Universitetsforskeres ansættelsessikkerhed og dagens fyringer

I et bemærkelsesværdigt indlæg i Information i dag (her) skriver Carl Bache på vegne af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg, at forskningsfrihed og ansættelsessikkerhed hænger sammen. I en kritik af regeringens universitetspolitik hedder det, at

"Med sin misforståede opfattelse af, at der er behov for meget stram styring af forskernes kreativitet og nytænkning, har regeringen bragt dansk forskning i den absurde situation, at historisk mange forskere er fyringstruede trods historisk høje bevillinger til universiteterne de senere år."

Det er ganske korrekt. Netop nu forlyder det, at der på fusionsuniversitetet Århus er kommet udmeldinger om, at der skal fyres yderligere 50 medarbejdere på jordbrugsvidenskab (DJF/AU), og på mindst en af afdelingerne har alle over 60 år fået "et tilbud de ikke kunne afslå" - altså valget mellem særlige ordninger for aftrædelse eller direkte fyring. Det er jo ikke første gang der fyres på DJF. Og på Københavns Universitet, hvor man stadig på instiutterne for Kemi, Datalogi, Geologi/Geografi og ikke mindst Biologi slikker sårene fra de tidligere fyringsrunder, har der i dag været afholdt et stort møde på SNF (Statens Naturvidenskabelige Museum, som hører under Det Naturvidenskabelige Fakultet og omfatter museerne for Botanik, Zoologi og Geologi) hvor ledelsen, efter en todages udflugt til Røsnæs, fremlagde en kriseplan for at bedre økonomien – dvs. en plan for hvordan de som ledelse tilkæmper sig større handlefrihed ved at nedskære lønbudgettet for at øge driftsmidlerne – ved at sætte en større fyringsrunde i gang. Ialt 15 stillinger (VIP og TAP) skal nedlægges, og 8 vil ikke blive genbesat efter folks naturlige afgang. Man havde også forsøgt at tvangsnedsætte pensionsalderen, men her satte fagforeningsfolk sig så voldsomt imod, at forslaget blev trukket tilbage.

På den baggrund kan man kun bifalde, at Videnskabernes Selskab kommer op af hullerne for at forsvare den fri forskning og protestere mod fyringerne. Man kan selvfølgelig mene, at Carl Baches indledning på den nuværende dystre baggrund rummer lidt for meget sarkasme:

"Skal forskere kunne fyres? Ja, naturligvis! Forskere har ikke særligt privilegerede ansættelsesvilkår, og en såkaldt fri forsker er ikke fri i den forstand, at han bare kan gøre, som han vil, uden at skulle stå til ansvar."

Nej, forskningsfrihed er ikke, og har aldrig været frihed til ikke at lave noget (heller ikke dengang dagbladet Dagen kørte hetz imod "nulforskere" og var med til at berede vejen for den nuværende universitetslovs indskrænkning af forskningsfriheden). Forskningsfrihed er derimod frihed for den enkelte forsker til selv at vælge emne indenfor vedkommendes kompetenceområde, og metode, publiceringskanal m.v., og forskningsfrihed er ligeledes forskerkollektivets, dvs. det videnskabelige samfunds frihed til autonomt at bevæge sine interesser og prioriteringer derhen hvor de er til gavn for videnskabens fremme, uafhængigt af hvilke politiske satsninger eller lokalstrategiske målsætninger, som en ovenfra ansat dekan eller en rektor måtte finde på at formulere. Så nej, forskere skal faktisk ikke kunne fyres. Forskere har - og skal vedblive med at have - særligt privilegerede ansættelsesvilkår, der netop for denne gruppe begrænser "arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet". Dette er ikke af hensyn til forskerne som personer, men af hensyn til "arbejdsgiveren selv" forstået som det fælles samfundsmæssige gode, der er grunden til at samfundet betaler for forskning, og det er ligeledes af hensyn til troværdigheden af offentligt finansieret forskning. Ansættelsessikkerheden er en funktionelt nødvendig understøttelse af den akademiske frihed. Resten af Bache's indledning lyder:

"Den frie forsker er en nøglefigur, hvis Danmark vil styrke sin position i global sammenhæng gennem uddannelse, viden og innovation, og det forpligter. Uden den frie forsker ingen strategisk forsker. Uden den frie forsker ingen kvalitet i de videregående uddannelser. Uden den frie forskning ingen videnskabelige nybrud. Regeringen har i sin globaliseringsstrategi klart underspillet den frie forskers samfundsmæssige nøgleposition, og alligevel skal en fri forsker kunne fyres."

Ja, men det sidste er også meget forkert. Regeringen, Finans- og Videnskabsministerierne, og universiteternes ledelser må simpelthen kunne gøre det her noget bedre. Ikke engang nedlæggelse af hele afdelinger (for at undgå diskussioner om enkeltforskeres 'relevans' som i DPU-sagen) kan legitimeres. Der må andre bud på at få universiteternes budgetter til at hænge bedre sammen og måske mindske universitetsledelsernes politisk betonede begær efter at vise deres eget værd ved at agere "strategiske", oprette interne puljer til konkurrence, involvere sig i prestigeprojekter, fusionere og omorganisere. Det bliver meget interessant at se, hvad den pengestrømsanalyse, som DM snart afholder et møde om (se her), viser mht. udviklingen i de måder universiteterne faktisk benytter de offentlige midler på. Bl.a. deltager Rebacca Boden, som før har været med til at påpege de sociale omkostninger ved den engelske neoliberale forskningspolitik (her).
P.S.:
- til de fyringstruede: kontakt os gerne for information om det nye netværk for fyringstruede, se her.