Er danske fysikere bare gode eller for selvfede?

Overskriftens spørgsmål – i en knapt så spidsformuleret version – skal følgende personer snart tage stilling til, i et forum under Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) som hedder Fagligt Udvalg: Formand for dette er direktør Jørgen Søndergaard (SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) og medlemmer er docent, dr.phil. Hans Fink (Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet), professor Poul Erik Mouritzen (Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, professor Søren Molin (BioCentrum, Danmarks Tekniske Universitet), professor Søren-Peter Olesen (Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet), professor Frede Blaabjerg (Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ålborg Universitet), og konsulent Gunnar Sivertsen (NIFU STEP, Norge). Disse personer ved selvfølgelig meget om deres egne videnskabelige felter, og efterhånden en hel del om bibliometri – Sivertsen så meget at han er opfinderen bag den norske, og nu også danske, model for forskningsmåling – men ingen af dem er fysikere eller astronomer, så vidt jeg ved.
Spørgsmålet om danske fysikere og astronomer bare er gode eller lidt for gode dukker op pga. de kriterier, som Videnskabsministeriet ved FI stiller op for god og supergod forskning: Mistanken om selvgodhed, eller "nationalt bias", som FI har kaldt det, ligger i disse tal, som er de aktuelle tal for niveaudeling af tidskrifter for 2009-artikler:

Gruppe 29 - Fysik og Astronomi
Gruppens tidsskrifter: 267 stk.
Niveau 2 tidsskrifter: 26 stk.
Niveau 2-andel verden: 19,184%
Niveau 2-andel DK: 39,509%
(aflæst 14. sept. 2010 på FI's administrative site for medlemmerne af faggrupperne).

Man ser af tallet 19% (jeg dropper decimalerne), at faggruppen pænt har overholdt kriteriet for at være et "førende" niveau 2 tidskrift (standard tidskrifter er niveau 1), nemlig ikke blot (a) de facto at være førende (jeg har tillid til at fysikerne i faggruppen faktisk kun har sat de førende i højniveau kategorien), men også (b) at max. 20% af "verdensproduktionen" målt i antal artikler må sendes ud gennem tidskrifter som er markeret til førende (med andre ord, hvis et felt som fysik havde vurderet, at der faktisk var flere tidskrifter som var førende, så man nåede op på 28 eller 33% af verdensproduktionen som publiceredes via disse, ville det stride mod FI's kriterium b). Nuvel, her har fysik-faggruppen fulgt FI's retningslinier, keine hexerei.

Men uha, tallet for "Niveau 2-andel DK" er 39%. Det er ikke godt, fysikere, det er for meget! Og det kræver en forklaring til ministeriet ... Er læseren på dette tidspunkt mystificeret, følger her et forsøg på en forklaring på ministeriets kontrolmani:
I en af vejledningerne til den igangværende "niveaudeling" – en gentagen øvelse, hvor de 68 faggrupper bedes om at revidere deres ranking af fagområdets tidskrifter, så årets tal passer til FI's rankingskriterier – skriver FI (d. 18/5-2010, brevet kan ses her, og lidt om konteksten her) at

"Resultatet af jeres niveauinddeling i forhold til dansk produktion kan godt ligge over de 20 %, men vil have indflydelse på Fagligt Udvalgs kvalitetssikring af niveauinddelingen. Vi opfordrer jer til at holde øje med den danske produktion, da Fagligt Udvalg vil kigge nærmere på de faggrupper, hvor den danske produktion ligger over 30 %."

I et andet brev, "Retningslinier for niveaudeling" også fra 18/5-2010 (her), hedder det uddybende

"I tilfælde hvor meget mere end 20 % af den danske produktion i en faggruppe bliver placeret på niveau 2, kan dette skyldes, at faget har mange danske forskere på meget højt internationalt niveau, men det kan også skyldes, at den danske produktion er koncentreret til relativt få tidsskrifter samtidig med, at autoritetslisten omfatter et forholdsvist stort antal tidsskrifter, hvor danske forskere i praksis aldrig publicerer. I sidstnævnte tilfælde kan 20 pct. reglen indebære, at en utilsigtet stor del af den danske produktion bliver placeret på niveau 2.
Fagligt udvalg har derfor besluttet, at underkaste niveaudelingen i en faggruppe en nøjere granskning af årsagerne hertil, såfremt niveauinddelingen indebærer at mere end 30 pct. af den danske produktion i 2009 er på niveau 2. Hvis årsagen er et dansk publiceringsmønster, der er koncentreret på usædvanligt få tidsskrifter i forhold til faggruppens samlede liste, vil Fagligt Udvalg drøfte behovet for at nominere færre tidsskrifter til niveau 2 med faggruppen, for at begrænse de utilsigtede virkninger."

Bortset fra den blødere formulering er der for så vidt intet nyt i forskningsstyrelsens mistænksomhed overfor de 68 videnskabelige rådgivningsgrupper, som skal fungere som rådgivnings- og legitimationsbasis for ministeriets forskningsindikator; og det omtalte Faglige Udvalg har den utaknemmelige opgave, at imødegå de tilskyndelser til kassetænkning og point-spekulation, der er indbygget i modellen. Samme slagsmål var oppe sidste år: Da skrev FI, at

"I år findes der også oplysninger om de danske publiceringer. De bør anvendes som en del af overvågningen af, at nomineringen til niveau 2 ikke er biased til gunst for særlige danske publiceringsmønstre. Derfor bør det give anledning til en kritisk granskning både i faggruppen og i Fagligt udvalg, hvis andelen af danske publiceringer i niveau 2 tidsskrifter er væsentligt højere end 20 pct" (Retningslinjer for nominering af tidsskrifter til niveau, d. 24/7-2009 [her], min fremhævelse, CE)

Dette førte til megen undren og en del kritik fra mange faggrupper, opsamlet i et notat (her), der afgik d. 5/8-2009 til FI. En af kommentarerne fra faggrupperne dengang lød:

"Det henstår helt uklart hvorfor der er denne overrepræsentation af danske artikler i niveau 2 tidsskrifter (omend det ikke kommer bag på mig). Det på ingen måde klart, om vi skal være glade for overrepræsentationen, om vi skal forsøge at bekæmpe den, eller om vi bare skal være ligeglade." (...) "Pointen er dog, at vi ikke aner hvad tallene dækker over. Og uden at vide dette vil det være omsonst at ændre adfærd pga disse tal."

Mig bekendt har FI ikke foretaget en analyse af den danske overrepræsentaion i forhold til verdensgennemsnittet, eller forelagt en sådan for de rådgivende faggrupper, som reelt sidder i den interessante rolle dels at skulle bidrage til objektive råd om konstruktionen af en indikator der skal fordele forskningsmidler, og dels repræsentere eget fagområde i forhold til andre, dvs. tage hensyn til de fagpolitiske interesser i faggruppens eget bagland af forskere indenfor det pågældende videnskabelige speciale. Og her hænger mistanken om selvfed publikationsbias stadig i luften.

Med andre ord, som led i ministeriets "kvalitetssikring" af dansk forskning, inkl. dansk fysik, skal fysikerne i faggruppen nu til at forklare Jørgen Søndergaard & co, om det virkeligt er sandt, at de er så gode, at de får så mange artikler ud i internationale tidskrifter på et så højt niveau at det udgør 39% af det danske bidrag*) til "verdensproduktionen", eller om de har et så stort nationalt bias, at de som faggruppe blot udpeger de tidskrifter til højniveau, hvor danske fysikere nu engang publicerer mest.
Og det er ikke kun fysikken, der er mistænkelig i ministeriets øjne: En optælling (her) viser, at det her pr. 14. september er 42 ud af de 68 faggrupper, som ryger op over 30%-grænsen og skal forklare sig ... med mindre de degraderer en række af deres tidskrifter fra top- til standard-niveau i ministeriets målestok.

*) Note: Altså selvfølgelig ikke 39% af den samlede verdensproduktion, her bidrager Danmark kun få promille, men at 39% af de danske bidrag til denne indenfor fysik og astronomi ligger i højniveau (niveau 2).