterne i en strid fremfører. Nogen bør opfinde en betegnelse til denne særlige misbrug af "djævelens advokat" i interview i kulturprogrammer, hvor den forekommer mig særlig hyppig — sikkert ikke uden forbindelse med journalisters angst for at blive beskyldt for at have valgt side i kulturkampen, eller "Kampen om Sandheden" som Rune Lykkebergs bog om fænomenet hedder.
For nye læsere lidt om forhistorien mht. Aarhus Universitet, som ikke kom frem i programmet: Center for Børnelitteratur er et center for forskning, formidling og undervisning beliggende i Emdrup. Forhistorien er, at Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), den tidligere Lærerhøjskole i Emdrup, under en universitetspolitisk topstyret fusionsproces blev fusioneret med Aarhus Universitet for fire år siden. DPU havde så vidt vides ikke forud for fusionen noget særligt forhold til AU fremfor andre universiteter. AU er nu ved at opløse DPU som enhed, ligesom iøvrigt også DMU, Danmarks Miljøundersøgelser, splittes op, i en lige så topstyret reorganisering af det nye AU. Man kan på hjemmesiden for Center for Børnelitteratur (her) læse en uddybning af de faglige argumenter imod flytning, som Nina Christensen, trods interviewerens tilgang, havde held til at fremføre.
Det bliver interessant at se, med hvilke faglige argumenter AU-ledelsen svarer centeret, og hvorvidt der er tale om en universitetsledelse, der overhovedet formår at lytte til de faglige miljøers argumenter, når de trækker i en anden retning end de organisationsdiagrammer, som toppen har tegnet, og indgå kompromiser, der får medarbejderne til at føle medejerskab til beslutningerne, og som såvel tager organisatoriske, faglige, som arbejdsmiljømæssige hensyn.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Sagen har affødt to § 20 spørgsmål (1360 og 1361) til ministeren,
"Mener ministeren, at det er i overensstemmelse med tidligere løfter om at sikre Center for Børnelitteratur, når dette nu trues med flytning til Aarhus Universitet og væk fra sine naturlige samarbejdspartnere på DPU?",
og
"Vil ministeren kræve garantier fra Aarhus Universitet om, at Center for Børnelitteratur sikres som en selvstædig enhed fremover?",
stillet d. 15. marts af Per Clausen (her).
Sagen er også dækket her:
http://politiken.dk/kultur/boger/article1223452.ece
Personligt syntes jeg det er rart med nogen decentralisering af forskning - vi kan ikke alle bo i det østligste hjørne af landet.. og vi kan faktisk godt finde ud af at uddanne lærer og forske herovre.. Vi har faktisk også både litteratur forskning og forskning i pædagogik.. Desuden får de to forskere som der står i artiklen her: http://politiken.dk/kultur/boger/article1223452.ece
et større elevgrundlag og måske nogle kollegaer.. For mig at se opstår alt denne brok fordi man er bange for forandringer og fordi man ikke vil flyttes væk fra oh så kulturelle KBH område...
Tak til Claus Emmeche for et indlæg, der peger på de store og meget komplicerede processer, der er i gang i universitetsverdenen. Disse processer er fyldt med politiske dagsordener, og medfører stor risiko for, at vi mister universiteternes fokus på den såkaldte frie forskning.
Den frie forskning er ganske enkelt central for at man ikke altid driver risiko-mindskende, sikker, bundlinje-og anvendelsesorienteret forskning.
Til Centaine, som kommenterer, at reaktionerne på strukturændringerne ved AU 'bare' er et spørgsmål om brok og forskere, der ikke er forandringsparate. Det er slet og ret forkert!
Forskere, forskning (altså viden-skaben)skal være i bevægelse i en verden i bevægelse. Og det er netop pointen her. Jeg er meget enig med Centaine i, at det netop er væsentligt at have en decentral tilgang til universiteterne. Og det her handler faktisk om at man vil centralisere aktiviteterne.
Centaine har helt ret i, at der både er fantastiske lærere og foregår banebrydende forskning i Aarhus. Pointen er, at der bør være god forskning og fantastiske lærere i alle dele af Danmark. Det er netop med til at give os blik for variationerne.
Tiltagene med at flytte forskere fysisk fra campus-DPU til campus-Aarhus betyder, at man beder forskere og forskningsfelter om at rive deres rødder og praksisser op og 'bare' plante dem et andet (forestillet) bedre sted.
I virkeligheden er denne manøvre jo ligeså simpel, som at bede en familie om 'bare lige' at flytte fra København til Aarhus. Det betyder jo, at der er et hav af netværksrelationer og hverdagspraksisser, der må omdannes, udskiftes, droppes mm. Og derudover er manøvren baseret på en forestilling om, at vi skal flyttes hen til et bedre sted. Altså det vi kommer fra er ikke godt nok!
Og det er de faglige konsekvenser af at flytte to på mange måder unikke, velrenomerede (nationalt og internationalt) og velfungerende forskningsmiljøer, som vi forskere forsøger at pege på.
Der ER ikke nogen gode argumenter for at vi forskere (som i øvrigt mange af os har samarbejdet igennem mange år fx via Masteruddannelsen i IKT og Læring) skal bringes geografisk sammen. Vi (altså forskerne i Aarhus og København) ER vant til at samarbejde på tværs af tid og rum via mange forskellige medier og med hinanden.
Og fx underviser jeg efteråret 2011 i Aarhus v. Bachelor i Uddannelsesvidenskab. Jeg er også aktuelt i Serious Games on a Global Market Place projekt med forskere, som har bopæl fx i Jylland, og som er tilknyttet både SDU, DTU og Aarhus-campus delen af AU. Et projekt, der i øvrigt er støttet med mange millioner af Det Strategiske Forskningsråd.
Hvis man ønsker en nuancering af den modstand som mobiliseres aktuelt, og de mange forskellige væsentlige faglige argumenter der er, så kan man evt. læse mere her: http://wp.me/p7tjl-7a
Efter min mening er der ikke med AUs udspil tale om nogen essentiel styrkelse af forskningsfeltet børnelitteratur. Som børnelitteraturforsker vil jeg sige, at det fra AUs side er et stort problem, at der ikke inden omstruktureringen er udviklet tydelige visioner for en fremadrettet udvikling af feltet, fx i samarbejde med Center for Børnelitteratur og gerne et nationalt/internationalt forskningspanel. På dansk grund er forskning i børnelitteratur et marginaliseret felt. Det er meget anderledes i udlandet, men i Danmark lever vi fortsat med en institutionel og ministeriel opsplitning på det tertiære uddannelsesniveau. Dette skaber en lang række uheldige vidensmæssige paradokser og konsekvenser for forskningen. Fx er der i læreruddannelsen et eksplicit krav om, at al undervisning skal være forskningsbaseret. Men seminarielærerne er ikke selv forskere, og hvordan skal man overhovedet kunne sikre et grundlag for "forskningsbasering", hvis man ikke bevarer og satser på forskningsfeltet børnelitteratur? Det hænger jo ikke sammen.
Burde forskning i børnelitteratur m.v. desuden ikke opgraderes, når man tænker på kravene til "læsere" i vidensamfundet? En start kunne være at udbygge denne forskning i en dobbelt campusmodel, altså både i Kbh. og Århus. Men de eksplicitte visioner mangler altså. Alligevel vælger man at flytte det velfungerende Center for Børnelitteratur, som blev et plaster på såret i forbindelse med opsplitningen mellem tertiære uddannelser.
Der er ikke længere noget, der hedder seminarielærer. Efter man har lavet university colleges, er der i lovgivningen kommet en forpligtelse om at professionshøjskolerne arbejder med videnscentre, hvor der er gode muligheder for at der kan udvikle sig professionsbaseret forskning. Det er der allerede eksempler på. Og det er noget andet end det, der sker på DPU. Samtidig er også professionshøjskolerne som mange andre steder (end universiteterne) blevet rusket godt rundt i. Det er således rimeligt nok at spørge til en eventuel forkælelse, hvis normen er at alle udddannende og vidensskabende enheder er udsat for tumult og måske endda redefinering. Det er ikke det samme som, at det er godt, det der sker med Center for Børnelitteratur og potentielt med DPU. Det er en del af en tendens, hvor grundlag for viden rystes rundt og arbejdspladser ligeså. Det handler også om mennesker og om arbejdspladser, hvilket ikke spiller en ubetydelig rolle. Men selvfølgelig må en journalist spørge - og ikke kun være míkrofonholder. Hvorfor i al verden skulle nogle områder være priviligeret undtaget dette? Så ville antagelser om forkælelse da først være på sin plads. Men at fastholde pædagogisk forsknng og uddannelse er vigtigt - også at gøre det centralt på DPU. Det er ikke det samme som, at det ikke må diskuteres.
Send en kommentar