Nye studiefag – en kreativ leg

Hendersons datter i forbifarten:

Episoder fra en international professors danske dagbog.

Episode 3

Studiefagene på danske universiteter skal hele tiden debateres og udvikles. Man får da masser af nye studieordninger, og de universitetsansatte har rigtig meget at gøre for at udvikle dem. Vi investerer en masse tid, arbejde og eftertanke i det, fordi vi ønsker jo at tilbyde de studerende det bedste som de kan få. Det hele på et fast videnskabeligt fundament. Eller har jeg da misforstået noget?
Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.

5. marts 2010
Kære dagbog! Nu har jeg da noget at fortælle dig! I dag havde vi et kæmpestort medarbejdermøde for hele instituttet. Det var hyggeligt, jeg kan jo godt lide det med at snakke med folk og lære nye ansigter at kende; jeg er jo selv meget ny på stedet endnu.
Men det var da en særlig oplevelse: Vi tilbragte nemlig mere end én time med en ”kreativ leg”! Jeg har jo allerede lagt mærke til, hvor meget man udvikler med leg og usædvanlige metoder her på de danske universiteter. Så var det spændende at høre, at vi nu skulle have en kreativ leg for at finde på nye studiefag.

Først fik vi da noget input. Studielederen fortalte os at vi har brug for flere kandidatstuderende på instituttet. De skulle gerne rekruteres fra de studerende, som læser deres tredje Bachelor-år hos os. Altså ét af de såkaldte ”suppleringsfag”. Det er ledelsens bekymring at vi ikke får så mange suppleringsfagstuderende – og dermed et mindre antal kandidatstuderende. Og det betyder jo: mindre penge. Men det har de ikke sagt højt.
Studielederen siger, at vi skal ”fange” de studerende, der læser suppleringsfag hos os. Og derfor skal vi nu udvikle helt nye suppleringsfag, som er mere tiltrækkende for de studerende. Han har givet os noget godt input til hvordan disse fag skal være:

- erhvervsorienterede;
- tværgående;
- internationalt og globalt orienterede.

Og så kom det: universitetets kreativitet! Vores institutleder er utroligt god til det. Han underviser det endda i kurser, hvor der kommer erhvervsfolk for at efteruddanne sig. Og han siger, at det altid er meget sjovt med dem. Derfor opfordrede han os nu til at være med i en ”kreativ leg”. Det gik sådan til:

Alle kollegaer blev fordelt i grupper à 4 personer. Enhver fik et tomt ark.

Skridt 1: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er helt absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg opfandt så en uddannelse ”Biologisk æstetik”, der arbejder med kunst i biologiske patterns og forklarer dem ved hjælp af sociologiske teorier. God idé, ikke?

Skridt 2: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på det ovenstående forslag fra din nabo. Dit nye forslag skal være lige så absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik et forslag, der havde med internationalitet og globalisering at gøre. Så skrev noget ned i samme facon.

Skridt 3: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de to ovenstående forslag. Dit nye forslag skal være halvvejs absurd, men måske gennemførbart. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik igen noget lignende med slagord som ”æstetisk”, ”kultur”, ”international”, ”globalisering”. Jeg skrev noget i den retning.

Skridt 4: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de tre ovenstående forslag. Dit nye forslag skal nu være realistik som et nyt suppleringsfag på vores institut.”
Jeg fik så en samling af slagord. Mit resultat blev ”International globaliseringskultur”. Jeg må indrømme, at jeg forsøgte at være helt alvorlig – det skulle jeg jo være! –, men det var da godt nok lidt vanskeligt. I hvert fald forslog jeg, at uddannelsen skal inddrage internationale kunstnere som gæsteundervisere. Og de skal blive betalt af deres nationale sponsorer, så at universitetet kan spare penge og alligevel udbyde et fint fag.

Skridt 5:
Enhver gruppe måtte nu diskutere de fire endelige, ”realistiske” forslag i gruppen og vælge ét af dem ud. Det viste sig, at mit forslag var næsten det samme som en anden persons i min gruppe! Gruppen blev altså enig om ”International globaliseringskultur”.

Plenum: Enhver gruppe skulle præsentere sit forslag ved at læse titlen og give en enkelt sætning som forklaring.

Resultat: Ti temmelig sjove forslag og en masse grinen!
Det var da sjovt at se, hvordan det svirrede i luften med ”kultur”, ”æstetisk”, ”global”, ”international”! Men ét forslag var da noget helt særligt: Tænk bare, der kom et forslag om en uddannelse i musikterapi, som også skulle kunne bruges som suppleringsuddannelse til læger og medicinfolk. Jeg vidste slet ikke, at vi har nogle eksperter i psykologi, medicin og musikterapi på vores institut, der er kvalificeret til at undervise sådan noget! Men det er da dejligt, især hvis vi også kan tiltrække folk fra klinikker, der så kan anvende deres nye viden på deres patienter. Det er da præcis ”fra forskning til faktura”, ikke? (Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg har set dette slogan, men det har åbenbart en stor betydning på de danske universiteter.)

Nå, og nu kommer det, kære dagbog:
Efter vi havde haft det så utroligt sjovt med denne kreative leg, blev det alvor. Institutlederen sagde tak, og han opfordrede os til at indsamle arkene med de endelige forslag fra enhver gruppe. Disse forslag vil nu blive fundament for studienævnets og ledelsens udvikling af de nye suppleringsfaguddannelser!

Ups. Jeg må sige, jeg blev da lidt overrasket. Havde det ikke bare været en leg?? Skulle det altså til sidst munde ud i alvorlige uddannelsesidéer?? Hvorfor fik vi det ikke at vide fra starten? Det var jo altsammen rigtig sjovt – men... Jeg ved ikke. Det er svært at finde ord for det, kære dagbog. Men jeg følte mig ikke godt tilpas med denne overraskende afslutning.
Og det gjorde mine kollegaer i min gruppe da heller ikke. Tror jeg i det mindste. Jeg spurgte dem nemlig: ”Er der én af jer, som overhovedet ville kunne undervise noget af det her?” De kiggede bare forbavsede på mig og jeg fik intet svar. Var det forkert, at jeg spurgte om sådan noget?

Kære dagbog, det er da en rigtig sjov historie. Men på en eller anden måde er den også ikke så sjov. Det er jo nok godt og motiverende med den slags lege. Men jeg har det så svært med at forestille mig, at man virkelig kan tage det her som fundament for nogle seriøse studiefag?
Nej, jeg har nok misforstået det hele. Det var sikkert kun et tidsfordriv for at øge trivslen på vores institut.
Men hvis det kun var et tidsfordriv – ville det da ikke give mere mening at lave sådan noget uden for arbejdstiden? For det er jo højtbetalte lektorer og professorer, der ellers skal lege midt i deres arbejdstid?

30. november 2010
Kære dagbog: Jeg vil lige fortælle dig, at jeg aldrig har hørt noget igen om de suppleringsfagforslag, som vi udviklede i den kreative leg på institutmødet. Så har jeg nok misforstået det hele. Det har da alligevel kun været en leg. Eller…?

Ytringsfrihed og ”kollegial fortrolighed”

Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ”kollegial fortrolighed” som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bla. er begrundet, i at hun har tilsidesat hensyn til ”kollegial fortrolighed” (Information d. 18.2.). Jeg mener ikke tidligere at have set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at Ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.

Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.

Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.

Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.

Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.

Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.

Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser

af Sofie Emmertsen, ph.d.

Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?

Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.

Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.

Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?

Sofie Emmertsen, ph.d.

Koldau er ikke en enlig svale på AU

Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.

Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).

Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at

"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."

kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.

Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:

"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."

fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.

Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.

Nogle professionelle konsulenter

Hendersons datter i forbifarten:

Episoder fra en international professors danske dagbog.
2. episode

Når et moderne universitet har problemer, så sætter man nogle professionelle konsulenter til. De fører så en masse samtaler med nogle udvalgte personer og kommer til sidst frem med en rapport, der giver et objektivt billede af konflikten og tilbyder handlingsforslag. Det er en rigtig fin virksomhedsfilosofi og fører til, at problemer kan blive rettet op på en helt professionel måde. Eller ej?
Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.

23. juni 2011
Kære dagbog, vi har da en klog og ansvarbevidst dekan! Det er vistnok ærgerligt, at hun overhovedet ikke ønsker at diskutere min anmodning om at blive flyttet til et arbejdssted, hvor mine kompetencer kan bruges. Men tænk bare, nu vil hun virkelig have fat i de problemer, som har kørt på min afdeling i så mange år, længe inden jeg selv blev ansat på universitetet!
Det er en klog og modig beslutning. Fordi det er ikke nemt. Du ved jo, hvor problematisk og sammensat mit fag er. Og du har jo også hørt de mange rygter her på instituttet, at netop min afdeling har været den mest konfliktfyldte af alle i rigtig mange år. Så dekanen har taget en klog beslutning: Hun ansætter en ekstern virksomhedskonsulent, der endelig skal få fat i de problemer, som hun kalder for ”samarbejdsvanskeligheder”. Jeg glæder mig til at se den kloge og erfarne person, der vil være i stand til det.

30. juni 2011
Kære dagbog, nu har også min institutleder truffet en rigtig klog beslutning: Han vil nu endelig ansætte en konsulent for at kigge på den der mobbende mail som jeg fik i januar! Min fagforenings-tillidsrepræsentant havde jo opfordret ham med det samme, da jeg fik mailen, men det tog nok lidt tid, indtil han kunne træffe denne beslutning. Så håber jeg, at der vil nu endelig blive kigget på de mange tilfælde, hvor jeg har følt mig mobbet af tre kollegaer. Mon der alligevel findes en bedre fremtid på min afdeling?

13. september 2011
Kære dagbog, hvad skal det her nu blive? Mobningskonsulenten har sendt mig en indkaldelse til samtale. Med en rigtig mærkelig baggrundsbeskrivelse for sin udredning: Den artikel, som en stor avis har skrevet om min situation i juni, bliver gjort til udgangspunkt for problemerne! Nå, så har jeg svaret ham med det samme, at han har nok misforstået noget i det her – jeg har jo følt mig mobbet over halvandet år og har ofte forsøgt at få hjælp fra ledelsen, uden at nogen har reageret! Det var jo kun efter mange forsøg på at drøfte problemerne internt, at jeg endelig gav avisen lov til at skrive om det. Det har jeg altså skrevet til konsulenten. Det vil han nok forstå og rette i sin baggrundsbeskrivelse.
Jeg vil i øvrigt ikke fortælle dig, hvad han hedder – det kunne jo være fortroligt?? Lad mig kalde ham for Pelle.
I øvrigt har institutlederen skrevet til mig, at jeg skal lave en omfattende dokumentation af alle problemer. Nå, det vil da blive et kæmpearbejde! Men ved du hvad? Han nægter, at det kan gå ind på mit timeregnskab. Det er altså et institutsproblem, som skal løses i min fritid!? Det er da virkelig noget mærkeligt – men måske er det bare sådan på et dansk universitet? Jeg vil jo virkelig gerne tilpasse mig til vilkårene på min arbejdsplads.

14. september 2011
Kære dagbog, nu skal du se! Det er en superfin og klog konsulent! Ved du hvad? Pelle kender hele instituttet allerede! Ja, han er nemlig ansat på vores nabo-afdeling, som ekstern lektor! Han har undervist her i rigtig mange år. Og jeg har selv set, hvor gode venner han er med de andre ansatte – han ved endda, hvor den nye kaffemaskine står! Jeg var jo først lidt tvivlende, fordi han skulle alligevel være en ekstern konsulent – men så sagde han, at han kender rigtig godt til de gamle problemer på instituttet og til det at kulturteori fortrænger de historiske fagandele, og at nogle ansatte føler sig rigtig dårligt tilpas med det. Så er han nok en rigtig god konsulent for den her opgave, ikke? Han kender jo allerede til nogle grundlæggende problemer på hele instituttet!
Vi snakkede en hel time, og han var så utrolig glad for min udførlige dokumentation. Det er da noget sjældent, har han sagt, at han får så hjælpsomt materiale, og alt ordnet og med datoer og tidstabel! Men det skal man da jo have, hvis man skal udrede noget så komplekst som de vanskeligheder på vores afdeling! Jeg er jo selv videnskabskvinde og ved, hvordan man laver en velfunderet undersøgelse. Om det nu er en historisk konflikt eller noget i nutiden. Det er jo også lidt som en kriminalkommissærs arbejde, ikke?
Han ville vide hvordan hele historien har udviklet sig. Og ved du, hvad han sagde til sidst? ”Og hvordan har du selv haft det med alle disse problemer?” Det blev sagt på en rigtig sød og forstående måde – nu er det første gang at nogen inden for instituttets mure forstår, hvor ødelæggende sådan en arbejdssituation er! Nå, jeg har jo også ofte været syg med stresssymptomer, men det har institutlederen desværre ikke været interesseret i. Men nu vil det hele endelig blive udredet. Jeg er så glad for det!

22. september 2011
Kære dagbog, nu har jeg også mødt den anden konsulent. Og hun er lige så fin og klog som ham Pelle! Hun hedder Mimi (nej, nej, fortroligt – hun har nok et andet navn!), og hun har brugt hele 20 minutter i vores samtale for at kortlægge problemer i min ansættelsesproces! At dekanen har spurgt internationale eksperter, men ikke talt med folk på afdelingen. At hun aldrig har undersøgt, om mine historiske kompetencer – som jo også bliver fremhævet i eksperternes anbefaling – bliver brugt på afdelingen. Det skal hun nok nævne som en del af problematikken i hendes rapport. Nå, vil der så endelig være tale om ledelsens ansvar i rødderne til hele problematikken! Det har jo dekanen indtil nu nægtet at drøfte. Er det da ikke dejligt, at der endelig kommer en professionel konsulent og kaster lys på det hele?
Og ved du, hvad hun sagde til sidst? ”Jeg er din ambassadør.” Får jeg nu endelig lidt støtte i de her konflikter, som vi har haft på instituttet? Det ville da være en lettelse. Mon der endelig findes en lysere fremtid i mit arbejde?
Og ved du hvad? Hun er en rigtig god veninde af Pelle!! Hun overnatter endda hos ham, når hun er i Århus for udredningen. De har kendt hinanden siden mange år og har ofte arbejdet sammen. Det er nu også fastslået, at det vil tæt samarbejde i den her sag. Og eftersom Pelle kender jo rigtig meget til problemerne på instituttet kan han nok forklare hende det, når hun mangler nogen indsigt i den komplekse universitetsverdens struktur og karakter. Hun har jo ikke arbejdet på et universitetet, og det kan nok være svært at forstå de personlige processer og problemer inden for universitetskulturen.
I øvrigt har jeg lovet, at jeg ikke skal tale om udredningens indhold mens den løber. Det kan jeg godt forstå. Det er fastslået, at lærermøderne, hvor Mimi er med, skal være et ”rum for fortrolighed”. Det er også klart. Men naturligvis er jeg ellers fri til at ytre mig om mit fag – det ville jo også være noget helt mærkeligt, hvis jeg ikke længere fik lov til det.

26. oktober 2011
Kære dagbog, de seneste uger var da ikke helt nemme. De første møder med Pelle og Mimi var jo rigtig fine. Men så, i de næste to møder, tog de hele tiden bare universitetsledelsens og mine kollegaers perspektiv. De sagde at de skulle gøre det for at se, hvordan jeg argumenterer imod. OK, det kan jeg godt forstå. Men det var da alligevel en lidt mærkelig fornemmelse.
Pelle har fremlagt sin definition af hvad mobning er. Jo, det findes da altsammen i mine oplevelser. Men det der tredje punkt ”at føle sig værgeløs” er vel nok sjovt. Af føle sig værgeløs? Det er da et mærkeligt kriterium. Det kan jo enhver person påstå – han siger jo også, at faglederen føler sig faktisk mobbet af mig. Men spørgsmålet er dog, hvem der rent faktisk er værgeløs? Er jeg da ikke værgeløs, når jeg som professor ingen strukturel magt har, når det er faglederen, der beslutter, hvad jeg skal undervise i, og når det er faglederen, der støtter min kollega, når kollegaen vil overtage den enevældige kontrol over et kursus, som vi skal undervise i fællesskab? Jeg har jo klaget over det til institutlederen, men der kom aldrig et svar. Er det da ikke rent faktisk værgeløshed – fremfor at ”føle” sig værgeløs?
Jeg må indrømme at jeg er da lidt bekymret. Men ellers er de da bare søde! Tænk kun, Mimi skriver en phd-afhandling, selvom hun er langt over 50 år! Hun er da rigtig stolt over det. Hun skriver den i Sverige og har fortalt mig om sine erfaringer inden for den skandinaviske universitetsverden. Ja, det er ligesom i Danmark – meget anderledes end jeg kender det fra Tyskland. Men det er rigtig sødt at iagttage hendes begejstring over phd-uddannelsen!

9. november 2011
Kære dagbog, Mimi har netop fortalt mig, at det der med mobningsklagerne er en super-alvorlig sag og at det kommer ind på en persons personalemappe! Nå, det har ingen sagt mig før. Så skulle jeg helst trække den klage imod den kollega, som har udelukket mig fra en stor konference netop i mit fagområde – og netop på det tidspunkt da vi talte i al venskab om samarbejdsmuligheder. Der var flere kollegaer på mit institut, der sagde, at det her er en form for mobning – og at sådan noget ikke sker første gang her på stedet. Det var derfor, at jeg bad institutlederen at få det undersøgt. Men jeg har jo nu lært, at mobning må da være noget, som sker flere gange, og selvom jeg – den nye kollega, som ikke har læst på det her universitet – har også følt mig udelukket i andre sammenhænge, ønsker jeg da ikke at holde fast i en officiel klage mod ham.
Jeg har altså med det samme skrevet til Pelle og sagt ham det. Nu håber jeg at han svarer mig hurtigt, fordi jeg ved slet ikke, om det er ham, mobningskonsulenten, jeg skal melde det til – eller om det skal skrives til institutlederen. Og så ville jeg meget gerne tale med Pelle en gang til.

18. november 2011
Kære dagbog, i dag havde jeg det sidste møde med Mimi. Det var virkelig hårdt. Hun holdt hele tiden fast i ledelsens perspektiv. Og har hun aldrig inddraget andre vidner. Jeg har jo sagt til hende, at der findes flere, der kan bekræfte det med de langvarige problemer på afdelingen. Men hun mener, at hun skal kun koncentrere sig om afdelingen – og nu på den nuværende konflikt, altså ikke om det, som var før. Derfor taler hun kun med mine kollegaer. Og med institutlederen og dekanen. Og hun er slet ikke interesseret i at finde ud, hvordan det var, før jeg kom til afdelingen.
Det var et hårdt møde, og jeg blev også rigtig vred. Det er jo de samme mure jeg er løbet imod i næsten to år! Giver det da ingen mening at argumentere med erfaring og ekspertise?
Men ved du hvad? Jeg tror, det bliver nok alt godt til sidst. Fordi Mimi sagde da, da vi havde lidt hyggesnak efter mødet, noget rigtig sødt til mig. Hun mener når hun kigger på min situation, føles det for hende, som om mit liv var blevet ramt af en tsunami. Nå, så har hun virkelig forstået hvordan det er gået i de seneste to år! Jeg er sikker på, at hun til sidst vil skrive en afbalanceret rapport om hele problematikken.

26. november 2011
Kære dagbog, nu er jeg virkelig foruroligt. Pelle har aldrig svaret på min mail, hvor jeg trækker min mobningsklage mod den ene kollega! Og han har heller ikke givet mig en ny samtaletermin, selvom han helt bestemt har set min anmodning om det! Sekretæren har nemlig tilbudt mig en termin, hvor jeg alligevel ikke kunne. Men jeg fik intet svar, da jeg bad om en anden termin.
Og Pelle svarer slet ikke på det, at jeg vil trække min klage imod den ene kollega. Var det da ikke i slutningen af november, at han og Mimi ville skrive deres endelige rapporter??
Nu har jeg lige sendt min mail igen. Med høj prioritet. Mon jeg denne gang får svar??

9. december 2011
Kære dagbog – skal jeg nu grine eller græde? Det hele er så absurdt, at jeg mangler ord.
Tænk bare, nu har jeg haft mit møde med Pelle, hvor han har præsenteret sit udkast til sin endelige rapport for mig.
Resultat: Der har aldrig været mobning på min afdeling, og jeg har ikke udvist den nødvendige respekt over for ledelsen. Nå, hvad siger du? Det lyder jo som en dårlig roman!
Han mener, at man ikke kan tale om mobning, fordi jeg har jo værget mig. Ups? Skal man så tie stille og græde i al hemmelighed, for at få æren af at være mobbet på et dansk universitet? Han var da ikke interesseret i min henvisning til den rent faktiske værgeløshed i min situation. Tænker danske mobningskonsulenter da slet ikke nuanceret?
Og så var da en hel række mærkelig ting. Han har byttet rundt og lavet fejl i rigtig mange datoer og sagsforhold. Har han da aldrig læst min dokumentation, som han var så glad for?? Til sidst spurgte jeg, hvad han sagde til min tilbagetrækning af mobningsklagen mod den ene kollega.
Og nu kommer det, kære dagbog: Tænk kun – han vidste slet ikke, hvad jeg talte om!!! Han har aldrig læst de to mails som jeg har sendt ham! De der mails, hvor jeg trækker klagen.
Undskyld mig – var da ikke tale om en professionel konsulent??? Nå, i hvert fald vil han gerne inddrage mine mails fra 9. og 26. november, når han skriver den endelige rapport. Tak for det!
Til sidst ville tillidsrepræsentanten vide, om jeg ville få indsigt i den endelige rapport. Nej, det vil Pelle fraråde dekanen. Han mener, at rapporten er jo dekanens privatejendom. Og han siger, at de allerede har haft tilfælde, hvor folk fik indsigt, og næste dag fandtes det i Ekstrabladet.
Lad mig nu lige tænke lidt over det. Privatejendom? Har dekanen betalt rapporten ud af sin personlige pung? Eller er udredningen og rapporterne alligevel en universitetssag? I så fald: Fandtes der ikke en Forvaltningslov i Danmark, der garanterer mig aktindsigt i dokumenter, der omhandler min personlige sag??
Og Pelle er altså bange for Ekstrabladet – hvad er da så slemt i rapporten, at han behøver være bange for medieopmærksomhed?? Når jeg gør et stykke arbejde efter bedste evner, kan jeg stå ved det i offentligheden.
Kære dagbog, forstår du det? Kalder man i Danmark sådan noget for professionel konsulent?

13. december 2012
Kære dagbog: Nej, nej, jeg har ellers ikke længere forventet noget andet. Mimi har fremlagt indholdet af sin rapport til mig i dag. Efter en halv time spurgte jeg, om der også en gang i rapporten vil komme noget, der repræsenterer mit perspektiv og ikke kun kollegaernes. Det havde hun intet svar på.
Hvad var det, hun sagde til mig den 22. september? ”Jeg er din ambassadør”?? Kære dagbog, kan du sige mig, hvad ”ambassadør” betyder i Danmark? Jeg frygter, at jeg har da misforstået noget.
Resultat: Det er i hvert fald mig, der har ødelagt hele den fine samarbejdsatmosfære på vores afdeling. Det har hun jo lagt mærke til, hvor fint mine kollegaer har det med hinanden, og hvilken god debatkultur de havde, inden det var mig, der ødelagte det hele. Så er det altså mig, som er den store katastrofe for afdelingen.
Det sjoveste var: Da jeg spurgte hende, om hun noget sted kommer ind på kulturforskellene mellem danske og tyske universiteter, blev hun rigtig vred. Det køber hun ikke, at der findes forskelle mellem universiteterne i Europa! Undskyld mig – er jeg da gået glip af noget? Jeg har jo alligevel været på universiteter i fire forskellige europæiske lande, og akademiske kulturforskelle var da en vigtigt rød tråd fra den første til den sidste samtale vi havde!? Men nu, i rapporten er de alle forsvundet?
Men sig mig lige: Hvis Mimi har så lidt erfaring inden for universitetsverden og de afgørende forskelle i de forskellige lande – hvordan kan hun så være kvalificeret at udrede samarbejdsvanskeligheder på en afdeling, hvor der findes 10 danskere og en nyindsat udenlandsk professor??

Nå, kære dagbog, nu skal vi se. Det er jo ledelsen, der skal træffe nogle beslutninger på grundlag af rapporterne. Og hvis jeg har forstået det rigtigt, findes da i det mindste i Pelles rapport én eller to små detajler, som også taler for mig. Kan jeg mon derfor håbe på en retfærdig behandling?

Eller vil det hele nu føre til det, som jeg på en eller anden måde har frygtet siden mediedebatten i sommer?
I så fald, kære dagbog, har jeg et sidste spørgsmål til dig: Ville det da ikke være interessant at vide, hvor mange skattepenge dekanen har brugt for at betale to ”professionelle” og ”uvildige” konsulenter, der så leverer den nødvendige legitimation for at kunne henrette en uønsket kritisk medarbejder?

Koldau, offentlig kritik og mobning

Af Johannes Adamsen


Sagen om undervisningsniveauet på humaniora (af ukendte grunde pt. kaldt ’Arts’ på AU) i almindelighed og af musikvidenskabens i særdeleshed er løbet af sporet. I aviser og især netdebatindlæg kan man finde udsagn om alt muligt, men sagens kerne, nemlig at musikprofessor Linda Marie Koldau mener sig fejlplaceret på musik, at hun finder hun ikke kan få lov at undervise i sit primære område, og frem for alt at hun finder det generelle niveau i undervisningen lidet ambitiøst – alt det er med få hæderlige undtagelser forduftet. Det er nemmere at diskutere cv, forskel på kaldelse og headhuntning, marxisme og neoliberalisme – og samarbejdsproblemer – end det er at holde fast i selve kritikken af det humanistiske undervisningsniveau. Både prof. Frederik Stjernfelt i Politiken og prof. Svend Erik Larsen i en besynderlig kommentar, der er grænsende til det nedrige, her på bloggen, (se under Koldaus indlæg nedenfor d. 1. feb.), har belejligt beskyldt hende for at kritisere humanistisk forskning, mens hun dog fra begyndelsen har fokuseret på kvaliteten i uddannelserne, med udgangspunkt i musik.

Det stadig bedste indlæg (af Claus Emmeche, nedenfor d. 2. feb.) holder fast i kompleksiteten – men alligevel ryger alle mulige kommentarer ud ad ikke én, men mange tangenter: debatten er mildest talt centrifugal. Senest er den gamle traver om ytringsfrihed hentet frem (den har ellers lunet sig i stalden siden karikatur-debatten døde lidt hen), men dette handler det ifølge universitetsledelsen, bl.a. rektoren selv, slet ikke om. Dekanen og institutlederen fastholder det er en personalesag, og så kan man tage stilling for eller mod diverse involverede personer.

I alt det kan det være nyttigt at holde fast på at også personsager som regel har udgangspunkt i faktisk uenighed, og at det ser ud til at denne sag præcist deler dette vilkår, således at Koldaus kritikere samt den lokale ledelse (helst) ser det som en ukommentérbar personalesag (samarbejdsproblemer, mobning), medens Koldaus tilhængere og ikke mindst kritikere af universitetsstrukturen ser det som en principiel sag ang. enten 1) ledelsesstruktur, eller 2) faglige forskelle (teoretisk vs. historisk) eller 3) generelt tab af forsknings –og/eller uddannelsesniveau i universitetsregi. Sikkert er det en personalesag, men det er endnu ikke gennemskueligt om det er en belejlig undskyldning (altså sekundært) eller primært (hvor så ledelsen langt hen ad vejen lader det fremstå i offentligheden som om samarbejdsproblemerne helt eller mest er på Koldaus side, og ikke egentlig relationelle).

Måske kunne det her være nyttigt at holde fast i nogle principielle overordnede spørgsmål til Koldau-sagen, som stadig skriger efter afklaring (idet kritikken af uddannelsesniveau må vente):

1. Hvis man helt overordnet definerer mobning som chikane og drillerier som især sigter på eller bevirker krænkelse og ydmygelse af personlig værdighed og selvrespekt, så ser det ud til at der faktisk finder mobning sted. a) Når det kommer frem at prof. Koldaus navneskilte på instituttet molesteres og rives ned, så savner vi at høre ledelsen adressere dette som et problem for både Koldau og samarbejdsmiljøet. b) Når dekanen tildeler Koldau en advarsel som indebærer en præsenspligt (som kolleger ikke har), så savner man bare en flig af forståelse for hvad et sådant pålæg har med samarbejdsproblemer at skaffe – det kan jo kun forstås sådan at samarbejdsproblemet entydigt bæres af Koldau, medens andre er ofre. c) Når Koldau selv har klaget over mobning (jf. navneskiltene!), så pålægges hun at sige undskyld. – Det er svært at frigøre sig fra den mistanke at der finder mobning sted, for ledelsen mobber tilsyneladende prof. Koldau. Under dække af at løse samarbejdsproblemer tildeles Koldau kontorarrest – det kan da vist kun opfattes som værdighedskrænkende, dvs. mobning. (NB! Hvis alt det ovennævnte beror på misforståelser og medieløgne, så savner man også her en klar undsigelse fra ledelsen, da en sådan undsigelses fravær selvsagt ikke kan undskyldes med personsag – hvis man virkelig vil løse samarbejdsproblemer, så kan man jo roligt dementere almene løgne om institut og person.)

2. Rektor Holm-Nielsen siger i et interview at der er fuld ytringsfrihed og det gælder også kritik af ledelsen. Og dekan Thunø har flere gange fremturet med det samme, fuld ytringsfrihed – men det kan ”vanskeligt undgå at give interne dønninger”. Nu ved ethvert tænkende menneske at fuld ytringsfrihed er en fantasifigur, og at intern kritik simpelt hen ofte handler om høflighed og almindelig respekt og kollegialitet. Dog, er Koldaus brøde ikke at hun gik til medierne og offentlig fremsatte kritik af den deroute hun ser for musikundervisningen? Og da det ret klart fremgår at det er efter intern kritik (indrømmet af dekanen), så må spørge om ikke det direkte er en pligt i en offentlig forskningsinstitution? Forholdet til et videnskabeligt niveau i undervisningen har da indlysende offentlig interesse (bemærk at det ikke handler om ret eller uret, men alene om selve debattens betimelighed). Igen savner man i dén grad at få klarlagt hvordan dekanens tilsyneladende newspeak skal forstås: Hun kan da ikke bare mene det selvfølgelige at ekstern kritik kan give ”dønninger”, dvs. videre intern debat? Enten er det samarbejdsproblemer, og så hører bemærkningen ingen steder hjemme, eller også handler det faktisk om urimelige begrænsninger som angribes under dække af samarbejdsproblemer, jf. 1 om ledelsens mobbende adfærd.

3. Ledelsen i de relevante sammenhænge, afdeling, institut og fakultet, stiller sig i sagen konsekvent op som problemløsere. Deres neutralitet forudsættes (hvormed det suggereres at samarbejdsproblemet er intra-kollegialt) og det samme gør selvsagt den bestilte konsulentrapports neutralitet. Bortset fra det generelle problem med konsulentrapporters angivelige indsigt og neutralitet, så har Koldau sagt tydeligt at den bestilte konsulentrapport ikke er uafhængig. Hvorfor bliver dette ikke tilbagevist af ledelsen? - (Vil et konsulentfirma ikke gerne have flere opgaver af samme opdragsgiver? Skulle en sådan rapport ikke i stedet bestilles i samarbejde med fx fagforening, inkl. fælles betaling?)

Som det forholder sig nu, er det utilstrækkeligt at afvise alle Koldaus indsigelser og udmeldinger under dække af ’personalesag’ og ’samarbejdsproblemer’, som man arbejder på at løse. Ledelsen kan ikke ’løse’ dette, da det rimeligt klart fremgår at den er part i sagen. Med mindre den kan tilbagevise ovenstående.

Kunsten er født elitær - og samfundet har hårdt brug for den

Debatindlæg på opfordring af Politiken i efteråret i anledning af avisens serie om eliten og kulturen.
af Peter Hanke

Et middelmådigt kulturliv er uinteressant for et oplyst og dynamisk samfund.

Det er alt for nemt at pirke til misundelsen, når man konstaterer, at en rytmisk koncert på et lille spillested får 150 gange mindre i offentligt tilskud per solgt billet end en balletforestilling på Det Kgl. Teater. Hvert eneste efterår har de sidste mange år været sæson for rituelle prissammenligninger, der alligevel ikke betyder noget, når andedammen er faldet til ro igen.

Men ideen om, at kulturstøtten skal ’gå’ til forskellige segmenter af befolkningen, er forfejlet.
Hvis man bekræfter denne forestilling, er kulturpolitik alene en primitiv og smålig fordelingspolitik, hvor der er alt for få midler til at gøre nogen nævneværdig forskel, og hvor underholdningsindustrien alligevel kan gøre det bedre.

Politikens interessante og vigtige debattema ’Elitens kultur?’ er indtil videre præget af den sædvanlige og kortsigtede fordelingspolitiske tankegang på kulturområdet, som slet ikke tjener kunstens og kulturens sag i den fremtidige samfundsudvikling.
Danmark har langt mere brug for, at den elitære kunstneriske stræben sætter nogle nye normer for erkendelse og dannelse, og at offentligt støttet kultur bliver betragtet som et forskningsområde, hvor befolkningen inviteres indenfor.

Storhed kan udfoldes
Tag den symfoniske koncerttradition; indbegrebet af højborgerlig, kjole og hvidt-klædt samfundselite med alle konnotationer af apollinsk overlegenhed, disciplinering og pænhed intakt.

Selv om desperate musikchefer ofte forsøger sig med åbenstående skjorter og giver de unge lov til at klappe mellem satserne, forbliver stemningen stiv og anakronistisk og truer med at forfladige den kunstneriske værdi.

Men prøv at anskue aktiviteterne i en klassisk koncertsal fra et forskningsmæssigt perspektiv: Hver uge arbejder 100 højtuddannede specialister sammen i et musikalsk laboratorium om at forstå dybden af civilisationens æstetiske mesterværker.
Denne interessante proces er skjult for publikum, som normalt først inviteres med ind, når produktet er salgsklart og smukt indpakket i overensstemmelse med koncertkulturens normer.

Symfonisk musik er født som et elitært udtryk, og musikerne tilhører en veluddannet elite – men arbejdsprocesserne ligner mange andre professionelles vilkår, dvs. at udforskning, tvivl og kriser undervejs kan være uhyre interessante at bevidne, måske endda overgå oplevelsen af luksusproduktet ved afslutningen.

I prøvelokalet kan musikalsk elite og befolkning mødes på lige vilkår. Og den mentale osteklokke kan åbnes uden tab af æstetisk storhed, men med enorme positive virkninger på dannelsesniveauet, hvis befolkningen inviteres til at overvære udforskningsprocesserne.

Elite er ønskværdigt
Inden for sporten har hverken befolkningen, udøverne eller politikerne nogen som helst problemer med at acceptere, at Danmark har brug for en elite – sågar at sponsorer og VIP’s inviteres med på sofarækkerne til store prestigefyldte arrangementer.
Inden for kultur er det per definition suspekt eller problematisk, at nogle bringer sig tættere på stjernerne end andre.

For kulturens professionelle udøvere er elitediskussionen underlig abstrakt. Enhver seriøs kunstner ønsker at yde sit ypperste for at udvide sin horisont og aspirerer altid til eliten inden for sit felt. Det er præcis derfor, at kulturlivet er interessant for befolkningen. Ønsker nogen i vort land at bruge tid, engagement og penge i selskab med en ikkestræbende kunstner? Selvfølgelig ikke, og derfor bør eliten stimuleres og talenter fremelskes i så stort omfang som muligt.

Lad os acceptere, at elite er meget nødvendigt – og på alle sider af kulturen som fænomen. Både udøver og iagttager skal gøre sig umage, men det skal man også, hvis man spiller fodbold eller kaster med diskos på et vist niveau. Offsideregler og forståelse af 4-4-2-systemer kræver en indsats, der er på niveau med at følge udviklingen i en opera eller leve sig ind i betydningen af samtidskunstens udtryk.

Elite er en fantastisk ting inden for sport, og politikerne bør stå på mål for, at det også kan opfattes således inden for kultur. Modkravet må være, at institutioner, der opnår støtte, er i stand til at integrere elitære udtryk og stræben i befolkningens interesser.

Forskning i dannelse
Således kunne kultur og kunst betragtes som et forskningsområde, hvor befolkningen inviteres med. Det nye greb til at inddrage danskerne må tage udgangspunkt i en anden type møder, der ikke er drevet af forbrug, men af behovet for dannelse.
Det lyder højstemt og elitært (!) på den dårlige måde, men det er ingenlunde tilfældet i et land, som har opfundet højskolen og i øvrigt satser hårdt på at uddanne befolkningen hele livet.
Dannelsesperspektiverne i kunsten er ikke længere væk end bestræbelserne på at uddanne folk bedre. Danmark vil gerne have mange flere unge i gymnasiet og på universitetet, dvs. at få nye generationer til at nærme sig et eliteniveau inden for uddannelse.

Politikere og beslutningstagere kan også kræve, at kulturinstitutioner og statslige støtteordninger skaber stimulerende miljøer som led i en national strategi, der ikke handler om forbrug, men om æstetisk oplysning og dannelse.

Tre opfordringer til politikere og kulturinstitutioner:

• Find noget bedre at måle efter end økonomiske nøgletal. Moderne business laver vidensregnskaber, og adskillige frontløbere blandt virksomheder kan måle deres fremtidige potentiale meget mere avanceret. Hvorfor er kulturlivet altid bagefter?
• Gør elitær kultur interessant for alle. Hvis kulturinstitutionerne ikke kan finde relevante kontaktformer med store dele af befolkningen, fortjener de ikke offentlig støtte.
• Mød danskeren uden for fritidslivet. Elitær kultur er bedre som rollemodel for kreative professionelle end afslapning lørdag aften i sofaen. Skærp kravene om åbenhed og medspil, så projekter med offentlig støtte stimulerer erkendelse og menneskelig vækst.

Hvorfor vi har brug for institutfora

Det lader til at hele CBS’ bestyrelse har været enige med ledelse om, at man skal fremme medindflydelse og medbestemmelse uden at antaste ledelsesretten. Alt andet havde også været lidt selvmorderisk, al den stund at det var den klare politiske udmelding fra ministeriet.
De sidste rester af reel medbestemmelse forsvandt fra universiteterne med 2003 loven, og det var der ikke politisk vilje til at ændre på, men lidt klarere rammer for medindflydelse, især på de akademiske områder, herunder fordeling og anvendelse af ressourcer på institutterne, var det klart lovgivernes intention at styrke. Og det skulle ske ved lokale bestemmelser i vedtægterne.

CBS’ bestyrelse har valgt at dette ikke skal håndteres via vedtægter men via kodeks for god ledelse. Det er udmærket at få klargjort hvilke krav og forventninger der stilles på CBS til ledelse på forskellige niveauer, men det er ikke en tilstrækkelig løsning på spørgsmålet om medindflydelse og kan ikke erstatte vedtægtsbestemmelser. Et kodeks skal anvendes og tolkes lokalt og giver ikke muligheder for at overklage til bestyrelse og ministerium i tilfælde af konflikter om manglende overholdelse på samme måde som vedtægtsbestemte rettigheder.

Især på CBS kan de fleste huske, hvordan det var med den forrige rektor. Her havde et kodeks for god ledelse og diverse forretningsordener ikke været et brugbart redskab til at sikre medindflydelse. Og man skal huske at vedtægter ikke er en opskrift på hvordan vi dag til dag skal håndtere medindflydelse, men er et minimumsgrundlag, som kun er relevant de steder hvor den lokale ledelse ikke har forstået hvorledes man skaber et velfungerende samarbejde.

Er der overhovedet brug for sådanne bestemmelser om medarbejderindflydelse på institutter har bestyrelsen måske spurgt sig selv.
Jeg kan ikke svare på deres vegne, men min egen oplevelse er, at i 10 år på mit institut har jeg aldrig set en økonomioversigt, et budget eller en plan for personalerekruttering. Jeg har set diverse oplæg om instituttets strategi i ret så generelle vendinger præsenteret og diskuteret på brunchmøder, men aldrig oplevet et regulært møde, hvor de mere grundlæggende ressourceoplysninger var sendt ud på forhånd, således at det var muligt for interesserede at diskutere med ledelsen.

Finn Hansson
Lektor, lokal tillidsmand LPF.

Hendersons datter i forbifarten: Episoder fra en international professors danske dagbog

1. Hvor er min undervisning henne?

Mine kurser er blevet frataget mig. Fordi jeg er syg. Og institutlederen mener, man kan jo ikke vide, hvor længe jeg vil være syg.

Men måske skal jeg overhovedet ikke længere undervise? Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.

17. november 2011

Kære dagbog, jeg har længe overvejet, hvordan jeg i dette semester skal løse det gamle Aarhus-problem: Jeg ved ikke, hvornår jeg skal undervise i det næste semester – og så kommer forespørgsler om internationale foredrag og netværksmøder, som jeg simpelthen ikke kan svare på, fordi jeg ikke ved, hvornår jeg har mine forelæsninger. Det har naturligvis prioritet. Altid den samme stress, hvert eneste semester.

Så har jeg nu skrevet til den sekretær, som er ansvarlig for undervisningsskemaer. Jeg har allerede nu fået forespørgsler for foredrag i USA, Østrig og Tyskland i perioden april–juni 2012. Mon min undervisning kunne på en eller anden måde lægges i den første halvdel af ugen, så at jeg har en chance til at sige ja til invitationerne?

Ved du hvad, kære dagbog? Jeg fik svar med det samme! Men ikke fra sekretæren – direkte fra faglederen! Nu kan det jo være, at der hersker fortrolighed og tavshedspligt om hendes svar. Jeg vil derfor ikke citere, men simpelthen sammenfatte hvad hun skriver:

Jeg kan finde mine undervisningstider på Studenterforum inden for universitetets intranet (Studenterforum?? Ups, er det da også noget for professorer?). Skemaet for Musik har allerede været planlagt siden august, det er alt afgjort – wow, hvorfor er da ingen, der nogensinde har informeret mig om dette??

Faktisk er faglederen meget hjælpsom: Hun vedhæfter et skema, hvor der findes mine to kurser. Så ved jeg nu med det samme, hvornår jeg skal undervise! Og det har jeg fået serveret i mit eget skema.

Men jeg er jo lærevillig. Jeg vil jo gerne finde ud af, hvornår jeg næste gang selv kan tjekke, hvornår jeg skal undervise – og helst så tidligt, som skemaet er blevet offentliggjort. Altså leder jeg min vej rundt på de mange konferencer på intranettet, finder Studenterforum, finder mappen ”Undervisningsskemaer”.

Men nu, kære dagbog, er det meget mærkeligt. Der findes hele 15 forskellige undervisningsskemaer, for det meste med de enkelte kurser i musikpraksis. Jo, der findes også musikhistorie – men det er ikke mit kursus. Mit navn findes da slet ikke.

Nå, der er jo filen med kandidatuddannelsen – der vil nok findes kurset ”Musik, lyd og betydning”, som jeg skal undervise om foråret? Nå for søren, denne fil har slet ikke forårskurserne på!

Hvor er altså mine kurser hende? Hvad er det nu, som jeg igen har misforstået eller gjort forkert??

Det er jo helt fint, at faglederen sender mig et ekstra-skema med mine to kurser – men hvordan skal de studerende finde ud af, hvornår de har undervisning hos mig, hvis mine kurser slet ikke findes på Studenterforum??

Kære dagbog, nu skriver jeg til sekretæren, om jeg har lavet en fejl, eller om der mangler noget på forummet. Det er nok mig, der igen har gjort noget forkert.

7. december 2011

Kære dagbog, det er da noget mærkeligt noget. Jeg har skrevet to gange til sekretæren, hvordan jeg kan finde mine undervisningsskemaer på Studenterforum – hun har aldrig svaret. Jeg kan godt forstå, at de har det frygteligt travlt – men hvordan skal jeg finde mine kurser i fremtiden? Og hvordan skal de studerende vide, hvornår de har undervisning hos mig i forårssemestret??

Og så er da endnu noget helt mærkeligt. Jeg skal jo undervise ”Musik, lyd og betydning” om foråret. Faglederen forventer, at man inviterer rigtig mange gæsteforelæsere til dette kursus, så at de studerende får at vide alt om en masse forskellige aspekter.

Sidste år, i november 2010, skrev faglederen til mig, at jeg skulle melde hende de gæsteforelæsere, som jeg ville invitere, så at hun kunne integrere udgifterne i afdelingens budget for det næste år.

Denne gang ville jo selv være stor og skrev til hende den 26. november, at jeg gerne ville invitere en rigtig interessant gæsteforelæser fra Lunds Universitet. Hun skal holde forelæsning om ”Musik og intermedialitet” – netop det kan vi godt bruge på vores institut!

Men så har jeg fået et mærkeligt svar: Eftersom budgettet ikke er på plads endnu, kan hun ikke sige ja til nogle ekstra-udgifter.

Undskyld mig – er jeg igen gået glip af noget vigtigt? Har man da ændret proceduren? Sidste år skulle jeg jo melde de ønskede gæsteforelæsere INDEN budgettet blev lavet. Har det nu ændret sig?

Jeg skrev helt venligt tilbage: Mon faglederen kunne sige, hvornår budgettet vil være på plads? Jeg skal jo planlægge mit kursus, og også den gode lektor fra Lunds Universitet vil være nødt til at planlægge hendes forårssemester.

Nej, faglederen kan desværre ikke sige noget. Institutlederen har det meget travlt, så at det nok kan tage sin tid.

Men det bliver endnu værre, kære dagbog: Det ser ud, som om det nu også går galt med mit andet kursus.

Det der kursus i musikhistorie, som skal undervises i afstemning med to andre kollegaer. Institutleder ønsker jo, at jeg skal oplære mig i det team-arbejde, som er normen på vores afdeling. Så skal jeg altså afstemme min musikhistorie-undervisning med det analyse-kursus, som to andre kollegaer underviser fælles. Det kan jeg gerne gøre: Det bliver nok sjovt at forklare den historiske kontekst af de værker til de studerende, som de i et andet kursus lærer at analysere. Det giver rigtig gode synergieffekter!!

Men nu har jeg skrevet til den gode kollega, som underviser i analyse, mon vi kunne mødes en dag i december for at aftale vores undervisning. Vore kurser starter jo den 1. februar, og jeg skal bruge hele januar for at forberede min undervisning. Der kom så et mærkelig svar: De to kollegaer har ikke endnu aftalt, hvordan de vil fordele deres undervisning. De kan altså endnu ikke mødes med mig.

OK, jeg kan vente lidt endnu. Jeg er jo også fleksibel – og heldigvis har jeg så megen erfaring, at jeg også under større tidspres kan forberede nogen gode forelæsninger. Jeg vil jo virkelig gerne være imødekommende og afstemme min undervisning med de værker, som de vælger til deres analyser. Men jeg håber virkeligt, at de snart vil give mig besked om, hvornår vi kan mødes.

12. januar 2012

Kære dagbog, hvordan det mon skal gå med min undervisning fra 1. februar??

Jeg har ikke fået besked fra faglederen vedr. den gæsteforelæser jeg gerne ville invitere til ”Musik, lyd og betydning”. Jeg har aldrig hørt fra de to kollegaer, som jeg gerne ville afstemme min musikhistorie-undervisning med.

Nå, man vil nok sige, at jeg skulle simpelthen have skrevet igen – og det længe inden. Men var da ikke tale om ”team-arbejde”? Var da ikke tale om gensidighed på vores afdeling? Om dialog og god kommunikation? Indtil nu var det kun mig, som har prøvet at tage kontakt for at kunne forberede min undervisning.

Og nu er jeg endda blevet syg. Jeg har igen disse enorme knæsmerter. Lægerne siger, at det er spændinger, som jeg har i hele kroppen og som så manifesterer sig det svageste sted – mine knæ. Der er 20 dage indtil semesterstart – hvordan skal jeg planlægge musikhistorie-kurset uden at vide noget om mine kollegaers arbejde?

24. januar 2012

Kære dagbog, nu skal jeg på en ortopædisk klinik.

Institutlederen ville faktisk føre en sygefraværssamtale med mig – det ville have været første gang efter 2 år, hvor jeg har været syg rigtig ofte med stresssymptomer! Men det kunne jeg ikke varetage, fordi jeg blev indlagt med knæsmerter, der er så uudholdelige, at jeg var helt bedøvet med smertemidler.

Men institutlederen har forsikret mig per mail, at de vil nok finde for en løsning for de første få ugers undervisning. Det har de jo også gjort, da min gode kollega blev syg eksakt inden semesterstart sidste august. Han fik rigtig megen støtte, og de har arrangeret det med hans undervisning, så at han kunne vende tilbage efter mange uger og alligevel vejlede de studerende og være eksaminator. Så håber jeg, at institutlederen vil finde sådan en god løsning også for mig.

11. februar 2012

Kære dagbog. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal sige.

Institutlederen har skrevet mig en mail. Han så sig nødsaget til at sætte andre til at tage de to kurser, som jeg skulle have haft i forårssemestret. Han siger, at han vidste jo ikke, hvornår jeg igen ville blive raskmeldt, da de måtte finde en vikar for min undervisning de første uger i semestret.

Men sådan har de dog ikke behandlet min kollega, da han blev syg på et eksakt lignende tidspunkt, netop inden semesterstart? Han har jo heller ikke kunnet sige, hvor mange uger han ville være syg? Hvorfor fratager institutlederen mig mine to kurser – for hele semestret?

Kære dagbog, institutlederens begrundelse lyder fint og formalt uklanderlig. Som hans begrundelser altid gør, hvad end han foretager sig.

Men, kære dagbog, når jeg kigger tilbage på det, som jeg skrev til dig i november og december, så ser det hele dog lidt anderledes ud.

Kan det da være, at det allerede var en afgjort sag i november 2011, at jeg aldrig skulle undervise i det her forårssemester?

SYMPOSIUM 2012: FUTURES OF THE UNIVERSITY

NORDISK SOMMERUNIVERSITET
Nordic Summer University

Ad-hoc symposium 27.-29. April 2012
Roskilde University, Denmark

Call for Papers - Deadline 15th March 2012

Universities in Europe, have in the last decade, been through a period of structural and organizational changes. There is a growing political focus on results from research activities, but at the same time an increasing pressure to do more teaching. In the process of controlling and directing the academic work, new financial and bureaucratic procedures are introduced and exercised on both the university as system and the researcher/lecturer as individual. This calls for an open and creative discussion about the university both as idea and institution, and its possible ‘futures’.

Questions which concern the current development include: Is the present development therefore an important departure from the Humboldtian system of research-based university education? Will the policies from the Bologna process undermine the tradition of the freedom of enquiry in the universities? Will this development increase the quality of the academic work or rather lead to the homogenisation and loss of diversity which still exist between universities in Europe? Do those political attempts, such as getting direct control of the research activities and the curriculum in the university education, threaten the university as a free institution in the Humboldt tradition? Will they change the university's role as the basis for a democratic society? What kind of future for the universities is that current higher education policies are forming for us? What are the possibilities for the universities? Should the university as idea be protected as a world Cultural Heritage?
The symposium, drawing on the research and experiences of the participants, will discuss above important matters. It aims to have some understanding of the overall situation, as well as identify the areas where further research and discussions are needed. We would also like to discuss different scenarios for possible university ‘futures' and to create directions for the university's role in future society.
The ad-hoc symposium, will as part of discussions, prepare a proposal (a manchet) for a coming three year NSU study circle on the theme: “The futures of the University” to be presented at the NSU summer session 2012.

Abstract Submission
Word limit: 350 words with a short biography.
Send it to: nsu-symp-papers [at] ruc.dk
Submission deadline: the 15th March 2012. Authors will be notified by 20th March 2012.
Nordic as well as international participants are welcome. Participants without presentations are welcome too. Presentations may be made either in English or in one of the Scandinavian languages.

More information:
Symposium fee: 67€ (paid on arrival) including 2-night accommodation (shared with 2 or 4 persons), symposium dinner, lunches, coffees and teas. Single accommodation can also be arranged with different fees.
Preliminary program can be found: from the 20th March 2012 on www.nsuweb.net where you can also find more information about NSU and sign up for the newsletter.
Registration: from 15th March 2012. (Further notice on registration at www.nsuweb.net from 15th March)

Coordinator: Jesper Jorgensen E-mail: jesperjo [at] ruc.dk

Århus Universitet truer Koldau med mundkurv og fyring

Ansvarsforflygtigelse, manglende evner til problemløsning, angst i ledelsen for at indrømme fejl, personlig forfølgelse af kritiker, sammenspisthed, knægtelse af ytrings- og undervisningsfrihed. Er det Århus Universitet?

Man tror det er løgn, hver gang man hører nyt om sagen angående Århus Universitets håndtering af den kritik, den musikhistoriske professor Koldau har rejst, ikke bare i forbindelse med sine egne ansættelses- og arbejdsvilkår, men også om kvaliteten af uddannelserne på de humanistiske fag som helhed. Universitetsledelsen reagerer med lukkethed, afvisning af at forholde sig til kritikkens substans og undgåelse af offentlig debat. Det seneste, som nu er sluppet ud til offentligheden igennem det åbne svar fra Koldau til sin dekan, som blev bragt på bloggen i går (se nedenfor), er, at Århus Universitet nu går helt over stregen for al anstændighed (og lovgivning må man formode?), og igennem længere tid har kørt en proces hvis sigte er, enten at skille sig af med den professor, de selv headhuntede, gennem fyring, eller totalt at ydmyge professoren gennem mundkurv og underkastelse af nedsættende forskelsbehandling i forhold til almindelige regler for akademisk arbejde.

Professor Linda Maria Koldau havde forud udvist gode initiativer såsom oplægget til en generel debat om de almene aspekter i sagen, den 17. maj 2011 via debatarrangementet "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", som vi omtalte på bloggen sidste år (her); et debatarrangement som fulgtes op af en længere artikel i Weekendavisen af Klaus Wivel d. 1. juni 2011. For læsere, der ikke kender til baggrunden for sagen, skal jeg her citere få uddrag af Wivels artikel:

"I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker. (...) Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. (...)

Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet. Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger. (...)

Koldau har samlet sin historie i en over 200 sider stor mappe af mail-udvekslinger, rapporter, møde-referater og situationsanalyser, som dækker perioden fra september 2009 til november 2010. I hendes mappe kan man følge professorens forsøg på at få ledelsen og de andre kolleger til at forstå, at hun var fejlplaceret. [Ledelsen har stadig ikke taget skridt til at løse problemet fx gennem en omplacering af Koldau på AU, min tilføjelse, CE]
Mappen viser, at sagen har to aspekter. Det ene, det personlige, handler om professoren. Koldaus budskab er, at hun blev placeret på Musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag, hvor hendes musik- og kulturhistoriske kvalifikationer ifølge hendes egne observationer blev betragtet som »gammeldags« og derfor ubrugelige.
Det viser hen mod det andet aspekt af sagen. Koldau er et eksempel på en splid, der er større end den, der har hersket på hendes institut. Hun bærer ikke alene vidnesbyrd om humanistiske fag under forandring, men om et eksistentielt drama på danske humaniora som sådan. (...) I dag lyder budskabet, at det gælder om at skære uddannelserne til, så langt flere studerende end før på en afmålt og kortere studietid kan tilegne sig viden til brug i en verden under hastig forandring. Man tilrettelægger i høj grad også uddannelserne efter, hvad man mener, der er brug for på den anden side af studierne - og man breder viften af tværfaglige muligheder ud." (...)

Niels Lehmann, leder på Institut for Æstetiske Fag, undrer sig over, at hun føler sig fejlplaceret. (...) I særlig grad læses mappen som en stadig mere forbitret kamp mellem Koldau og hendes fagleder Pia Rasmussen. Her støder to forskellige temperamenter for alvor sammen - en dirrende og desperat forsker med et aristokratisk forhold til kultur og kvalitet over for en venlig, men bestemt fagleder, der vil have alle til at lære af hinanden. »Jeg synes jo ikke,« skriver Pia Rasmussen sidste år, »du sådan helt adskilt fra os kommer her og stiller noget allerede færdigt, nemlig dig ;-) til rådighed, men at du som et vidende menneske med al din erfaring, indgår i et samarbejde med os, og at vi i dette samarbejde alle rykker os langsomt og over tid, sliber nogle kanter af hinanden, opdager synergier, vi kan udnytte hos hinanden osv.«
Men Koldau mener ikke, at hun er kommet til Aarhus for at få slebet »nogle kanter« af. Hun vil ikke gå på kompromis med ekspertise og effektivitet. Og man fornemmer i mappen, at hun efterhånden får hele lærerstaben og ledelsen imod sig.
Kvinden, der er fascineret af u-både (i efteråret udkom hendes bog om myten om u-både i film og medier), dykker mere og mere isoleret rundt, som månederne går. Hun føler sig mobbet og ydmyget, hvad der gør, at hun får rygsmerter og søvnbesvær og må sygemelde sig over længere perioder."

Siden Wivels artikel har fakultetet fået ny dekan, Mette Thunø. Men det fritager vel ikke ledelsen dens ansvar for det problem en tidligere dekan var med til at skabe ved at lokke Koldau til Århus under falske løfter om at ville kunne fortsætte sin faglige linie og være med til at løfte faget til internationalt niveau?

Sagen er et markant eksempel på hvor galt det kan gå, når en universitetsmanager (fx en dekan) hen over hovedet på et lokalt fagligt miljø (som sandsynligvis hellere havde set en anden faglig profil i afdelingens professorat, fx en hjemmegroet) indsætter en forsker med en anden faglig ballast i en fremskudt stilling som professor. Og endda uden at indføre vedkommende forsker i relevante forskelle på dansk og tysk akademisk og universitetspolitisk kultur. Og hvor konflikten forstærkes ved at institutlederen og den efterfølgende dekan undlader at forsøge at løse problemet.

Disciplin- og videnskabsteoretisk set er det også en case om en ringe udforsket konfliktuel dialektik som hersker imellem et givet universitetsvidenskabeligt felt (musikvidenskab) som et fag dvs. en eller flere forskningsbaserede uddannelser, versus som et landskab af videnskabelige discipliner, paradigmer eller forskningsmæssige tilgange i indbyrdes spænding. Ofte har den lokale faglige elite (repræsenteret ved fagleder og studienævn) en betydelig indflydelse, da antal studerende eller STÅer betyder indtjening, der igen er potentiel forskerrekruttering, også på den videnskabelige disciplinære profil af feltet lokalt, og spænding og konflikt mellem fag og disciplin vil altid kunne tage forskellige former.

Selvfølgelig er historien også dels en oprørende historie om dansk jantelov og småtskårenhed – det er en skammelig kendsgerning, at den slags også findes i akademia – og dels om specielle forhold omkring faget musikvidenskab. Personer med kendskab til det musikvidenskabelige miljø på AU belyser dette aspekt. En kilde udtaler:

"Jeg er bange for, at Koldau har været udset til at skulle spille forskellige roller, uden at de implicerede parter har set dette enkle faktum i øjnene. For AU som sådan har hun været den stjerneprofessor, som skulle højne AUs og instituttets stilling, men for de enkelte kolleger på instituttet har hun været den alt for begavede ”pain in the ass”. Resultatet er den ødelæggelse, som hun har været udsat for."

"Det hele bunder i hendes første tid på instituttet og definitionen af det, at være professor på musikvidenskab og dette specielle instituts historie. Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve."

Kommentaren illustrerer magtforholdet mellem den undervisningsfaglige elite på et institut (jeg ved ikke hvor speciel musikvidenskab er, trods sin fortid) og en af de disciplinære eliter, som altså i sagen her udgør en minoritet der, som omtalt i et tidligere indlæg (her), reelt er frataget sin undervisningsfrihed, en af de i dag glemte akademiske værdier.

Hvor er fagforeningen henne i denne sag? Forhåbentligt på pletten, kunne man ønske, i forsvaret for et af sine medlemmers rettigheder, og åbent protesterende imod dårlige arbejdsbetingelser, ledelsens forsømmelighed og forsøg på knægtelse af ytringsfrihed og bizarre former for afstraffelse såsom individuelle særkrav om X antal timers fysisk tilstedeværelse ugentligt? Fagforeningen må da være den, der gennemskuer ledelsens lukkethedsstrategi, protesterer imod inhabile konsulenter, som ledelsen køber til at udrede psykologiske stemninger, samarbejsformer og til at dømme den subjektivt oplevede mobning for ikke-objektivt eksisterende? Tilsyneladende ikke. Jeg har i al fald ikke set mange tegn på et sådant arbejde. Man kan frygte, at fagforeningen i denne sag reducerer sig selv til at agere mægler mellem to parter, hvilket ville være en helt forfejlet opfattelse af sin rolle, i stedet for at optræde som den ansattes repræsentant.

Kunne Koldau have gjort nogen ting anderledes? Sikkert, men jeg ser her bort fra de "løsninger", som i sidste instans ville være ensbetydende med et identitetsskift som forsker og person. Det er altid let at være bagklog og jeg er selv glad for, at jeg ikke har skullet kæmpe ene person imod en samlet AU-ledelse og (store dele af et tilsyneladende) samlet lærerkollegium, men ja, hun kunne langt tidligere have sagt fra over for den strategi, som AU-toppen har om at køre sager som disse som personsager (eller "personalesag"). Hun kunne fra den dag konflikten tegnede sig klart for hende, have skrevet om den, det hele, ganske ensidigt og subjektivt, på en personlig blog, og dermed offentliggjort alt. Og tilladt modindlæg og kommentarer fra de, der som hende selv ville stå frem. Synd at hun ikke fik hjælp af andre AU-kolleger udi webbaseret kommunikation, sociale medier og lignende ekspertiser. Det havde muligvis ikke kunnet rense luften helt, men det ville have spændt ben for AUs betonbunker af en mediestrategi og måske tilskyndet ledelsen til at handle konstruktivt.

Universitetsledelser har alt for længe haft held til at køre konflikter (også når de er begrundet i almene besparelser og truende fyringer) som personalesager, der lukkes (hvad der klart vanskeliggør journalistisk behandling af dem), og hvor fagforeningerne i samme bevægelse spindes ind i samme lukkethedsmodus, og ikke kan udtale sig, ikke kan rejse protester, ikke kan bruge det offentlige rum til at argumentere for og imod, og dermed i alvorligste fald reelt reducerer sig selv til en clearingsinstans for forhandlinger om små frynsefordele i de nærmere betingelser ved afskedigelse eller – hvad ledelsen kan mistænkes at gå efter – frivillig fratrædelse imod et hold-kæft bolsje af nogle måneders ekstra løn. En del af den virkelige skandale er, at en dansk professor har ingen reel ansættelsessikkerhed (har ikke tenure) og kan opsiges på grund af samarbejdsvanskeligheder, blot alle de juridiske spidsfindigheder om procedurer overholdes. En professor kan altså ytre sig kritisk i offentligheden, den formelle ytringsfrihed kan universitsledelsen naturligvis ikke fratage en borger, men hvis universitetsledelsen finder, at professorens udtalelser skader fagets image og truer kunderne bort, kan universitetsledelsen – i stedet for at handle lærende, problemløsende og konstruktivt – åbenbart indlede en proces, hvorigennem den via konsulenter renser sig selv for anklager om mobning og andre fejl, og ensidigt beslutte at "ophøre samarbejdet", som det hedder. Kan fagforeningerne gøre noget ved dette? Skal de forsøge at ændre denne grundlæggende urimelighed?

Linda Maria Koldaus offentliggørelse af sit svar til dekanen rejser mange og endnu ubesvarede spørgsmål ved den proces, der er gået forud. Men for selve det, som et bekymret evalueringspanel forud for modifikationen af universitetsloven sidste år kaldte "den frie akademiske debat" kan man håbe, at brevet er en milepæl på vejen mod større åbenhed om de strukturelle problemer ved de danske universiteter.

For mig at se har Koldau nemlig selv en helt central pointe: Sagen synliggør med al pinlig tydelighed universitets gennemgående strategi, nemlig at universitetets strukturelle problemer skal forvandles til den enkelte ansattes personlige problem. Den ansatte kan så irettesættes eller fyres, mens de strukturelle problemer får lov til at køre videre uforstyrret. Hvad ligner det?

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet