Strategisk ledelse som afvikling af universitetsforskeren

Man kan undre sig over hvad "strategisk ledelse" er, når danske universiteters og universitetsledernes strategi ikke adkiller sig mere synligt fra hinanden. Alle forsøger kritikløst at tilpasse sig - ikke ændre - de økonomiske rammebetingelser som det politiske og statslige system dikterer. Der foregår muligvis forsøg på politisk påvirkning af ministerielle embedsmænd når udviklingskontrakter skal forhandles, men vi får sjældent noget at vide om det. Overordnet er billedet, at en universitetsleder ikke agerer som repræsenterende et universitet, men som ansat af en anden leder på et bestemt trin i den Store Ledelses-skala fra viceinstitutleder og op til rektor og bestyrelsesformand, og ultimativt som politisk ansat – af Folketingets til enhver tid skiftende politiske flertal. Universitetet taler ikke længere med egen stemme, og hvis det gør, er det sjældent lederlaget, der taler. Efter systemskiftet i 2001 og universitetsloven i 2003 bliver universitetet ikke blot forvaltet som en virksomhed, men gjort til en forretning. Og forretningen køres efter en for denne sektor højst problematisk flexicurity-model – med tryk på usikker fleksibilitet, korttidsansættelser, ekstern finansiering, og parantes om "security" såvel på det ansættelsesmæssige som det faglige område.
En god – og for svage sjæle rystende – illustration af denne tingenes tilstand er følgende statistik fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, som jeg ikke tror er specielt slemt, men netop illustrativ.
Som dekaner nu skal, tager også min på rundrejser ("dialogmøder") til institutterne med sit ledelsesteam for at lufte "strategien" for det lokale personale, VIP som TAP, løst som fast ansatte. De sidste bliver der færre og færre af.
Om udfordringerne hedder det i dekanens powerpoint slides: "At klæde fakultetet på til at tackle usikkerheden med fremtidens økonomiske rammebetingelser", og "At understøtte arbejdet med at sikre flere eksterne midler". Dekanen forsømmer at formulere denne udfordring klart (og så må bloggen her jo bidrage): "At vende tendensen til at afvikle universitetsforskere som fast ansatte med højeste grad af uafhængighed og faglig ubestikkelighed", men – skal det siges til dekanens ros – dokumenterer tendensen klart i en af sine slides som gengives her: *)

(klik evt. på figur for at forstørre)
I noten nederst kan man hente hele præsentationen.

Som man ser, er 2008 det tipping point, hvor antallet af løst ansat overgår antallet af fast ansat forskningspersonale. Jeg vil overlade til læseren selv at fremskrive udviklingen til det år, hvor der ikke længere findes fast ansat videnskabeligt personale ved universiteterne.
For den ubestikkelighed, troværdighed og faglige kontinuitet, der gerne skulle kendetegne al universitetsforskning, og for kvaliteten og prioriteringen af den undervisning, der gerne skulle være forskningsbaseret, er udviklingen ganske enkelt katastrofal, og burde animere universitetsledelsen til en mere - strategisk - og aktivistisk tilgang til disse udfordringer, fremfor at se det som et spørgsmål om blot at få personalet til at slibe hinandens albuer og bruge endnu flere timer på at skrive ansøgninger til de samme fonde for at hive eksterne midler hjem.
De akademiske fagforeninger burde reagere samlet på udviklingen. AC burde gå forrest med at udarbejde ikke bare analyser, men fremfor alt en samlet strategi for at imødegå tendensen til tømme selskabet Videnskab på universiteterne for kognitivt indhold og ændre brandet 'professor' fra fri forsker til projektansat konsulent.
Sagen er nemlig også den, at det endda er endnu værre end hvad tallene viser! En af de ting, der er gået op for mig (med en vis gru på institutionens vegne) er, at "lektor" og "professor" som stillingsbetegnelser har ændret betydning: Ifølge den ansættelsesbekendtgørelse, som er gældende i dag,**) findes der ikke længere en titel som "forskningslektor" – nu hedder det blot lektor. Det kunne lyde som en semantisk finurlighed, men den er temmelig djævelsk. Den videre betydning er, at når man ser på de enkelte institutters hjemmesider med lister over det videnskabelige personale, betyder en navneliste på 10 lektorer ikke længere 10 fast ansatte fuldtidslektorer ansat og bedømt efter åbent opslag, men kan dække over personer, der er tidsbegrænset projektansatte, dvs. i løse stillinger, på penge fra råd og fonde. Det er en temmelig uheldig udvanding af titler, som det ganske vist i mange situationer kan virke latterligt at fokusere på (hvad professor Tribini minder os om), men hvis betydning stadig gerne skulle være et kvalitetsmærke for den faglige dimension og de akademiske ydelser, som knytter videnskab og universitet sammen.


Noter:
*) her gengivet fra powerpointpræsentationen "Det Naturvidenskabelige Fakultet - Strategi, status og udfordringer…", 3. marts 2011 (kan hentes her), slide nr. 7: "Udvikling i de menneskelige ressourcer VIP: SCIENCE 2005-2010" (bearbejdet: tal for løse vs. faste er tilføjet, hvor "faste" lidt udogmatisk inkluderer tal for professorer, lektorer PLUS adjunkter, da disse i et vist omfang kan forvente mulighed for senere fast ansættelse a la 'tenure-track', som adjunkt-stillinger somme tider annonceres som).

**) "Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter" som bl.a. kan ses her, jf. fx "Stk. 2. En stilling som lektor/seniorforsker besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæstelektorer eller i forbindelse med særlige projekter." og "§ 7. En stilling som professor besættes normalt uden tidsbegrænsning, men kan også besættes tidsbegrænset, f.eks. ved ansættelse af gæsteprofessor eller i forbindelse med særlige projekter."

Om inhabilitet

Hvor meget kan KU lade sig køre rundt med af en advokat? Politiken og andre medier beretter i dag, at Penkowa har fået fjernet bedømmere med forholdsvis farverige begrundelser. Lad os derfor repetere, hvornår personer er ihabile i forvaltningslovens forstand. Her fra Kapitel 2 i forvaltningsloven :

Inhabilitet

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag,

1) hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- ellernedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Der kan under ingen omstændigheder være tale om inhabilitet i forhold til stykke 1-4, så det skal dækkes af catch-all formuleringen i punkt 5. Spørgsmålet er da om følgende omstændigheder kan være tilstrækkelig begrundelse:

For tredive år siden, da parten var 5 år gammel, skrev den relevante mulige bedømmer en artikel sammen med en person, som ca 20 år senere viste sig at udvikle modvilje imod parten.

Hvis denne type af begrundelse gives vægt, så kan hvem som helst med lidt gravearbejde underkende hvem som helst. For mig lyder det påfaldende som det punkt, hvor man skriver et "hop i havnen"-brev. En statslig myndighed kan ikke lade sig piske rundt i manegen af et fint brevhoved og en advokat med evne til at opfinde kreative begrundelser på vegne af en trættekær klient.

Konklusion én gang mere: Sagen er noget rod. Der er behov for en uvildig undersøgelse. Københavns Universitets gode navn og rygte er for længst belastet ud over al rimelighed af, at der vedblivende skvatter skeletter ud af indtil flere forskellige skabe. Det er til skade for samtlige ansatte, det er til skade for forskningen. Det er til skade for alt og alle. Gør nu noget!

Advokater for børnelitteratur og djævelen

I programmet Skønlitteratur på P1, lørd.d. 19/3-2011 kl. 10, interviewede programmets medarbejder Nanna Mogensen i starten af programmet centerlederen af Center for Børnelitteratur Nina Christensen. Anledningen var centerets fagligt begrundede protester mod at blive tvangsforflyttet til Århus. Centerlederen forsøgte i interviewet at fastholde de faglige argumenter, og formåede også at forholde sig udelukkende til det faglige omkring børnelitteratur (forskning og formidling, mv.), men skulle alligevel af intervieweren intimideres med spørgsmål, som antydede at indsigelserne mod flytningen var personlige (intervieweren brugte ordet "forkælet" i et af spørgsmålene, og fik modstanden mod flytning til at fremstå som sær når nu centeret jo alligevel essentielt er en del af Aarhus Universitet).
Jeg kom til at tænke på andre gange jeg har hørt interview-figuren "djævelens advokat" anvendt på en facon, som retorisk appellerer til doxa, vaneforestillinger (fx om at medarbejderne er uden indflydelse og jo da altid bare har at flytte med hvis arbejdspladsen flytter) eller lave motiver, og som afsporer en debat om de faktiske argumenter, som parterne i en strid fremfører. Nogen bør opfinde en betegnelse til denne særlige misbrug af "djævelens advokat" i interview i kulturprogrammer, hvor den forekommer mig særlig hyppig — sikkert ikke uden forbindelse med journalisters angst for at blive beskyldt for at have valgt side i kulturkampen, eller "Kampen om Sandheden" som Rune Lykkebergs bog om fænomenet hedder.
For nye læsere lidt om forhistorien mht. Aarhus Universitet, som ikke kom frem i programmet: Center for Børnelitteratur er et center for forskning, formidling og undervisning beliggende i Emdrup. Forhistorien er, at Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), den tidligere Lærerhøjskole i Emdrup, under en universitetspolitisk topstyret fusionsproces blev fusioneret med Aarhus Universitet for fire år siden. DPU havde så vidt vides ikke forud for fusionen noget særligt forhold til AU fremfor andre universiteter. AU er nu ved at opløse DPU som enhed, ligesom iøvrigt også DMU, Danmarks Miljøundersøgelser, splittes op, i en lige så topstyret reorganisering af det nye AU. Man kan på hjemmesiden for Center for Børnelitteratur (her) læse en uddybning af de faglige argumenter imod flytning, som Nina Christensen, trods interviewerens tilgang, havde held til at fremføre.
Det bliver interessant at se, med hvilke faglige argumenter AU-ledelsen svarer centeret, og hvorvidt der er tale om en universitetsledelse, der overhovedet formår at lytte til de faglige miljøers argumenter, når de trækker i en anden retning end de organisationsdiagrammer, som toppen har tegnet, og indgå kompromiser, der får medarbejderne til at føle medejerskab til beslutningerne, og som såvel tager organisatoriske, faglige, som arbejdsmiljømæssige hensyn.

Udtalelse fra blokaden af SAXO instituttet 17/3

Vi studerende på SAXO instituttet er trætte af nedskæringerne på vores fag. 4 timers undervisning om ugen kan ikke kaldes en uddannelse og semesteret nedskæring fra 14 til 12 uger har kun forværret problemerne. Vi står sammen med vores medstuderende på Engerom, INNS og IKK i denne protest og støtter fuldt op om deres krav. Også undervisere og administration er under hårdt pres pga. nedskæringer og vi må stå sammen i kampen for et levedygtigt universitet.
Vi kræver:

· Mere undervisning
· Genindførselen af et 14 ugers semester
· Genindførselen af universitetsdemokratiet
· Samtidigt afviser vi at Det Humanistiske Fakultets ledelses beslutning, om at opsige de fastansattes arbejdstidsaftale kan være en løsning på de problemer vi står i.
· Studenterrådet er de studerendes organisation og må gå forrest i at samle og udvides kampen. Vi opfordrer studenterrådet til at organisere kampene, aktivt at mobilisere til stormødet på fredag og fælles blokade og stormøde onsdag og til en udvidelse af blokaderne til alle dele af Københavns universitet.

Vækst i viden eller hvad?

En af de ting, der gør det svært at begejstres over de store organisationers udspil, analyser, rapporter og pressemeddelelser er, at de alle er skrevet i samme sprog og med den samme grundfortælling — fortællingen som Ove Kaj Pedersen for nyligt har døbt eller analyseret som konkurrencestaten (her), og som har lille Danmark i rollen som David, den globaliserede økonomi som Goliat, og våben som "vækst", "viden" og "konkurrenceevne" som det kasteskyts, med hvilket vi skal sigte på Goliat for at gøre os håb om at overleve.
Organisationen AC (en paraply min egen fagforening er med til at vedligeholde), har for nyligt kommenteret udspillet fra regeringens vækstforum med disse ord:

(...) "Og mens der heller ingen forslag er om nye investeringer i uddannelse og forskning, så foreslår Vækstforum tværtimod, at vi sænker uddannelsesniveauet ved at flere studerende skal presses ud af uddannelserne efter bachelordelen til et arbejdsmarked, der ikke efterspørger dem.
AC’s vurdering er alt i alt, at Vækstforums udspil - frem for at opnå en særlig eksklusivitet - kommer til at indgå som ”blot” endnu et vækstudspil blandt mange andre i den kommende valgkamps diskussioner om vækstmuligheder. AC mener i al ubeskedenhed, at der er mere konkret inspiration at hente i AC’s eget udspil ”Med viden skal land bygges”, som blev offentliggjort for nylig." (citeret herfra, min fremhævelse, CE)

Overfor dette fremfører AC en række forslag i nævnte pep-skrift, bl.a.

"Forslag 7.1
Forskningsinvesteringerne skal fortsat øges
Der skal sættes et nyt ambitiøst mål for forskningsinvesteringernes andel af BNP, og regeringen bør gå foran ved at fastlægge nye målsætninger for de offentlige forskningsinvesteringer, så de kommer til at udgøre 1,2 pct. af BNP i 2016 og 1,4 pct. af BNP i 2020."

Det er, sammen med alle de andre forskag, sikkert fint og visionært, hvis ellers de nationaløkonomiske basalneuroner kunne forbindes bedre med de mere kreative lag af hemisfærene. Og det er måske her, at også et skrift som det fra AC halter. Hvad med at ansætte en humanist i ACs missionær- og visionsafdeling? Det må gerne være een med speciale i narrativitet. Vi må have nogle nye fortællinger.

Tale til blokerende studerende på INSS den 15. marts og IKK den 16. marts

De studerende på Humaniora blokerer i denne uge institutterne på skift i protest imod de alt for få undervisningstimer, de får på deres uddannelse. Nedenstående er manuskriptet til den tale, jeg holdt i den anledning i går og i dag.

Lad os begynde med en helt simpel ting, nemlig grunden til at I er her på universitetet – jeg mener ikke i dag, men sådan i al bred almindelighed. Jeg er ligeglad med jeres personlige grunde. De kan være vigtige nok and all that jazz, men grunden til, at samfundet vælger at I skal kunne uddanne jer her. Den årsag er, at uanset hvor meget I får tudet ørerne fulde af familie og bekendte og af CEPOS og Dansk Industri om, hvor ubrugelige I er, så er I en af de største uddannelsesmæssige succeser, dette her land kan præstere. Det koster ingen verdens penge at uddanne jer, og I får alle sammen – nogle gange efter en smule besvær, men alligevel – arbejde i en ubegribeligt bred vifte af jobs, og I beholder dem til jeres dages ende.

Helt banalt: Disse uddannelser er oprettet og opretholdes, fordi samfundet har brug for jer, og fordi samfundet har brug for jer veluddannede. Lad ikke nogen bilde jer andet ind. Når I derfor kræver en bedre uddannelse, går I ikke blot jeres eget ærinde, I går samfundets. I er universitetets ”produkt”, og samfundet har brug for, at der er kvalitet i det produkt. Go get ´em!

Men her skal man være forsigtig: Vær opmærksom på, at I som studerende og vi som ansatte har helt parallelle interesser, og at begge grupper går ned, hvis ikke vi holder fast i det. For at kompensere for den elendige økonomi er vi på vores side blevet tvunget ud i ubegribelige mængder af merarbejde, som vi formentlig aldrig nogensinde får tilbage som løn eller afspadsering, og lige nu ser det ud til, at belønningen for det er, at man rykker på grænsen imellem forskning og undervisning, så man kan få endnu flere arbejdstimer ud af os.

Nuvel, når krybben er tom, bides hestene – og alt det. Vi kan vælge at spille et nulsumsspil med hinanden, så får vi endnu dårligere arbejdsvilkår, og I får måske lidt flere timer, men I får det af udslidte demoraliserede og dårligt forberedte lærere. Jeg ville ikke anbefale det til min værste fjende.

Eller vi kan vælge at kigge på, hvor problemerne egentlig kommer fra og løse dem. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når denne type af problemer opstår. Når vi kan se, at der ingen penge er at undervise de studerende for, hvad er så den første reaktion: Alle skynder sig hen til håndvasken. For sejren har mange fædre, men nederlaget er moderløst. Da man skulle have den nye universitetslov igennem i 2003, var et et de primære argumenter, at det ville give en klar ansvarsfordeling. Så skulle man tro, at vi nu kunne tage problemet og aflevere det helt enkelt ét sted: Denne instans har ansvaret, derfor skal denne instans løse problemet. Men hvad sker der. Ministeren peger på universitetet. Topledelsen i Nørregade holder bare kæft og venter på at problemerne driver over, en strategi som vi alle sammen ved fungerede ideelt i Penkowasagen, og derfor ender aben Gudhjælpemig hos dekanen, som ikke kan gøre ret meget andet med den end at sende den videre ned på institutterne og de ansatte, som så kommer til at bære byrden. Læg mærke til, at dette fungerer stik modsat alle påstande om ansvar i systemet. Jo mindre magt, en instans har over situationen, des mere ansvar får samme instans for den. Kompetencer og ansvar følges ikke ad.

Problemet findes derfor i universitetsstrukturen. Vores ledelse har almagt over os, og de har almagt over institutionens økonomi. Når I og vi tilsammen leverer en STÅ og dermed udløser penge til universitetet, så afleveres de penge ikke til os, men i Indre By. Her er pengene så med til at lønne alle cheferne, reklamekampagnerne, informationsmedarbejderne og de forkromede byggeprojekter, inden de sendes videre ned til fakultetet, hvor der så igen ryger en bid, før de kommer til institutterne, hvor der så igen ryger en bid, før de når frem til faktisk at blive omsat i lønkroner, som der kan købes undervisning for. Vi, I og jeg, er langt de vigtigste personer på universiteterne. Vi er samtidig dem, som ved, hvad der egentlig foregår i forskningen og undervisningen, og vi er også dem, som har mindst indflydelse på, hvordan universiteter fungerer, og dem til hvem pengene kommer til allersidst, når alle andre har taget deres.

Dér har I jeres problem. Lad ingen andre fortælle jer andet. I vil komme til at høre uendeligt med forklaringer og undskyldninger. Men hold fast: Problemet er strukturelt, og det kan ikke løses uden strukturelle ændringer.

Forestiller man sig derfor, at det ved et eller andet lykketræf og ekstremt hårdt arbejde fra alle parter lykkes os på institutniveau at få skruet noget sammen, som faktisk kører, så I være så evigt forvissede om, at man vil tage anledning heraf til at skære lidt yderligere, for det må der jo være mulighed for, når nu tingene balancerer så fint.

Derfor: Skyd de rigtige. Det helt fundamentale problem lige nu er ikke, at der mangler ressourcer til de danske universiteter, men at pengene ender alle andre steder, end der hvor de gør mest gavn: I den frie grundforskning og i uddannelsen. Det forandrer sig ikke, så længe man fastholder en struktur, hvor den reelle magt over problemerne ligger uendelig langt fra dem, som skal løse dem.

Dem, som har indrettet universitetsstrukturerne sådan, er dem, som har ansvaret. Det er politikerne. Det er Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne, som skylder en forklaring på, hvorfor den universitetssstruktur, de gennemtvang, er så umådelig dårlig til at sikre den frie grundforskning og undervisningen rimelige vilkår, selvom netop de to ting er selve grunden til, at samfundet overhovedet har universiteter. Men de skylder mere end et svar, de skylder også en løsning. Og en eller anden lille flad taxameterbonus gør det ikke. Politikerne skylder en løsning på, hvordan de penge, som samfundet giver til forskning og undervisning, faktisk kan komme til at nå frem til forskning og undervisning. De skylder et svar på, hvordan den helt grundlæggende undervisning og den frie grundforskning igen kan blive de vigtigste og ressourcemæssigt højest prioriterede aktiviteter på de danske universiteter.

Udsat for (og af) ledelse(n)

På KU er medarbejderinddragelse en by i Rusland
og det virker i det hele taget som om det ofte er svært for ledelsen at bryde ud af deres egen verden i diverse fakultære ledelsesteam og gøre medarbejderne interesseret i deres visioner og missioner, når kontakt til medarbejderne ikke resulterer i dialog men diktat. Den sag jeg skal fortælle om her startede ellers fint med kontakt og dialog, men endte med et diktat.

Det er en lidt personlig (beklager) historie om, hvordan jeg blev "ramt af ledelse". Gode kolleger har siden fået mig til at indse, at jeg bare alt for længe har været privilegeret – andre rammes næsten dagligt.
Det er egentligt ikke noget særligt: bare en kontorflytning. Som jeg nota bene på ingen måde har været med til at planlægge, acceptere, og knap nok effektuere. Jeg kunne bare iagttage, at nu skulle mit kontor snart (om et par dage) flyttes, fra en beliggenhed på ét institut (NBI) til et andet (kaldet IND, dvs. Naturfagsdidaktik) ved samme fakultet (Naturvidenskab, KU). Så vidt jeg forstår p.t., er det ikke ensbetydende med, at Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier (CNV), som jeg er ansat ved, forsvinder, og det ville da også være et tåbeligt træk, der kun ville kunne tolkes som min dekans ønske om at slette en af de initiativer, der stammer fra hans valgte forgængers tid.
Jeg fik nys om beslutningen om flytning ved at bygningsinspektøren ved NBI (jeg skal indskyde, at en af de mange charmer ved NBI Blegdamsvej er, at bygningerne er gamle og labyrintiske, og at man derfor ikke kan undvære en rigtig bygningsinspektør) var så venlig at sætte min emailadresse i kopifeltet da han skrev til institutlederen af IND og informerede ham om følgende:

"Vedr. Lektor Claus Emmeche flytning til Øster Voldgade 3 fra NBI,
Blegdamsvej 17!
John Renner Hansen har bedt undertegnet kontakte Institut for Naturfagenes Didaktik med henblik på Claus Emmeche snarlige overflytning til Øster Voldgade 3. Kan vi komme en dato nærmere for overflytningen? For NBI kan C.E. tage de møbler med fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudiers kontorer på NBI, Blegdamsvej 17, bygn. C, etage c, som de ønsker.
Med venlig hilsen ..."

Det var da sjovt, tænkte jeg d. 12/1, den dato mailen dumpede ind, hvor jeg få dage senere ville være på farten, bortrejst i to uger. Jeg nåede i al hast at skrive en afdæmpet protest om beslutningsprocessen til såvel lederne af afsender- (John Renner) og modtager-institut (Jens Dolin) som til dekanen selv (Nils O. Andersen), og fortrængte så alt om det, på behagelig afstand af internettet de næste 14 dage. Da jeg kom hjem kunne mine ph.d.-studerende på vores gang berette om den hastige flytning, som de heller ikke var blevet informeret om i god tid. Flyttefolk var allerede ved at pakke deres grej ned i kasser.

Det skal indskydes, at centerets ordning med NBI har hidtil været den, at NBI, siden CNV's oprettelse i 1994, har ageret fysisk vært for CNV, som hører direkte under fakultetet. Jeg er ansat ved CNV, ikke NBI (dekanen er således min nærmeste boss). I august fortalte dekanen mig om sin vision om at samle didaktik, museumsaktivitet og videnskabsteori, rejse penge til dels et nyt museum (lad os håbe Hr. Møller er gavmild) i et hjørne af Botanisk Have, og dels til et professorat i videnskabshistorie, til besættelse med helst en international stjerne, som vil kunne "løfte opgaven", som det hedder. En hyggelig snak, hvor jeg fortalte dekanen om mine forskningspolitiske aktiviteter og bekymringer for forskningsheden, og dekanen forsikrede mig om at dekanatet ikke blander sig i hvad folk forsker i. Jeg bifaldt tanken om styrke af videnskabsteori ved fakultetet, og tænkte mest dette som konkrete samarbejder mellem underviserne i bachelorkurserne i videnskabsteori, og jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte ikke så meget over min dekans planer sidenhen.
Dumt af mig, for dekansamtalen var selvfølgelig den første association jeg fik (eller "slutning til bedste forklaring"), da jeg modtog mailen om flytning, selvom samtalen ikke mundede ud i nogen som helst aftale om "overflytning" (forklaringen var mildt sagt utilstrækkelig).
Den udløsende årsag til mailen, viste det sig snart, var at NBI akut manglede lokaler, da en gruppe forskere som laver e-science (en slags datalogi, som NBI-institutleder Renner godt kan lide og har en vision om at alle studerende på fakultetet skal have) skulle flytte ind, og så måtte nogen jo ud. Og med dekanens store plan var det jo klart, at ud skulle naturfilosofi og videnskabsstudier. Eller rettere: Overflyttes.
Jeg klagede min nød til Renner og kritiserede forløbet. Han fralagde sig ansvar, det var dekanens bord, CNV refererer jo til fakultetet. Desuden burde jeg kende dekanens impulsivitet godt nok til ikke at være overrasket. Det er historiens morale nr. 1: Kend dine lederes psyke og foretrukne interesser, det er moses og profeterne.
Nå, nu kunne jeg jo tage det lettere flegmatisk hvor præcist jeg har kontor. Institutter og fakulteter er jo ord, der snart vil stryges i den nye universitetslov, det selvejende universitet vil fortsætte sine øvelser ud i arealkondensering, og KU ender sikkert med at leje lokaler på Lolland. Jeg fandt iøvrigt ud af, at (bl.a.) NBI-Blegdamsvej – af KU ved "mageskifte" d. 30/11, 2010 (se her) – er blevet byttet bort til staten mod (bl.a.) Observatoriet på Øster Voldgade 3 og historiske universitetsbygninger ved Frue Plads. Fysikerne sidder nu i bygninger, der tilhører staten (Universitets- og Bygningsstyrelsen), mens vi er rykket ind i et gammelt observatorium, som af historiske og museale årsager nu tilhører KU. "Tilhører" skal sikkert skrives med gåseøjne. Mageskiftet er sket mageløst tyst. Om det har nogen betydning aner jeg ikke.
Da vores lille centers flytning gik meget stærkt, kom man på NBI til at kassere en del af vores møbler – en fodfejl og en uforståelig insinuation af at gamle skrivebordene ikke er kram – så vi har siden hustlet borde og stole fra Campus Service City (nej, det er ikke en privat virksomhed, men en del af KU). Er I nogen derude, der har reoler i overskud, har vi masser af kvadratmeter til høje priser, som de godt må stå på, indtil dekanen "overflytter" flere personer og centre, eller inviterer gode venner og festlige grupperinger til at deltage i befolkningen af Observatoriet, så vi alle sidenhen kan bidrage til arealkondensering.
Nå, men NBI-lederen lovede i sin miskundhed, at CNV kan fortsætte med at afholde undervisning og møder på NBI, naturfilosofiske og videnskabsteoretiske arrangementer, som fx vores seminarrække SiV. Det ville også være svært at undvære NBI's lokale Kc7, hvor Niels Bohr i glas og ramme skuer ud over forsamlingen, og minder os om ånden på Blegdamsvej og en tid, hvor der var overskud til fordybelse, reflektion og stadig diskussion af forbindelserne mellem filosofi og videnskab.

PLEASE - Lad mig passe mit arbejde!

Jeg blev ringet op her til eftermiddag. En kommunikationsmedarbejder ville have en reaktion på rektors store plan. For den havde jeg vel set? Tjah – jeg var faktisk i Horsens den 9. marts for at snakke erhvervs- ph.d., så jeg nåede ikke lige op i Aulaen. Men jeg havde da skimmet rapporten. Ja, for han ville gerne vide, hvad jeg syntes om, at instituttet skulle flytte op i Nobel Parken (hvor de humanistiske sprog er placeret). Her måtte jeg skuffe ham. Det havde jeg sådan set ingen mening om. Rygterne havde jo cirkuleret allerede før jul, så det emne var lige som uddebatteret.

Om der slet ikke var noget, jeg havde overvejet i forhold til i instituttets placering? Og her indrømmer jeg blankt: jeg var ikke samarbejdsvillig. Han fik den prioriterede rækkefølge: 1. forberedelse af mine timer fredag eftermiddag; 2. eksamen til juni; 3. flytning – og her primært væsentlige spørgsmål som får jeg de gode reoler med og kan jeg få kontor med udsigt over Aarhus Bugt? Jeg understregede, at det p. t. ikke var noget, jeg rigtigt havde forholdt mig til. Sådan set kendte jeg jo ikke forholdene i mit nye ”hjem.” Nok ville jeg få lidt længere på arbejde, og der blev nok også en cykeltur ned ad bakken, hver gang jeg havde HA undervisning. Men alt i alt ikke noget, der gav anledning til de store bekymringer.

Jeg ved ikke, om han fik den ønskede reaktion på den store plan, som vi alle ”har ventet spændt på.” Men jeg skal nok sige, at der gået kommunikation i alting. I morges lå der i vores postrum fine postkort med de nye AU slogans sammen med et særnummer af Univers. Og vi skriver altså kun 10. marts! På internettet ligger rektors præsentation som video og power point, samt en rapport på en 50-60 sider. Den skal selvfølgelig trykkes og omdeles til alle medarbejdere (fedt, mere papir). Vi har naturligvis også et særligt AU fusionsweb. Der var stormøde med rektor i går, vi har møde med dekanen i morgen, og så napper vi lige et institutmøde, med indlagt fusionsunderholdning, på mandag. Hvilket bringer mig til min hovedpointe: Er AUs omstrukturering i virkeligheden blevet gennemført for vores kommunikationsafdelings skyld? For vi andre har sådan set rigeligt at se til med at passe vores almindelige undervisning, forskning, og administration – og er der tid til overs, napper vi lige en ekstern bevillingsansøgning eller to!

Hvorfor var KU passive?

Af de mange mærkværdigheder i forbindelse med Penkowasagen - eller, om man vil, sagerne, forekommer ingen formentlig mere mærkværdig for den udefrakommende end universitetets reaktion på den sære episode, hvor en studentermedhjælper blev forsøgt inkrimieret for Penkowas underslæb via dokumentfalsk. Politiken sammenfatter problemet storartet:

Selvom politiet hurtigt fandt studenterhjælpen uskyldig og forskeren skyldig, gik der alligevel 14 måneder hvor ledelsen på universitetet var bekendt med falskneriet, før de valgte at suspendere hjerneforskeren.

Studentermedhjælperen mener, at en undskyldning er på sin plads.

»Jeg skrev til Københavns Universitet i december 2008 og fortalte om den falske anklage, fordi jeg mente, at universitetet har et ledelsesmæssigt ansvar i forhold til, hvad Milena Penkowa havde gjort. Det har været frustrerende at se, at Københavns Universitet valgte ikke at forholde sig til sagen trods de klokkeklare beviser. At de var villige til at se igennem fingre med det ledelsesmæssige svigt og samtidig fremme Milenas karriere«, siger han. (her)

Imidlertid er det spørgsmålet, hvorvidt dette reaktionsmønster egentlig er særlig overraskende, når man betænker de danske universiteters almindelige praksis, hvor henvendelser nedefra vanemæssigt ignoreres. Det skete, da bestyrelsen blankt afviste en henvendelse fra 144 bekymrede forskere i anledning af Det Humanistiske Fakultets system til forskningsmåling (her), det skete, da universiteterne med AU i spidsen omhyggeligt sminkede kritikken fra forskere og undervisere i forbindelse med universitetsevalueringen (som jeg har gennemgået det i Hjernedød), det sker lige nu på AU i forbindelse med den såkaldte "faglige udviklingsproces", hvor medarbejdere og studerende oplever at være sat uden for indflydelse (her). Man er helt banalt vant til at ignorere kritiske henvendelser nedefra. Man sætter sig tungt ned på sine lederstol, kigger den anden vej, irettesætter eventuelt kritikerne, og venter på at det hele går over igen.


Jeg skal ikke kunne sige, om det er, hvad der er sket her, men af alle oplysninger i Penkowasagen, så er den, at KU ignorerer en klage fra en studerende om ulovlige forhold, den, der har overrasket mig mindst. Selv nu kan det stort set ikke lade sig gøre at hive en reel undskyldning ud af universitetets "rektor", Ralf Hemmingsen. Hemmingsens "undskyldning" lyder:

- Jeg vil gerne beklage det forløb, en studerende har været igennem, hvor Penkowa øjensynligt har brugt hans lønoplysninger og lavet falske anklager. Det er meget svært at gardere sig mod den slags svindel, siger han til KU's hjemmeside. (her)

Beklage Penkowas handlinger kan man lige finde ud af, men selv har KUs ledelse selvfølgelig ingen fejl begået. Ledelsens manglende handling i denne sag ligner business as usual: Det kommer nedefra, ergo skal det ignoreres. Og så glemte man, at det måske var en relevant oplysning, at der denne gang var strafferetslige forhold involveret, og at man risikerede, at sagen blev ført videre ad andre, mere lydhøre kanaler - fx byretten, og at ens ubegribelige tungbagethed derfor kunne ende med at give - ja: bagslag.

Blogtvang

Forskningspolitikken er virkelig skrivebordgeneralernes helt store slagmark. Skrivebordsgeneraler er ganske vist i det væsentlige til grin, men deres uvidenhed og døvhed er ødelæggende for dem i fronten, som skal udføre deres uforstandige ordrer - til skade for den sag, generalerne formodes at arbejde for at fremme.

Her er skrivebordsgeneralen Poul Høi, som i sin visdom har fundet en løsning i, at forskerne skal tvinges til at blogge, så vi kan få deres forskning formidlet. Det er sikkkert en smuk tanke: Man ser al den viden sprede sig ud over det ganske land, efterhånden som alle forskere blogger i spændende og velformidlede indlæg til en begejstret offentlighed.

Sig mig: Bor Poul Høi på Mars?

Lad gå, at han rider med på den bølge, som siger, at forskerne nok bliver meget bedre/samfundsgavnlige, ved at vi tvinger dem til (indsæt selv nyt krav efte egen smag). Det er en sygdom, andre også har. Men:

• Der er oparbejdet massive overarbejdspukler på de danske universiteter
• Der er mindre og mindre rum på de danske universiteter til fri forskning
• Der er mange studerende på mange fag, som ikke tilnærmelsesvis får en undervisningsmængde, der er passende for et fuldtidsuniversitetsstudium
  

Så spørgsmålet bliver. Når nu forskerne – som den eneste gruppe i samfundet – skal have bloggerpligt, hvor skal ressourcerne så komme fra:

• Ved at forskerne overarbejder mere?
• Ved at tiden tages fra den i forvejen sparsomme frie forskningstid?
• Ved at der undervises endnu mindre på de danske universiteter?
  

Det er ikke noget lille ressourcekrav, vi står med her. Og hvis man ført stiller den type krav til universiteterne, så vil det også komme til at indebære en betydelig infrastruktur. Man kan håbe på at undgå prodekaner for blogning, men kan man slippe for en blogningsstrategier, og skal bloggerpligten indskrives i udviklingskontrakterne? I det mindste må vi have nogle kontrolorganer, så vi kan undgå nulbloggere og anden bloggersjusk. Da det har at gøre med kommunikationen fra institutionen, så skal det også indarbejdes i vores centrale kommunikationsstrategier, så vi ikke får forkerte signaler sendt i vores blogs. Hver blog og hver blogpost skal være klart markeret med universitetets logo. Om det decideret bliver nødvendig med anonym peer review, før en blogpost offentliggøres, tør jeg ikke sige.

Selv konservativt anslået er det et stort ressourceforbrug: 10.000 forskerblogs, hvis hver forsker bruger blot 25 timer på sin blog om året for ikke at blive nulblogger, så er det 250.000 mandetimer. Giver vi derefter sparsomt et support og administrationsbehov på 20% (og det er meget konservativt anslået), så har vi 300.000 mandetimer anvendt pro annum. 300.000 : 1840 (et årsværk) giver ca 160 fuldtidsstillinger, som så hverken kan blive til forskning eller undervisning.

Med 10.000 forskerblogs alene i Danmark skal man vel være optimistisk for at tro, at hver af dem faktisk bliver læst hver år. Formentlig vil der i allerbedste fald være 3-400 skarpe bloggere, som tiltrækker sig nogen opmærksomhed (det vil som regel være for andre kvaliteter end de rent forskningsmæssige). Resten af bloggerne vil blive inderligt ignoreret, fordi de drukner i mængden af ligegyldige indlæg skrevet af uinteresserede forskere, som mærkeligt nok hellere ville bruge deres tid på forskning og undervisning end på at skrive ulæste indlæg.

Jeg er villig til at sætte en 50´er imod et billede af Helge Sander på, at de forskere, hvis blogs ville blive læst under de omstændigheder, ville have blogget alligevel – fordi det er dem, som har lyst til og talent for at skrive blogposts.

Poul Høi er glad for sin blog, formoder man, jeg er glad for min (som stort set ikke formidler forskning), andre forskere arbejder meget med faglige blogposts. Hvad med at overlade skønnet for, hvornår en blog er en god idé, til de mennesker, som faktisk har en chance for at vurdere det?