Universitetsforskeres ansættelsessikkerhed og dagens fyringer

I et bemærkelsesværdigt indlæg i Information i dag (her) skriver Carl Bache på vegne af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg, at forskningsfrihed og ansættelsessikkerhed hænger sammen. I en kritik af regeringens universitetspolitik hedder det, at

"Med sin misforståede opfattelse af, at der er behov for meget stram styring af forskernes kreativitet og nytænkning, har regeringen bragt dansk forskning i den absurde situation, at historisk mange forskere er fyringstruede trods historisk høje bevillinger til universiteterne de senere år."

Det er ganske korrekt. Netop nu forlyder det, at der på fusionsuniversitetet Århus er kommet udmeldinger om, at der skal fyres yderligere 50 medarbejdere på jordbrugsvidenskab (DJF/AU), og på mindst en af afdelingerne har alle over 60 år fået "et tilbud de ikke kunne afslå" - altså valget mellem særlige ordninger for aftrædelse eller direkte fyring. Det er jo ikke første gang der fyres på DJF. Og på Københavns Universitet, hvor man stadig på instiutterne for Kemi, Datalogi, Geologi/Geografi og ikke mindst Biologi slikker sårene fra de tidligere fyringsrunder, har der i dag været afholdt et stort møde på SNF (Statens Naturvidenskabelige Museum, som hører under Det Naturvidenskabelige Fakultet og omfatter museerne for Botanik, Zoologi og Geologi) hvor ledelsen, efter en todages udflugt til Røsnæs, fremlagde en kriseplan for at bedre økonomien – dvs. en plan for hvordan de som ledelse tilkæmper sig større handlefrihed ved at nedskære lønbudgettet for at øge driftsmidlerne – ved at sætte en større fyringsrunde i gang. Ialt 15 stillinger (VIP og TAP) skal nedlægges, og 8 vil ikke blive genbesat efter folks naturlige afgang. Man havde også forsøgt at tvangsnedsætte pensionsalderen, men her satte fagforeningsfolk sig så voldsomt imod, at forslaget blev trukket tilbage.

På den baggrund kan man kun bifalde, at Videnskabernes Selskab kommer op af hullerne for at forsvare den fri forskning og protestere mod fyringerne. Man kan selvfølgelig mene, at Carl Baches indledning på den nuværende dystre baggrund rummer lidt for meget sarkasme:

"Skal forskere kunne fyres? Ja, naturligvis! Forskere har ikke særligt privilegerede ansættelsesvilkår, og en såkaldt fri forsker er ikke fri i den forstand, at han bare kan gøre, som han vil, uden at skulle stå til ansvar."

Nej, forskningsfrihed er ikke, og har aldrig været frihed til ikke at lave noget (heller ikke dengang dagbladet Dagen kørte hetz imod "nulforskere" og var med til at berede vejen for den nuværende universitetslovs indskrænkning af forskningsfriheden). Forskningsfrihed er derimod frihed for den enkelte forsker til selv at vælge emne indenfor vedkommendes kompetenceområde, og metode, publiceringskanal m.v., og forskningsfrihed er ligeledes forskerkollektivets, dvs. det videnskabelige samfunds frihed til autonomt at bevæge sine interesser og prioriteringer derhen hvor de er til gavn for videnskabens fremme, uafhængigt af hvilke politiske satsninger eller lokalstrategiske målsætninger, som en ovenfra ansat dekan eller en rektor måtte finde på at formulere. Så nej, forskere skal faktisk ikke kunne fyres. Forskere har - og skal vedblive med at have - særligt privilegerede ansættelsesvilkår, der netop for denne gruppe begrænser "arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet". Dette er ikke af hensyn til forskerne som personer, men af hensyn til "arbejdsgiveren selv" forstået som det fælles samfundsmæssige gode, der er grunden til at samfundet betaler for forskning, og det er ligeledes af hensyn til troværdigheden af offentligt finansieret forskning. Ansættelsessikkerheden er en funktionelt nødvendig understøttelse af den akademiske frihed. Resten af Bache's indledning lyder:

"Den frie forsker er en nøglefigur, hvis Danmark vil styrke sin position i global sammenhæng gennem uddannelse, viden og innovation, og det forpligter. Uden den frie forsker ingen strategisk forsker. Uden den frie forsker ingen kvalitet i de videregående uddannelser. Uden den frie forskning ingen videnskabelige nybrud. Regeringen har i sin globaliseringsstrategi klart underspillet den frie forskers samfundsmæssige nøgleposition, og alligevel skal en fri forsker kunne fyres."

Ja, men det sidste er også meget forkert. Regeringen, Finans- og Videnskabsministerierne, og universiteternes ledelser må simpelthen kunne gøre det her noget bedre. Ikke engang nedlæggelse af hele afdelinger (for at undgå diskussioner om enkeltforskeres 'relevans' som i DPU-sagen) kan legitimeres. Der må andre bud på at få universiteternes budgetter til at hænge bedre sammen og måske mindske universitetsledelsernes politisk betonede begær efter at vise deres eget værd ved at agere "strategiske", oprette interne puljer til konkurrence, involvere sig i prestigeprojekter, fusionere og omorganisere. Det bliver meget interessant at se, hvad den pengestrømsanalyse, som DM snart afholder et møde om (se her), viser mht. udviklingen i de måder universiteterne faktisk benytter de offentlige midler på. Bl.a. deltager Rebacca Boden, som før har været med til at påpege de sociale omkostninger ved den engelske neoliberale forskningspolitik (her).
P.S.:
- til de fyringstruede: kontakt os gerne for information om det nye netværk for fyringstruede, se her.

Debatmøde om det neoliberalistiske universitet

Der indbydes til møde i Det Lærde Selskab:

Tirsdag den 28. september 2010 kl. 19.30 – 22.00

i Richard Mortensen Stuen, Aarhus Universitet

Lektor Mogens Ove Madsen,

(Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet)

Universitetets død

Universitetsloven fra 2003 var kulminationen på flere års markedsgørelse af uddannelser og forsk‐ning. Det frie forskningsmiljø, universitetsdemokratiet og den forskningsbaserede, dybdegående undervisning er gået eller er ved at gå heden. Det er ikke kun et dansk fænomen, men et globalt – en nyliberalistisk tendens. OECD mener, at uddannelse vil være et af fremtidens største økonomiske markeder. Men på kort tid er Danmark degraderet til en bundplacering på UNESCOs liste over akademisk frihed. I Danmark er det bl.a. et spørgsmål om ʹmest muligt for pengeneʹ – kvantitet frem for kvalitet. Jo flere studerende der består eksamen, desto bedre – uanset niveau. Jo flere forskningsartikler der publiceres, desto bedre – uanset kvalitet. Og det er en tro på, at en stærk, ansat ledelse kan gøre det bedre end det demokratiske universitet baseret på de humboldtske dyder om fri forskning og uddannelse.

Oplægsholder har forfattet bogen ʺUniversitets dødʺ (Forlaget Frydenlund) og håber at kunne råbe både universitetsfolk, politikere, fagforeninger og andre op. For ønsker vi at beholde det humboldtske universitet, er det absolut sidste udkald!

Efter foredraget vil der blive serveret ost og rød‐/hvidvin.

Medlemmer kan medtage gæster til foredraget mod betaling af kr. 50,‐ per gæst. Deltagelse bedes meddelt senest tirsdag den 21. september 2010 pr. e‐mail maj [at] teo.au.dk eller per post på vedlagte ark til Marlene Jessen, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universi‐tet, Tåsingegade 3, 8000 Århus C. Bemærk, at tilmeldingen er bindende. Se vedlagte:

http://dls.au.dk/fileadmin/www.dls.au.dk/09.10.pdf (eller her)

Pengestrømsanalysen præsenteres

FOLLOW THE MONEY - KONFERENCE OM PENGESTRØMME PÅ DE DANSKE UNIVERSITETER

Bevillingerne til de danske universiteter er steget støt gennem de sidste ti år, men hvor strømmer pengene hen? Mere forskning? Bedre undervisning? Mere administration? Flottere bygninger? Øget husleje? Universitetsfusionsudgifter? Branding? Tech-trans? HR- og kommunikationsindsatser? Udarbejdelse af udviklingskontrakter, værdigrundlag, stragetiske satsninger? Opgradering af kompetencer i lederlagene, chefer, pro-dekaner, viceinstitutbestyrere o.a. funktioner?

Hør blandt andre Rebecca Boden, professor ved University of Wales, og Sue Wright, professor ved Aarhus Universitet, præsentere deres analyse af pengestrømmen ved danske universiteter til DM-konferencen Follow the Money.

Hør også videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen tale om fremtidens finansiering af universiteterne.

Spørgsmål og debat er både på dansk og engelsk.

Se program og tilmelding til mødet her.

Er danske fysikere bare gode eller for selvfede?

Overskriftens spørgsmål – i en knapt så spidsformuleret version – skal følgende personer snart tage stilling til, i et forum under Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) som hedder Fagligt Udvalg: Formand for dette er direktør Jørgen Søndergaard (SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) og medlemmer er docent, dr.phil. Hans Fink (Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet), professor Poul Erik Mouritzen (Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, professor Søren Molin (BioCentrum, Danmarks Tekniske Universitet), professor Søren-Peter Olesen (Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet), professor Frede Blaabjerg (Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ålborg Universitet), og konsulent Gunnar Sivertsen (NIFU STEP, Norge). Disse personer ved selvfølgelig meget om deres egne videnskabelige felter, og efterhånden en hel del om bibliometri – Sivertsen så meget at han er opfinderen bag den norske, og nu også danske, model for forskningsmåling – men ingen af dem er fysikere eller astronomer, så vidt jeg ved.
Spørgsmålet om danske fysikere og astronomer bare er gode eller lidt for gode dukker op pga. de kriterier, som Videnskabsministeriet ved FI stiller op for god og supergod forskning: Mistanken om selvgodhed, eller "nationalt bias", som FI har kaldt det, ligger i disse tal, som er de aktuelle tal for niveaudeling af tidskrifter for 2009-artikler:

Gruppe 29 - Fysik og Astronomi
Gruppens tidsskrifter: 267 stk.
Niveau 2 tidsskrifter: 26 stk.
Niveau 2-andel verden: 19,184%
Niveau 2-andel DK: 39,509%
(aflæst 14. sept. 2010 på FI's administrative site for medlemmerne af faggrupperne).

Man ser af tallet 19% (jeg dropper decimalerne), at faggruppen pænt har overholdt kriteriet for at være et "førende" niveau 2 tidskrift (standard tidskrifter er niveau 1), nemlig ikke blot (a) de facto at være førende (jeg har tillid til at fysikerne i faggruppen faktisk kun har sat de førende i højniveau kategorien), men også (b) at max. 20% af "verdensproduktionen" målt i antal artikler må sendes ud gennem tidskrifter som er markeret til førende (med andre ord, hvis et felt som fysik havde vurderet, at der faktisk var flere tidskrifter som var førende, så man nåede op på 28 eller 33% af verdensproduktionen som publiceredes via disse, ville det stride mod FI's kriterium b). Nuvel, her har fysik-faggruppen fulgt FI's retningslinier, keine hexerei.

Men uha, tallet for "Niveau 2-andel DK" er 39%. Det er ikke godt, fysikere, det er for meget! Og det kræver en forklaring til ministeriet ... Er læseren på dette tidspunkt mystificeret, følger her et forsøg på en forklaring på ministeriets kontrolmani:
I en af vejledningerne til den igangværende "niveaudeling" – en gentagen øvelse, hvor de 68 faggrupper bedes om at revidere deres ranking af fagområdets tidskrifter, så årets tal passer til FI's rankingskriterier – skriver FI (d. 18/5-2010, brevet kan ses her, og lidt om konteksten her) at

"Resultatet af jeres niveauinddeling i forhold til dansk produktion kan godt ligge over de 20 %, men vil have indflydelse på Fagligt Udvalgs kvalitetssikring af niveauinddelingen. Vi opfordrer jer til at holde øje med den danske produktion, da Fagligt Udvalg vil kigge nærmere på de faggrupper, hvor den danske produktion ligger over 30 %."

I et andet brev, "Retningslinier for niveaudeling" også fra 18/5-2010 (her), hedder det uddybende

"I tilfælde hvor meget mere end 20 % af den danske produktion i en faggruppe bliver placeret på niveau 2, kan dette skyldes, at faget har mange danske forskere på meget højt internationalt niveau, men det kan også skyldes, at den danske produktion er koncentreret til relativt få tidsskrifter samtidig med, at autoritetslisten omfatter et forholdsvist stort antal tidsskrifter, hvor danske forskere i praksis aldrig publicerer. I sidstnævnte tilfælde kan 20 pct. reglen indebære, at en utilsigtet stor del af den danske produktion bliver placeret på niveau 2.
Fagligt udvalg har derfor besluttet, at underkaste niveaudelingen i en faggruppe en nøjere granskning af årsagerne hertil, såfremt niveauinddelingen indebærer at mere end 30 pct. af den danske produktion i 2009 er på niveau 2. Hvis årsagen er et dansk publiceringsmønster, der er koncentreret på usædvanligt få tidsskrifter i forhold til faggruppens samlede liste, vil Fagligt Udvalg drøfte behovet for at nominere færre tidsskrifter til niveau 2 med faggruppen, for at begrænse de utilsigtede virkninger."

Bortset fra den blødere formulering er der for så vidt intet nyt i forskningsstyrelsens mistænksomhed overfor de 68 videnskabelige rådgivningsgrupper, som skal fungere som rådgivnings- og legitimationsbasis for ministeriets forskningsindikator; og det omtalte Faglige Udvalg har den utaknemmelige opgave, at imødegå de tilskyndelser til kassetænkning og point-spekulation, der er indbygget i modellen. Samme slagsmål var oppe sidste år: Da skrev FI, at

"I år findes der også oplysninger om de danske publiceringer. De bør anvendes som en del af overvågningen af, at nomineringen til niveau 2 ikke er biased til gunst for særlige danske publiceringsmønstre. Derfor bør det give anledning til en kritisk granskning både i faggruppen og i Fagligt udvalg, hvis andelen af danske publiceringer i niveau 2 tidsskrifter er væsentligt højere end 20 pct" (Retningslinjer for nominering af tidsskrifter til niveau, d. 24/7-2009 [her], min fremhævelse, CE)

Dette førte til megen undren og en del kritik fra mange faggrupper, opsamlet i et notat (her), der afgik d. 5/8-2009 til FI. En af kommentarerne fra faggrupperne dengang lød:

"Det henstår helt uklart hvorfor der er denne overrepræsentation af danske artikler i niveau 2 tidsskrifter (omend det ikke kommer bag på mig). Det på ingen måde klart, om vi skal være glade for overrepræsentationen, om vi skal forsøge at bekæmpe den, eller om vi bare skal være ligeglade." (...) "Pointen er dog, at vi ikke aner hvad tallene dækker over. Og uden at vide dette vil det være omsonst at ændre adfærd pga disse tal."

Mig bekendt har FI ikke foretaget en analyse af den danske overrepræsentaion i forhold til verdensgennemsnittet, eller forelagt en sådan for de rådgivende faggrupper, som reelt sidder i den interessante rolle dels at skulle bidrage til objektive råd om konstruktionen af en indikator der skal fordele forskningsmidler, og dels repræsentere eget fagområde i forhold til andre, dvs. tage hensyn til de fagpolitiske interesser i faggruppens eget bagland af forskere indenfor det pågældende videnskabelige speciale. Og her hænger mistanken om selvfed publikationsbias stadig i luften.

Med andre ord, som led i ministeriets "kvalitetssikring" af dansk forskning, inkl. dansk fysik, skal fysikerne i faggruppen nu til at forklare Jørgen Søndergaard & co, om det virkeligt er sandt, at de er så gode, at de får så mange artikler ud i internationale tidskrifter på et så højt niveau at det udgør 39% af det danske bidrag*) til "verdensproduktionen", eller om de har et så stort nationalt bias, at de som faggruppe blot udpeger de tidskrifter til højniveau, hvor danske fysikere nu engang publicerer mest.
Og det er ikke kun fysikken, der er mistænkelig i ministeriets øjne: En optælling (her) viser, at det her pr. 14. september er 42 ud af de 68 faggrupper, som ryger op over 30%-grænsen og skal forklare sig ... med mindre de degraderer en række af deres tidskrifter fra top- til standard-niveau i ministeriets målestok.

*) Note: Altså selvfølgelig ikke 39% af den samlede verdensproduktion, her bidrager Danmark kun få promille, men at 39% af de danske bidrag til denne indenfor fysik og astronomi ligger i højniveau (niveau 2).

Kan universitetsforskere strejke?

Det har somme tider slået mig, at det egentlig er underligt, at ingen forskere under de runder af massefyringer, som universiteterne de seneste år har oplevet (og med stor sandsynlighed vil opleve igen) har foreslået at strejke. Så var jeg til et møde, hvor nogen påstod, at vi slet ikke havde strejkeret! Det viste sig senere at være forkert. Jeg skulle dog have påstanden afkræftet af eksperter, for de tilstedeværende tillidsrepræsentanter lod den passere ubemærket. Nå, men for at gentage: Vi har som universitetsansatte medlemmer af en fagforening strejkeret. (Med mindre "vi" som nogle ganske få professorer stadig er ansat under den gamle tjenestemandsordning: Tjenestemænd har ikke strejkeret).
Vi har ret til at strejke, men kan vi strejke? Kan vi nedlægge arbejdet, sætte hårdt mod hårdt, og i næste fyringsrunde kræve, at bestyrelse, rektorer, dekaner, osv. udarbejder alternative planer til at finansiere et midlertidigt budgetunderskud, før vi genoptager arbejdet? Og lad mig, for at spænde naivitetens bue, også spørge: Kan vi sympatistrejke med fyrede universitetsforskere på andre universiteter? Jeg har tidligere spurgt mig for – teoretiske muligheder optager mig meget – bl.a. hos tillidsrepræsentanter (TR), og har fået venlige svar a la dette:

"Der er jo altid to sider af samme sag. I denne er der den oficielle fagforeningsrolle, som her er begrænset til at modvirke afskedigelserne ved at forsøge at påvirke budgetterne (og igen er fagforeningens rolle her begrænset til at bliver hørt i samarbejdsudvalgene) og at hjælpe de, der kommer i klemme ved nedskæringer.
Med hensyn til arbejdsretlige protester så er fagforeningen og jeg som TR bundet af fredspligten, som er en del af overenskomstsystemet, og som betyder, at man kun kan strejke i forlængelse af overenskomstforhandlingerne og at fagforeningen er forpligtet til at hjælpe med til at holde ro på arbejdspladsen mellem overenskomstforhandlingerne. Hvis TR opfordrer til arbejdsnedlæggelser vil vedkommende blive fyret og fagforningen blive idømt en bod, der som regel er af væsentlig størrelse. Så derfor vil DM (Dansk Magisterforening) ikke tillade at jeg opfordrer til overenskomsstridige arbejdsnedlæggelser.
Den anden side af sagen er, at jeg selvfølgelig syntes at vi alle skal påvirke med de midler vi har, som bl.a. er at få så meget pressedækning som muligt.
Det kan ikke undgå at give opmærksomhed rundt omkring, hvis man på nogle institutter vil fyre næsten en trediedel af de fastansatte. Og det er kommet som lyn fra en klar himmel - for 3 måneder siden var alt jo helt fint efter både dekanens og rektors opfattelse. Det er udpræget dårlig ledelse at man ikke har kunnet forudse de økonomiske problemer, der er årsag til nedskæringerne.
Stemningen her på stedet er faktisk temmelig oprørt, så jeg tror at der er god grobund for kraftige protester. Der er indkaldt til protestmøde (...). Jeg håber på at der vil være stor kollegial opbakning til dette og en eller andet efterfølgende respons.
Jeg kan ikke som TR opfordre til boykot af eksamen eller undervisning, men på den anden side så er det jo velkendt at fyringstrusler giver stress og at stress nedsætter modstandskraften mod de influenzaer, der altid kommer her i januar!"

Det lader til, at strejker ikke er et reelt eksisterende våben i situationer med massefyringer. Det er da egentligt sært. Så hvis vi skal have forøget ansættelsessikkerhed, skal det ind som et overenskomstkrav.
Men hvad så med strejker i forbindelse med overenskomstforhandlinger? Kan fx de mange universitetsansatte, der er organiseret i DM, strejke i den sammenhæng? Her siger kilder, der kender lidt til systemet, følgende:

"Strejkeretten er svær at udnytte, fordi der er fælles forhandlinger for alle ansatte, og et flertal i hele AC skal forkaste et forhandlingsresultat for at der kan strejkes. DM kan udtræde af forhandlingsaftalen og selv sige nej, men DM har jo ikke alle universitetslærerne [som er organiseret i mange andre fagforeninger, fx DJØF], så det er risikabelt.
Ikke engang GL, som dog har alle gymnasielærere, vil kaste sig ud i en strejke alene.
Så det drejer sig om at overbevise et flertal af akademikerne om, at den samlede AC-overenskomst er for ringe."

Jeg mener, at ansættelsessikkerheden ved universiteterne i dag er blevet så forringet, og at universitetsledelserne i forbindelse med nedskæringer bruger så mange ekstra midler på at skjule dette – bl.a. i form af favorable og dyre fratrædelsesordninger, der sikkert er gode for de enkelte berørte, men som skjuler problemets omfang; og hele HR-bureaukratiet, der er ansat (!) til bl.a. at tage sig af dette – at det er på tide som overenstkomstkrav til foråret at bringe ansættelsessikkerheden i fokus; uanset om vi må, kan eller vil strejke for den eller ej. Som tidligere nævnt her på bloggen er ansættelsessikkerhed, på linie med retten til at deltage i den kollegiale styring af de akademiske anliggender, et centralt element i understøttelsen af forskningsfrihed.

Udannelse i verdensklasse for ingen penge?

Jeg har tidligere (her) gjort opmærksom på det groteske i den manglende fokus på de forringede vilkår for universitetsstuderende. I dagens kronik i Information (her) trækker Amalie Laulund Trudsø, der studerer på dansk og retorik, blankt på samme punkt. Hun spørger berettiget, hvordan man både kan udsulte en uddannelse og forvente verdensklasse af den. Man kan tilføje, at af de i forvejen begrænsede taxameterbetalinger er over halvdelen forsvundet i rektoraret og dekanatet, før de overhovedet når frem til det institut, hvor undervisningen skal leveres.