Underfinansiering og overtilpasning

Er jeg den eneste, der undres over hvor forskelligt forskningens økonomiske virkelighed tager sig ud når man læser om den på en ministeriel hjemmeside, og i de hyrdebreve, en lokal rektor eller dekan sender ud til de ansatte - for slet ikke at tale om samme ansattes konkrete erfaringer?
Den 11. november 2008 skrev videnskabsministeriet (her) at globaliseringsaftalen "sikrer fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed til at kunne disponere over økonomien i de kommende år", og Helge Sander istemmer at aftalen "dels giver universiteternes ledelser en større økonomisk handlefrihed og dels sikrer mere forskning".
Den 14. november sender dekanen for Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU denne mail til de ansatte:

"Kære ansatte på Det Naturvidenskabelige Fakultet
Prognosen for Det Naturvidenskabelige Fakultets budget for 2009 viser, at fakultetet står overfor store økonomiske udfordringer. Selv efter væsentlige tilpasninger viser forslaget et underskud i størrelsesordenen 30 millioner kroner.

Hovedårsagerne til de økonomiske udfordringer er:

• Svigtende STÅ-indtægter: Fald i optag til Det Naturvidenskabelige Fakultet på 25 % i september 2008, fra et stabilt tal på omkring 1000 årene forud til 750. Dette har især ramt biologi og til dels geofagene samt fysik. Faldet i optaget til visse naturvidenskabelige uddannelser er set over hele landet. Hvorvidt dette fald skyldes gymnasiereformen eller ændrede adgangskrav er uigennemskueligt, ligesom det er svært at forudsige, om faldet i 2008 er permanent eller en engangsforeteelse.

• Ressourceafsætninger til påtrængende vedligehold og fornyelse af infrastruktur som fx Campusplan, feltstationer og IT.

• Fald i de frie basismidler i forhold til vores forventninger. De nye globaliseringsmidler er i høj grad øremærkede til forudbestemte formål.

• Øget usikkerhed i prognosen for effekten af ændringer i overheadordningen, som er indført med tilbagevirkende kraft, samt ordningen med færdiggørelsesbonus, hvor detaljerne ikke er endeligt meldt ud fra ministeriet.

Disse forhold rammer de enkelte institutter med forskellig styrke.

I det videre forløb drøfter HSU KU’s budgetforslag for 2009 den 24. november. Det endelige budget bliver fastlagt af KU’s bestyrelse den 3. december.

Jeg har indkaldt institutlederne og fakultetets samarbejdsudvalg til møder den 4. december om formiddagen. På møderne vil vi fastlægge, hvordan vi kan implementere de nødvendige budgettilpasninger med størst muligt hensyn til fakultetets ansatte. Umiddelbart efter møderne vil jeg skrive til jer igen for at opdatere jer om situationen.

Med venlig hilsen
Nils O. Andersen
Dekan"

Også rektoratet for KU udsendte et hyrdebrev (her), den 11. november. Det er længere end dekanens, og appellerer i visse passager mere til en kremlologisk hermeneutik (som fx det om usikker ledelse). Men det rummer også fine pointer og indebærer en klar kritik, bl.a. i påpegningen af faren for overtilpasning:

"Året har også været præget af vanskeligheder og usikkerheder. Lad os blot nævne den langvarige venten på den statslige ”guldregn” til universiteterne, den hasarderede fjernelse af huslejetilskud til private og internationale bevillinger, ministeriets arbejde med modeller til fordeling af nye basismidler efter resultat, omfattende afrapporteringer samt organisatoriske omlægninger." (...)
"Uklare rammer og forventninger samt usikker ledelse kan ødelægge meget for den enkelte medarbejder og studerende."
(...) Hvis vi bevæger os fra individ- til institutionsniveau, er det på den ene side svigtende accept i omverdenen og vigende indtægter, der udgør de største risici for, at vi ikke kan realisere det, som er vigtigt. Men da rammevilkårene for universitetets virke i vidt omfang fastlægges af interessenter og samfundsinteresser, som kan have et andet hovedfokus end fri grundforskning og forskningsdrevne uddannelser, er der også en helt anden fare – at universitetet ”overtilpasser” sig tidens krav. Hermed er vi ved kernen i den nuværende diskussion om universitetets rolle i samfundet. Universitetet skal tilpasse sig nutidens krav om relevans, erhvervssamarbejde og hurtigere studiegennemførelse.
(...) Lige så klart er det imidlertid, at en for radikal tilpasning til disse krav i sidste instans kan underminere universitetets fornemmeste formål (...) ”Et universitet handler ikke om resultater i det kommende kvartal; det handler ikke engang om, hvad en studerende har udviklet sig til ved endt studieforløb. Det handler om læring, der former en generation; læring der videregiver årtusinders arv; læring der skaber fremtiden.”
Selvom KU i de kommende år gør klogt i at tilpasse sig de nye krav, er der, som allerede antydet, også en fare for, at tilpasningen bliver for voldsom. To universitetsledere, en tidligere rektor i Oxford og en prorektor i Edinburgh har formuleret på det på følgende måde:
”Universiteter er ikke blot supermarkeder for en vifte af offentlige og private ydelser, der for tiden efterspørges og hvis værdi er opgjort ved at lægge deres umiddelbare økonomiske værdier sammen. Vi hævder, at de har en dybere, grundlæggende rolle, som gør dem i stand til at tilpasse sig generationers skiftende værdier og behov, og at regeringers ønsker til ”output” derfor kun er af sekundær betydning” (citat: Geoffrey Boulton and Colin Lucas, ”What are Universities for?”, League of European Research Universities, September 2008. (Omtalt her på bloggen d. 6/10, ce))
(...) Vores vurdering af KU´s samlede situation er, at tilpasning til de eksisterende rammevilkår er vigtig og også nødvendig for troværdighed og økonomi. Men denne tilpasning må ikke antage grader, hvor universitetet fragmenteres i utilitaristiske fagskoler med kortsigtede hovedmål. Thi så kan universitetet ikke længere udføre sin opgave med at forstå mennesket, naturen og samfundet, og dermed skabe ideer og indsigt, som på bare lidt længere sigt er en del af samfundets eksistensgrundlag."

Trods den noget understatede kritik af de vilkår, universiteterne bydes, må forsøget i det rektorale hyrdebrev på at fastholde de klassiske kerneydelser ved et universitet, som ikke restløst går op i samfundsmæssige relevanskrav og forventninger, hilses velkomment.
Men hvis det skal være muligt at undgå overtilpasning kræver det, at svælget mellem det lovede ("fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed") og de forudsete økonomiske vanskeligheder, får status mere af et mareridt end af en reel virkelighed.