fredag den 7. november 2008

Scientometri og scientometrisme som forskningsformidling

Hallo!, stor undren! - tænkte jeg, da jeg faldt over denne feature på RUCs websider. Jeg har ikke set den før, men ved ikke hvor ny den er. Går man ind på forskning.ruc.dk og via "Forskningsenheder" klikker sig frem til et institut, fx det for Globalisering, præsenteres man for et festfyrværkeri af søjle- og lagkage-diagrammer og grafer, der leder tanken hen på årsregnskabet for en større financiel virksomhed, her dog med output og bundlinier i form af antal publikationer. Jeg gad vide hvad informationsværdien af de mange diagrammer for hvert institut - endda for hver af de enkelte forskningsgrupper - egentlig er, med mindre man da lige selv skulle være universitetsdirektør, bibliometrisk sagkyndig eller ansat i den store Forsknings- og Innovationsstyrelse, i gang med at fintune sine indikatormodeller. Måske er det en slet skjult cadeau til samme styrelse? Hvad synes kommunikationsfolket og formidlingseksperterne om graferne - er det mon den bedste måde at formidle forskningen på? Repræsenterer de viden, "viden om viden" eller videnskabens instrumentalisering? Man kan endda med et enkelt klik få "vist flere grafer" (som nedenstående, klik for at forstørre) og enkelte af de mangefarvede kan ikke helt fraskrives æstetiske kvaliteter, men rationalet i tællemanien - og den ikke ringe tid, der må være medgået til at præsentere hele herligheden - fortaber sig i det uvisse.
Nu ved jeg det - heureca! Det skal selvfølgelig animere til at højne selve forskningsproduktiviteten, være et incitament! Og ja, figurer som disse virker, når man først har overvundet al blufærdighed, nærmest suggererende. Man drages langsomt til selv at sidde og måle og veje og sammenligne. Den indre bibliometriker vågner. Selv holder jeg mest af den minimalistiske æstetik, som den hosstående graf, der bereder sindet med en højere form for ro - måske endda moro.

2 kommentarer:

Thomas Söderqvist sagde ...

Jeg synes det er forstyrrende at farverne er så lidt forskellige. Hvis man er bare en lille smule farveblind, så kan man ikke se forskel på fx. "Publiceret abstract" og "Forord/efterskrift"

Claus Emmeche sagde ...

En yderligere kommentar til indlægget tilsendt fra en læser citeres i dette indlæg af 11/11 her.