Hvorfor er en humanistisk artikel mere værd end en sundhedsvidenskabelig?

af Leif Hansen

I den kommende model til fordeling af de nye basisforskningsmidler, er en af intentionerne, som det har været udtrykt af ministeriet, at modellen skal stimulere og tilgodese forskningskvalitet og effektivitet.
Man har derfor udvidet den såkaldte 50-40-10-model med en ny indikator, den bibliometriske, der skal udløse point og dermed penge i fordelingsmodellen ud fra universiteternes forskningsaktivitet. Når modellen er indført endeligt i 2012 indeholder den altså 4 indikatorer, hvor universiteternes andel af uddannelsesmidler på basis af STÅ-produktion udløser 45%, deres evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler udløser 20%, andelen af producerede ph.d. kandidater 10 % og endelig udløser den bibliometriske indikator 25%.
For at stimulere forskningskvaliteten besluttede man at opdele de pointudløsende publiceringskanaler – tidsskrifter og forlag – i en 80-20 fordeling, hvor de 20% omfatter de mest prestigefyldte publiceringskanaler, der derfor også udløser flere point end publicering indenfor de 80%.
Arbejdet med denne opdeling har ikke været problemløs, og man har da også i første omgang opgivet en opdeling af forlagene efter 80-20 mønstret. Og for tidsskrifternes vedkommende har det for mange af de faggrupper, der har arbejdet med opdelingen skabt en del vanskeligheder at gennemføre arbejdet.
Alt dette har været diskuteret meget på denne blog og i mindre grad i offentligheden. Hvad der er gået mere upåagtet hen er en beslutning om at de midler den bibliometriske indikator skal udløse først skal fordeles mellem de 4 store hovedområder, HUM, SAM, TEK/NAT og SUND, inden indikatoren bruges til at fordele midlerne mellem universiteterne indenfor det enkelte hovedområde.
Hvorledes dette er kommet i stand er ikke klart, men i et notat fra Danske Universiteter fra 28.8 i år ('Hvad skal tælle når forskningsresultater skal måles') kan man læse: "Danske Universiteter har ønsket en model, hvor bibliometrien ikke må leder til en refordeling af forskningsmidler mellem hovedområderne/fakulteterne og det ønske, har politikerne imødekommet." Det ser således ud som om det er universiteterne selv eller deres rektorer, der rejst og fået gennemført dette ønske.
Det er umiddelbart svært at forstå, hvorledes det kan være vigtigt at tage dette hensyn i forbindelse med denne enkelte indikator, når det samme ikke gælder for de øvrige indikatorer. Alene det forhold, at man med introduktionen af den bibliometriske indikator i den tidligere 50-40-10-model har ændret på de forskellige indikatorers vægt, har i sig selv sådanne konsekvenser, altså en omfordeling mellem hovedområderne.
Problemet er blot at rektorernes ønske invaliderer intentionen med modellen. Den bliver nu konserverende og udynamisk, idet intentionen er, at tidligere tiders fordeling af basisforskningsmidlerne skal være grundlaget for fordelingen mellem hovedområderne af de 25% af midlerne som den bibliometriske indikator skal udløse. Nu kunne man sige, at det vel ikke er et problem at en budgetmodel er konserverende og udynamisk, selvom det forekommer ejendommeligt, at indføre en ny budgetteringsmodel, hvis man ikke ønsker, at det skal medføre nogle ændringer.
Imidlertid har en sådan opdeling nogle højst bizarre effekter, som formodentlig er utilsigtede. Det er uklart hvorledes fordelingen af basisforskningsmidlerne på hovedområder skal opgøres præcist, da det næppe er muligt alene at opgøre universiteternes anvendelse af basisforskningsmidler på en ensartet måde, men hvis vi lige ser bort fra den teknikalitet, så er konsekvensen ganske interessant. Da man ikke kan forvente at fordelingen af basisforskningsmidlerne mellem de fire hovedområder er den samme som fordelingen af publiceringspointene, får man den effekt, at den budgetmæssige værdi af et publikationspoint er forskellig fra hovedområde til hovedområde.
Dette betyder at hovedområder, der har en større andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler får en mindre bevilling pr. publikationspoint end hovedområder, der har en mindre andel af publikationspoint end af basisforskningsmidler. Dette kan illustreres som gjort i tabellen nedenfor.

Tabellen angiver et eksempel, der næppe ligger langt fra virkeligheden. Tallene baserer sig på Universitets- og Byggestyrelsens oplysninger om fordelingen af forskningsmidler og på fordelingen af publiceringspoint for 2008, således som billedet tegnede sig ved første opgørelse i marts 2009. Der er netop foretaget en ny opgørelse af publikationspoint, hvor jeg forventer at billedet generelt er det samme, men måske lidt værre for SUND, da især KU manglede at indrapportere væsentlige dele af deres SUND forskning ved opgørelsen i marts.

Konsekvensen er klar: en hovedområdeopdeling på basis af tidligere andel af basisforskningsmidler fører til en forskellig værdi af det enkelte publikationspoint mellem hovedområderne.
Man kan også udtrykke konsekvensen således: de mest publikationseffektive eller omkostningseffektive pr. publikation får mindst gavn af modellen og omvendt.
Dette kan næppe være hensigten med en model, der skal tilgodese og stimulere forskningskvalitet og effektivitet.
Og hvad værre er, så mister modellen nemt sin legitimitet, når det går op for forskerverdenen, at det er mere profitabelt at publicere i et humanistisk eller teknisk/naturvidenskabelig tidsskrift end i et samfunds- eller sundhedsvidenskabeligt tidsskrift. Efter lange og vanskelige diskussioner om ranking af tidsskrifter og om hvor mange point en artikel skal udløse, hvor pointen jo var at en artikel i et niveau 2 (eller 1) tidsskrift skulle udløse det samme antal point uanset fagområde, får man så nu det modsatte resultat.
Som sagt kan dette ikke have været tilsigtet, for man kan jo ikke forestille sig at Danske Universiteter og rektorerne i styregruppen for hele bibliometriprojektet (KU, AU og SDU) har været klar over at dette var konsekvensen. Derfor må man også gå ud fra at dette bliver ændret inden modellen sættes i værk, men man kan jo godt tvivle. Det er 1½ måned siden ministeriet og DU blev gjort opmærksom på problemet uden at det har medført nogen reaktion. Måske kan lidt offentlig debat hjælpe?

Leif Hansen er chefkonsulent på Copenhagen Business School