Kirsten Refsing og omstruktureringen på Det Humanistiske Fakultet

Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.

Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.

Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.

Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.

Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare vinde intern legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt.

Det er her, kritikken bør rettes imod Refsing. Eller også der bør udsendes en opfording til hende: Vores dekan bør som Det Humanistiske Fakultets leder og ansigt udadtil gøre det soleklart, at en øknomisk krise, der let lod sig løse set fra et samfundsperspektiv, men som ikke kan overkommes internt uden meget omfattende konsekvenser. Disse konsekvenser vil være til alvorlig skade for samfundet, og derfor bør der gribes ind.

Sejr for protesterne imod fyring af filosoffer på DPU

Bloggen har netop modtaget denne PRESSEMEDDELELSE:

GENANSÆTTELSE AF DE FYREDE FILOSOFFER PÅ DPU

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
13/8-2010

I dag fredag er de to lektorer i pædagogisk filosofi, som blev afskediget fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet den 16. juni, blevet genansat. Begrundelsen er, at DPU har modtaget et rekordstort antal ansøgere til såvel kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi som den nye bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab.

Genansættelsen skal ses på baggrund af, at varslingen om afskedigelserne i april vakte voldsomme protester, først blandt studerende på DPU og siden blandt forskere i pædagogik og filosofi i hele Norden og fra filosoffer i hele verden. Denne protestbølge gav genlyd overalt i den danske presse, idet begrundelsen for afskedigelse var åbenlyst usaglig. Det hed sig, at de pågældende lektorers forskning ikke var relevant, uden at det blev specificeret, hvad relevans betød i denne sammenhæng.

Det er vigtigt at minde om, at disse genansættelser er sket som ”afværgeforanstaltninger”. Der er således ikke taget stilling til, om de oprindelige varslinger var legale. Videnskabsministeren har understreget, at universitetsforskere har et lovbaseret krav på at forske frit, når de ikke er pålagt andre opgaver. Fyringerne skete netop med henvisning til relevansen af de enkelte forskeres arbejde, og ved genansættelserne har ledelsen ikke trukket disse begrundelser tilbage. Stillingerne er således reddet, men forskningsfriheden fortsat truet.

Anne-Marie Eggert Olsen, lektor, DPU
ameo [at] dpu . dk
(+ 45) 29 86 43 17

Peter Kemp, professor emeritus, DPU
kemp [at] dpu . dk
(+45) 23 60 46 70

Fyrede forskere danner fælles forum

Et af de mest markante anslag mod den enkelte forskers forskningsfrihed er hvis vedkommende fratages jobbet og med det adgangen til at udføre forskning og deltage i det videnskabelige samfund, som universitetet er hjemsted for.
Man kan miste jobbet på to ret forskellige måder: Fordi man har begået den alvorlige brøde at fuske og svindle med sine resultater. Eller man kan, mere typisk, miste det af grunde som er udenfor ens kontrol: Elendig økonomistyring, budgetkrise, mismanagement, nedskæringer og omprioriteringer på det universitet, man er ansat (eller, jf. DPU foråret 2010, hvis en dekan ikke finder ens forskning 'relevant'!). Det må føles umådeligt uretfærdigt når man ellers har passet sit job og ydet sit bedste. Det er også en krænkelse mod den akademiske frihed, et principielt begreb danske universiteter ellers har forpligtet sig på. Uddannelsesforskeren Terence Karran siger et sted (her) om begrebet akademisk frihed,

"most scholars of academic freedom agree it has four elements: two are substantive, and two are supportive. The first substantive element is research freedom (the right to choose the subject for research and the methodology used, and to publish and disseminate research findings). The second substantive element is the teaching freedom (including the right to determine the curriculum, the mode of teaching, the method of assessment, etc). The supportive elements are academic tenure and the right to participate in academic governance." (Times Higher Education, May 6, 2010)

Det, der skulle understøtte akademisk frihed, nemlig skærpet ansættelsessikkerhed, tenure, findes ikke i Danmark, og hvad værre er, ansættelsen som universitetsforsker synes at være blevet mere og mere usikker igennem de seneste år. Et "Notat om personaleomsætning ved universiteterne" af 5/3-2010 (her) fra Videnskabsministeriet viste, at landets otte universiteter i løbet af 2009 skar 113 forskerstilinger væk, mens den samlede personalegruppe voksede med over 500 ansatte! Mens forskergruppen af professorer, lektorer og seniorforskere er faldet med 2,2 procent, er det samlede antal ansatte steget tilsvarende 2,2 procent. Mere universitet, mindre forskning. Og den forskning der bliver tilbage er mere styret af eksterne interesser og midler end forskernes egne ideer.

I juni måned bragte nyhedsmedierne (her) dystre historier om kommende massive besparelser på universiteterne som led i regeringens spareplan. Hen over sommeren skete der i stilhed store organisatoriske omlægninger af fusionsgiganten Aarhus Universitet (kommenteret af Forskerforum her), der umiddelbart betyder, at "at nogle af de nuværende fakulteter eller schools ikke længere er selvstændige fakulteter, fx DMU, DJF, ASB (Handelshøjskolen) samt DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole)." Fyringer af forskere på DPU og DJF har allerede fundet sted, og flere må forventes at følge. Er det kun et spørgsmål om tid før endnu en massefyringsrunde vil skylle ind over KU, og landets andre universiteter?

Det må vække bekymring, at vilkårlig fyring af dygtige, aktive forskere, bliver daglig kost ved de universiteter, som den nuværende statsminister gerne ser placeret på verdensranglisternes top ti. Det må bekymre, at så få politikere ser nogen problemer i den markante knægtelse af den akademiske frihed ved landets højeste institutioner for lærdom og viden. Det må bekymre, at end ikke AC og de akademiske fagforeninger formår at lancere så effektive og hørbare protester imod forskerfyringer, at de gøres til et tabu for bestyrelser, dekaner og institutledere. I stedet gøres fyring til noget, der isolerer hin enkelte berørte forsker fra det kollegiale fællesskab ved instituttet, gør ham eller hende til "en personsag", lukket af tavshedspligt og hendysset med velmenende psykolog- og konsulentstøttesamtaler, kvalifikationsdatabaser, afværgeforanstaltninger, høringspapirer, kurser og andre ritualer, som skal forvandle den systematiserede skandales irrationalitet til business as usual.

Bloggen Forskerfrihed? støtter derfor moralsk dannelsen af et netværk for fyrede forskere. Vi er i kontakt med et fremspirende netværk af fyrede og fyringstruede forskere, som er gået sammen for at opsamle erfaringer, undersøge mønstre og mekanismer i det, der burde være et no-go for enhver universitetsledelse, og diskutere modtræk. Det var da også på tide, for hvem ved, hvis de nuværende universitetspolitiske tendenser fremskrives, vil netværket hurtigt kunne komme til at rumme flere fyrede forskere end de tilbageværende ansatte. Sat på spidsen er vi alle fyringstruede med den nuværende regerings forskningspolitik.

Har en forsker ikke fusket, men bare forsket flittigt, undervist og formidlet, som der står i ansættelseskontrakten, er fyring horribelt. Støt derfor det nye Forum for Fejlagtigt Fyrede og Fyringstruede Forskere (5F). Er du selv fyret; har du været eller er du fyringstruet; er du blevet lokket til 'frivillig fratræden' eller pension før du egentligt ville, så støt netværket og slut dig til, ved at sende en mail til undertegnede (emmeche [snabela] nbi.dk), som i denne kontekst agerer bloggens kontaktperson til netværket. Netværket er åbent for interesserede, og respekterer, at langt fra alle ønsker deres medlemskab offentligt kendt.

Universitetspolitisk gåde 2: Samfundsinteresse eller ledelsesinteresse

Et væsentligt argument for at indføre den enstrengede ledelse på universiteterne var, at man gerne ville sikre, at universiteterne ikke lukkede sig om sig selv. Ønsket er der ikke noget i vejen med: Samfundet har brug for uafhængig viden, viden der bliver til med henblik på at skabe viden, der ikke er bundet til personlige, organisatoriske og ideologiske interesser.

Men og men og atter men, prøv nu at høre, hvordan det lød i det interne nyhedsbrev, da dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Nils O. Andersen, var blevet kritiseret efter endnu en bloddryppende fyringsrunde:

Jeg vil appellere til at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke.

Her skal vi godt nok ikke have nogen vidensudveksling med samfundet, som ledelsen ikke har styr på. Organisationen – eller rettere: ledelsens interesser – kommer først. Og så er der fyringssagen på det nu hedengangne DPU. Da det blev ham forelagt, at fyringerne stred imod forkningsfriheden, sagde AUs direktør:


Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere.

Lad være, at argumentet ikke holder i forhold til fyringssagen, som simpelthen var et angreb på et forskningsmiljø, ledelsen ikke kunne lide. Det centrale her er, at ledelsesretten, en rent intern funktion, til hver en tid går forud for forskningsfriheden, en afgørende samfundsmæssig værdi.

Gåde: Hvis formålet med indførelsen af den enstrengede ledelsesstruktur var at vende universiteterne mere udad imod samfundet, hvorfor bliver den så ikke afskaffet, når det viser sig, at det reelle resultat er, at vi har fået organisationer, der lukker sig om sig selv, og hvor ledelsesinteresser til hver en tid går forud for samfundsinteresser?