Det er i dag blandt de ansatte - såvel nuværende som fyrede - på fakulteterne LIFE, SCIENCE og FARMA på KU en udbredt enighed om, at fyringerne er en skandale. Det er ikke en sag man lige glemmer. Institutledere, dekaner og rektor er i flere omgange blevet opfordret til at omgøre beslutningerme, og institutlederne er blevet opfordret til at tage deres tøj og gå i protest, og opfordringen kan med samme ret udstrækkes til dekaner og rektor. Alt dette er velkendt, de seneste numre af Universitetsavisen og hvad der ellers er skrevet om det bevidner det til fulde. Hvorfor så skrive mere, og hvorfor ikke helllere se fremad, som ledelsen altid opfordrer til, eller “udtale sig med omtanke”, læs: holde mund af hensyn til dårlig presse og yderligere faldende studenteroptag (jf. Sune Aukens indlæg
her). Hvorfor ikke nu lægge låg på kritikken og komme videre? Være lidt konstruktiv?
Når vi her på bloggen Forskningsfrihed? ikke agter hurtigt at glemme det skete, er det for det første fordi, vi ikke mener, at ansvaret for fyringerne er placeret tilstrækkeligt klart, fx havde den internt uenige bestyrelse for KU såvel som hele det politiske niveau og primært Videnskabsministeriet et betydeligt medansvar. For det andet fordi en fortsat diskussion er helt nødvendig for at rense luften, da man skal huske på, at de berørte afdelinger mange år fremover vil lide under nedskæringerne, og at de forskningsgrupper, det er gået ud over, ikke lige sådan kan genopbygges på kort tid, ligesom de kurser og den undervisning, der berøres, heller ikke uden videre kan lappes sammen og erstattes af stordriftundervisning, som om kvaliteten var intakt. For det tredje fordi det nye universitetssystem siden 2003 har indebåret en ny diskurs omkring ledelse – forskningsledelse, administrativ ledelse, nødvendigheden af strategisk prioriteringer, handlekraftighed, og lignende
ad nauseam gentagne mantra – som skal fremmane et idealbillede af en visionær og handlekraftig universitetsleder, som med klare mål, stor klogskab og kompetence, opbakning og faglig respekt fra og inddragelse af medarbejderne kan styre sin organisation igennem tider med modgang såvel som medgang. Et billede, der står i grel modsætning til den virkelighed de ansatte faktisk oplever, og som derfor råber på analyse og kritisk diskussion, netop med henblik på at lære og konstruere bedre løsninger på universitetsledelse, herunder analysere betingelserne for at tale om en egentlig højtillidsstragegi, ikke blot mellem universiteteledelse og politikere, som det internationala evalueringspanel fokuserede på, men også mellem ledere og ansatte, for at genvinde i det mindste en vis grad af tillid hos de ansatte til ledelsen, hvor mistillid nu dominerer. For det fjerde, for at bidrage til analyse og kritik ikke bare af selve den prioritering, der ligger i overhovedet at fyre såkaldt fast ansatte medarbejdere på universitetet (fremfor at udskyde bygge- o.a. projekter), hvilket i vores øjne var en fatal beslutning, men også mere detaljeret at spørge til hensigtsmæssigheden i de valg, ledelsen traf i den situation, givet vi accepterer (hvad vi ikke gør) præmisserne at der skulles skæres stillinger væk. På det sidste punkt viser det sig, at valget af de personer, der så fyres, i mange tilfælde virker så bizart, mærkværdigt og uretfærdigt, og fremkalder ekstra vrede og frustration, selvfølgelig primært blandt de ramte, men også blandt studerende og kolleger, der kender de ramte.
Sidstnævnte problematik vil jeg tage op her, gennem et konkret eksempel på en af de fyrede, som har valgt indvilget i at stå frem. Først må to ting understreges. 1) Det er altid i en sådan situation uretfærdigt, når en forsker fyres, og jeg påstår ikke, at dekan og institutleder i dette tilfælde med større ret kunne have valgt at fyre kolleger til den pågældende, hvor absurditeten ville forekomme mindre. Det ved jeg ikke nok om de lokale forhold til, og det er ikke dét ærinde, jeg er ude i. For mig at se viser sagen, at alle forskere på universitetet i dag er såvel meget dygtige, loyale, pligtopfyldende og ekstremt pressede rent arbejdsmæssigt, så uanset hvem man fyrer virker det altid som en blodig uretfærdighed. 2) Da jeg kender personen som tidligere studiekammerat og emnemæssigt har interesseret mig for en del af hans forskning, kan jeg bevidne sagens absurditet; jeg har kun et vist kendskab til hans videnskabelige virke, men ved intet om hans kolleger på det pågældende fakultet, som ikke er mit. Jeg har altså ikke et objektivt ‘view from nowhere’ på den forskning, der foregår på det fakultet. Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at flere kolleger til de fyrede forskere offentligt ville lufte deres forundring, harme og vrede over massefyringerne, ganske enkelt fordi det er helt nødvendigt, at vi genopfinder solidariteten som forskere. Vi befinder os under det vilkår, at vi både er lønslaver som andre lønmodtagere med – især i krisetider – usikre ansættelsesvilkår, og samtidig lever vi en evig karrierelivsform i indbyrdes konkurrence om de samme midler og cigarkasser. Vores karrierelivsform har fået os til at glemme vores lønmodtagerlivsform*, og vi anser ikke længere fagforeninger som kollektive kamporganisationer (man kan tvivle på om de overhovedet selv anser sig sådan), men som konsulentbureauer for individuel psykologhjælp, hvis vi skulle være så uheldige at få brug for det.
Søren Nors Nielsen er lektor ved Institut for Farmaci og Analytisk Kemi. Han har en baggrund som cand.scient. i biologi, og det første, man får øje på på hjemmesiden (
her), under rubrikken Presse, er at SNN “er medlem af KU´s forskerpanel indenfor klimaforskning og besvarer spørgsmål omkring økologiske modeller og økosystemer.” Instituttet tæller afdelinger med navne som Lægemiddelteknik, Drug Transporters, Tungtopløselige lægemiddelstoffer, Farmaceutisk Fysisk kemi, Kemisk toksikologi og miljøkemi (hvortil SNN hører), Nanomedicin, Lægemiddelmetabolisme og Analytisk kemi. Det er et stort institut, og det fremgår af personalelisten, at dekanen er ansat ved samme institut som professor.
Skønt det ikke har noget med fyringen at gøre, må jeg nævne, at Søren er med i en nystartet lokal blog kaldet Forskningens Vilkår (
her) på KU, og vi havde talt om, at han evt. kunne skrive indlæg til bloggen om ‘synergi-rapporten’ som han havde været aktiv i drøftelserne af (synergier mellem de våde fakulteter), da han d. 22/1 mailer mig dette: “Jeg var i gang med at forberede et par blog-indlæg; men blev så "prikket" - en mobilopringning i toget på vej til foredrag på et PhD-kursus i Kiel, - det blev ikke helt så koncentreret som det skulle. Nu er den sidst uge så gået med at "komme sig" - ringe til fagforening m.m. og aftale af "høringsmøder" hvor der reelt ikke kan ske en dyt - allerhøjst kan man slippe mere eller mindre heldigt ud af systemet - weekenden kommer til at gå med at skrue et "forsvar" sammen.”
Herefter følger adskillige mails og telefonsamtaler. Søren skriver d. 1/2: “Psykisk er det totalt hamrende uvirkeligt - jeg har i den grad knoklet for denne institution, underviste for 3 og 2 år siden 166 resp. 175% årsbyrde og opretholdt trods det en acceptabel publiceringsfrekvens - i et håb om en senere påskønnelse - og tjaahhh...”
SNN har systemanalyse og modellering som hovedkompetence og han fortæller også, at “modellering er iflg. FLN-rapporten indsatsområde på både FARMA og
KU, - men der er i hvert fald ikke forsøgt noget her.”
Om kollegers reaktioner på hans fyring hedder det, at “Målløshed har været manges reaktion - faktisk har de nærmeste kollegaer reageret med "et minuts stilhed" før de kunne snakke igen”. Endvidere, at “Jeg fik selv en mistanke da det pludselig blev klart, at jeg var tæt på et MSK-tillæg - men blev afvist med temmelig uforståeligt argumenterede begrundelser, - jeg har derfor en fornemmelse af, at man allerede der havde planer om at pege på mig.”
Af korrespondancen fremgår det meget tydeligt, at han har haft meget svært ved at få at vide, hvilke kriterier for fyring der gjorde, at det netop var ham, der var blandt de prikkede. Han skriver d. 17/2 til DM, “Når man nu ikke kan få en begrundelse for fyringen - burde man da kunne søge aktindsigt i egen sag og simpelthen bede dem om at forelægge kopier til dokumentation af kommunikation af forsøg på eksempelvis reallokering - som det hævdes i notatet - og når mit område decideret nævnes som indsatsområde i FLN-rapporten burde det vel som minimum have været seriøst forsøgt”. Senere, d, 24/2: “Det viser sig at man ikke har udleveringspligt - da det er intern kommunikation på KU - dvs. man kan have søgt reallokering eller lade være - det kan man ikke få lov til at finde ud af. Der er ikke sket ret meget - da jeg blot har skullet sidde og vente på store fyredag i dag. I mellemtiden er min tillidsmand blevet syg, kan ikke fungere som bisidder og jeg fik same morgen som jeg skulle endeligt fyres tildelt en ny. Jeg er allerede blevet tildelt rådgiver nr. 2 hos Mercuri-Urval. Så meget for rådgivning/orientering af de fyringsvarslede”.
Jeg fik hans høringssvar af 19/1 på fyringen tilsendt, som efter aftale med Søren nu gøres tilgængelig
her. Jeg vil opfordre læseren til selv at danne sig sit indtryk, men for mig er der ingen tvivl om at den mand undervisnings- og forskningsmæssigt er placeret flot, højt over overliggeren for hvad der med rimelighed kan forventes af en forsker på KU-Farma. Så sent som sidste år forsvarede han en doktorgrad i et andet EU-land. Høringssvaret vidner også om, at han til tider har haft meget hårde arbejdsbetingelser, store ansvarsområder og meget undervisning: “Fra min ansættelse steg min undervisningsbyrde støt, og kulminerede for 2 og 3 år siden, således at jeg de to år underviste på et niveau svarende til 175% , respektive 166% årsværk. Denne situation var selvfølgelig uholdbar, hvilket også gentagne gange blev fremhævet af instutlederen ved MUS-samtaler; men jeg havde tidligere erklæret mig villig til i en årrække at yde en ekstra indsats, indtil en løsning kunne findes og denne aftale agtede jeg at holde.”
Jeg fik også ledelsens svar af 24/2 på hans høringssvar (
her). Dette svar er er absolut blottet for argumentation. Teksten gentager nærmest hypnotiserende alle hans anker, og afslutter så med at bekræfte fyringen med ordene: “Afskedigelsen af dig skyldes ene og alene den opståede beklagelige budgetsituation. Der er tale om en relativ vurdering af dig i forhold til andre sammenlignelige medarbejdere, hvor fakultetet er nået frem til, at du er en af de medarbejdere, som fakultetet under de givne forhold bedst kan undvære. Det understreges endvidere, at du ikke ville være blevet afskediget, såfremt KU ikke skulle reducere budgettet.” Hvori den relative vurdering nærmere består anføres ikke. Brevet slutter “Tak for din indsats for FARMA. Du ønskes al mulig held og lykke fremover.”
En sådan sag er meget forstemmende, og for de primært ramte må det være forfærdeligt. Men som sagt er det også særdeles ubehageligt for de, som ikke blev fyrede og for universitetet som helhed. Der burde i Danmark, ligesom i andre civiliserede lande, indføres skærpet ansættelsessikkerhed for universitetesforskere – af hensyn til forskningsfriheden, som man ellers hylder, men som unægtelig er svær at realisere hvis man fyres, eller hvis man skal gå og være bange for at vælge forskningsområder som ledelsen ikke bryder sig. En sådan skærpet sikkerhed i ansættelsen skulle gælde uindskrænket på alle universiteter forudsat at forskeren levede op til de almindelige krav om forskning og undervisning. Interne budgetkriser på et universitet skal ikke kunne føre til fyringer, men højst til at bestyrelsen midlertidigt sattes under administration af Finansministeriet indtil økonomien var genoprettet og en anden universitetsledelse fundet.
Et sådant system har vi ikke nu. Hvad kan ledelsen gøre i dag, hvis den endelig er tvunget til at fyre? Der er i al fald disse tre muligheder:
1. Indrømme, at det alligevel bliver mere eller mindre tilfældigt for den samlede styrke af afdelingen, eller den generelle kvalitet af forskningen, om man fyrer den ene eller den anden, og derfor – i ydmyg indrømmelse af en sådan faktisk usikkerhed – lade princippet russisk rulette gøre sig gældende: Man fyrer pr. lodtrækning. Dette ville være en opadtil adlydende handling med indbygget høj protest og signalværdi. Ingen institutleder eller dekan har valgt dette.
2. Det stik modsatte: at forsøge at leve op til idealet om strategisk prioritering og åbent gå ud med en strategi, og sige noget i stil med “Vi satser fra nu af ikke ikke længer på forskningsemnerne X, Y og Z, men kun på Y og Z, så nu fyrer vi hele afdeling X, fra professorer og nedefter. Ingen universitetsleder har tilsyneladende valgt det. Der er ikke set skygge af åbne erklærede strategier, om så nødstrategier for de nedskæringsramte områder.
3. Den på KU-Farma (og måske også Life og Science-fakulteterne) valgte mulighed: Køre en lukket, frygtbaseret og magtfuldkommen procedure, hvor de ansatte må slutte sig til, at de, der fyres, bare ikke var “inde i varmen”, eller evt. fejlede på nogle andre kriterier end de sædvanlige: De var dårligere til at gøre deres hoser grønne hos lederen, eller måske dårligere til at trække eksterne midler hjem. Det eneste sted, hvor sidstnævnte er blevet ekspliciteret åbent som den vigtigste parameter på ansættelses(u)sikkerhed er forskerhotellet DTU-kemi (som omtalt bl.a.
her). Eksperten i forskningsevaluering og -ledelse ved KU, Hanne Foss Hansen kalder det en trusselsstrategi. Den har vi så med fyringerne på LIFE, FARMA og SCIENCE også fået på KU. Det er en skandale for et universitet at havne der.
* Note:Antropologen Thomas Højrups pointe med disse livsformer frem for de traditionelt økonomisk bestemte klasser, var så vidt jeg husker, at de kulturelle livsformer i højere grad er bestemmende for levet liv og bevidsthed end strikt økonomisk klasse er. Min pointe er, at begge dele er bestemmende, såvel livsform som klasse. I sidstnævnte indgår den objektive magtposition i arbejdsgiver/arbejdstager-forhold. Som bekendt er det arbejdsgiverens overenskomstsikrede ret at lede og fordele arbejdet. Undtagen, i en vis forstand, på universiteterne før 2003.
