Der er for mig at se ingen tvivl om at Universitetsloven af 2003, som vi stadig regeres under, overtræder internationale bestemmelser, som Danmark har tilsluttet sig, vedrørende forskningsfrihed og det akademiske personales medbestemmelse. Det var Dansk Magisterforening heller ikke i tvivl om, og indklagede, som man vil kunne huske (ellers se her), den danske regering til UNESCO for at overtræde de selv samme bestemmelser, som Danmark har tilsluttet sig og holder fanen højt omkring – især når det gælder udviklingslande.
Det ærgrer mig, at jeg først et år efter – via præsentationen af den gamle pseudonyhed på UBST's site – bliver opmærksom på at DM's klage afvistes for omkring et år siden. Kunne man mon forestille sig, at Videnskabsministeriet/UBST netop nu, hvor forhandlingerne om revisionen af universitetsloven kører bag lukkede døre, ønsker at minde offentligheden om at DM "tabte" sagen, og derfor bringer nyheden på sit site – når nu ikke DM selv har villet kommentere på den? En ikke-omtalt gammel nyhed spinnes som en nyhed, når det er i regeringens interesse? (Jeg har skrevet til Mette Ring Rossing fra UBST og spurgt hvorfor de bringer den samme gamle nyhed igen men har endnu ikke fået svar).
Hele klagen kan hentes fra DM's site (her). Klagen påviser, at den danske universitetslov af 2003 og følgelovene ikke lever op til UNESCO's anbefalinger på flere væsentlige punkter:
- Forskningsfriheden er ikke tilstrækkelig sikret. Den undermineres af udviklingskontrakterne og de strategiske rammer med specifikke kvantitative resultatmål for eksamener, publikationer, ph.d.’ere, etc.
- Reel medarbejderindflydelse er afskaffet. Beslutninger, - også om faglige forhold - træffes af politikere, eksterne bestyrelsesmedlemmer og et internt managementhierarki. Den professionelle ekspertise, som forskere og undervisere besidder, har ingen eller kun marginal indflydelse på beslutningerne. Universitetsforskere og undervisere er udelukket fra at udøve deres professionelle dømmekraft i forhold til afgørende beslutninger om indhold og udvikling af universitetets forskning og uddannelse.
- Universiteternes autonomi undergraves af ekstrem politisk og ministeriel kontrol. Beslutning om forbud mod gruppeeksamen er blot et af mange grelle eksempler.
Jeg skal her nøjes med at underbygge sidstnævnte ud fra punktet om medarbejderindflydelse, et kernepunkt, ikke mindst når det kommer til så væsentlige beslutninger som hyring eller fyring af det akademiske personale – jf. de to analyser fra Netværket 5f (af 14/10 og 31/10) der dokumenterer hvor løst og ufuldstændigt grundlag massefyring af forskere er sket på, hvor hvordan medarbejdernes reelle indsigt i budgetterne og indflydelse på beslutningerne har været fraværende.
I klagen fra DM fremførte man bl.a. følgende om fraværet under den nye lov af de kollegiale principper om ledelse:
"In Denmark, collegiate government was abolished with the introduction of the University Law of 2003.De principper, der henvises til, lyder i anbefalingerne som følger:
The law prescribes that the board must have a majority of external members, and that the internal bodies are mainly advisory, without decision making powers. Furthermore, the advisory bodies do not have any powers to require leaders to answer their submissions.
There are no ways for the academic community to hold their leaders to account. This is in clear conflict with §§ 31-32 in section VI, B of the UNESCO Recommendation, which recommends that academic staff must be given the option of membership of the governing bodies and the possibility of holding a majority. Such internal bodies should have decision making powers over the budgets of the institution, i.e. decide the allocation of resources, and powers over academic issues." (DM's klage til UNESCO [extension kan med fordel efter download omdøbes fra ashx til pdf])
B. Self-governance and collegialityI svaret fra UNESCO skrives der om dette punkt:
31. Higher-education teaching personnel should have the right and opportunity, without discrimination of any kind, according to their abilities, to take part in the governing bodies and to criticize the functioning of higher education institutions, including their own, while respecting the right of other sections of the academic community to participate, and they should also have the right to elect a majority of representatives to academic bodies within the higher education institution.
32. The principles of collegiality include academic freedom, shared responsibility, the policy of participation of all concerned in internal decisionmaking structures and practices, and the development of consultative mechanisms. Collegial decision-making should encompass decisions regarding the administration and determination of policies of higher education, curricula, research, extension work, the allocation of resources and other related activities, in order to improve academic excellence and quality for the benefit of society at large. [Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel, 11 November 1997]
"The 1997 Recommendation addresses self-governance and collegiality in sections 31–32. In particular, section 31 states that teaching personnel should be able “to elect a majority of representatives to academic bodies within the higher education institution”. The evidence presented to the Joint Committee is that external members must be a majority on the academic boards of each university (The Universities Act, section 12), and the chair must be an external member. In addition to the academic board, each university has at least one “academy council” which is comprised of academic personnel, graduate students and academic administrators. It appears that academic personnel can comprise a majority in these bodies. Council duties include the distribution of funds within the university. Other bodies regulate PhD programmes and study boards. Study board members are equally divided between academic personnel and students, and the chair must be an academic member." [Joint ILO–UNESCO Committee of Experts on the Application of the Recommendations concerning Teaching Personnel (CEART): Report on allegations submitted by teachers’ organizations, § 36, p.11-12, Geneva, November 2009.]Man henviser altså (tro det eller lad være) til Akademisk Råd! Som om Akademisk Råd har reel indflydelse på de ting, der nævnes ovenfor i §32! Det er gang på gang påpeget, at de akademiske råd ingen som helst reel indflydelse har på beslutninger om styringen af fx budget, ansættelse eller afskedigelser. Om Akademisk Råd står der ganske vist i 2003-loven
"§ 15 Stk. 2. Akademisk råd har følgende opgaver:Men hvad nytter eventuelle udtalelser fra Akademisk Råd, når de ingen reel indflydelse får på beslutningerne? Rådet er – bortset blåstempling af akademiske grader – uden magt. Kan ILO-UNESCO-kommiteen virkeligt tro noget sådant? Hvad foregår der? Har kommiteen bare ikke vidst nok om forholdene? Her er deres anbefaling: kommiteen
1) At udtale sig til rektor om den interne fordeling af bevillinger.
2) At udtale sig til rektor om centrale strategiske forsknings- og uddannelsesområder og planer for videnudveksling.
3) At indstille til rektor om sammensætning af sagkyndige udvalg, der skal bedømme ansøgere til videnskabelige stillinger.
4) At tildele ph.d.- og doktorgraden."
"recommended that the Government and the DM engage in social dialogue on issues of university governance and performance contracts for individual universities and to report further to the Joint Committee on the results of their discussions, progress made and any difficulties encountered."Man ser det for sig: Mens DM-repræsentanter fører social dialog med en afdelingschef på UBST, fortsætter business as usual, herunder topstyrede fag- og fakultetssammenlægninger, nedskæringer og fyringsrunder.
2 kommentarer:
Er ILO-UNESCO kommiteen (CEART) uafhændig?
Jeg har nu talt med forskellige indsigtsfulde personer om grundene til at ILO-UNESCO-kommiteen (CEART) kunne afvise en ellers så åbenbart velbegrundet og korrekt klage fra DM's side.
Det er naturligvis svært at gennemskue hvad der er sket, men velinformerede kilder siger, at ekspertkommiteen havde svært ved at nå til enighed om svaret, og at der var medlemmer af kommiteen, som ikke var parate til at frikende den danske lov.
Med i billedet skal her, at UNESCO som en del af FN-systemet er en intergovernmental organisation, som regeringerne derfor har en direkte indflydelse på. Og regeringerne er også en del af trepartsorganisationen ILO.
Så selvom CEART (se her www.ilo.org/public/english/dialogue/sector/techmeet/ceart/about2.htm) er en i princippet uafhængig kommité (hvor medlemmerne "act in their personal capacity" og er udvalgt efter kriterier som "independence from government, employer or trade union organisations and competence in the Recommendation's core fields") virker CEART indenfor rammerne af et system som regeringerne kan påvirke. Derfor skal det ikke undre, at regeringerne – på trods af hensigten om uafhængighed – har en vis indflydelse på, hvad der kommer ud af tilkendegivelser. Med andre ord, visse medlemmer af komitéen kan have været modstandere af at kritisere den danske regering, mens andre medlemmer var indstillet på at følge DM's klage og udtale en kritik af loven.
En kilde med kendskab til CEART fremfører, at argumentationen her for ikke at kritisere den danske regerings lov var, at Danmark er et modent demokrati, så derfor måtte man lade tvivlen komme regeringen til gode. Havde den selvsamme lov været skrevet i et såkaldt umodent demokrati, et 3. verdensland, ville man have råbt vagt i gevær. Implikationen af dette er, at DM rent faktisk har påvist, at der er konkrete risici i loven i forhold til 1997 Recommendations, eller sagt på en anden måde: Reel beskyttelse af academic freedom og sikkerhed for involvering af universitetslærerne i beslutningerne mangler. Det er sandsynligvis også begrundelsen for, at man trods ”frifindelsen ” af loven, pålægger regeringen at drøfte disse forhold med DM.
Man kan så spørge, om afgørelsen er en uafhængig klageinstans værdig og om klageinstansen reelt er uafhængig? Såfremt kilderne har ret, er der jo tale om et politisk svar, og ikke et udtryk for en fuldt uafhængig vurdering af den manglende overensstemmelse mellem anbefalingen og den danske lov.
En anden interessant ting er, at det fremgår af adskillige af kommunikéerne fra ministermøderne i Bologna-processen, at ministrene støtter og vil arbejde for involvering af studenter og personale i beslutningstagningen på universiteterne - og det er lidt svært at se at dette skulle udmøntes i virkeligheden.
Omkring spinnet fra ministeriet lyder en vurdering, at de lukkede forhandlinger om revision af universitetsloven kører i en retning, som UBST ikke synes om, og at de derfor har følt sig foranlediget til at erindre ordførerne m.fl. om, at det eneste DM formelt fik ud af klagen, var en opfordring til at føre den nævnte "sociale dialog" med ministeriet om de områder, hvor kommiteen (trods alt) måtte erkende, at der ville være risiko for, at den danske lovgivning kunne være i strid med 1997-anbefalingen.
Under alle omstændigheder bør DM have en cadeau for det store arbejde, de har påtaget sig med at rejse en sag som denne.
Det med at "lade tvivlen komme Danmark til gode" er meget interessant, for indenfor den 2003-lovens rammer kunne en velvillig rektor jo godt se det sådan, at universitetet var et samarbejde mellem et administrativt lag og forskerne, der besidder den professionelle viden. Rektoren kunne sågar tænke at akademisk råd derfor skulle være en central aktør i beslutningsprocessen - også for at bringe danske universiteter på linje med de internationale universiteter man vil konkurrere med. En faktisk professionel rektor ville søge dialog for at styrke universitetets niveau, udvikling, rekruttering osv.
Men sådan er der ingen bestyrelser eller rektorer der ser på det. Når Jens Oddershede noget konsekvent afviser enhver kritik eller indvending fra forskere, må det betyde at der også er noget rent holdningsmæssigt der går ud over lovens bogstav. Måske er det fordi 2003-loven bl.a. blev begrundet med "ledelse" og evnen til at tage "upopulære beslutninger", og det nu fra bestyrelser og ministerier nu bliver set som et godt tegn hver gang forskerne er utilfredse og en højtbetalt leder blankt afviser hvad vi har at sige. (Hvad der selvfølgelig er forkert - den nuværende konfliktfyldte situation er virkelig destruktiv for danske universiteter.)
Dermed blot sagt der udover alvorlige mangler i lovgivningen også synes at være et holdningsmæssigt problem i ledelseslagene og i ministeriet. Og derfor giver det ingen mening at lade tvivlen komme Danmark til gode. Her er virkelig brug for en lovgivning der giver garantier.
Send en kommentar