Penkowa-sagen har tilsyneladende hensat selv denne blogs i øvrigt drevne konspirationsteoretikere i lammechok. Vi står tydeligvis mundlamme tilbage.
Men hvad skal man også sige?
Selv vi kunne umuligt have forestillet os et snydenummer af det omfang. Vi kunne ikke have forestillet os, at det på nogen måde kunne tage Københavns Universitet 10 måneder at efterprøve banal dokumentation hos en svindelanklaget forsker, og vi kunne ikke tro på, at der skulle en journalist til, før det skete. Og selv en inkarnet Sanderpisker som undertegnede ville aldrig have troet, at han brugte sin magt til at sende en intrigant venindes insinuante spørgsmål ned over et forskningsråd.
Havde vi fået at vide, at der i virkeligheden var et helt klosterfuld S/M dyrkende professormunke og studinenonner i Aalborg Universitets kælder, havde vi givetvis købt historien – så paranoide er vi nemlig. Men Penkowa-sagen? Get outta here!!!
Og nu sidder man tilmed tilbage med en ret sikker fornemmelse af, at skeletterne slet ikke er færdige med at skvatte ud af skabene, ja, at man ikke engang ved, hvor alle skabene er endnu. Selv en slet romanforfatter kunne ikke have gjort det meget dårligere: Det er simpelthen for urealistisk.
Heldigvis har bloggens indsats for én gangs ikke været nødvendig. For ikke bare har andre gjort arbejdet for os, men der begynder også at blive givet plads til stemmer i den offentlige debat, som faktisk påpeger nogle af de centrale problemer på universitetsområdet. Det er som om, offentligheden endelig har åbnet sig for, at noget ikke er, som det burde være. Vanviddet i forskningsfinansieringssystemets adminstratitis aftegnes således i berlingske tidendes kronik den 6. februar, mens kontrolsystemernes uduelighed beskrives i Politikens kronik den 9. februar. Klapsalver hele vejen rundt.
Til den sidste kronik kan føjes, at Penkowa som type vil klare sig storartet i de forskellige systemer til konkurrenceudsættelse og kvalitetetssikring af den danske forskning. Nye læsere kan begynde her, og det er – tåkrummende pinligheder og ledelsesmæssige katastrofer til trods – i sig selv en god ting.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Jeg tror at det vi ser nu, f.eks. i Penkowa sagen, er endnu et symptom på en dissimineret politisk cancer som har spredt sig igennem hele forskningssystemet, fra ministerium til styrelser, universitetsledelser, decentrale ledelser og i en del tilfælde helt ind i hjernen hos de enkelte forskere. Mange har indrettet sig på 'de nye tider' som regeringens forskningspolitik indebar, mange har resigneret og få har ydet modstand (og der er overvejende medlemmer af denne blog)
Det har tidligere undret mig hvordan man i løbet af relativt få år kunne gennemnazificere den tyske forskningsverden i trediverne.
De sidste 10 år har været et glimrende laboratorium til at iagttage processen når politisk magt beslutter sig for at kvæle den fri forskning - og man kan vel ikke komme udenom at det er gået relativt glat for magthaverne, fordi de fleste har indordnet sig?
Jeg tror derfor det er vigtigt for det videnskabelige samfund at analysere processen, og undgå at kritikken slutter ved forargelsen over en rektor eller minister som plejer politiske interesser. Hvorfor har der ikke været mere modstand?
En del af det skyldes givetvis ren udmattelse og opgivenhed. Jeg møder stort set aldrig en kollega - VIP ELLER TAP - som har noget særligt til overs for systemet, men de færreste har overskuddet til at gøre noget ved det. Den håbløst lange tur op ad bakke tager pippet fra de fleste endnu inden de er kommet afsted.
Men der har nu også været meget righoldige markeringer af utilfredshed og uenighed. En samlet og organiseret opposition er dog fortsat et desiderata.
Sune. jeg ved vi ikke ser helt på samme måde på mulighederne, men er den manglende modstand ikke også en bekvem undskyldning for at indordne sig? Vi har dog med cremelaget af det akademiske samfund at gøre! Magter de ikke at sige konsekvent fra eller er de bange for gestapo?
Jeg kender ikke ret mange, som synes, at dette her er bekvemt. Men det er rigtigt, at jeg kender en del, som er bange (dog: Hvis man er bange for "gestapo", er man godt på vej ind i Godwin´s Law, og der må Herren bevare os fra at komme). De fleste, jeg kender, er dog mere udmattede og håbløse.
De opfatter sig bestemt ikke som cremelaget af nogetsomhelst samfund, men føler sig blot fladmast, og jeg får dem aldrig på banen ved at holde domsprædikener (seovom lysten også kommer over mig), men ved at give dem håb - og der talte præstekonen i mig, jeg ved det godt.
I øvrigt synes jeg efterhånden, at der er rigtig mange, som i forskellig form har blandet sig, så der ER fortsat en masse at bygge på og en masse håb.
Jeg er enig med dig i at nazikortet ikke skal trækkes ved enhver lejlighed (Godwin´s Law), men jeg synes stadigt det er meget relevant at analysere hvorfor modstanden mod den omfattende og direkte politiske kontrol af forskningen ikke har fået en mere omfattende modstand, og om det er lykkedes at omformulere både den intellektuelle og akademiske selvopfattelse hos de fleste i denne proces.Om ikke andet fordi fremtiden formodentlig vil medføre stadigt mere agressive angreb på forskningsfriheden.
Vi har jo i andre sammenhænge langsomt blevet vandt til at korruption, fravigelse af legalitetsprincippet i offentlige beslutninger, nepotisme og personforfølgelse er 'normale' værktøjer i den politiske ledelse af landet, iøvrigt meget parallelt med Zizek's analyser af f.eks. det italienske 'demokrati'
Jeg er enig med den foregående ærede kommentarskriver! Jeg glæder mig til at læse din blogpost om det.
Send en kommentar