Afskedigelser på DIKU og fordele for ledelsen

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)

Hvordan skal forskningen styres? Skal den styres af de enkelte forskere, eventuelt i fællesskab og med en åben debat? Skal den styres udefra efter nogle overordnede målsætninger der bliver diskuteret lige så åbent som andre politiske beslutninger, eller skal den styres af små kliker, som er ude på at pleje deres egne interesser?
Udviklingen på DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) over de sidste fem år, tyder på at det mest er det sidste der er tilfældet. Der er dog ikke tale om en samlet plan, men mere om en gradvis udvikling hvor lederne udnytter de muligheder der opstår.
Instituttet har ikke haft en klar placering i forhold til andre fag på universitetet. Det har haft lige så mange berøringspunkter med humaniora som med andre fag på det naturvidenskabelige fakultet, som det organisatorisk var og er en del af.
I forhold til andre fag på universitetet har DIKU til gengæld været ret anvendelsespræget, og dets ledende stilling i den tidlige udvikling af brugen af IT i Danmark, har ført til en vis selvtilstrækkelighed og et ønske om at være sig selv nok. Alt sammen faktorer som gjorde instituttet sårbart overfor påvirkninger fra andre dele af universitetet.
I december 2005 blev DIKU bedt om at komme med input til en evaluering af dets undervisning. Dets input var i nogen grad præget af en irritation over at blive pålagt opgaven, hvad evalueringsudvalget også bemærkede. Mere alvorligt var det, at evalueringen i sin rapport i maj 2006 beskrev at frafaldet og gennemførelsestiden var langt højere end for andre datalogiske uddannelser, og det fik en kraftig omtale i pressen.
Det var lige efter at Ralf Hemmingsen var tiltrådt som rektor, og det forlød ovenfra at instituttets ansatte ikke skulle diskutere rapporten eller forsvare instituttet i pressen. Også selvom det var let at argumentere for at de lange studietider og en del af frafaldet skyldtes at datalogistuderende ofte kunne opnå vellønnede stillinger før de var færdige. (Det forlød at datalogistuderende i studenterjob tjente over 200 kroner i timen.)
I stedet for at diskutere forbedringer af selve datalogiuddannelsen, annoncerede Ralf Hemmingsen i stedet i juni 2006 at universitetet ville oprette en række nye kombinationsuddannelser: IT og kognition, eScience og IT og sundhed som ikke må forveksles med SundhedsIT på IT Universitetet.
Behovene og interessen blandt mulige studerende var ikke undersøgt på forhånd. Det lod til at uddannelserne i stedet var taktisk begrundet. I hvert fald fortalte Ralf Hemmingsen på et senere møde på DIKU, at de nye uddannelser skulle forhindre at DIKU blev lagt ind under ITU.
Ralf Hemmingsen annoncerede også at IT skulle være en del af alle uddannelser på universitetet, at alle studerende skulle have en slags udvidet IT-kørekort, og der skulle oprettes et nyt center for It innovation - CITI - som kunne støtte og sikre det.
En konsekvens af omtalen var at antallet af ansøgere til DIKU faldt kraftigt i 2006, der kom diskussioner af det store frafald og Computerworld brugte ligefrem udtrykket dødsspiral. Alligevel blev der ikke gjort noget ekstra for at tiltrække flere studerende.
I begyndelsen af 2007 tiltrådte så den ansatte institutleder. Ledelsen havde oprindelig ønsket en institutleder udefra som kunne skabe fornyelse, men var i stedet endt med at ansætte en leder som var uddannet fra DIKU og endda havde været institutleder tidligere, men som nu var ansat på DTU.
Der havde været flere planer om at instituttet skulle flytte til nye lokaler på Amager, og der havde været flere udsættelser. I slutningen af 2007 blev det annonceret at en del af instituttets ansatte skulle flytte til Amager hvor de skulle have lokaler sammen med CITI. Begrundelsen fra instituttets ledelse var, at Ralf Hemmingsen havde annonceret en udflytning af instituttet, så det var nødvendigt at nogen flyttede derud, for at han ikke skulle tabe ansigt.
I januar 2008 annoncerede den ansatte institutleder at han havde sagt op og vendte tilbage til sin tidligere stilling på DTU. På et møde for instituttets ansatte fortalte han i detaljer om hvordan han havde følt sig dårligt behandlet af rektoratet og den øverste ledelse, og at det var årsagen til at han trådte tilbage.
Den tidligere viceinstitutleder blev konstitueret institutleder, og siden fastansat efter et kortvarigt opslag af stillingen. Han havde ingen tidligere erfaring som leder. De fleste af de øvrige medlemmer af det såkaldte lederteam var også ret unge og uerfarne.
Udflytningen af en del af instituttet blev gennemført i foråret 2008. Omkring en tredjedel af de videnskabelige medarbejdere fik kontorer på Amager selvom al undervisningen og de fleste møder fortsat foregik på Østerbro. Det faglige miljø blev brudt endnu mere i stykker end det allerede var.
De annoncerede planer for CITI var i mellemtiden skrumpet kraftigt, så centeret stort set kun bestod af den ansatte leder, hans sekretær og de Ph.d. studerende han havde haft med sig. Samtidig blev en del af instituttets ansatte udnævnt til eScience og flyttet over i en kælder i nabobygningen til DIKU.
I den følgende periode var der flere daværende og tidligere studerende som diskuterede offentligt om DIKU skulle nedlægges helt, og flere studerende sagde at de hellere måtte gøre deres studium færdigt før DIKU måtte lukke.
I september 2008 startede IT og Sundhed med kun 10 studerende, selvom der ifølge planerne minimum skulle være 25. Det lykkedes ikke at skaffe nok studerende til at IT og Cognition eller eScience kunne starte. (En intern vittighed om eScience lød: ”I år har vi uddannelsen, næste år får vi måske studerende.”)
I december 2008 blev det annonceret at der skulle ske en massefyring på instituttet. En af lederne på instituttet udtalte at dekanatets tal var forkerte, men ledelsen sagde samtidig at det var håbløst at protestere. Beslutningen var taget ovenfra.
Fyringen blev sat i værk fra slutningen af december 2008 og i januar 2009. Det lod til at ledelsen var instrueret i at de ansatte skulle presses til at acceptere noget der lignede frivillige fratrædelser. I hvert fald har jeg ikke kendskab til nogen hvor fratrædelsen reelt var frivillig.
På andre punkter var ledelsen ikke helt så velforberedt. Der kom en absurd situation på et lærermøde, hvor institutlederen ikke ville fortælle hvem der var fyret, selvom de alle havde fået besked, så de videnskabelige medarbejdere senere selv måtte lave en liste ud fra hvad de hver især havde hørt. Det havde jo en del praktisk betydning, blandt andet for undervisningen i foråret.
I efteråret 2008 var der blevet holdt et strategiseminar, men ledelsen havde ikke udarbejdet en ny strategi baseret på det. Derfor stod den meget frit da der skulle foretages fyringer. Når ingen andre kendte strategien, kunne ingen af de fyrede argumentere for at deres fyring ikke var sagligt begrundet.
Efter fyringsrunden blev der lavet en omorganisering, som øjensynligt var baseret på ledelsens og universitetets strategiske planer. Gruppen på Amager skulle støtte humanisterne i deres IT, herunder undervise i programmering, mens den såkaldte billedgruppe skulle arbejde sammen med sundhedsvidenskab. Tilbage var den såkaldte algoritmikgruppe der måske ender som en del af Niels Bohr Instituttet.
I 2010 lavede DIKU revyen en parodi på filmen Der Untergang med en studieleder i hovedrollen som Hitler, der fortalte hvordan instituttet var ved at blive udraderet.
Se http://www.youtube.com/watch?v=_TtatVaMvk8

I oktober 2010 viste det sig at udviklingen var gået langt bedre på DIKU end budgetteret, så fyringerne faktisk havde været overflødige. Til gengæld har fyringsrunden haft flere fordele for instituttets ledelse. Den har gjort det muligt at slippe af med en række erfarne forskere som ganske vist var ressourcer, men som en mindre erfaren ledelse kunne opfatte som en trussel.
Fyringerne frigjorde stillinger til områder som skulle udbygges, og til unge forskere som kunne få en avancementstilling og måske var mindre kritiske overfor ledelsen. Desuden er flere af de fyrede fortsat som eksterne lektorer, så ledelsen kan få lavet samme undervisning med langt mindre omkostninger.
Der er ikke noget som viser at fyringerne har været planlagt for at opnå de fordele. De er blevet udnyttet efterhånden som de er opstået, og nu er de synlige. Det kan betyde at der i fremtiden vil komme tilsvarende fyringsrunder på andre institutter, når det er tydeligt hvordan ledelsen kan få fordele af en fyringsrunde.

Indikatorkritik

I dag udkommer et nyt nummer af tidskriftet Kritik. Det indeholder en kritisk analyse ved Sune Auken og undertegnede af Den Bibliometriske Forskningsindikator. Vi udsender en pressemeddelelse, som kan læses her, sammen med åben adgang til et fortryk af artiklen (link). At jeg takket være Inge Henningsen ved samme lejlighed opdagede, at der var noget der hed Goodharts lov, kan jeg kun sige tak for.

Universitetsledelse uden ansvar

Noget af det forbavsende ved den såkaldte ledelsesreform, forligspartierne bag universitetsloven af 2003 indførte, var at man argumenterede for en stærkere og mere beslutningsdygtig ledelse, som kunne og turde tage 'upopulære' beslutninger under et tydeligt og mere klart defineret ansvar over for det samfund, universitetet befinder sig i, end de kollegiale organer som institut- og fakultetsråd. I dag har vi fået en ledelse, som ikke blot savner legitimitet i de faglige miljøer fordi den er ansat og styret oppefra, men som også søger at usynliggøre sit eget ansvar for universitetet som helhed. Helhedshensynet er hensyn den faglige mangfoldighed, opretholdelse af et bredt spektrum af fag, en høj vidensdiversitet i forskning og undervisning, og et styrket troværdigt vidensberedskab med rod i levende, uafhængige og ubestikkelige videnskabelige miljøer. Den nuværende ledelse tager ikke i tilstrækkelig grad dette ansvar på sig. Den søger tværtimod at usynliggøre sit ansvar overfor det danske samfund, ved blindt at gøre brug af de markedsgørelsesmetoder i økonomistyringen, der reelt opløser universitetets videnspolitik, som skulle sikre mangfoldigheden, i en mekanisk opgørelse af indtægter og udgifter for de enkelte fag, institutter, eller forskningsgrupper, og lade røde eller sorte tal på bundlinien være styrende for om disse enheder skal op- eller nedprioriteres, fortsætte eller i værste fald lukkes lukkes. De faretruene tendenser, som truer med at udarte til skandaløse tilstande, går på tværs af hovedområderne. De ses både på de våde fag, fx naturvidenskabelige institutter (jf. den sigende analyse, vi kunne offentliggøre her den 14/10), og på tørre områder, jf. pressens omtale (se fx her) af den truende lukning af en række små sprogfag. Peter Harders udtaleler til Forskerforums seneste nummer (238, s. 26f, okt. 2010) påviser ganske klart skandalens kerne:

"Rektorer pålægger fakulteterne at styre efter samme 'incitamentsstrukturer'. Og nu pålægger dekanen så de enkelte fagområder en 'incitamentsstruktur' hvor vi skal finansiere os selv. De skal være små selvkørende forretninger".
Men sådan kan man altså ikke køre et universitet, mener Harder: "Et universitet har forpligtelser over for almenheden, fx at opretholde en bredde i studierne. Derfor skal man også tage fagligt stilling til, hvad det er for et universitet, man ønsker. Og her sker der en ansvarsforflygtigelse ved at gøre sagen til et spørgsmål om økonomi".

Desværre er dårskaben i denne variant af New Public Management ikke blot et dansk fænomen. Vi ser det samme udfoldet, i et mere grelt omfang visse steder i USA og U.K. En oversøisk læser gør opmærksom på en artikel i the Wall Street Journal d. 22/10 med titlen "Putting a Price on Professors - A battle in Texas over whether academic value can be measured in dollars and cents" (her), om hvordan den netop omtalte form for økonomistyring gennemføres helt ned på niveauet af den enkelte forsker:

"A 265-page spreadsheet, released last month by the chancellor of the Texas A&M University system, amounted to a profit-and-loss statement for each faculty member, weighing annual salary against students taught, tuition generated, and research grants obtained.
Ms. Johnson came out very much in the black; in the period analyzed—fiscal year 2009—she netted the public university $279,617. Some of her colleagues weren't nearly so profitable. Newly hired assistant professor Charles Criscione, for instance, spent much of the year setting up a lab to research parasite genetics and ended up $45,305 in the red."

Som en kommentator (Daniel Heinzen) til indlægget bemærkede:

"This effort at Texas A&M is part of a trend towards taking resources and decision making authority from lower levels to higher levels. At these higher levels, all of the specific factors that affect the value of a faculty member have to be distilled into a very short story at best. So here, we are taking it to the ultimate limit of reduction it to a single number. That is absurd.
(...) I am sure that the best corporate CEOs know which way their company should go and who their best top-level managers are. I am equally sure that they don't try to replace their lower level managers' judgment with their own oversimplified measures of employee performance. This wouldn't work in most large organizations, and it won't work for Texas A&M either."

Det er behov for at kræve genindførelse af universitetet som institution for uafhængig, fri og mangfoldig forskning, hvor uafhængigheden ikke mindst skal sikres af den til enhver tid siddende universitetsledelse. Derfor er de spørgsmål, som stilledes i analysen d. 14. okt., ikke alene henvendt til fagforeninger som DM, IDA, JA og DJØF og en kæmpe udfordring for dem; de er også spørgsmål til universitetsledelserne og en opfordring til at vise ansvar og tage helhedsmæssige hensyn, snarere end at underlægge sig de økonomiske algoritmers blinde diktatur.
Og hvis det er sandt, som Information skriver i dag (her), at universiteterne er i færd med at ophobe kæmpeformuer, virker det endnu mere forstemmende, at ledelsen ikke benytter disse ansvarligt som buffer til netop at fastholde den helt essentielle akademiske kapital på instiutter, der reelt eller tilsyneladende er i budgetkrise, i stedet for at massefyre ansatte på et usikkert og forhastet grundlag.

Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)


Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.

Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.

Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.

Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".

En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?

En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?

Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.

Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".

En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.

• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.

På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?

Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.

Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?

For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.

Fordomsbekæmpelse

Nedenstående brev er i aftes og her i morges blevet sendt til så mange VIP-ansatte på DTU som muligt. Jeg fortsætter i løbet af dagen Jeg glæder mig til at læse svarene. Indtil videre er det blevet til en bunke mailer-deamons, en serie out-of-office replies og de første par svar. Det bliver sjovt.

Kære DTU-ansatte

Jeg skriver til dig og dine kolleger for at få svar på et spørgsmål, som har undret mig i nogle uger. Jeg er ansat som lektor ved Københavns Universitet og deltager ofte i debatter om universiteternes forhold. I en sådan debat med mig i DRs Deadline den 27. september sagde DTUs rektor, Lars Pallesen, følgende:

Det er en god gammel tradition i Danmark for, at forskere blander sig i universiteternes styring og den slags. Sådan en debat har vi også på DTU. Den debat er det meget vigtig, at vi fører hele tiden.

Mit problem er helt simpelt: Jeg kan ikke finde den kritiske debat om DTUs styring, som Lars Pallesen talte om, og alle mine fordomme om DTUs ledelse protesterer i mig. De siger ”tavshedskultur”, ”kammeratlige samtaler” osv osv. Imidlertid kan det bare være en ideologisk styret fejlreaktion fra min side, fordi jeg som forskningspolitisk engageret er tilbøjelig til at tillægge mine modparter handlinger, som passer ind i mit verdensbillede.

Derfor beder jeg nu om jeres hjælp for at få besvaret følgende, ret banale spørgsmål:

1) Hvordan blander forskerne på DTU sig i universitetets styring?
2) Hvordan udspiller debatten om universitetets styring sig på DTU?

Jeg gør for en god ordens skyld opmærksom på, at jeg betragter svar på spørgsmålene som offentlige, at jeg deler dem umiddelbart med Lise Richter fra Information, og at man derfor bør indskærpe det, hvis man ønsker at tale anonymt. Jeg gør også opmærksom på, at den dokumentariske værdi af anonyme udsagn er meget begrænset.

Med venlig hilsen

Sune Auken

PS: For ikke at blive fanget i firewalls etc er denne mail blevet sendt ud i mindre klynger. Den er forsøgt sendt til samtlige forskere på universitetet, men det er foregået ved manuel indtastning, og der kan være fejl – læs: Der vil være fejl – en del steder.

SOCIALISTUNIVERSITET!!!

Det viser sig, at næsten alt, hvad Ghandi eller Sitting Bull ikke har sagt, har Roy Zimmerman sagt. Her fra sangen ”Socialist” (Sangen er her):

How many socialists does it take to screw in a light bulb?
Too many
4 to requisition the light bulb
4 more to process the requisition in triplicate
8 to manufacture the light bulb
3 to subsidize the manufacturing
3 to procure the light bulb
2 to supervise the manufacturing and procurement process
7 to warehouse the light bulb for an indeterminate length of time
4 to deliver the light bulb to the wrong address
4 more to redeliver the light bulb
6 to receive the light bulb
and 1 to screw it up
47

Man bemærke sig ordspillet i sidste linje, hvor ”screw in” bliver til ”screw it up”.


Lyder det bekendt? Ja, ikke. Konspirationen er hermed afsløret. Siden universitetsloven er vi blevet et rendyrket socialistuniversitet. Men de snedige sataner gemmer det bag andre ord. Det hedder således ”strategi” og ikke ”fireårsplan”. Men der er ingen tvivl: If it walks like a duck. Det ér dem, og de har tilmed udviklet konceptet: Nu om dage skal vi til slut bruge 6 socialister til at evaluere pæren og 1 til at holde MU-Samtale med den.

Ledelseslaget, lederlønninger og det videnskabelige felt

»Man skal da tænke sig godt om, hvis man som bestyrelse giver rektor en lønning på to millioner og samtidig går ud og fyrer ansatte. Men det er jeg sikker på, at bestyrelsen har tænkt over.«

Villum Christensen (Liberal Alliance)

»Eftersom der ikke er en logisk forklaring på lønstigningerne, er det er vanskeligt at opfatte dem som andet end en loyalitetsbetaling for at gennemføre de mange nye tiltag, der kommer ovenfra i systemet fra ministeriet og internt på universiteterne fra rektorerne til dekanerne og derfra til institutlederne.«

Verner C. Petersen, professor ved Institut for Ledelse,
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Begge citater stammer fra det seneste nummer af Universitetsavisen (se også her), der bringer et tema om lederlønninger. Dette tema kan suppleres, dels med omtalen i dagspressen d. 6/9 (her) af hvordan udgifter til administration og ledelse er skudt i vejret, dels med endnu et citat som skærer Verner C. Petersens pointe ud i pap:

»universiteternes og i høj grad KU's ledelse forekommer at være politisk ansatte, idet de uden vaklen og uden nogen form for demokratisk involvering fører regeringens og desværre også en følgagtig forligskreds' politik ud i praksis.«

NN, lektor ved Københavns Universitet indtil udgangen af 2010.

- et citat som stammer fra en af mine nuværende, snart forhåndværende kolleger ved KU, en lektor som blev fyret i januar, og som nu deltager i netværket 5f, Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere.

I går var jeg til et seminar om Pierre Bourdieu, den franske sociolog, som i en artikel fra 1975 retter et meget kynisk blik på "det videnskabelige felt" med dets akademiske stridigheder, slagsmål om status, om æren for opdagelser, om forfremmelser, og om anden 'symbolsk kapital' – de samme fænomener som Robert Merton studerede ud fra et funktionalistisk perspektiv og som hans elev Warren Hagstrom beskrev som en gaveøkonomi, hvor videnskabelige bidrag udveksles mod anerkendelse eller videnskabelig prestige. Bourdieu døde i 2002, men nåede sidst i livet at engagere sig offentligt og offensivt i en generel kritik af neoliberalismens konsekvenser for de grupper i samfundet, som rammes hårdest af globaliseringen. Jeg ved ikke om han også nåede at se og kommentere udfoldelsen af det neoliberale universitet og den akademiske kapitalisme, som mindsker det videnskabelige felts autonomi, og som åbenbart gør det 'nødvendigt' at bruge store økonomiske beløb på at købe lederlagets politiske loyalitet og som sideeffekt oppuste deres indbyrdes sociale kapital.
I 1975 talte Bourdieu om eksistensen af strategier til at skjule de strategier, de sociale agenter, her: forskerne, anvender til i egen interesse at skaffe sig selv kapital. I dag er kynismen åbenlys og den vigtigste kapital på et universitet den økonomiske.