Om manglende undervisning og overarbejde

Nedenstående vigtige indlæg stod at læse i Politiken den 24. februar 2011:

Debat: MANGLENDE UNDERVISNING 2 : Hvem betaler den gratis
arbejdskraft?

Af INGRID STAGE FORKVINDE, DANSKMAGISTERFORENING

STUDERENDE VED Saxo Instituttet under Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har råbt vagt i gevær. Undervisningen er af sparehensyn beskåret til under smertegrænsen og er på mange af de mindre kandidatuddannelser reduceret til noget, der ligner fuldtidsselvstudium.

De studerendes aktion er forståelig og fuldt rimelig, selv om en universitetsuddannelse naturligvis består af meget andet end holdundervisning.

Det mest slående ved historien er dog den forbavselse og forargelse, der er kommet til udtryk fra stort set alle sider, inklusive den øverste ansvarlige, Videnskabsministeren.

For reduktionen af semesterlængden med en eller flere uger er ikke noget nyt fænomen. Det er et kendt sparekneb på linje med storholdsundervisning, når
taxameterpengene ikke slår til. Værst er det traditionelt gået ud over de humanistiske fag, herunder også redskabsfag som sprog. Og det taxameterløft, som
humaniora og samfundsfag har fået i den sidste finanslov, kan slet ikke fylde det hul ud, der er opstået gennem mange år.

Nu kræves der så fra alle sider, at de studerende får mere undervisning, længere semestre og flere timer om ugen. Og det er da en rigtig god ide. Men det vil kræve, at den undtagelse fra statens merarbejdsregler, som universitetslærerne er underlagt, fjernes. Reglen begrundes med, at arbejdet er ukontrollerbart og ikke registrerbart.

I Politikens og de øvrige mediers afdækning af de korte semestre mangler der således et væsentligt element, som gør miseren endnu større. Den undervisning, der leveres, hvor mangelfuldt omfanget end måtte forekomme, er for en meget stor del slet ikke betalt.

NÅR INSTITUTTERNE gør lærernes undervisningstid op, viser det sig ofte, at der er mange tusinde timers merarbejde på kontoen. Opgørelsen fra et stort institut på Københavns Universitet udviser således over 30.000 timers ubetalt undervisning, eller op imod 10 millioner kroner i ubetalt løn, som burde optræde som gæld på institutternes konti. Men med undtagelsesbestemmelsen i hånden kan merarbejdet stryges fra gældskontoen med påskriften ' symbolsk kapital'.

En gennemsnitlig arbejdsuge på 48 timer og visheden om, at selv dette ikke er nok til at levere kvalitetsuddannelser og forskning i øverste rangklasse, gør flere og flere universitetslærere syge. Og med de nuværende fyringsrunder blandt kollegerne samtidig med krav om at levere flere undervisningstimer om ugen i flere uger om året er der stor risiko for flere stressramte på universiteterne.

Vi må derfor kræve, at der dels tages hul på afviklingen af gælden, dels gives reel mulighed for at indgå arbejdstidsregler på universitetet, der kan forhindre merarbejdet i at eskalere.

Finansministeriets bastante og uargumenterede afvisning af dette krav, som vi også har mødt ved dette års overenskomstforhandlinger, underminerer lærernes motivation for at give mere af den undervisning, de studerende med rette efterspørger.

I Politikens og de øvrige mediers afdækning af de korte semestre mangler der således et væsentligt element.