Ledelseslaget, lederlønninger og det videnskabelige felt

»Man skal da tænke sig godt om, hvis man som bestyrelse giver rektor en lønning på to millioner og samtidig går ud og fyrer ansatte. Men det er jeg sikker på, at bestyrelsen har tænkt over.«

Villum Christensen (Liberal Alliance)

»Eftersom der ikke er en logisk forklaring på lønstigningerne, er det er vanskeligt at opfatte dem som andet end en loyalitetsbetaling for at gennemføre de mange nye tiltag, der kommer ovenfra i systemet fra ministeriet og internt på universiteterne fra rektorerne til dekanerne og derfra til institutlederne.«

Verner C. Petersen, professor ved Institut for Ledelse,
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Begge citater stammer fra det seneste nummer af Universitetsavisen (se også her), der bringer et tema om lederlønninger. Dette tema kan suppleres, dels med omtalen i dagspressen d. 6/9 (her) af hvordan udgifter til administration og ledelse er skudt i vejret, dels med endnu et citat som skærer Verner C. Petersens pointe ud i pap:

»universiteternes og i høj grad KU's ledelse forekommer at være politisk ansatte, idet de uden vaklen og uden nogen form for demokratisk involvering fører regeringens og desværre også en følgagtig forligskreds' politik ud i praksis.«

NN, lektor ved Københavns Universitet indtil udgangen af 2010.

- et citat som stammer fra en af mine nuværende, snart forhåndværende kolleger ved KU, en lektor som blev fyret i januar, og som nu deltager i netværket 5f, Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere.

I går var jeg til et seminar om Pierre Bourdieu, den franske sociolog, som i en artikel fra 1975 retter et meget kynisk blik på "det videnskabelige felt" med dets akademiske stridigheder, slagsmål om status, om æren for opdagelser, om forfremmelser, og om anden 'symbolsk kapital' – de samme fænomener som Robert Merton studerede ud fra et funktionalistisk perspektiv og som hans elev Warren Hagstrom beskrev som en gaveøkonomi, hvor videnskabelige bidrag udveksles mod anerkendelse eller videnskabelig prestige. Bourdieu døde i 2002, men nåede sidst i livet at engagere sig offentligt og offensivt i en generel kritik af neoliberalismens konsekvenser for de grupper i samfundet, som rammes hårdest af globaliseringen. Jeg ved ikke om han også nåede at se og kommentere udfoldelsen af det neoliberale universitet og den akademiske kapitalisme, som mindsker det videnskabelige felts autonomi, og som åbenbart gør det 'nødvendigt' at bruge store økonomiske beløb på at købe lederlagets politiske loyalitet og som sideeffekt oppuste deres indbyrdes sociale kapital.
I 1975 talte Bourdieu om eksistensen af strategier til at skjule de strategier, de sociale agenter, her: forskerne, anvender til i egen interesse at skaffe sig selv kapital. I dag er kynismen åbenlys og den vigtigste kapital på et universitet den økonomiske.