En af vores svenske forbindelser er Ulf Sandström, som er docent ved Linköpings Universitet og den Kungl. Tekniska Högskolan, specialist i forskningspolitiske studier, finansierings- og publiceringsanalyser samt strukturspørgsmål indenfor universitetsverdenen, og iøvrigt fortaler for anvendelse af indikatorer til fordeling af forskningsmidler, blot det er de 'rigtige' (mere herom senere). Han udgav den rapport, Nationella särdrag i nordisk publiceringsutveckling 1998–2006, jeg henviste til i indlægget om organisationen "Danske Universiteter". Rapporten analyserer den nordiske publiseringsudvikling ud fra forskellige indikatorer og metoder. (Norge afviger markant fra det generelle mønster i positiv retning, og rapporten søger at forklare de bemærkelsesværdige ændringer og diskuterer resultatet i lyset af den model, som for nyligt indførtes af den svenske regering. Rapporten ingår i serien "Forskning om Forskning", se forskningspolitik.se). Jeg blev især nysgerrig omkring det spørgsmål, den rejser om Danmarks særstilling - jævnfør dette citat fra konklusionen,
"Klart är att vi ytterligare kan belysa säregenheter i den norska utvecklingen, men att förklara varför Danmark ligger avsevärt högre än övriga nordiska länder tarvar andra och mer djupgående undersökningar",så jeg spurgte Ulf Sandström for at høre hans mening om hvorvidt det vil betyde en styrkelse af den danske position, at Danmark nu vil indfører den samme incitamentstruktur på universitetsområdet, som man har indbygget i "den norske model" med tildeling af midler på basis af en kvantitativ bibliometrisk forskningsindikator med tidskrifter delt i to niveauer? Hans svar er, at
"Det blir en katastrof för Danmark. Humaniora och samhällsvetenskap låses fast vid sina nationella publiceringskanaler och intjänar alltmer lättförtjänta poäng på lokal publicering. Incitamenten är helt fel i en norsk-danska modellen. Sannolikt påverkar detta inte naturvetenskap och medicin."Danske skeptikere fra humaniora ogs samfundsvidenskab er nok enig med Sandström hvad angår det katastrofale, omend ud fra helt andre argumenter. Spørgsmålet om "lokal publicering" er indviklet og endnu uafklaret for så vidt angår hvad fx monografier som udkommer på danske universitetsforlag skal tælle, men det er klart en risiko at såvel autoritetslister over tidskrifter som fastlåste retningslinier for publiceringskanaler kan virke konserverende i forhold til mulighederne for nye innovative tilgange og vinkler på humaniora og samfundsvidenskab.
3 kommentarer:
Claus, kan du ikke forklare - eller bede Ulf om at forklare -
1) hvad der menes med, at "Norge afviger markant fra det generelle mønster i positiv retning". Hvordan "positiv"?
2) hvorfor det er en "katastrof" (for humaniora og samfundsvidenskab) at publicere i nationale publiceringskanaler, og hvorfor det skulle være en større katastrofe i Dk end i Norge? (Jeg er enig i, at "autoritetslister" virker konserverende - for alle fag).
Heine, jeg skal forsøge! (og Ulf, du må meget gerne supplere og korrigere):
ad 1) Her tror jeg Sandström tænker på flere af de figurer, han har i sin rapport "Forskning om Forskning
nr 1 2009" (her), og som viser på x-aksen tidsintervallet 1998-2006 og på y-aksen fx i Fig. 2, "Index över antalet papers per land", hvor Danmark, Finland og Sverige i perioden har næsten vandrette kurver mellem 100 og 110, mens Norge fra ca. 2003 stikker af, opad og i 2006 ender med ca. 125.
ad 2) her er jeg enig i dit skeptiske spørgsmål, eller din underforståede implikation: samfundsforskningen her i landet har ikke kun en forpligtelse til at diskutere med internationale samfundsforskere, men bidrager med vigtige indsigter til en bred dansk offentlighed. Men selvfølgelig fortjener virkelige nybrud skabt af danske samfundsforskere også et internationalt publikum (og det ene udelukker ikke det andet).
Undskyld jeg blander mig. Men Sandströms kommentar giver jo ingen mening. Hvis hans vurdering af Norges udvikling står til troende, så kan incitamentet i den norsk-danske model næppe føre til at humaniora og samfundsfag bliver låst fast i nationale publiceringskanaler! Men mindre han mener, at det i sig selv er et problem at der findes danske publiceringskanaler på autoritetslisterne.
Men selv da passer argumentet ikke med hans undersøgelse, og med erfaringerne fra udviklingen i Norge i de år modellen har virket.
Jeg tror det her er vigtigt at lægge mærke til at Sandström er en heftig kritiker af den norske - og dermed danske - model fordi han mener den er for "slap", fordi den baserer sig på publikationstælling og ikke på beregnet citationsimpact.
Send en kommentar