I sagen om afholdelse af "European Quantum Energy Medicine Conference" på Rigshospitalet og Panum Instituttet (under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU), som først blev bragt op af Information på hvis website den medførte stor debat, kan det være lidt svært at finde ud af hvad een skal mene. På den ene side kan man se historien som udtryk for hvor galt det kan gå, når universiteterne skal være meget "åbne" - så open-minded at hjernen bæser ud, eller så interesserede i ekstra-indtægter (som her, fra lokaleleje, for at kompensere universitetets egne dyre husleje?) at alt kan få lov at komme ind og "blåstemples" - lidt ligesom i samme journalist, Kristian Villesens historie fra i foråret om de to FAOS-professorer, hvis titler var under mistanke for at være "købt ind" af de parter (arbejdsmarkedets), som støtter deres center. Lægevidenskabens skepsis overfor det alternative er velkendt, og de fleste mennesker ved godt, at hele det alternative er en blandet landhandel, men på KU findes også forskning, der kritisk og analytisk belyser det alternative med en åben nysgerrighed, som fx Bo Jacobsens Center for forskning i Eksistens og Samfund på Sociologisk Institut. Jeg synes egentligt dekan Ulla Wewer besvarer spørgsmål og får lagt bolden død på en meget fornuftig måde i et interview i Politiken d. 26/7.
Men et spørgsmål, der står tilbage, er efter hvilke kriterier "fagligt kvalitetstjek" af konferencer o.l. skal foregå - da disse kriterier vil afhænge af mødets art. Ulla Wewer siger bl.a. "Lokalerne er udlejet til arrangørerne, og hverken fakultetet eller Rigshospitalet lægger navn til konferencens indhold. Jeg kan godt se, at denne kongres kan se fordele i at reklamere med, at det foregår på Københavns Universitet. Men det betyder ikke, at Københavns Universitet er enig i det, der foregår på konferencen", og det er jo klart. Et universitet er jo ikke et subjekt, der skal blåstemple statements fra dets møder og konferencer. Men i selve funktionen som lokalemæssig vært (selv ved udleje) ligger, om ikke en blåstempling, så et signal om en vis seriøsitet. Det vigtige er selvfølgelig, at videnskabelige møder lever op en vis faglig lødighed. Herom siger Wewer: "her har vi en klar politik på universitetet, der handler om, hvilke kongresser og konferencer vores eksterne partnere kan få lov til at afholde. I en sådan situation skal der være en lokalt ansat forsker som tovholder. Tovholderen betyder, at jeg som leder kan være sikker på, at der sker et fagligt kvalitetstjek undervejs. Det er det, der er smuttet for os i det her tilfælde".
Men her er der to niveauer i spil: dels overordnet selve spørgsmålet om et møde (af kontroversiel, politisk eller debatskabende art) kan foregå på et universitet, og hvor tovholderfunktionen er central, hvis mødet overhovedet skal have noget med universitetet at gøre. Dels spørgsmålet om fagligt kvalitetstjek af de enkelte bidrag til et videnskabeligt møde, som jo normalt foretages af en konferencekommite af faglige eksperter, og som sjældent giver anledning til nogen spørgsmål om censur, ytringsfrihed, etc. Men hvad med møder med et formidlende, politisk eller samfundsdebatterende indhold, eller møder i regi af andre organisationer, som "lejer sig ind": Hvad er kriterierne her? Ikke alle skal kunne leje sig ind. Hvis der skal være forskel på et universitet og et forsamlingshus, kunne et vist videnskabeligt indhold (om så af forskningsformidlende art) være et muligt kriterium.
Udfordringen i denne sag kommer fra det faktum, at selve begrebet "videnskabeligt indhold" er genstand for strid i forbindelse med den såkaldte alternative videnskab. Lad os gå såvel analytisk som syntetisk til værks i denne strid!
tirsdag den 29. juli 2008
fredag den 18. juli 2008
Hvilken rolle spiller egentlig Thomson Scientific i forskningsevalueringspolitiken?
En af de iøjnefaldende aspekter ved ERA-initiativet (se foregående post) er, hvor tæt den australske forskningsadministration har arbejdet sammen med Thomson Scientific, dvs. den virksomhed (fhv. Eugene Garfield's ISI, som nu er en del af Thomson Reuter-koncernen, dvs. også Reuters nyhedsbureau).
Thomson Scientific har jo det faktiske monopol på forskningsinformationsystemer -- i hvert fald indtil videre (Google Scholar prøver jo at komme ind på dette marked også).
Man kan nemt få en mistanke om, at fremvæksten af statslige kvantitative målesystemer med tidskriftsranking m.m. i mange lande samtidigt kunne være resultatet af en veloverlagt global kampagne fra Thomson Scientifics side.
Dvs. at det ikke kun er de nationale forskningsadministrationer, der har efterspurgt denne typ af governance-system, men at producenten af teknologien bag systemet har været med til at skabe markedet for det (ligesom vi kender det fra så mange andre strategiske industrielle brancher).
Har nogen set noget publiceret om dette? Og er der nogen der har undersøgt i hvilken udstrækning det danske forskningsmålingssystem er et resultat af lobby-arbejde fra Thomson Scientifics side? (Jeg husker at Claus lavede en stunt på dette tema for et par år siden--har du også gravet i forbindelserne mellem TS og Videnskabsministeriet?)
Thomson Scientific har jo det faktiske monopol på forskningsinformationsystemer -- i hvert fald indtil videre (Google Scholar prøver jo at komme ind på dette marked også).
Man kan nemt få en mistanke om, at fremvæksten af statslige kvantitative målesystemer med tidskriftsranking m.m. i mange lande samtidigt kunne være resultatet af en veloverlagt global kampagne fra Thomson Scientifics side.
Dvs. at det ikke kun er de nationale forskningsadministrationer, der har efterspurgt denne typ af governance-system, men at producenten af teknologien bag systemet har været med til at skabe markedet for det (ligesom vi kender det fra så mange andre strategiske industrielle brancher).
Har nogen set noget publiceret om dette? Og er der nogen der har undersøgt i hvilken udstrækning det danske forskningsmålingssystem er et resultat af lobby-arbejde fra Thomson Scientifics side? (Jeg husker at Claus lavede en stunt på dette tema for et par år siden--har du også gravet i forbindelserne mellem TS og Videnskabsministeriet?)
Tidskriftsrankingsystemet nu også i Australien
I Australien er man også i gang med tidskriftsranking, det såkaldte ERA-initiativ (Excellence in Research for Australia; læs mere her).
Det australiske forskningsråd (The Australian Research Council) har lige udsendt et udkast til liste over tidskrifter som skal bruges til at evaluere "academic performance", dvs. både "individual performance assessment" og som "measures in applications for research grants".
Flere faggrupper er dybt bekymrede over proceduren (fx har kollegaerne inden for mit eget speciale lige opdaget at udkastet er dybt mangelfuldt).
Og de har ikke fået meget tid på sig at reagere. Ligesom i Danmark har det gået med rasende fart. Udkastet blev udsendt i midten af juni og man har nu allernådigst forlænget svarsfristen med nogle uger -- til den 31. juli (14. august for universiteternes "liaison offices")!
Det australiske forskningsråd (The Australian Research Council) har lige udsendt et udkast til liste over tidskrifter som skal bruges til at evaluere "academic performance", dvs. både "individual performance assessment" og som "measures in applications for research grants".
Flere faggrupper er dybt bekymrede over proceduren (fx har kollegaerne inden for mit eget speciale lige opdaget at udkastet er dybt mangelfuldt).
Og de har ikke fået meget tid på sig at reagere. Ligesom i Danmark har det gået med rasende fart. Udkastet blev udsendt i midten af juni og man har nu allernådigst forlænget svarsfristen med nogle uger -- til den 31. juli (14. august for universiteternes "liaison offices")!
torsdag den 17. juli 2008
Redaktørerne for en række internationale humanioratidskrifter i fælles protest mod europæisk tidskriftsranking
Under overskriften "Journals under Threat: A Joint Response from HSTM Editors" har redaktørerne for en række internationalt ledende tidskrifter for videnskabshistorie, videnskabsfilosofi og videnskabsstudier taget følgende skridt i protest mod det nu aktuelle forsøg at etablere en europæisk rankingliste for humanistiske tidsskrifter (ERIH):
Neil Barton (Transactions of the Newcomen Society)
Robert Fox (Notes & Records of the Royal Society)
Michael Hoskin (Journal for the History of Astronomy)
Nick Jardine (Studies in History and Philosophy of Science)
Trevor Levere (Annals of Science)
Bernie Lightman (Isis)
Michael Lynch (Social Studies of Science)
Peter Morris (Ambix)
Iwan Rhys Morus (History of Science)
Simon Schaffer (British Journal for the History of Science)
dvs. herunder de ledende tidskrifter inden for dette specifike humaniora-felt.
Essencen er altså, at en række ledende tidsskrifter inden for et centralt og etableret humanioraområde samlet påpeger att de ikke kan acceptere den nuværende tidskriftsranking-øvelse.
Ovenstående er taget fra den e-mail der blev distribueret til det internationale HSTM-netværk idag. Den eneste webside der har nået at publicere udtalelsen er Sauvons l'Université, 16 juli (se her), men den vil altså blive publiceret i de enkelte tidsskrifter ved næstkommende udgivelse.
We live in an age of metrics. All around us, things are being standardized, quantified, measured. Scholars concerned with the work of science and technology must regard this as a fascinating and crucial practical, cultural and intellectual phenomenon. Analysis of the roots and meaning of metrics and metrology has been a preoccupation of much of the best work in our field for the past quarter century at least. As practitioners of the interconnected disciplines that make up the field of science studies we understand how significant, contingent and uncertain can be the process of rendering nature and society in grades, classes and numbers. We now confront a situation in which our own research work is being subjected to putatively precise accountancy by arbitrary and unaccountable agencies.Fællesudtalelsen er underskrivet af følgende redaktører:
Some may already be aware of the proposed European Reference Index for the Humanities (ERIH), an initiative originating with the European Science Foundation. The ERIH is an attempt to grade journals in the humanities - including "history and philosophy of science". The initiative proposes a league table of academic journals, with premier, second and third divisions. According to the European Science
Foundation, ERIH "aims initially to identify, and gain more visibility for, top-quality European Humanities research published in academic journals in, potentially, all European languages". It is hoped "that ERIH will form the backbone of a fully-fledged research information system for the Humanities".
What is meant, however, is that ERIH will provide funding bodies and other agencies in Europe and elsewhere with an allegedly exact measure of research quality. In short, if research is published in a premier league journal it will be recognized as first rate; if it appears somewhere in the lower divisions, it will be rated (and not funded) accordingly. This initiative is entirely defective in conception and execution. Consider the major issues of accountability and transparency. The process of producing the graded list of journals in science studies was overseen by a committee of four (the membership is currently listed at http://www.esf.org/research-areas/humanities/research-infrastructures-including-erih/erih-governance-and-panels/erih-expert-panels.html).
This committee cannot be considered representative. It was not selected in consultation with any of the various disciplinary organizations that currently represent our field such as BSHS, HSS, PSA, SHoT or SSSS. Only in June 2008 were journal editors belatedly informed of the process and its relevant criteria or asked to provide any information regarding their publications. No indication has been given of the means through which the list was compiled; nor how it might be maintained in the future. The ERIH depends on a fundamental misunderstanding of conduct and publication of research in our field, and in the humanities in general. Journals' quality cannot be separated from their contents and their review processes. Great research may be published anywhere and in any language. Truly ground-breaking work may be more likely to appear from marginal, dissident or unexpected sources, rather than from a well-established and entrenched mainstream. Our journals are various, heterogeneous and distinct. Some are aimed at a broad, general and international readership, others are more specialized in their content and implied audience. Their scope and readership say nothing about the quality of their intellectual content. The ERIH, on the other hand, confuses internationality with quality in a way that is particularly prejudicial to specialist and non-English language journals. In a recent report, the British Academy, with judicious understatement, concludes that "the European Reference Index for the Humanities as presently conceived does not represent a reliable way in which metrics of peer-reviewed publications can be constructed."
Such exercises as ERIH can become self-fulfilling prophecies. If such measures as ERIH are adopted as metrics by funding and other agencies, then many in our field will conclude that they have little choice other than to limit their publications to journals in the premier division. We will sustain fewer journals, much less diversity and impoverish our discipline. Along with many others in our field, this Journal has concluded that we want no part of this illegitimate and misguided exercise. This joint Editorial is being published in journals across the fields of history of science and science studies as an expression of our collective dissent and our refusal to allow our field to be managed and appraised in this fashion. We have asked the compilers of the ERIH to remove our journals' titles from their lists.
Neil Barton (Transactions of the Newcomen Society)
Robert Fox (Notes & Records of the Royal Society)
Michael Hoskin (Journal for the History of Astronomy)
Nick Jardine (Studies in History and Philosophy of Science)
Trevor Levere (Annals of Science)
Bernie Lightman (Isis)
Michael Lynch (Social Studies of Science)
Peter Morris (Ambix)
Iwan Rhys Morus (History of Science)
Simon Schaffer (British Journal for the History of Science)
dvs. herunder de ledende tidskrifter inden for dette specifike humaniora-felt.
Essencen er altså, at en række ledende tidsskrifter inden for et centralt og etableret humanioraområde samlet påpeger att de ikke kan acceptere den nuværende tidskriftsranking-øvelse.
Ovenstående er taget fra den e-mail der blev distribueret til det internationale HSTM-netværk idag. Den eneste webside der har nået at publicere udtalelsen er Sauvons l'Université, 16 juli (se her), men den vil altså blive publiceret i de enkelte tidsskrifter ved næstkommende udgivelse.
tirsdag den 15. juli 2008
Refokusér energien på den akademiske håndtværkskvalitet
Jeg sidder her i sommerferien og læser gamle blade og faldt lige over en artikel af den brittiske kunsthistoriker Tanya Harrod (TLS, 26 October 2007, s. 14-15), hvori hun citerer Richard Sennett (senest aktuel med The Craftsman) -- og som fik mig at tænke på en dimension af problemet med politiskt/administrator-styrede universiteter, nemlig hvordan man kan modstå evalueringsregimet ved at sætte fokus på den akademiske håntværksdygtighed. Som Sennett skriver:
Det har jeg prøvet mange gange og det virker næsten altid. Jo mere jeg fokuserer på at formulere en tekst eller på at kuratere en genstand, jo mere glider evalueringsregimet ud af min bevidsthed. En befrielse!
Jeg kan ikke være den eneste som har det på den måde, vel? Dvs. udover de sedvanlige rapporter om hvor mange underskrifter man har samlet ind og hvor mange profiler der er blevet oprettet på Facebook, så ville jeg også gerne høre lidt opbyggelige fortællinger om hvordan det eventuelt er lykkedes andre at undgå evalueringsregimets nedbrydende effekter ved at fokusere på kvaliteten i deres arbejde.
Og skriv nu ikke tilbage at "det er da ikke et spørgsmål om et valg"!
The best protection I’m able to imagine against the evils of invidious comparison is craftwork, and the reason for this is simple. Comparisons, ratings, and testings are deflected from other people into the self; one sets the critical standard internally. Craftwork certainly does not banish invidious comparisons to the work of others; it does refocus a person’s energies, however, on getting the act right in itself, for oneself. The craftsman can sustain his or her self-respect in an unequal world.
(citeret fra Tanya Harrod, “Right in itself: Why craft still matters”, TLS, 26 October 2007)
Det har jeg prøvet mange gange og det virker næsten altid. Jo mere jeg fokuserer på at formulere en tekst eller på at kuratere en genstand, jo mere glider evalueringsregimet ud af min bevidsthed. En befrielse!
Jeg kan ikke være den eneste som har det på den måde, vel? Dvs. udover de sedvanlige rapporter om hvor mange underskrifter man har samlet ind og hvor mange profiler der er blevet oprettet på Facebook, så ville jeg også gerne høre lidt opbyggelige fortællinger om hvordan det eventuelt er lykkedes andre at undgå evalueringsregimets nedbrydende effekter ved at fokusere på kvaliteten i deres arbejde.
Og skriv nu ikke tilbage at "det er da ikke et spørgsmål om et valg"!
fredag den 4. juli 2008
replik til Sune Auken
Tak for dit svar på mit indlæg, som har givet mig lejlighed til eftertanke og har gjort mig opmærksom på nogle af de dilemmaer som den igangværende debat om forskningsfrihed er fanget i.
Først din kritik af det politiserede universitet i 70'erne og 80'erne, som du ikke ønsker tilbage. Jeg ved at det er lykkedes for den borgerlige propaganda at forvrænge erindringen om både de resultater der kom ud af fagkritik og universitetskampe, og de mange problemer den tidsperiode skabte for både Vip'er og studerende. Propagandaen fremstiller tidsperioden som kaotisk, præget af manglende faglighed og med sekterisk politik som eneste indhold. Den fortier, at perioden også medførte dramatiske skift i samfundet, som kom fra en egentlig ganske avanceret forskning med en unik pionerånd. Lad mig gå en personlig omvej for at illustrere dette:
En af de oplevelser, jeg havde som ung studerende på universitetet, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig, var et interview med en ung kvinde i begyndelsen af 30'erne, som havde arbejdet som bygningsmaler siden hun var 18 år. Formålet med interviewet var at dokumentere effekten af organiske opløsningsmidler og især at dokumentere hvordan opløsningsskadede personer blev behandlet i hospitalssystemet. Jeg sad nu der i al min enfoldige naivitet overfor et ungt menneske, som var så ødelagt af sin arbejdsbetingede hjerneskade, at hun sov 22 ud af døgnets 24 timer, ikke kunne genkende sine børn og havde udsigt til at havne på institution til opbevaring som grøntsag indenfor få år. Hun havde opsøgt flere speciallæger, som enten havde presset hende tilbage på arbejde eller havde behandlet hende med elektrochok på psykiatrisk afdeling, fordi man tolkede hendes forgiftningssymptomer som svær depression. Oplevelsen rystede mig voldsomt, og medførte at jeg lagde et betydeligt arbejde i at dokumentere arbejdsmiljøproblemer og at formidle denne dokumentation til de faglige organisationer, der kunne kæmpe for at stoppe denne fuldkommen meningsløse ødelæggelse af unge mennesker. Ofte manglede både patienter og deres fagforeninger (og deres læge) viden om de kemikalier de arbejdede med, fordi oplysningerne ikke var let tilgængelige.
Min absolut beskedne del af den samlede arbejdsmiljøforskning, som udsprang af danske universiteter i denne tidsperiode, var en del af en videnskabelig revolution, der på få år skabte stor opmærksomhed om risikoen ved arbejdet med farlige kemikalier og medførte en restriktiv beskyttelseslovgivning og at Arbejdstilsynet vågnede af sin dvale og oprustede voldsomt på dette område – alt sammen forårsaget af den forskning, som studerende lavede som del af deres uddannelse. (Jeg har ingen problemer med at klassificere meget af det arbejde som studerende udførte selvstændigt som forskning, fordi det var præget af både engagement, grundighed og stringens i metoden) Man må også huske på, at der stort set ingen forskning var i arbejdsmiljøproblemer før denne tidsperiode.
Grunden til at jeg havnede foran maleren Ulla var bl.a. at der på universitetet var en stor faglig frihed og en helt exceptionel åbenhed overfor de emner de studerende ønskede at arbejde med. Laboratorier og faglig viden blev stillet til vores rådighed, stort set uden betingelser. Vi blev opfordret til at opsøge eksterne samarbejdspartnere og motiveret til at kaste os ud i at lave videnskabeligt arbejde og formidle vores resultater tilbage til samarbejdspartnerne. Sideløbende med det meget anvendte forskning der blev produceret, blev der også lagt mange kræfter i teoriudvikling. Det er korrekt at en del af dette havnede ude i hampen, men meget af dette arbejde medførte på langt sigt at nye bæredygtige teorier blev udviklet, og en stor del er vel fundament for den teoriudvikling som foregår i dag.
Når jeg ser på min hylde med arbejdsmiljørapporter, som er udsprunget fra universiteterne i denne tidsperiode, er jeg ikke i tvivl om at mange liv er reddet og megen lidelse undgået, fordi der blev lavet forskning, som kunne anvendes til forandring. Jeg er heller ikke i tvivl om, at denne forskning medførte at universiteterne (bl.a. RUC) også fik megen ekstern støtte fra folk, der ellers ikke havde meget til overs for os med vores noget aparte udseende og uforståelige og selvoptagne sprog.
Jeg vil ikke benægte at der også foregik meget som både nærmede sig det tragiske og det komiske. For de fleste af os medførte dette dog også at vi lærte at være kritiske og over tid forsøge at skabe et personligt standpunkt. Jeg kan derfor ikke dele din forkastelse af denne tidsperiode eller se den som akademisk uproduktiv, selvom jeg ikke har glemt de obligatoriske kurser i kapitallogik, hvor man i timevis forsøgte at skabe mening i alle de uforståelige ord og begreber på svahilitysk som kom fra Århus Universitet.
Jeg må vedgå, at jeg selv nok også er blevet hjerneskadet i denne periode, så jeg ikke kan forføres til at tro på den neutrale videnskab, som både borgerlige og socialister ubetinget kan have gavn af. Organiseringen af forskningen (den del som staten har kontrol over) er afhængig af den politiske styrke hos dem der betaler for den.
Regeringen lægger ikke skjul på at de vil have fuld kontrol over forskning, uddannelse og kultur af ideologiske årsager. Hvad får dig til at tro at de kan overbevises om at slippe forskningen ud af grebet? Jeg tror heller ikke på argumentet om at vi kan overbevise regeringen gennem fakta. Underskriftindsamlingen har haft stor betydning for os selv, fordi den viser hvor mange som har registreret den skade som der sker på forskning og institutioner i øjeblikket. Derimod er jeg fuldt og fast overbevist om at det preller af på Helge Sander, fordi han ikke er en mand som lader sig anfægte af fakta og fornuft, men alene varetager en politisk funktion begrundet i ideologi.
Jeg vil også stadigt være kritisk overfor Socialdemokratiets vilje til at gøre noget for forskningen. Jeg er ikke i tvivl om at der er støtte i partiet til universiteterne, og måske især fra de grupper i partiet, som har oplevet at de rent faktisk kunne anvende det der kom ud af forskningen. Partiet er dog i øjeblikket med en ledelse som lægger sig i halen på Fogh. Jeg må igen henvise til den fuldkommen usaglige kritik Helle Thorning kom med af alle os akademikere på kongressen for to år siden. – og det er vel et af dette partis forskningspolitiske dilemmaer: at man både vil opretholde fri forskning og samtidig politisk kontrollere forskningen. (Ligesom med RUC, som man både startede og forsøgte at lukke igen under socialdemokratiske regeringer)
Skal jeg forsøge at konkludere på disse omveje må det være, at vi ikke skal være naive. Vi har brug for venner som kan hjælpe os, og det er ikke Dansk Industri, Dansk Folkeparti, Venstre eller Landbrugsrådet, fordi de er med på Sanders ide om økonomisk betinget nytteforskning. Vi må brede diskussionen om vigtigheden af forskning, uddannelse og kultur ud i befolkningen, ellers bliver diskussionen begrænset til løn og arbejdsforhold for universitetsansatte – og den diskussion vil vi få lov til at have i fred. Vi står i en politisk kamp som drejer sig om universiteternes rolle i samfundet: skal universiteterne kun tjene de 50,1% s interesser som har magten eller de 100%s interesser? Den diskussion skal vi have befolkningen med i og det kræver at vi dukker frem af flyverskjulet, og at vi ikke bare argumenterer udfra vores egen situation, men godtgør at forskning som f.eks. arbejdsmiljøforskningen jeg har beskrevet, aldrig ville være sket på universitetet af i dag under stram politisk og økonomisk kontrol.
Først din kritik af det politiserede universitet i 70'erne og 80'erne, som du ikke ønsker tilbage. Jeg ved at det er lykkedes for den borgerlige propaganda at forvrænge erindringen om både de resultater der kom ud af fagkritik og universitetskampe, og de mange problemer den tidsperiode skabte for både Vip'er og studerende. Propagandaen fremstiller tidsperioden som kaotisk, præget af manglende faglighed og med sekterisk politik som eneste indhold. Den fortier, at perioden også medførte dramatiske skift i samfundet, som kom fra en egentlig ganske avanceret forskning med en unik pionerånd. Lad mig gå en personlig omvej for at illustrere dette:
En af de oplevelser, jeg havde som ung studerende på universitetet, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig, var et interview med en ung kvinde i begyndelsen af 30'erne, som havde arbejdet som bygningsmaler siden hun var 18 år. Formålet med interviewet var at dokumentere effekten af organiske opløsningsmidler og især at dokumentere hvordan opløsningsskadede personer blev behandlet i hospitalssystemet. Jeg sad nu der i al min enfoldige naivitet overfor et ungt menneske, som var så ødelagt af sin arbejdsbetingede hjerneskade, at hun sov 22 ud af døgnets 24 timer, ikke kunne genkende sine børn og havde udsigt til at havne på institution til opbevaring som grøntsag indenfor få år. Hun havde opsøgt flere speciallæger, som enten havde presset hende tilbage på arbejde eller havde behandlet hende med elektrochok på psykiatrisk afdeling, fordi man tolkede hendes forgiftningssymptomer som svær depression. Oplevelsen rystede mig voldsomt, og medførte at jeg lagde et betydeligt arbejde i at dokumentere arbejdsmiljøproblemer og at formidle denne dokumentation til de faglige organisationer, der kunne kæmpe for at stoppe denne fuldkommen meningsløse ødelæggelse af unge mennesker. Ofte manglede både patienter og deres fagforeninger (og deres læge) viden om de kemikalier de arbejdede med, fordi oplysningerne ikke var let tilgængelige.
Min absolut beskedne del af den samlede arbejdsmiljøforskning, som udsprang af danske universiteter i denne tidsperiode, var en del af en videnskabelig revolution, der på få år skabte stor opmærksomhed om risikoen ved arbejdet med farlige kemikalier og medførte en restriktiv beskyttelseslovgivning og at Arbejdstilsynet vågnede af sin dvale og oprustede voldsomt på dette område – alt sammen forårsaget af den forskning, som studerende lavede som del af deres uddannelse. (Jeg har ingen problemer med at klassificere meget af det arbejde som studerende udførte selvstændigt som forskning, fordi det var præget af både engagement, grundighed og stringens i metoden) Man må også huske på, at der stort set ingen forskning var i arbejdsmiljøproblemer før denne tidsperiode.
Grunden til at jeg havnede foran maleren Ulla var bl.a. at der på universitetet var en stor faglig frihed og en helt exceptionel åbenhed overfor de emner de studerende ønskede at arbejde med. Laboratorier og faglig viden blev stillet til vores rådighed, stort set uden betingelser. Vi blev opfordret til at opsøge eksterne samarbejdspartnere og motiveret til at kaste os ud i at lave videnskabeligt arbejde og formidle vores resultater tilbage til samarbejdspartnerne. Sideløbende med det meget anvendte forskning der blev produceret, blev der også lagt mange kræfter i teoriudvikling. Det er korrekt at en del af dette havnede ude i hampen, men meget af dette arbejde medførte på langt sigt at nye bæredygtige teorier blev udviklet, og en stor del er vel fundament for den teoriudvikling som foregår i dag.
Når jeg ser på min hylde med arbejdsmiljørapporter, som er udsprunget fra universiteterne i denne tidsperiode, er jeg ikke i tvivl om at mange liv er reddet og megen lidelse undgået, fordi der blev lavet forskning, som kunne anvendes til forandring. Jeg er heller ikke i tvivl om, at denne forskning medførte at universiteterne (bl.a. RUC) også fik megen ekstern støtte fra folk, der ellers ikke havde meget til overs for os med vores noget aparte udseende og uforståelige og selvoptagne sprog.
Jeg vil ikke benægte at der også foregik meget som både nærmede sig det tragiske og det komiske. For de fleste af os medførte dette dog også at vi lærte at være kritiske og over tid forsøge at skabe et personligt standpunkt. Jeg kan derfor ikke dele din forkastelse af denne tidsperiode eller se den som akademisk uproduktiv, selvom jeg ikke har glemt de obligatoriske kurser i kapitallogik, hvor man i timevis forsøgte at skabe mening i alle de uforståelige ord og begreber på svahilitysk som kom fra Århus Universitet.
Jeg må vedgå, at jeg selv nok også er blevet hjerneskadet i denne periode, så jeg ikke kan forføres til at tro på den neutrale videnskab, som både borgerlige og socialister ubetinget kan have gavn af. Organiseringen af forskningen (den del som staten har kontrol over) er afhængig af den politiske styrke hos dem der betaler for den.
Regeringen lægger ikke skjul på at de vil have fuld kontrol over forskning, uddannelse og kultur af ideologiske årsager. Hvad får dig til at tro at de kan overbevises om at slippe forskningen ud af grebet? Jeg tror heller ikke på argumentet om at vi kan overbevise regeringen gennem fakta. Underskriftindsamlingen har haft stor betydning for os selv, fordi den viser hvor mange som har registreret den skade som der sker på forskning og institutioner i øjeblikket. Derimod er jeg fuldt og fast overbevist om at det preller af på Helge Sander, fordi han ikke er en mand som lader sig anfægte af fakta og fornuft, men alene varetager en politisk funktion begrundet i ideologi.
Jeg vil også stadigt være kritisk overfor Socialdemokratiets vilje til at gøre noget for forskningen. Jeg er ikke i tvivl om at der er støtte i partiet til universiteterne, og måske især fra de grupper i partiet, som har oplevet at de rent faktisk kunne anvende det der kom ud af forskningen. Partiet er dog i øjeblikket med en ledelse som lægger sig i halen på Fogh. Jeg må igen henvise til den fuldkommen usaglige kritik Helle Thorning kom med af alle os akademikere på kongressen for to år siden. – og det er vel et af dette partis forskningspolitiske dilemmaer: at man både vil opretholde fri forskning og samtidig politisk kontrollere forskningen. (Ligesom med RUC, som man både startede og forsøgte at lukke igen under socialdemokratiske regeringer)
Skal jeg forsøge at konkludere på disse omveje må det være, at vi ikke skal være naive. Vi har brug for venner som kan hjælpe os, og det er ikke Dansk Industri, Dansk Folkeparti, Venstre eller Landbrugsrådet, fordi de er med på Sanders ide om økonomisk betinget nytteforskning. Vi må brede diskussionen om vigtigheden af forskning, uddannelse og kultur ud i befolkningen, ellers bliver diskussionen begrænset til løn og arbejdsforhold for universitetsansatte – og den diskussion vil vi få lov til at have i fred. Vi står i en politisk kamp som drejer sig om universiteternes rolle i samfundet: skal universiteterne kun tjene de 50,1% s interesser som har magten eller de 100%s interesser? Den diskussion skal vi have befolkningen med i og det kræver at vi dukker frem af flyverskjulet, og at vi ikke bare argumenterer udfra vores egen situation, men godtgør at forskning som f.eks. arbejdsmiljøforskningen jeg har beskrevet, aldrig ville være sket på universitetet af i dag under stram politisk og økonomisk kontrol.
onsdag den 2. juli 2008
Svar til Jesper Jørgensen
Er tingene i bevægelse? Reagerer forskningsverdenen med stor styrke? Jeg vil meget nødig have "de glade tider i slutningen af 70'erne” tilbage. Halvfjerdsernes politiserede universitet lader mig helt kold. Det er da rigtigt, at sammenlignet med da, er der ikke så meget drama. Men der er ingen særlig grund til at ønske sig den type aktivitet, og sammenlignet med den dødsstilhed, der lå over debatten for bare 1½ år siden, er situationen altså særdeles opmuntrende, og at det kunne lykkes at samle så mange underskrifter på så kort tid, er et stærkt incitament til at gå videre med sagen. Det samme er alle de opmuntrende tilbagemeldinger, man får fra kolleger i forskningsverdenen.
Er Socialdemokraterne i bevægelse? Vi kan godt læne os tilbage, konstatere, at Socialdemokraterne desværre ikke forstår os, og at det har de i øvrigt aldrig gjort. Men det eneste, vi gør dermed, er at sikre os, at der ikke sker en pind. Vi er og forbliver afhængige af, at Socialdemokraterne vågner op, og derfor må vi også hele tiden søge dialog med dem. Den kritik, Kirsten Brosbøl har været ude med for nylig, er da også betydeligt klarere i mælet end noget, vi længe har hørt fra den kant. Socialdemokraterne selv har i den grad brug for at udvikle en ny, sammenhængende politik på dette område, så deres forskningspolitik ikke bare bliver fodnoter til Helge Sander.
Jeg er helt enig med Claus Emmeche, når han understreger, at vi ikke har at gøre med noget stort, samfundsomvæltende projekt her. Jeg er skeptisk over for den mildt revolutionære tone i Jesper Jørgensen indlæg, thi en ting er at ville forandre forskninspolitikken, noget helt andet er at ville bruge forskningspolitikken til at forandre samfundet i sin helhed. Det er to meget forskellige ambitioner, og kun den første kan med rimelighed kaldes tværpolitisk. Hver må vel være ude i sit eget projekt, og der er meget i samfundet, jeg også mener bør laves om. Men jeg mener, at dette er et problem, som både borgerlige og vensreorienterede burde kunne se i øjnene, og som de har en fælles interesse i at løse for at få et så højt, kvalificeret og kritisk vidensniveau som muligt at føre deres diskussioner ud fra
Er Socialdemokraterne i bevægelse? Vi kan godt læne os tilbage, konstatere, at Socialdemokraterne desværre ikke forstår os, og at det har de i øvrigt aldrig gjort. Men det eneste, vi gør dermed, er at sikre os, at der ikke sker en pind. Vi er og forbliver afhængige af, at Socialdemokraterne vågner op, og derfor må vi også hele tiden søge dialog med dem. Den kritik, Kirsten Brosbøl har været ude med for nylig, er da også betydeligt klarere i mælet end noget, vi længe har hørt fra den kant. Socialdemokraterne selv har i den grad brug for at udvikle en ny, sammenhængende politik på dette område, så deres forskningspolitik ikke bare bliver fodnoter til Helge Sander.
Jeg er helt enig med Claus Emmeche, når han understreger, at vi ikke har at gøre med noget stort, samfundsomvæltende projekt her. Jeg er skeptisk over for den mildt revolutionære tone i Jesper Jørgensen indlæg, thi en ting er at ville forandre forskninspolitikken, noget helt andet er at ville bruge forskningspolitikken til at forandre samfundet i sin helhed. Det er to meget forskellige ambitioner, og kun den første kan med rimelighed kaldes tværpolitisk. Hver må vel være ude i sit eget projekt, og der er meget i samfundet, jeg også mener bør laves om. Men jeg mener, at dette er et problem, som både borgerlige og vensreorienterede burde kunne se i øjnene, og som de har en fælles interesse i at løse for at få et så højt, kvalificeret og kritisk vidensniveau som muligt at føre deres diskussioner ud fra
Abonner på:
Opslag (Atom)