Kirsten Refsing og omstruktureringen på Det Humanistiske Fakultet

Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.

Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.

Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.

Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.

Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare vinde intern legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt.

Det er her, kritikken bør rettes imod Refsing. Eller også der bør udsendes en opfording til hende: Vores dekan bør som Det Humanistiske Fakultets leder og ansigt udadtil gøre det soleklart, at en øknomisk krise, der let lod sig løse set fra et samfundsperspektiv, men som ikke kan overkommes internt uden meget omfattende konsekvenser. Disse konsekvenser vil være til alvorlig skade for samfundet, og derfor bør der gribes ind.