Forskningspolitikken i bevægelse

Pressemeddelelse, d. 19. nov. 2008 fra initiativgruppen bag
underskriftindsamlingen “for en bedre forskningspolitik”

Over 6000 studerende og ansatte ved de danske universiteter har nu skrevet under*) på en opfordring til Folketingets politikere om at ændre den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden universitetsloven af 2003. Underskriverne kræver frie universiteter og en demokratisk forsknings- og uddannelsespolitik, udmøntet i følgende krav til folketingets politikere:

1. Sikring af adgangen til højere uddannelse uanset økonomisk formåen. Vi kræver derfor en skærpet lov mod brugerbetaling.

2. Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

3. Fuld forskningsfrihed under ansvar for den enkelte forsker såvel som for institutionen som helhed. Friheden skal gælde valg af emner, hypoteser, metoder og publicering.

4. Ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.

5. Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

*

*) se underskrifterne her:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Fra initiativgruppen:
Sune Auken, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
Pia Mejdahl Daugbjerg, studerende, tidligere formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet,
Claus Emmeche, lektor, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet,
Birger Steen Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter,
Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet,
Tom Fenchel, professor, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, medlem af Royal Society og af præsidiet for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Uddybende materiale:

Dansk Magisterforening om akademisk frihed og klagen til UNESCO:
http://www.dm.dk/forskningsfrihed.aspx

Studenterrådets side om universitetsloven:
http://www.studenterraad.ku.dk/kampagner/2008e-ny_unilov/

Artiklerne ‘Genindfør universitetsdemokratiet’, ‘Skab et demokratisk og rummeligt universitet’:
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/09/stud-vip-tap-alliance-genindfr.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/10/skab-et-demokratisk-og-rummeligt.html

bloggen Forskningsfrihed?
http://professorvaelde.blogspot.com/

bloggen Forskningspolitisk Arkiv
http://forskningsfrihed.blogspot.com/

Tom Fenchel, Johnny Kondrup og Bjørn Quistorff: Sanders universiteter, kronik 22/2-2008.
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/02/sanders-universiteter.html


CE's tilføjelse til pressemeddelsen af i dag:
De 6488 underskrifter blev i dag afleveret til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, hvor initiativgruppen havde foretræde. På mødet, hvor de tilstedeværende talte udvalgsformand Marianne Jelved (R), Johanne Schmidt-Nielsen (E), Jesper Langballe (DF), Henrik Høegh (V), Kirsten Brosbøl (S), og Jonas Dahl (SF), fremlagde vi kort de mange underskriveres krav. Udvalgsmedlemmerne spurgte til en del af de problemer vi peger på, og vi fik mulighed for at besvare spørgsmål. Mit indtryk er, at der generelt i udvalget, på tværs af politiske skel og med visse nuanceforskelle, er begyndt at danne sig en bredere forståelse for nødvendigheden af de ændringer, underskriverne peger på. De 6488 underskrivere inkluderer over 3000 ansatte forskere og undervisere ved de danske universiteter.

Det er nu vigtigt at følge op på underskriftindsamlingen i forbindelse med processen i 2009 hvor universitetsloven skal evalueres - og revideres! Ministeriet må ikke få held til at udlicitere den nødvendige offentlige debat om universiteterne, og hele evalueringen, til et OECD-panel der vil foreslå nogle forkølede småjusteringer. Dette er derfor ikke kampagnens afslutning - den er først lige begyndt.
Her på bloggen følger vi processen...

Anbefaling: CBS Observer

Et nyt nummer af det redaktionelt uafhængige universitetsblad for Copenhagen Business School, CBS Observer, har et tema om kvalitet i forskning, kampen om basismidlerne, bibliometri m.v. Hermed tilgængeligt på vores arkiv (lignende tips modtages fortsat gerne):

Bjørn Hyldkrog & Christina D. Tvarnø: "CBS Observer Forskningstema", CBS Observer, nr. 3, nov. 2008. [inkl.: "Mindsket pres på vægtskålen" s.1, "Den ulige kamp om basismidlerne" s.9, "Regelstyring frem for selvstyre" s.10, "Forskningspolitik på afveje" s.11, "Basismidler, basismidler, ..." s. 11, "Bibliometri - forskningens nyttige tælleøvelse" s. 12 (med Leif Hansen), "Rankings - uegnet som målestok for kvalitet" s. 13 (m. Ole Stenvinkel Nilsson), "Mindre og ringere forskning for pengene" s. 14 (m. Peter Lotz), "Send dog tælleregimerne til tælling" s. 15 (m. Preben Melander)]. Bladets website her. Arkivets udgave med nævnte artikler i samlet pdf.

Underfinansiering og overtilpasning

Er jeg den eneste, der undres over hvor forskelligt forskningens økonomiske virkelighed tager sig ud når man læser om den på en ministeriel hjemmeside, og i de hyrdebreve, en lokal rektor eller dekan sender ud til de ansatte - for slet ikke at tale om samme ansattes konkrete erfaringer?
Den 11. november 2008 skrev videnskabsministeriet (her) at globaliseringsaftalen "sikrer fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed til at kunne disponere over økonomien i de kommende år", og Helge Sander istemmer at aftalen "dels giver universiteternes ledelser en større økonomisk handlefrihed og dels sikrer mere forskning".
Den 14. november sender dekanen for Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU denne mail til de ansatte:

"Kære ansatte på Det Naturvidenskabelige Fakultet
Prognosen for Det Naturvidenskabelige Fakultets budget for 2009 viser, at fakultetet står overfor store økonomiske udfordringer. Selv efter væsentlige tilpasninger viser forslaget et underskud i størrelsesordenen 30 millioner kroner.

Hovedårsagerne til de økonomiske udfordringer er:

• Svigtende STÅ-indtægter: Fald i optag til Det Naturvidenskabelige Fakultet på 25 % i september 2008, fra et stabilt tal på omkring 1000 årene forud til 750. Dette har især ramt biologi og til dels geofagene samt fysik. Faldet i optaget til visse naturvidenskabelige uddannelser er set over hele landet. Hvorvidt dette fald skyldes gymnasiereformen eller ændrede adgangskrav er uigennemskueligt, ligesom det er svært at forudsige, om faldet i 2008 er permanent eller en engangsforeteelse.

• Ressourceafsætninger til påtrængende vedligehold og fornyelse af infrastruktur som fx Campusplan, feltstationer og IT.

• Fald i de frie basismidler i forhold til vores forventninger. De nye globaliseringsmidler er i høj grad øremærkede til forudbestemte formål.

• Øget usikkerhed i prognosen for effekten af ændringer i overheadordningen, som er indført med tilbagevirkende kraft, samt ordningen med færdiggørelsesbonus, hvor detaljerne ikke er endeligt meldt ud fra ministeriet.

Disse forhold rammer de enkelte institutter med forskellig styrke.

I det videre forløb drøfter HSU KU’s budgetforslag for 2009 den 24. november. Det endelige budget bliver fastlagt af KU’s bestyrelse den 3. december.

Jeg har indkaldt institutlederne og fakultetets samarbejdsudvalg til møder den 4. december om formiddagen. På møderne vil vi fastlægge, hvordan vi kan implementere de nødvendige budgettilpasninger med størst muligt hensyn til fakultetets ansatte. Umiddelbart efter møderne vil jeg skrive til jer igen for at opdatere jer om situationen.

Med venlig hilsen
Nils O. Andersen
Dekan"

Også rektoratet for KU udsendte et hyrdebrev (her), den 11. november. Det er længere end dekanens, og appellerer i visse passager mere til en kremlologisk hermeneutik (som fx det om usikker ledelse). Men det rummer også fine pointer og indebærer en klar kritik, bl.a. i påpegningen af faren for overtilpasning:

"Året har også været præget af vanskeligheder og usikkerheder. Lad os blot nævne den langvarige venten på den statslige ”guldregn” til universiteterne, den hasarderede fjernelse af huslejetilskud til private og internationale bevillinger, ministeriets arbejde med modeller til fordeling af nye basismidler efter resultat, omfattende afrapporteringer samt organisatoriske omlægninger." (...)
"Uklare rammer og forventninger samt usikker ledelse kan ødelægge meget for den enkelte medarbejder og studerende."
(...) Hvis vi bevæger os fra individ- til institutionsniveau, er det på den ene side svigtende accept i omverdenen og vigende indtægter, der udgør de største risici for, at vi ikke kan realisere det, som er vigtigt. Men da rammevilkårene for universitetets virke i vidt omfang fastlægges af interessenter og samfundsinteresser, som kan have et andet hovedfokus end fri grundforskning og forskningsdrevne uddannelser, er der også en helt anden fare – at universitetet ”overtilpasser” sig tidens krav. Hermed er vi ved kernen i den nuværende diskussion om universitetets rolle i samfundet. Universitetet skal tilpasse sig nutidens krav om relevans, erhvervssamarbejde og hurtigere studiegennemførelse.
(...) Lige så klart er det imidlertid, at en for radikal tilpasning til disse krav i sidste instans kan underminere universitetets fornemmeste formål (...) ”Et universitet handler ikke om resultater i det kommende kvartal; det handler ikke engang om, hvad en studerende har udviklet sig til ved endt studieforløb. Det handler om læring, der former en generation; læring der videregiver årtusinders arv; læring der skaber fremtiden.”
Selvom KU i de kommende år gør klogt i at tilpasse sig de nye krav, er der, som allerede antydet, også en fare for, at tilpasningen bliver for voldsom. To universitetsledere, en tidligere rektor i Oxford og en prorektor i Edinburgh har formuleret på det på følgende måde:
”Universiteter er ikke blot supermarkeder for en vifte af offentlige og private ydelser, der for tiden efterspørges og hvis værdi er opgjort ved at lægge deres umiddelbare økonomiske værdier sammen. Vi hævder, at de har en dybere, grundlæggende rolle, som gør dem i stand til at tilpasse sig generationers skiftende værdier og behov, og at regeringers ønsker til ”output” derfor kun er af sekundær betydning” (citat: Geoffrey Boulton and Colin Lucas, ”What are Universities for?”, League of European Research Universities, September 2008. (Omtalt her på bloggen d. 6/10, ce))
(...) Vores vurdering af KU´s samlede situation er, at tilpasning til de eksisterende rammevilkår er vigtig og også nødvendig for troværdighed og økonomi. Men denne tilpasning må ikke antage grader, hvor universitetet fragmenteres i utilitaristiske fagskoler med kortsigtede hovedmål. Thi så kan universitetet ikke længere udføre sin opgave med at forstå mennesket, naturen og samfundet, og dermed skabe ideer og indsigt, som på bare lidt længere sigt er en del af samfundets eksistensgrundlag."

Trods den noget understatede kritik af de vilkår, universiteterne bydes, må forsøget i det rektorale hyrdebrev på at fastholde de klassiske kerneydelser ved et universitet, som ikke restløst går op i samfundsmæssige relevanskrav og forventninger, hilses velkomment.
Men hvis det skal være muligt at undgå overtilpasning kræver det, at svælget mellem det lovede ("fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed") og de forudsete økonomiske vanskeligheder, får status mere af et mareridt end af en reel virkelighed.

Forskningens instrumentalisering og taylorisering

Ligesom Jesper Eckhardt Larsen (nedenfor) kritiserer Per Øhrgaard i dagens Information (kronik) DI-direktøren Lars B. Goldschmidt for hans snæversynede opfattelse af forskningens samfundsnytte. Øhrgaard peger på risikoen for at man gennem overdreven instrumentalisering og målretningen af forskningen stik imod hensigten kommer til at ødelægge de kvaliterer ved den, som man iøvrigt ønskede at fremme.
En sådan ødelæggende instrumentalisering ses på flere planer, bl.a. det stadige fokus på konkurrence blandt forskerne, ikke nødvendigvis om de beste ideer, men om de pæneste tal på deres bibliometriske 'bundlinie', en tendens som kun vil forstærkes af Videnskabsministeriets planer om fordeling af basismidler "efter point". Jeg var inde på det i mit indlæg af 7/11 om scientometrisme, som kan defineres (i stil med ismer som biologisme eller sociologisme) som ideologiske anvendelser af et fag, her scientometri, på måder eller områder, som forvrænger fagets egentlige gyldighed. En læser sendte mig en kommentar til indlægget, som jeg efter aftale viderebringer her på bloggen:

Jeg takker hermed for dit indlæg (...) hvis hoved indhold jeg principielt er enig i og tillader mig i den forbindelse at gøre opmærksom på at det inddateringsinterface til databaserne der ligger bag graferne du nævner i dit indlæg er langt mere detaljerede end de offentliggjorte grafer giver udtryk for og bruges til opsamling af alle universitets ansattes aktiviteter /produktion ved flere universiteter f.eks. AAU og RUC.

Inddateringsinterfacet giver f.eks. også mulighed for at registrere de enkelte forskeres forskningsansøgninger. Både de succesfulde og de mindre succesfulde og dermed mulighed for at kortlægge en lang række produktions mål mm. I daglig tale omtales databasen på AAU som VBN databasen og danner i en række sammenhænge udgangspunkt for forhandlinger om personlige tillæg mm. Ingen tvivl om at Frederick Winslow Taylors og Henri Fayols tanker med stor succes kan anvendes af Mcdonalds anno 2008 i Danmark men at også danske universiteter søges ledet efter samme principper i 2008 bør vække undren.

Indlægget forbigår imidlertid diskussionen om det reelle behov blandt mange der ønsker at fordele forsknings resurser i en "oplevet", "reel" eller "italesat" "virkelighed" som opfattes som være præget af "resurseknaphed". Hvordan denne "resurseknaphed" er opstået i et af verdens rigeste lande synes reelt at være langt vigtigere spørgsmål at få dokumenteret end grafernes farve.

Spørgsmålets svar rummer måske den endelige forklaring på hvorfor nogle forskere til stadighed også på denne måde må dokumentere deres værdi og finde sig i at få deres "performance" eksponeret - offentligt og grafisk - stort set fra måned til måned. Jeg har i mit stille sind ofte spurgt mig selv om hvilke andre faggrupper eller enkeltpersoner der kan eller vil stå model til dette år efter år.

Globalisering, industri, danskhed og humaniora

Hvorfor er Dansk Industri den mest fantasiforladte organisation i kongeriget Danmark?
Kommentar af Ph.d. Jesper Eckhardt Larsen

Direktør Lars B. Goldschmidt fra Dansk Industri ved noget om forskning: enten forsker man i stumfilm fra 30erne og oldgræsk eller også forsker man i nanoteknologi. Dette standpunkt fremgår af kronikken d.4. november i Politiken.

Og så har han et regnestykke, der går ud på, at der hvert år udklækkes 120.000 kemi-ingeniører i Indien og ”kun” knap 3000 i Danmark. Man kunne følge hans tanke videre. Hvis nu 3-4 % af alle danskere holdt op med at tage på højskole og læse om demokratiopfattelsen hos Hal Koch og Grundtvigianerne under besættelsen, eller om menneskerettigheds-diskussionerne efter den franske revolution og i stedet uddannede sig om som ingeniører, ja – så ville Danmark med bare 5 millioner indbyggere have lige så mange ingeniører som et subkontinent. Dansk Industri længe leve. Dette er tanker fra den visionære danske industris fremmeste talsmand.

Et alternativ til disse tanker kunne lyde sådan her. Et mere fantasirigt scenarium fremskriver de udviklingstendenser som de sidste 30 års globale arbejdsdeling lægger op til: efterhånden er den industrielle produktion lagt ud til de nye økonomier i Kina og Indien. Med de både negative og positive følger for disse lande, som man kan læse om fra avisernes korrespondenter. Og hvad er da blevet ”vores” opgaver i denne nye verdens arbejdsdeling? Et kort svar er videnstung, kompleks, symbolmanipulerende og kreativ innovation. Og næste spørgsmål er så, i hvilke samfund sådanne arbejdskræfter trives bedst i? Ja, gæt selv – i vidensglade, mangfoldige og levende intellektuelle kulturer, hvor man tænker på andet end jernindustrien – ikke for at undervurdere Nakskov Skibsværft, men er det dét Danmark skal leve af i 2050? Næppe!

To steder hvor nye vidensvirksomheder blomstrer op globalt set er både omkring de store levende byer i USA og i centraleuropæiske byer som Zürich. Her samles hjerner fra hele verden i firmaer som Google og Microsoft, og udvikler dagen lang – for om aftenen at nyde tunge diskussioner om betydningen af det (oldgræske) demokrati for USA’s selvopfattelse efter Anden Verdenskrig, eller om historisten Ranke havde ret i, at krige i længden fører til moralsk udvikling af menneskeheden? I dette selskab tror jeg at Lars ville sige: ”jo – jeg spiller da Golf, men ellers er mine interesser penge, penge og penge. Jeg interesserer mig kun lidt for, hvad de går til, det er for nemt!” (en samfundsøkonomisk prioritering imellem atomvåben eller bred og kritisk uddannelse kunne f.eks. være et interessant spørgsmål at stille Lars).

Altså: kære danske industriledere og industriudviklere: hvad vil i helst have at Danmark bliver: en forstad til Stalins utopi om en tung jernindustri? Eller til et levende og ”klogt” sted a la Seattle og Zürich? Jeg ved godt, hvad de fleste danskere ville svare. Og også, hvad de mennesker, der endnu ikke ved, at de skal være danskere senere i deres liv vil svare!

Dansk Industri – tag jer sammen! I kunne jo besøge et af de globalt ledende universiteter i USA og spørge om ikke de snart nedlægger deres afdelinger for filosofi, globale kulturstudier, politisk tænkning og vestlig civilisationshistorie. De ville stille og roligt vise jer døren. I er da for kedelige og dertil fuldkommen fantasiforladte. Det tegner ikke godt for dansk konkurrenceevne, hvis dette er refleksions- og innovationsniveauet for - ja ”Dansk” industri….

USA’s multikulturalitet er en dybt forankret motor bag flere former for humaniora. Den ene side af denne tendens er ønsket om at skabe, hvad der ikke findes historisk: et fællesskab om et sæt af historiske erfaringer, der binder et stort demokrati sammen. Altså den vestlige politiske historie siden Atnens demokrati, over Rom og frem til oplysningstidens menneskesyn, der har dannet grundlag for USA’s selvforståelse i 200 år. Den anden side er det, man med den tyske filosof Joachim Ritter kunne kalde den kompensatoriske og erindrende funktion af humaniora. I den realiserede moderne utopi, hvor alene materielle goder og politiske rettigheder definerer medborgerskabet, der får den enkeltes og den større eller mindre etniske eller religiøse gruppe den funktion, at den danner et ”Gemeinschaft” midt i det nivellerende ”Gesellschaft.” Derfor sponsorerer det islandske selskab i USA en lærestol ved et amerikansk universitet i islandske studier og kultur. Eller en bulgarsk rigmand giver penge til, at et universitet kan støtte en lærestol i bulgarsk. Altså ideen om, hvad man tager med på en tømmerflåde eller en øde ø af åndelig føde og minder fra ophavslandet.

Danmark har en anden historie. Det nationale fællesskab blev defineret etnisk og sprogligt efter tabet af den multikulturelle og flersprogede helstat. Og herefter er det blevet taget for givet – til absurde situationer i 2008, hvor ministeriets undervisningsmateriale om demokrati hedder ”Demokrati på dansk” og på forsiden bærer et billede af en tørklædeklædt muslim. Demokratiet, fællesskabet og ophavet er og skal i evighed være danskheden. Dette kan intet rokke – og intet skal rokke det.

Realiteten er, at Europa også mht. flersproglighed og multikulturalitet konvergerer med den amerikanske udvikling. Dette er hverken et politisk håb eller et ønske – men en politisk og demografisk realitet. Trods recession er der behov for indvandring, som DI da også erkender. Vi skal kunne tiltrække folk der ikke har Grundtvig med i bagagen. Hvad vil disse mennesker, ud over lave skatter og billige biler ønske af det danske kulturelle, politiske og uddannelsesmæssige fællesskab? De vil mindst kræve, at man lærer om andet end Danmark i Danmark. Et simpelt og kort ønske – der dog kræver en del investeringer og offentlige og politiske tiltag for at realiseres. Et lille og ydmygt ønske er, at DI erkender dette som et reelt behov.

Professor i sprog ved DPU, Århus Universitet Anne Holmen argumenterer for en erkendelse af den reelle flersproglighed også i Danmark. Jeg tillader mig at tilslutte mig med et ønske om en erkendelse af den reelle globale sammenknyttethed – også inden for dette lille lands grænser. Vi hænger sammen med Pakistan, UK, Japan, Korea, Somalia og Tyskland på måder, som gør at et velfungerende globaliseret videnssamfund også har behov for viden om disse landes kulturer, ophav, historier, forskelle og ligheder.

Det er out-dated at mene som visse østrigske kommentatorer at negrer ikke egner sig til Vesten. Det er lige så out-dated at mene som DI – at al udvikling er teknisk og teknokratisk defineret. Husk på, at menneskene følger med. Så kort kan det udtrykkes.

Humaniora, multikulturalitet og flersproglighed er ikke en del af problemerne i globaliseringens tid, de er en del af løsningerne.

Flere temaer kunne være relevante at bringe op i denne sammenhæng: er en rent teknokratisk uddannelse en dårlig uddannelse? Hvorfor er socialdemokrater (som Lars B. vist nok er en særlig eksponent for) særligt fantasiforladte? Hvorfor følger de borgerlige i Danmark denne socialdemokratisme? Hvor er f.eks. den dannede borgerlige opposition til dette? Hvor er den samfundskritiske og kulturkritiske tanke i socialdemokratismen? Hvor er den historiske bevidsthed hos Lars B.? Hvad er gået galt i uddannelsen af danske erhvervsledere? Men al dette kan vi jo diskutere på onsdag i Dagmar.

Man gør guldgåsen til en burhøne

Overskriften stammer hverken fra Institut for Genombaseret Fjerfugleavl eller Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, men fra biolog, videnskabsteoretiker og professor ved Institut for International Kultur- og Kommunikationsstudier på CBS, Søren Brier, og er citeret fra hans klumme "Fair speak i vidensamfundet" på websitet for Dansk Sociologforening. Han kritiserer bl.a., at

"man, i mistillid til, hvad der udrettes, [har] søgt at kontrollere og styre forskernes arbejde fra eksterne økonomiske kilder ved at flytte forskningsbevillingerne væk fra universiteternes kontrol ud i forskningspolitisk styrede fonde. Men netop herved, risikerer man at fjerne det indre engagement, som man så gerne vil finde hos de ansatte i erhvervslivet."

Klummen former sig som en kritik af kategorien videnssamfund, som Brier ser som

"et New Speak-ord i stil med "Udlændinge service". Det er et begreb produceret af et Janus samfund, der kigger med et "neo-kasino-liberalistisk" blik på erhverslivet og med et "østtysk statssocialistisk" blik på den offentlige sektor. Dette "videnskontrolsamfund" ønsker maksimal frihed for virksomheder og økonomiske aktører og frie valg for forbrugere, men maksimal kontrol over offentlige ansatte - inklusive forskere, undervisere og offentlige eksperter - hvor alle skal rapportere så meget om alt og alle, at produktiviteten, arbejdsglæden og kreativiteten falder drastisk. Det er et system, der er trygt og glad ved styring af penge og magt og meget bange for de grænsesprængende og magtændrende aspekter ved viden."

I den situation er det opløftende at se seriøse analyser ved forskere fra humaniora og samfundsvidenskab, som fx i det seneste nummer af Slagmark, et temanummer om videnssamfundet, kritiserer samme begreb. Anbefales kan bl.a. Asger Sørensens analyse af truslerne mod det videnskabelige kvalitetssikringssystem, og Esther Oluffa Pedersens analyse af hvorledes DI og CO-industri havde skæbnesvangert 'held' til at påvirke den danske forskningspolitik og univesitetslovgivning ved årtusindskiftet (begge kan hentes i arkivet). Disse bør være pligtlæsning for de forskningspolitiske ordførere!

Scientometri og scientometrisme som forskningsformidling

Hallo!, stor undren! - tænkte jeg, da jeg faldt over denne feature på RUCs websider. Jeg har ikke set den før, men ved ikke hvor ny den er. Går man ind på forskning.ruc.dk og via "Forskningsenheder" klikker sig frem til et institut, fx det for Globalisering, præsenteres man for et festfyrværkeri af søjle- og lagkage-diagrammer og grafer, der leder tanken hen på årsregnskabet for en større financiel virksomhed, her dog med output og bundlinier i form af antal publikationer. Jeg gad vide hvad informationsværdien af de mange diagrammer for hvert institut - endda for hver af de enkelte forskningsgrupper - egentlig er, med mindre man da lige selv skulle være universitetsdirektør, bibliometrisk sagkyndig eller ansat i den store Forsknings- og Innovationsstyrelse, i gang med at fintune sine indikatormodeller. Måske er det en slet skjult cadeau til samme styrelse? Hvad synes kommunikationsfolket og formidlingseksperterne om graferne - er det mon den bedste måde at formidle forskningen på? Repræsenterer de viden, "viden om viden" eller videnskabens instrumentalisering? Man kan endda med et enkelt klik få "vist flere grafer" (som nedenstående, klik for at forstørre) og enkelte af de mangefarvede kan ikke helt fraskrives æstetiske kvaliteter, men rationalet i tællemanien - og den ikke ringe tid, der må være medgået til at præsentere hele herligheden - fortaber sig i det uvisse.
Nu ved jeg det - heureca! Det skal selvfølgelig animere til at højne selve forskningsproduktiviteten, være et incitament! Og ja, figurer som disse virker, når man først har overvundet al blufærdighed, nærmest suggererende. Man drages langsomt til selv at sidde og måle og veje og sammenligne. Den indre bibliometriker vågner. Selv holder jeg mest af den minimalistiske æstetik, som den hosstående graf, der bereder sindet med en højere form for ro - måske endda moro.

Forskningsfrihed er ikke en ret, men en pligt

Næste møde i Humanistisk Forum:

Onsdag den 26. november
Mødet finder sted på RUC, kl. 16 - 18.30 i lokale 01 (lige over for kantinen).

Programmet indledes med et offentligt foredrag, og afsluttes med generalforsamling for medlemmer af Humanistisk Forum:

1. Nils Bredsdorff: "Forskningsfrihed er ikke en ret, men en pligt" efterfulgt af diskussion. (Artikel af Bredsdorff sendt med tidligere indkaldelse til mødet).

2. Nye arrangementer der tegner sig i 2009.

3. Stiftende generalforsamling for foreningens medlemmer. Der har meldt sig flere kandidater til bestyrelsen og vi modtager gerne henvendelse fra flere inden mødet.

Karen Lisa Salamon, Cathrine Hasse & Charlotte Engberg

(Se evt. Nils Bredsdorff (2008): "Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed – essays om universitetspolitikken og styrelses- og universitetslovenes historie", Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr. 51, Roskilde (pdf file))

Brosbøl og Obama: Tid til forandring!

I anledning af valget af Barak Obama til præsident udsendte den amerikanske organisation Union of Concerned Scientists i går en pressemeddelelse, hvori de bl.a. skriver

What a night! On so many levels, this is a historic moment. President-elect Barack Obama promises positive, productive leadership on many issues members of the Union of Concerned Scientists care deeply about—building a clean energy economy; reengaging in international negotiations on global warming and nuclear weapons; and restoring the integrity of science in federal policy making. (...) With your help we will: (...)
Restore scientific integrity in government by working with the new administration and Congress to guarantee federal scientists’ freedom to publicly communicate their findings, publish their work, disclose misrepresentation and censorship, and have their work evaluated by peers—all without fear of retribution.

Bush-administrationens antividenskabelige holdning i en lang række spørgsmål er notorisk, og uden sammenligning med danske forhold, hvis man lige ser bort fra VK-regeringens udfald imod eksperter og smagsdommere, slagtningen af en række videnskabelige råd og udvalg efter 2001, loven om universiteter fra 2003 som afskaffede det akademiske selvstyre, og 2006-lovens på flere måder farlige fusioner af sektorforskningsinstitutter og universiteter. Men også herhjemme er der grunde til håb om forandring, selv på den universitets- og forskningspolitiske front. I går bragte Information en kronik (her) af forskningsordfører for Socialdemokraterne, Kirsten Brosbøl, hvor den glædelige nyhed er, at S nu er parate til at revidere selve loven!
Meget tyder på, at S har nuanceret deres syn på universitetsloven siden valget sidste år, selvom der stadig er en del tilbage at ønske. Det er nok ikke tilsigtet at Brosbøl i kronikken kommer til at fremstille forskningsfriheden som primært en konkurrenceparameter for universiteterne når de skal tiltrække kreative medarbejdere. Men det handler ikke kun om videnskaberne og universiteterne selv. Det er heller ikke primært af hensyn til forskerne, at loven skal ændres. Universiteternes uafhængighed og forskernes uantastelige ret til at forske frit og ytre sig kritisk er afgørende for hele samfundets udvikling.