"Både med forskerkasket og med fagforeningskasket er rangordning noget sludder. Det er en arbitrær opstilling af universiteterne efter parametre, som i virkeligheden ikke siger noget om kvaliteten af den undervisning og forskning, der bliver lavet".
Søndergaards pointe, som ligger i forlængelse af tilsvarende kritik rejst af bl.a. undertegnede, er dobbelt. Ikke alene vil rankingen ikke afspejle den virkelighed, den skal sige noget om, men den vil samtidig indføre en incitamentstruktur, der ikke inspirerer til at stræbe efter originalitet og kvalitet, men til konformitet og kvantitet, idet den kun belønner umiddelbar anerkendelse og kvantitet, mens den langsomme og indirekte veje, mange af de store forskningsresultater udvikles ad, spærres af. Det er muligvis en østblokbureaukrats våde drøm, men det er en forskers mareridt og burde også få et samfund, der er afhængig af højt kvalificeret og specialiseret viden, til at sove uroligt.
Man skal ikke af dette lade sig forlede til spottende at tale om DJØFicering af området, for havde ministeriet hørt efter DJØF, ville situationen se meget anderledes ud. Men det fejler med hørelsen selv her. I et læserbrev i Information overvejer netop DJØFs forbundsformand, Finn Borch Andersen, om forskningsminister Helge Sander ”har mistet syns- og høresansen”. For andre ”forklaringer er vanskelige at finde, når opmærksomheden over for mere end en tredjedel af landets universitetsansatte forskere ikke vil indfinde sig” – med henvisning til underskriftsindsamlingen for en bedre forskningspolitik. Finn Borch Andersen bakker centrale krav i underskriftsindsamlingen op, når han siger:
”Ministeren må begynde med at forberede arbejdet med den revision af universitetsreformen, der skal fastlægges i 2009. Han må se på den direkte og indirekte virkning, reformen har haft, og om den er i tråd med de intentioner, der var bag den. DJØF vil anbefale særligt tre områder: For det første må selvstyrets reelle udfoldelse undersøges. For DJØF har ministeriets lyst til detailstyring været en stor skuffelse. For det andet må forskningsfrihedens vilkår analyseres. DJØF mener, at begrænsede ressourcer og den øgede konkurrence truer friheden. Og for det tredje må forskernes ansættelses- og arbejdsvilkår undersøges. DJØF mener, at vilkårene svækker den gode forskning.”
Noget kunne tyde på, at den bedøvende dyne, der har ligget over diskussionen af forskningspolitikken endelig er ved at blive løftet. Nu venter vi på en klar udmelding fra socialdemokraterne.
Jeg bemærkede i et indlæg her på bloggen for et halvt års tid siden, at den socialdemokratiske forskningspolitik syntes at være Helge Sander -12,5%. Nu er tiden kommet, hvor socialdemokraterne kan bevise, at jeg tog fejl. Har de faktisk et forskningspolitisk alternativ til Sander? Har de andet at komme med, end at en mislykket lov bare skal administeres lidt anderledes? Og vil det bare sige: administeres af dem? Vil de erkende problemerne i en topstyret model? Vil de erkende den samfundsmæssige nødvendighed af en redemokratisering af universiteterne? Vil de forstå og sige højt, at forestillingen om en bureaukratisk ”måle”model til uddeling af forskningsmidlerne er en katastrofal misforståelse?
Man har kunnet se en vis bevægelse over de sidste måneder, og Socialdemokraternes forskningsordfører Kirsten Brosbøl synes i modsætning til Helge Sander i hvert fald at have ører at høre med og øjne at se med. Men hvor langt går bevægelsen? Og er hun og Socialdemokraterne klar til det nødvendige opgør med tidligere års fejltagelser?
2 kommentarer:
Arkivariske noter: Interviewet med Leif Søndergaard fra Magisterbladet kan downloades her; og DJØF-manden Finn Borch Andersens læserbrev kan ses her, og der er lidt mere at se om socialdemokraternes seneste udmeldinger her.
Den evige arkivar fejrer nye dokumentaristiske triumfer!
Send en kommentar