Nu må vi gøre noget!

Af Jesper Jørgensen

Jeg vil godt diskutere to af påstandene i Sune Aukens indlæg (på bloggen d. 25. juni (red.)):

1. påstand, at forskningsverdenen reagerer med stor styrke, synes jeg er meget overdrevet. Med min erindring fra de glade tider i slutningen af 70'erne, hvor de studerende og mange VIP’er var meget aktive, både på det fagkritiske og på det organisatoriske område, er det vi oplever i dag mere en larmende tilpasning til de nye tider. Kritikerne ved hvad der burde gøres, men viger tilbage for at tage initiativ til handling. Og formodentlig med god grund, fordi denne regering har introduceret at gå efter manden frem for bolden. Risikoen for repressalier og forfølgelse er stor, og især når flertallet vælger at bøje af, så kritikeren pludselig står alene uden støtte fra andre.

2. påstand er at Socialdemokraterne er ved at vågne op og måske villige til at ændre kursen på forskningsområdet. Nu har Socialdemokraterne i deres historie en tradition for at tage afstand fra akademikere, til trods for at en stor del af deres parlamentarikere er Djøf'ere. Husk blot på nogle af Helle Thorning Schmidts taler på kongresserne, hvor hun undsiger akademikernes betydning i samfundet. At der måske i dette ligger en samtidig leflen for det segment, som holder Dansk Folkeparti til magten, gør kun tingene værre. For Socialdemokraterne er mange ting meget vigtigere end videnskab og videregående uddannelse, f.eks. friværdier, stigende forbrugsmuligheder, beskæftigelse, lav skat, høj service til middelklassen ect.

Jeg tror vi, der skriver og læser her på bloggen, har en opgave som vi skal påtage os. Vi skal vågne op og indse at vi er midt i en politisk kamp, som basalt drejer sig om samfundets udvikling og den rolle videnskab, uddannelse og kunst skal have i udformning af fremtidens samfund. Vi er i en udvikling, hvor stærke politiske kræfter forsøger at gennemtvinge absolut og direkte økonomisk og politisk kontrol over disse områder, så den frie tanke i sidste ende isoleres udenfor akademia og kultur. Magteliten vil både styre vores tanker og afskære os fra at tænke uønskede tanker.

Skal vi gøre noget for at ændre denne situation og hvad må der gøres?

Jeg har den absolut naive tanke, at vi som intellektuelle har et særligt ansvar og en vigtig rolle at spille i samfundsudviklingen. Vi er ikke bare funktionærer, som må overleve til efterlønnen og pensionen freder os fra at skulle deltage i den fælles verden. Vi har et ansvar for ikke bare at beskrive, men også at handle på vores viden om, at det der foregår, er farligt og destruktivt, ikke bare for os, men for hele samfundet.

Kritisk dokumentation undertrykkes, politiske beslutninger tages på et grundlag af populisme, spin og følelser, forskningsfrihed og friheden til at fremlægge videnskabelige resultater frit undertrykkes, åbenlys personforfølgelse og en gennemgribende mediebåret manipulation af befolkningen gennemføres under dække af pseudovidenskabelighed.

Samtidigt sker den en utilsløret direkte magtkontrol med universiteterne, helt ned til den enkelte forskers skrivebord. En omfattende selvcensur breder sig i forskermiljøet, og er givet også ved at få tag i de studerende.

Jeg anser det som nyttesløst at forsøge at overbevise videnskabsministeren med underskrifter, fordi han grundlæggende er ligeglad – og det er vel derfor Fætter Guf er udnævnt til minister, fordi det preller af på ham, når det akademiske miljø reagerer. En akademiker ville nok have meget svært ved at overhøre kritikken helt så konsekvent, som en fodboldjournalist.

Jeg tror heller ikke det vil lykkes at argumentere for en ændring overfor politikere, fordi det der foregår, er udtryk for en politisk og ideologisk kamp om kontrol og ikke et spørgsmål alene om administration af forskning og uddannelse i samfundet. Veldokumenterede argumenter er ligegyldige, fordi det alene er ideologi som er afgørende for regeringens beslutninger.

Jeg tror også at vi må indse at tidsfaktoren vil få betydning: Vi er nu på kanten af nogle alvorlige og kritiske situationer i forhold til miljø, økonomi, fødevarer og klima. Når disse kritiske situationer begynder at presse sig på, er der risiko for at den politiske kontrol vil øges og at man igen vil affærdige vores behov for at diskutere forskningspolitik. Vi har derfor brug for at komme i gang med et meget mere aktivt modspil, hvis vi ikke skal forpasse vores chance. Vi har brug for at styrke hinanden og samle kræfterne, og det kræver at vi bevæger os væk fra det uforpligtigende virtuelle rum og ud i den fysiske verden, hvor vi både har mulighed for diskussion og fælles handling. Vi har brug for at mødes og vi har et ansvar for at stoppe overgrebet på den frie forskning og uddannelse.

Send Sander til en ørelæge!

Nedenstående er dd. sakset fra Altinget.dk, som hermed skal have lidt reklame for sit fremragende jorurnalistiske arbejde på dette område. Det er et led i et større interview med Sander. Jeg foreslår at vi næste gang samler ind til en øreoperation på et eller andet privathospital til manden.

Det er så let at skrive under
Der har også været en mere græsrodsorienteret kritik af universitetslovens konsekvenser for ansatte og studerende i form af en underskriftsindsamling med foreløbigt over 5000 underskrivere. Men du har ikke rigtigt villet kommentere det, hvorfor?

"Nej, det er så let at skrive under. Jeg har spurgt mange, jeg har mødt på universiteterne, om de har skrevet under, og jeg har mødt to. Den ene vidste ikke, hvorfor hun havde skrevet under, og den anden troede, at hun fik flere penge ud af det. Altså, du kan også gå på gaden og lynhurtigt samle 100 underskrifter til fordel for Altinget.dk. Men man skal også klar over, hvad man skriver under på."

Men alligevel kunne du jo godt som minister sige, lad mig dog lytte til, hvad de siger?

"Jeg lytter til alle, der kommer med brugbare indspark, for universiteterne er i en kolossal omstilling i disse år, og næste år skal vi i gang med en evaluering af universitetsloven, så derfor lytter jeg selvfølgelig. Men det her med at sige, at vi bare skal have en ny universitetslov, og at de eksterne bestyrelser skal smides på porten, det kan jeg ikke bruge til noget. Og så jeg tror faktisk ikke, at der generelt på universiteterne er et ønske om at vende tilbage til den gamle styreform."

Så de påvirker dig ikke, de her protester?

"Jamen, hvis det er sådan, at man kommer med nogle konstruktive kritikpunkter, så er jeg meget lydhør over for alle, uanset om man har skrevet under eller ej. Og så vil jeg også have lov at undre mig over, at jeg på min tur rundt her i foråret på syv af otte universiteter, hvor jeg har mødt forskere og studerende, slet ikke har været kritik i den størrelsesorden, som der blandt andet har stået i enkelte universitetsaviser. Der er kommet højest to-tre kritiske spørgsmål fra enkelte studerende, og hvert sted er der maksimalt mødt 50 op."

Bevæger et landskab i bevægelse Socialdemokraterne?

De fundamentale problemer i forskningsverdenen får efterhånden betydelige kræfter i den danske forskningsverden til at reagere med stor styrke. Underskriftsindsamlingen for en bedre forsnknigspolitik har været nævnt mange gange her på bloggen. Og den står ikke alene: I et interview i Magisterbladet nr. 11 den 20. juni 2008 lægger Akademikernes Centralorganisations fællestillidsmand på KU, Leif Søndergaard, i usædvanligt skarpe vendinger afstand til planerne om at tildele universiteterne midler efter en ministeriel rangordning af dem. Leif Søndergaard siger:

"Både med forskerkasket og med fagforeningskasket er rangordning noget sludder. Det er en arbitrær opstilling af universiteterne efter parametre, som i virkeligheden ikke siger noget om kvaliteten af den undervisning og forskning, der bliver lavet".

Søndergaards pointe, som ligger i forlængelse af tilsvarende kritik rejst af bl.a. undertegnede, er dobbelt. Ikke alene vil rankingen ikke afspejle den virkelighed, den skal sige noget om, men den vil samtidig indføre en incitamentstruktur, der ikke inspirerer til at stræbe efter originalitet og kvalitet, men til konformitet og kvantitet, idet den kun belønner umiddelbar anerkendelse og kvantitet, mens den langsomme og indirekte veje, mange af de store forskningsresultater udvikles ad, spærres af. Det er muligvis en østblokbureaukrats våde drøm, men det er en forskers mareridt og burde også få et samfund, der er afhængig af højt kvalificeret og specialiseret viden, til at sove uroligt.

Man skal ikke af dette lade sig forlede til spottende at tale om DJØFicering af området, for havde ministeriet hørt efter DJØF, ville situationen se meget anderledes ud. Men det fejler med hørelsen selv her. I et læserbrev i Information overvejer netop DJØFs forbundsformand, Finn Borch Andersen, om forskningsminister Helge Sander ”har mistet syns- og høresansen”. For andre ”forklaringer er vanskelige at finde, når opmærksomheden over for mere end en tredjedel af landets universitetsansatte forskere ikke vil indfinde sig” – med henvisning til underskriftsindsamlingen for en bedre forskningspolitik. Finn Borch Andersen bakker centrale krav i underskriftsindsamlingen op, når han siger:

”Ministeren må begynde med at forberede arbejdet med den revision af universitetsreformen, der skal fastlægges i 2009. Han må se på den direkte og indirekte virkning, reformen har haft, og om den er i tråd med de intentioner, der var bag den. DJØF vil anbefale særligt tre områder: For det første må selvstyrets reelle udfoldelse undersøges. For DJØF har ministeriets lyst til detailstyring været en stor skuffelse. For det andet må forskningsfrihedens vilkår analyseres. DJØF mener, at begrænsede ressourcer og den øgede konkurrence truer friheden. Og for det tredje må forskernes ansættelses- og arbejdsvilkår undersøges. DJØF mener, at vilkårene svækker den gode forskning.”

Noget kunne tyde på, at den bedøvende dyne, der har ligget over diskussionen af forskningspolitikken endelig er ved at blive løftet. Nu venter vi på en klar udmelding fra socialdemokraterne.

Jeg bemærkede i et indlæg her på bloggen for et halvt års tid siden, at den socialdemokratiske forskningspolitik syntes at være Helge Sander -12,5%. Nu er tiden kommet, hvor socialdemokraterne kan bevise, at jeg tog fejl. Har de faktisk et forskningspolitisk alternativ til Sander? Har de andet at komme med, end at en mislykket lov bare skal administeres lidt anderledes? Og vil det bare sige: administeres af dem? Vil de erkende problemerne i en topstyret model? Vil de erkende den samfundsmæssige nødvendighed af en redemokratisering af universiteterne? Vil de forstå og sige højt, at forestillingen om en bureaukratisk ”måle”model til uddeling af forskningsmidlerne er en katastrofal misforståelse?

Man har kunnet se en vis bevægelse over de sidste måneder, og Socialdemokraternes forskningsordfører Kirsten Brosbøl synes i modsætning til Helge Sander i hvert fald at have ører at høre med og øjne at se med. Men hvor langt går bevægelsen? Og er hun og Socialdemokraterne klar til det nødvendige opgør med tidligere års fejltagelser?

PRESSEMEDDELELSE, d. 13. juni 2008

Initiativgrupppen bag underskriftindsamlingen
for en bedre forsknings- og uddannelsespolitik

Underskriftsindsamling for bedre forskningspolitik på ferie med kanonsucces

Med mere end 5000 underskrifter på halvanden måned og en stigende debat omkring problemerne i den danske forskningsverden går underskriftsindsamlingen for en bedre forskningspolitik på ferie mange skridt nærmere målet, som er at skabe opmærksomhed hos folketingets politikere på en række urimeligheder i det nuværende system, som vil kræve en egentlig revision af universitetsloven i 2009.

En af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, lektor Claus Emmeche, udtaler:
“Det er opløftende, at så mange allerede har skrevet under. Kampagnen er kørt uden store budgetter og uden adgang til ledelsernes centrale mailinglister. Det er sket mund-til-mund og mail-til-mail, og med hjælp fra masser af lokale studerende og ansatte.”

Ca. halvdelen af alle underskrifterne kommer fra forskere på de danske universiteter, og dagbladet Information har opgjort det til, at mere end 1/3 af alle universitetsforskere dermed allerede har skrevet under. Kampagnen går nu på sommerferie, men vil blive genstartet til september med henblik på en deadline 15. oktober. Allerede nu noterer initiativgruppen sig imidlertid betydelige resultater.

“Vi har ubestrideligt skudt hul i et af forskningsminister Helge Sanders yndlingsargumenter, nemlig at utilfredsheden med den førte politik er begrænset til et lille, højtråbende mindretal, og dermed har vi dokumenteret hinsides rimelig tvivl, at der er voldsomme, politisk skabte problemer i den danske forskningsverden” fortæller Claus Emmeche og fortsætter “samtidig er vi nu ved at have slået revner i den utrygge tavshedskultur, som det nuværende system har fremmet. Ansatte og studerende står nu åbent frem med kritik – noget som ellers burde være en selvfølge på universiteter i et videnssamfund.”

Pia Mejdahl Daugbjerg, der er formand for Studenterrådet i København tilføjer:
“Vi i initiativgruppen vil gerne takke for den store opbakning og opfordrer til at man fortsat gør kolleger og medstuderende opmærksom på indsamlingen”.

Gruppen har store forventninger til indsamlingens færdige resultat og er overbevist om, at der endnu kan hentes mange underskrifter. Det er ikke gruppens indtryk at opfordringen er nået ud i alle hjørner af universiteter, forsknings- og højere uddannelsesinstitutioner endnu, og der er helt givet mange, som sympatiserer med indsamlingen, men endnu ikke er nået frem til at skrive under.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til initiativgruppen på vikingtegn@gmail.com

Link til underskriftindsamlingen:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html
Engelsk version:
http://redfriforsk.blogspot.com/2007/01/improve-danish-research-and-education.html
Opfølgende meddelelser:
http://redfriforsk.blogspot.com/2008/04/underskriftindsamling-2008.html

m.v.h
initiativgrupppen bag underskriftindsamlingen,
Sune Auken, Pia Mejdahl Daugbjerg, Claus Emmeche,
Birger Steen Nielsen, Heine Andersen og Tom Fenchel

Tja, sådan kan man også gøre

Nedenstående er netop klippet ud fra INSS nyt 18. Det "italesætter" i og for sig meget godt, hvordan der kommunikeres på de højere uddannelser af idag. Det er selvfølgelig forkert af vejlederne, hvis de presser de studerende. Men kan man med rimelighed sige, at de ansatte ikke skal føle sig presset, truet og talt ned til af en diskurs som denne?

• Kulturændring vedr. specialekontrakter

Studenterrådgivningen har informeret mig om, at de har et øget antal studerende, der kommer til dem med problemer vedr. specialeskrivning. Flere og flere fortæller, at de føler sig presset til at lade være med at få etableret en specialekontrakt, fordi deres vejledere presser dem til at vente udfra det synspunkt, at man ikke kan skrive et speciale på et halvt år. Jeg vil gerne have, at I italesætter at dette er en uhensigtsmæssig adfærd overfor jeres medarbejdere. Hvis I har behov for det, ved jeg, at Studenterrådgivningen registrerer hvilke institutter de studerende kommer fra, så vi kan identificere hvilke institutter det er særligt slemt hos, hvis det skulle have interesse.
Hanne Løngreen
Prodekan for uddannelse

Universitetsdemokrati uden nostalgi

Der findes tilsyneladende nogle forestillinger, og et sprog man bare må iklæde sig, hvis man vil tages seriøst, være fremme i skoene, som stående på kanten af det surf-bræt tidsåndens brænding kaster de politiske dagsordener frem på.
En af vores kontakter i initiativgruppen til underskriftindsamlingen sagde at "Selvom jeg er enig i alt andet, kan jeg ikke skrive under, fordi jeg ikke synes den gamle styreform duede".
- Okay, fair nok, jammen - jeg er da selv kritisk overfor en række ting ved den gamle styreform. Jeg vil hverken "tilbage til det gamle" eller ned i det kolde vand, som opløser sammensat historisk erfaring i kollektiv glemsel. Det er vigtigt at få en nuanceret debat om fordele og ulemper ved forskellige styreformer. Som en af de mange underskrivere tilføjede som kommentar:

"Der er ingen tvivl om at ansatte ledere i mange henseender har været en fordel - og at valgte ledere ofte var handlingslammede og ikke magtede opgaven - men udviklingen i retning af markedsstyring af universiteterne er i det overvejende negativt og flytter midler fra forskning og undervisning til fordel for et voksende ledelsesbureaukrati."

En anden af de mange underskriver noterede, at

"protestskrivelsen skal imidlertid ikke blive til en nostalgisk tilbagevenden til de gode gamle dage. Problemer med ledelse under den gamle lov, gjorde det for let for politikerne at ændre den. Kravet må derfor være demokrati og selvstyre, men i en forbedret form."

Enig! Som en af dem, der har formuleret kravene, vil jeg gerne fremhæve hvad man i denne sammenhæng skriver under på: ”reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer”. Formuleringen siger ikke noget om rektorer, dekaner og institutledere mv. Det er vigtigt, at der efter underskriftindsamlingen kommer en levende og kvalificeret diskussion om, hvad demokrati ”uden nostalgi” egentlig skal betyde.
Lad os undgå nostalgiens kolde vand - men lad os også udsætte de forestillinger, der omgiver begreber som "handlekraftige ledere", for en syretest. Som Heine Andersen her fra bloggen udtrykker det i en korrespondance, der fortjener offentlighed:

"Jeg er blevet mere og mere mystificeret over råbet på handlekraftige ledere og den deri underforståede mistillid til demokrati. En ting er, at det råb altid har givet mig ubehag. Og ret til at vælge ledere (også rektorer) står jo faktisk på UNESCO-listen over forudsætninger for akademisk frihed, som bla. Terence Karrans bench-marking (der gav Danmark en bundplacering) byggede på.
Men dertil kommer, at det må bygge på uvidenhed, at tro at et hierarkisk system med ovenfra indsatte ledere skulle give handlekraftige ledere. Al erfaring, såvel som ledelses- og organisationsteori siden Weber lavede sin bureaukratiteori for hundrede år siden, siger præcis det modsatte. Den siger, at man får uselvstændige, bureaukratiske og forsigtige ledere, der vender blikket opad og omhyggeligt sørger for at følge regler og signaler oppe fra.
Det er vel hvad vi ser. Tænk på fusionerne og processen med indførelse af bibliometriske metoder. Har vi hørt ledere udtrykke selvstændige holdninger? Eller holdninger i det hele taget (måske bortset fra sektorforskningsdirektøren, der sagde: ”man kan ikke have to meninger på samme universitet”)?
I ”bunden” kan det måske opleves som ”handlekraft”, hvis en leder oven i købet anticiperer signaler fra toppen ved fx at indføre pointsystemer, før det er dekreteret fra toppen. Det var derfor, ledelses- og organisationsteori allerede i 1970’erne gjorde op med hierarkiske ledelsesformer og maskinbureaukratimodellen som uegnet specielt i vidensintensive organisationer i dynamiske omgivelser."

Som ‘den nødvendige politik’ hører ‘handlekraftig ledelse’ til de udtryk, der foregiver at være selvforklarende og indlysende sande - de spreder en retorisk-magisk aura. Vores krav om indflydelse er ikke selvforklarende, men groet frem af konkrete frustrationer over det at være hægtet af alle væsentlige beslutninger i et hierarkisk styret universitet. Derfor må vi nøgternt diskutere modeller for et demokratisk universitet.
Men først skal vi lige have vækket politikerne - de burde vel interessere sig for demokrati?

SF: Kan Sander tælle til 5000?

Pressemeddelelse udsendt dd.

I et svar til SF’s Jonas Dahl fastholder videnskabsminister Helge Sander, at der kun er ”få kritikere” af forholdene på universiteterne, mens tusinder har givet udtryk for deres utilfredshed ved en underskriftsindsamling.

”Ministerens svar er enten udtryk for, at han ikke kan tælle eller for et bevidst forsøg på at manipulere. Det giver ingen mening at påstå, at det kun er et fåtal, der har en kritisk holdning i den offentlige debat, når knap 5.000 kritiske forskere, undervisere og studerende aktivt har givet deres mening til kende ved en digital underskriftsindsamling”, udtaler Jonas Dahl, der er universitetsordfører for SF.

”Helge Sanders negligerende holdning er en hån overfor de mange mennesker, der via underskriftsindsamlingen markerer deres utilfredshed med nogle af de forhold på de danske universiteter, der har indfundet sig efter universitetsreformen i 2003”, fortsætter Jonas Dahl.

”Helge Sanders udmelding vidner om en høj grad af arrogance. Når man i den grad sidder på magten, har man et meget stort ansvar for at lytte til borgerne og udvise forståelse for andres holdninger, selvom man er uenig. Det ansvar lever Helge Sander på ingen måde op til i den her sag, og det ville være klædeligt, hvis Helge Sander anerkendte og respekterede holdningerne hos de mennesker, han hver dag bestemmer over,” afslutter Jonas Dahl.