Underskriftindsamling imod de varslede fyringer på DPU

Vi har i dag modtaget følgende:

Ledelsen på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) har varslet fyring af tre fastansatte lektorer inden for det pædagogisk filosofiske forskningsmiljø.
Vi opfordrer til at protestere til rektor for Århus Universitet over dette anslag mod vores studium, mod den pædagogiske filosofi i Danmark og mod forskningsfriheden i det hele taget. Varslingerne skal trækkes tilbage!

Vedlagt en erklæring og en redegørelse for sagen af Peter Kemp, Professor emeritus i filosofi, DPU. Dr.theol.& phil.og Anne-Marie Eggert-Olsen, Lektor i filosofi, DPU, Mag.art, ph.d., som vi vil bede dig om at læse. Hvis du derefter kan stå inde for erklæringen, så send:

navn,
titel og
ansættelsessted

til adressen Filosofi.dpu@gmail.com – senest torsdag den 6. maj om morgenen.

Derefter vil vi så samle navne, sætte under erklæringen og sende den samlet til rektor med udgangen af ugen. Det er vigtigt, at der handles hurtigt. Fristen for partshøring er 20/5, og denne protest skal gerne indgå i forhandlingerne om at finde en løsning på situationen inden da. Send endelig denne mail videre til andre, der ville kunne tænkes at støtte sagen. Send også kopier af andre støtteerklæringer og oplysninger om initiativer til den nævnte adresse; så kan vi evt. videredistribuere det.

Med venlig hilsen
Studerende ved den pædagogisk filosofiske kandidatuddannelse på DPU
http://www.dpu.dk/site.aspx?p=317

Om sagen, se også:
http://www.folkeskolen.dk/BlogShow.aspx?DebateThreadId=4747&DebatePostId=4747#Anchor4747
http://www.forskeren.dk/
http://www.information.dk/231444
http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=62384
http://professorvaelde.blogspot.com/2010/04/dpu-institutionsmassakre-efter.html
http://www.folkeskolen.dk/BlogShow.aspx?DebateThreadId=4767&DebatePostId=4767#Anchor4767


=============
ERKLÆRING OM PÆDAGOGISK FILOSOFI PÅ DANMARKS PÆDAGOGISKE UNIVERSITETSSKOLE

Til rektor for Århus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen
Cc: dekan Lars Qvortrup

Undertegnede protesterer imod den afskedigelse af tre lektorer i pædagogisk filosofi, som Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) under Århus Universitet er ved at gennemføre. Vi har fået oplyst, at DPUs ledelse for en måned siden forsøgte at få nedlagt kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi, men måtte opgive det, bl.a. efter kraftig modstand på Institut for Pædagogik. I stedet varsler man nu afskedigelse af de tre filosoffer, der aktuelt varetager størstedelen af undervisningen og vejledningen på denne uddannelse: Dr. phil. Jørgen Huggler, ph.d. Henrik Vase Frandsen og ph.d. Asger Sørensen.
Ingen benægter, at de har vist sig som engagerede undervisere, dygtige administratorer og grundige forskere. Ledelsens begrundelse for fyringerne, at de pågældende forskning ikke er relevante for DPUs forskning i det samlede pædagogiske felt og uddannelsesområde, er arbitrær og bygger på en meget snæver opfattelse af, hvad pædagogisk forskning skal omfatte. Filosoffer er uddannet til at tænke historisk, systematisk, tværfagligt og med internationalt udsyn, og derfor kan de sætte de pædagogiske og uddannelsesvidenskabelige forskningsfelter ind i et større perspektiv. Et DPU uden filosofisk refleksion vil være et ringere DPU, end det er i dag, hvor DPU bl.a. takket være det filosofiske islæt er unikt i nordisk sammensammenhæng.
Afskedigelserne er urimelige, da de pågældende fuldt ud har levet op til deres ansættelsesmæssige forpligtelser, men vil også være til stor skade for den pædagogiske verden i Danmark, hvor man har brug for DPU som andet og mere end en ekstra professionshøjskole. De vil medvirke til at udviske den skarpe akademiske profil, DPU bl.a. i kraft af sin unikke pædagogisk-filosofiske faglighed har haft i hele Norden og internationalt.
Vi opfordrer derfor rektor for Århus Universitet til at gribe ind og sikre, at DPU forbliver på samme niveau som andre dele af Århus Universitet og således kan bidrage til, at dette kan manifestere sig som eliteuniversitet.

=============
REDEGØRELSE
BAGGRUND FOR VARSLINGEN AF AFSKEDIGELSER PÅ DANMARKS PÆDAGOGISKE UNIVERSITETSSKOLE VED ÅRHUS UNIVERSITET
28-04-2010

Kære venner af pædagogisk filosofi i Norden,

Ledelsen af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og Institut for Pædagogik ved denne institution har den 21/4 varslet fyring af tre forskere på området pædagogisk filosofi og dermed af de filosoffer, der aktuelt varetager størstedelen af undervisningen på kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi.
Ledelsen begrunder fyringerne med økonomien. Men det er et skinargument. Forskningsmiljøet i Pædagogisk Filosofi er udset til at bære hele byrden af besparelserne på VIP-siden. Ingen andre løsninger er forsøgt, ingen andre fagmiljøer på DPU bliver berørt (for nærværende), og akademiske kvalifikationer lades eksplicit ude af betragtning.Specifikt begrundes afskedigelserne med, at de tre pågældende forskeres områder ikke er relevante for DPU. Det drejer sig om:
Jørgen Huggler, ekspert i bl.a. tysk idealisme, i den tyske og danske romantik og i den dannelsestænkning, der inspirerede f.eks. Grundtvig og Kold. Han er blevet anerkendt med den idehistoriske doktorgrad.
Asger Sørensen, ekspert i bl.a. etik, videnskabsteori, herunder kritisk teori, positivisme og moderne tænkere, som udgør en væsentlig del af det pædagogiske teorivalg pt., såsom Durkheim, Baumann, Luhmann og Habermas.
Henrik Vase Frandsen, ekspert i religionsfilosofi og fænomenologi, herunder Løgstrup og Lévinas. Han var en af de få fra DPU, hvis ikke den eneste, der fik en forskningsbevilling fra FKK i 2008.

Disse felter og denne faglige ekspertise bliver nu af DPUs ledelse bedømt som irrelevant for forskningen i ’det samlede pædagogiske felt og uddannelsesområde’. Men denne begrundelse kan kun hvile på en ekstremt snæver opfattelse af filosofiens betydning for pædagogisk forskning. Heldigvis anlægges en sådan betragtning ikke i ledelserne af andre store universitetsinstitutioner i Danmark som CBS, RUC og AUC, hvor filosofferne netop regnes for vigtige for institutionernes prestige. Men sådan er det ikke længere på DPU, der ellers har været kendt for at rumme et unikt samspil mellem filosoffer og fagfolk.

Gennemføres den hovedløse beslutning, vil DPU derfor miste afgørende i anseelse. Det vil koste dyrt at smide de pædagogiske filosoffer på porten, for de er uddannet til at tænke selvstændigt og dermed tænke på tværs af faggrænser. De sætter aktuelle pædagogiske strømninger og modebølger ind i en større åndshistorisk, intellektuel og kritisk sammenhæng. Og de tænker frit over pædagogikkens grundlag og idealer, uafhængigt af administrative, økonomiske og politiske dagsordener. Men talen om dannelse og myndighed skal nu tie. DPU skal reduceres til en andenrangs universitetsskole, der udvikler didaktiske redskaber (se f.eks. Lars Qvortrups kronik i Berlingske Tidende 5. marts 2010) i konkurrence med professionshøjskolerne, i stedet for at være pædagogikkens sted for videreuddannelse, inspiration og dybere erkendelse. Helt grundlæggende svigter DPU sit samfundsmæssige og videnskabelige ansvar.

DPUs ledelse fyrer de tre forskere med den begrundelse, at de hører bedre hjemme på ”fag-filosofiske” institutter. Dette viser, at DPUs ledelse ikke har forstået, hvad filosofisk refleksion er, og hvad den kan som pædagogisk filosofi. Filosofi har altid og vil altid leve af frugtbar samtale med andre tolkninger, det være sig videnskabelige, religiøse, kunstneriske eller praktiske. Filosofi kan ikke reduceres til ét bestemt blik på verden eller studiet af ét bestemt udsnit af verden.

Etableringen af et pædagogisk-filosofisk miljø var en fantastisk fornyelse ved oprettelsen af DPU, som vakte genlyd ud over landets grænser. Sagt højtideligt kunne filosofien her tilføre pædagogikken begrebets strenghed, samtidig med at pædagogikken konstant kunne minde filosofien om virkelighedens praktiske forpligtelse. I dette miljø fik diskussionen om de yderste idealer for pædagogikkens praksis, der ikke kan tematiseres under den videnskabelige arbejdsdeling, en institutionel ramme. Pædagogikken har her udfordret filosofien på afgørende måde, og filosofien har huset diskussionen af det pædagogiske virkefelt langt ud over spørgsmål om f.eks. best practice og what works. Sådanne spørgsmål er vigtige, men også begrænsede og må altid vurderes i en videre sammenhæng. Pædagogik kan ikke reduceres til et spørgsmål om, hvilke ’redskaber’ der skal ligge i ’værktøjskassen’. Pædagogisk filosofi har bl.a. denne normative diskussion som en akademisk opgave.
Ingen andre nordiske universiteter har haft en sådan stærk kombination af pædagogisk og filosofisk tænkning som DPU. Nordiske forskere på området har derfor skævet misundeligt og begejstret til DPU. Det har mange filosofiske forskere i øvrigt også.

Vi beder jer støtte den medfølgende korte protest til rektor for Århus Universitet imod at indskrænke pædagogisk filosofi som akademisk disciplin på DPU. Og I må meget gerne fortælle vidt og bredt om, hvad der er ved at ske på DPU, og få andre med i protesten. Vi skal ikke alene redde DPUs prestige, men hindre sænkningen af niveauet for pædagogisk-filosofisk forskning i Norden.

Med venlig hilsen
Peter Kemp (Professor emeritus i filosofi, DPU, Dr. theol. & phil.) og
Anne-Marie Eggert-Olsen (Mag. art, ph.d., Lektor i filosofi, DPU)

DPU: Institutionsmassakre efter universitetsfusion

Den humanistisk-pædagogiske forskning har længe været under pres, men det er topmålet af mismanagement når Århus Universitet, som i 2007 fusionerede med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, nu presser DPU så voldsomt, at den lokale DPU-ledelse i ren vildrede har truffet den helt uacceptable beslutning at nedlægge forskningsområdet pædagogisk filosofi og varslet fyring af tre fast ansatte lektorer ud fra ganske uigennemsigtige og usaglige kriterier om "relevansen" af deres forskning. Man kunne lige så godt have trukket lod blandt alle ansatte. (Sagen er omtalt i dag på forsiden af Information, og arkivet har opsamlet materiale og debat forud for dette her).

Al tale om relevans og prioritering er i denne situation et fernis, der skal dække over den lokale ledelses magtesløshed overfor konsekvenserne af universitetsfusionen og en forslugen koncern af et storuniversitets udsugning af DPU. Århus Universitets ledelse styrer efter "rationalisering" (nedskæring) og mindsker reelt den humanistiske forsknings mangfoldighed.

Hvis den humanistiske forskning, og ikke mindst på det pædagogiske felt, skal styrkes, og de værdier den bidrager med fremmes, må den støttes politisk og økonomisk og synliggøres i uddannelsessystemet. Humaniora leverer et historisk perspektiv på samtiden, som samfundets uddannelser ikke kan undvære.

Alle tre fyrede er anerkendte for deres indsats og bredt funderede i deres fagområde. Et særligt grelt billede tegner sig af fyringerne når man bemærker, at den ene af de tre er en udtalt kritiker af universitetsloven, har bidraget til denne blog, og i 2008 publicerede en tilbundsgående videnskabssociologisk analyse af lovens mangler og truende konsekvenser for det faglige niveau (omtalt her). Disse forudsigelser viser sig nu med en brutal kraft som overgår analysens nøgterne fokus på de mere snigende konsekvenser.

Ledelsen på Århus Universitet er godt igang med at skyde sig selv i foden og forskertse muligheden for at drage fordel af eventuelle synergier mellem forskningen på DPU og på ÅU-8000 C. Den såkaldt internationale konsulentrapport om reformer af AU tegner et forvrænget og fejlagtigt billede af DPU (informerede kilder vil vide, at de to konsulenter kun har talt med dekanen og en enkelt professor på DPU), og er i det hele taget højst besynderlig læsning. Det virker som om konsulenterne tror, at synergieffekter i det 21. århundrede kun opnås ved at tvangsforflytte folk rent fysisk: at det er sådan nye forskningssamarbejder opstår. Uden videre argumentation anbefaler rapporten, at store dele af DPUs forskning overflyttes til Århus. Det vil i praksis betyde en svækkelse og formindskelse af det forskningsmiljø der har været under opbygning de sidste 10 år i Emdrup siden etableringen af DPU som universitet. Tillidsfolkenes offentliggjorte reaktion på rapporten han læses her.

Et bagvedliggende problem er, at DPU, der i alle årene har haft overskud, nu efter fusionen med AU har et tociferet millionunderskud, fordi DPU skal betale 20-30 mio kr om året til AU, idet de skal betale det samme til fællesadministrationen som de andre hovedområder, selvom DPU – af naturlige geografiske årsager (de bor i Emdrup) – ikke kan få de samme ydelser retur (studieadministration, kommunikation, etc.) og derfor i praksis kun modtager modydelser for ca. 7-8 mio. kr. Tillidsrepræsentanterne har flere gange gjort opmærksom herpå, men uden at få svar på deres spørgsmål. Som en konsekvens af disse vilkår og svag ledelse må DPU, som en kilde siger, "fokusere på økonomien i sine aktiviteter og skærpe sin profil."

Sagen udstiller ikke bare AU-rektoratets fiaskosøgende reduktion af økonomistyring til pengeafpresning. Truslen mod DPU som institution retter også søgelyset mod dekan Lars Qvortrup, som forsøger at spille spillets regler og fremstå som strategisk og visionær, men reelt er for svag til at opnå en sikring af DPU som institutionel helhed med økonomisk acceptable rammer: På DPU skal 60% af arbejdstiden være indtjeningsdækket aktivitet (sic), som oftest bestående af 20% ekstern finansierede projekter og 40% undervisning (de resterende 40% består af 25% fri forskning og 15% administration). Ved at beslutte sig for fyringer opnår dekanen at svække tilliden til ham som leder og reelt terrorisere staben. Han burde have kunnet alliere sig med de ansatte og styrke argumentationen for bedre økonomiske betingelser fra centraladministrationen på AU. Institutleder Jens Erik Kristensen på det fyringsramte Institut for Pædagogik har bag sig en indsats som idehistoriker med interesse for universitets idé og idealer og offentlig kritik af eksempler på derangering af disse, en sympatisk indsats man kun kan have respekt for. I denne sag har han vist manglende format ved at acceptere fyringer som løsning, og ved at gå med til at udradere et forsknings- og undervisningsfelt på sit institut, som ikke hører til hans egne kæpheste og står i vejen for hans egne fagpolitiske ambitioner. Det havde i denne sag unægteligt klædt ham bedre at kaste håndklædet i ringen og sige fra overfor sin dekan.

Lad os håbe, at fagforeningen i denne sag forstår, at deres primære rolle her ikke er at yde psykologbistand til de fyringsvarslede, men at få taget fyringerne af bordet, og påpege hvor ekstremt et usagligt grundlag de foregår på.

Det er altså nødvendigt at med en bred protest imod beslutningen om fyringer. Vi kræver af Århus Universitets øverste ledelse:
- tag fyringsvarslerne af bordet
- stop alle planer om at ødelægge det pædagogisk-filosofiske miljø i Danmark
- bidrag til at skabe bedre betingelser for forskningsfriheden på DPU
- sig nej til et ensidigt management-orienteret perspektiv på universitetets mangfoldighed og værdier
- gentænk Århus Universitets mission efter fusionerne, drop konsulentrapportens anbefalinger, og start en åben og bred debat om en fornuftig og innovatiov måde at få det fulde udbytte af fusionerne fra 2007 på.

Claus Emmeche,
redaktør af bloggen Forskningsfrihed? og medlem af Humanistisk Forum.

Søløveprincippet og Oddershedes bidrag til kritikken af incitamenttænkningens modsigelser: Kan forskningsmåling videnskabeliggøres?

Jeg tror jeg har større respekt for søløver end rektorformand Oddershede har, men hans seneste udtalelser i P1 Orientering fortjener alligevel opmærksomhed. Det vil jeg forklare, men først lidt forhistorie.
Det hele starede med det utilitaristiske "noget for noget" og "basismidler efter kvalitet". Globaliseringsrådet og Helge Sander fik som led i den borgerlige regerings forskningspolitik gennentrumfet et system, hvor en del af de nye midler (som forskningen skulle tilføres af Globaliseringspuljen) skulle fordeles således, at den bedste forskning - eller i den statslige optik, "de bedste universiteter" blev belønnet. Det hed "konkurrenceudsættelse af basismidlerne" og VTU tumlede i 2007 med en sindrig "kvalitetsfinansieringsmodel" (se her) bygget op på fire ”kvalitetsparametre”, der hver især skulle kunne udtrykkes ved sammenvejning af forskellige indikatorer. De fire parametre var omkostningseffektivitet, forskningskvalitet, uddannelseskvalitet og videnspredningskvalitet hvor sidstnævnte skulle måle synlighed i pressen og andel af private forskningsmidler. Forskningskvalitet blev til "den bibliometriske forskningsindikator", som ikke har meget med kvalitet at skaffe og som opererer med et byzantinsk system af autoritetslister over puliceringskanaler, som tæller forskelligt, og hvor den humanistiske forskning let kommer i knibe, senest påpeget i en kronik i Politiken (her) af Rasmus Øhlenschlæger Madsen, fordi formidling af humanistisk forskning ofte sker på dansk og i bøger henvendt til en bredere offentlighed. Sådanne udgivelser vil evt. score lavere målt i forhold til den arbejdsindsats de kræver sammenlignet med produktion af små artikler på engelsk i specialiserede fagtidskrifter, så det her indlagte incitament bliver, at humanister slet ikke bør henvende sig til en dansk, men til en engelsk-amerikansk og smal videnskabelig deloffentlighed indenfor akademia. Vi har ofte skrevet om forskningsindikatoren (se her) og skal ikke trætte med det igen.
Men et eller andet sted i processen fra 2007 og op til i dag gled formidling som element af "vidensdeling" ud af kvalitetsmodellen. Formidling belønnes ikke. Filosoffen Klemens Kappel påpegede for nyligt i Universitetsavisen (her) det problem, at når man i den nye incitamentstruktur belønnes for at forske, undervise og tiltrække eksterne midler, men ikke for at formidle, vil tid anvendt til formidling, set ud fra en ren tids- og belønningslogik (jeg tror sidstnævnte udtryk er mit, ikke hans) de facto skade ens institut eller universitet. Jeg synes det er rigtigt set, og det sætter fingeren dybt ned i det sår, det giver enhver institution, der er båret af en høj kaldsetik, engagement og identifikation fra medarbejdernes side med institutionens overordnede (brede komplekse og relativt vagt definerede) mål, når en økonomisk kvantitativ belønningsstruktur lægges ned over systemet. Kappel gentog sine pointer i DRs program Orientering på P1 (her) og journalisterne fulgte historien op dagen efter med et interview d. 23/4 med rektorformanden for universitetsleder-logen "Danske Universiteter" Jens Oddershede (her).
(Kappels kom i sit bidrag til at sige, at han mener, at god forskning, god undervisning og evnen til at tiltrække eksterne midler skal belønnes. Det er jeg næppe helt enig med ham i, for man kan da spørge: Når man nu er ansat til at forske, og vi alle ved, at blivende forskningsresultater giver anerkendelse i det videnskabelige samfund, hvorfor skal den enkelte forsker så belønnes yderligere for det? Det er da heller ikke tilfældet med bibliometrien, hvor "belønningen" tilfalder universitetet. Og hvorfor skal evnen til at hive eksterne midler hjem i sig selv belønnes ekstra, det er vel netop en 'belønning' hvis ens succesrate her overstiger fx 10%? Nå, men det er en tangent.)
Det var et medlem af bloggens netværk, der gjorde mig opmærksom på Oddershedes logisk set inskonsistente bidrag, i interviewet af 23/4, som rummer visse animerede kvaliteter der gør det værd at høre. Inkonsistensen er følgende: Oddershede mener ikke, at formidling skulle belønnes efter en indikator, men han har selv som rektorformand og med succes lobbyet for at indføre en forskningsindikatoren (han overbeviste den ellers skeptiske Marianne Jelved sidste sommer)! Men nu vil jeg for en gang skyld forsvare manden. Han indførte et nyt begreb i den danske forskningspolitik: Søløveprincippet. Søløven, hævder Oddershede, flytter sig kun, og i små ryk, når den får en fisk. Og sådan bliver forskeren også, hvis han eller hun skal belønnes for enhver enkelt ting man gør. Derfor skal en forsker ikke belønnes særskilt for sin formidling: Universitetsansatte skal belønnes for deres samlede indsats.
Med al respekt for søløver, der forhåbentligt er mere komplekse dyr end i Oddershedes beskrivelse, indebærer det jo en radikal kritik af al incitamenttænknings tendens til at fremavle "perverse incitamenter". Oddershede mere end antydede en klar forståelse af, at indikatorer altid vil have negative sideeffekter. Åh – ja, hvor er det dog ærgerligt at han ikke vil tage konsekvensen af den indsigt og trække sin støtte til forskningsindikatorer tilbage. I samtalen var der ligefrem et moment of suspense, da han nævnte, at bibliometrisk dokumentation allerede opsamler data om formidlende publikationer – underforstået, vi kunne godt lave en indikator også her, hvis vi ville. Og Oddershede vil typisk kun dén mindste fælles nævner, der politisk set er mulig. Apropos principper, så minder det om Groucho Marx' berømte ord: "These are my principles - and if you don't like them, I have others!".
Debatten om indikatorer for måling af forskningen er international, og mange spørger sig selv om man ikke kan komme op med bedre indikatorer, som tager mere hensyn til forskningens mangfoldighed. EU holdt en høring om nye metoder inden for dette område d. 14. april i Bruxelles (European Parliament Hearing: Measuring scientific performance for FP8). Oplægsholderen Julia Lane talte om det amerikanske STAR METRICS udviklet af "Federal Demonstration Partnership - Redefining the Government University Research Partnership", og i hendes essay i Nature d. 25 marts 2010 [her] med titlen "Let's make science metrics more scientific" kan man læse om ambitionen – "To capture the essence of good science, stakeholders must combine forces to create an open, sound and consistent system for measuring all the activities that make up academic productivity". Det er interessant læsning, ikke mindst kommentarerne. Et af de mest tankevækkende svar kom fra fysikeren og bloggeren Sabine Hossenfelder, som på bloggen Backreaction (her) i indlægget "Against Measure" analyserede selve incitamentstænkningens grundlæggende modsigelse:

"She [Julia Lane] also points out that there are many differences between fields that have to be accounted for, and that the development of good metrics is an interdisciplinary effort at the intersection of the social and natural sciences. I would have added the computer sciences to that. I agree on all that. What I don't agree on is the underlying assumption that measuring scientific productivity is under all circumstances good and useful to begin with."
"(...) let me ask the other way 'round: Where is the scientific evidence that the use of metrics to measure scientific success is beneficial for progress?"

"One has to be very clear on one point: metrics are not external to the system. The measurement does affect the system. Julia Lane actually provides some examples for that. Commonly known as "perverse incentives" it's what I've referred to as a mismatch between primary goals and secondary criteria: You have a primary goal. That might be fuzzy and vague. It's something like "good research" or "insight" or "improved understanding." Then you try to quantify it by use of some measure. If you use that measure, you have now defined for the community what success means. You dictate them what "good research" is. It's 4 papers per year. It's 8 referee reports and 1 YouTube video. It doesn't matter what it is and how precise you make it, point is that this measure in turn becomes a substitute for the primary goal" (...)

"Measures for achievements are fine if you have good reason to believe that your measure (and you could adapt it when things go astray) is suitably aligned with what you want. But the problem arises in cases where you don't know what you want. Lane eludes to this with her mentioning of researchers who think their work is "too complex" (to be accurately measured) and that "science is unpredictable." But then she writes this is no reason to abandon metrics. I already said that metrics do have their use, so the conclusion cannot be to abandon them altogether. But merely selecting what one measures tells people what they should spend their time on. If it's not measured, what is it good for? Even if these incentives are not truly "perverse" in that they lead the dynamics of the system totally astray, they deviate researchers' interests. And there's the rub: how do you know that deviation is beneficial? Where's the evidence? You with your science metric, please tell me, how do you know what are the optimal numbers a researcher has to aim at? And if you don't know, how do you dare to tell me what I should be doing?"

Tak, det er godt sagt og alt for ofte overset i debatten. Incitamenter baseret på indikatorer har en tendens til at gøre mennesker (og søløver) til pavlovske hunde. Hvis ikke rudimenter af min fagforeningsbevidsthed stadig levede, ville jeg udbryde: Lad arbejdet bære lønnen i sig selv!

Danske universiteter for vidensdiversitet

I vores underskriftindsamling fra 2008 for en bedre forskningspolitik beskrev vi om baggrunden for protesten, at vi oplever et system, hvor "Samfundsnytte reduceres til erhvervsnytte, og forskningspolitik opsluges af industripolitik. Det offentlige universitet bliver ikke set som en institution, der kan sikre, at alle uanset social baggrund kan få adgang til uddannelse, og at den fri forskning, der er en nødvendig betingelse for demokratiet, kan udfolde sig."
Den forfejlede forskningspolitik har et ensidigt og ensliggørende fokus på universiteter som noget, hvis primære opgave er at bidrage til erhvervslivets konkorrenceevne. VTU kan ikke kaldes et ministerium for videnskab, det er et ministerium for erhvervsrelevant forskning, udvikling og innovation, og det er samtidig en enorm propagandamaskine, der hver dag, fra sine styrelser, råd og departementer, udspyr pressemeddelelser og rapporter, der er bestilt til at underbygge regeringens verdensbillede, at verden kun handler om økonomi, at alt kan købes og sælges, og at nationen Danmark bedst kan sammenlignes med en koncern på et marked. Der er i sig selv intet i vejen med industriforskning og industristøtte, men hvorfor skal det gå via institutioner, hvis sigte og formål er et bredere end en økonomisk bundlinie? For at maskere omfanget af statslig subvention til erhvervslivet?
Derfor er der i disse år mere end nogensinde behov for at artikulere hvilke andre værdier end de økonomiske universiteterne står for. De danske universiteter – og jeg taler ikke her om den forening af rektorer og bestyrelsesformænd, som kalder sig ved dette navn, men om selve de danske universiteter – omfatter andet end monofakultære handels- og ingeniørskoler, og har en rigere videnskabsdiversitet, end den, man finder på DTU eller CBS. Igen, det er fint, at vi har såvel CBS og DTU, de er absolut nødvendige, og de er sikkert også bedre til at hive erhvervssamarbejdsaftaler og en håndfuld patenter hjem end de juridiske, teologiske, humanistiske, samfunds- og lægevidenskabelige fakulteter. Men hvor ville det være klædeligt for interesseorganisationen Danske Universiteter, hvis formand Oddershede lidt oftere lod mangfoldigheden skinne igennem, i stedet for, som en politisk støver, blot at følge efter det spor som er lagt ud af det folketingspolitisk muliges kunst, og tilmed foregive (som sagen [her] om det politiske forlig om den bibliometriske forskningsindikator fra juni 2009 viste) at repræsentere universitetsforskerne selv.
Universiteterne rummer mange former for videnskab og viden. Såvel videnskabsdiversiteten og vidensdiversiteten skal vi værne om, for den trues af ensliggørelse med fokus på kun den viden, der kan hente penge hjem til et institut. Forskning er andet en erhvervslivets F&U. Dette er ikke ensbetydende med, at de nuværende universiteters former for disciplinbaseret akademisk videnskab er de eneste mulige, eller repræsenterer nogen evig ramme for skabelse af viden. Tværtimod må den akademiske videnskab selv bestandigt kritiseres, udvikles, diskuteres, sættes til debat. Forskere som Nils Bredsdorff og Heine Andersen har kritiseret tendensen til at opfatte kritik som uhøflig dadel og dermed sløvt indrette sig i sit eget paradigme, med skyklap- og øreprop-forstærket borgfred med kolleger på naboinstitutter, som har andre tilgange eller teoretiske opfattelser, så et stort kritisk læringspotentiale går tabt. Mange flere tværvidenskabelige initiativer ville kunne støttes bedre under andre institutionelle rammer. Og en endimensionel form for akademisering af mange fag har sikkert ofte forskertset muligheder for at udvikle højere vidensdiversitet, og producere nye former for viden.
Denne diskussion føres alt for sjældent i Danmark, men kan opleves flere i andre lande, for den neoliberale reduktion af videnskab til forskning og udvikling er globalt dominerende. Danske universiteter burde bidrage til den globale debat om vidensdiversitet og betingelserne mangfoldighed i videnskaberne. Indtil vi er dér, må vi i Danmark hente inspiration fra stemmer i den internationale debat, der markerer opposition mod globale kognitive endimensionalisering.
En sådan er filosoffen og litteraten Boyan Manchev, som er tilknyttet International College of Philosophy i Paris og New Bulgarian University i Sofia, og som med forelæsningen "The metaseminar. Theses on education and the experience of critical thought" (her), har formuleret ét af de steder, man kan begynde. I sine refleksioner over universitetets nuværende udfordringer udtrykker han, ofte i paradoksale vendinger, universitetets nødvendighed for et demokratisk samfund som et kritikkens værksted.

"the university must be an inviolable territory of critical thinking. A place where education and thought must not only be defended but also challenged: a place for the praxis and ethos of thought. This does not imply withdrawing from actuality and contact with the world; on the contrary, it means a space where the actuality of the world can be considered in a disinterested, in other words critical way (any critical position must be disinterested per se). Consequently, in forming a capacity for critique, the creation and development of critical instruments are a compulsory, immanent element of education. They are the second main task of the university as an institution of critical thinking. This critical realm – a realm of discernment, judgment and crisis (according to the etymology of krisis) at the heart of the public sphere – is by definition void. It is the non-appropriable void at the heart of the public sphere, belonging to no private interest that sets the conditions of its political existence. It is the intense but empty, ownerless heart of democracy. It does not appropriate, but possesses immanent resistance to any appropriation. And the university is the modern institution that has the supra-political function of defending and realizing this void." (Hele essayet her)

Innovativ analyse (fortsat)

Her er en opfølgning på indlægget "Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?" fra 1/4. Det er lykkedes at komme igennem til rapportens bagmænd. Lederen af CFA (Center for Forskningsanalyse) var behjælpelig med at identificere Carter Bloch som forfatteren. På CFA's hjemmeside fremgår det at Carter Bloch er lektor ved CFA og har en ph.d. i økonomi. Han optræder også på firmaets DAMVADS hjemmeside, hvad der fik mig til at tro, at han også var ansat der, men på mit spørgsmål herom skriver han til mig, at "Jeg er ikke ansat hos DAMVAD, men arbejder som ekstern konsulent på et projekt om måling af offentlig innovation."
Jeg spurgte Carter Bloch om det samme (altså om de statistiske forhold rapporten fremstiller også er kausale, så et "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne, og de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også oplever højere produktivitet, eller om det blot er sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?). Samme spørgsmål sendte jeg også til den kontorchef fra FI, Thomas Alslev Christensen, som står som redaktør af rapporten. Carter Bloch svarede (d. 9/4):

"Til produktivitetsanalysen stod jeg for gennemførslen af de empiriske analyser mens DAMVAD (Michael Mark og Mark Riis) ledede projektet og havde ansvaret for skrivning af rapporten. Jeg tror ikke at der er en specifikke grund til at mit navn ikke er nævnt i rapporten, udover at det er måske DAMVAD’s standard praksis at kun angive navn på organisationer.
Jeg kan se at du allerede har skrevet til Thomas Alslev Christensen med dit spørgsmål om kausalitet, og jeg synes at han må være den helt rigtige til at svare på det da dit spørgsmål vedrører pressemeddelsen fra VTU. Har du fået svar fra ham?"

På det tidspunkt havde jeg ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, og jeg svarer Carter Bloch følgende:
"tak for dit svar. Nej, jeg har ikke fået svar fra Thomas Alslev Christensen endnu, men jeg vil da håbe, jeg også hører fra ham. Du skal selvfølgelig ikke tage ansvart for hvordan ministeren bruger rapporten eller kommenterer på den, men har du ikke selv som forsker en mening om det spørgsmål, jeg rejser"?
hvortil han samme dag (9/4) svarer

"Jeg vil helst ikke kommentere på ministeriets fortolkning af rapporten, og jeg kan ikke svare på dit spørgsmål uden at gøre det. Beklager meget."

Ja, det er da beklageligt! Den 12/4 kom der så et langt svar kontorchef Thomas Alslev Christensen:

"Kære Claus Emmeche
Tak for din henvendelse. Beklager, at jeg først vender tilbage nu. Jeg mener, at der er belæg for ministerens udtalelser.
Damvad har med assistance fra CFA stået for hovedskrivningen af rapporten, som du spørger til, herunder også for gennemførelsen af de statistiske analyser. Jeg har været med til at gennemskrive rapporten.
Du spørger herudover til robustheden i resultaterne vedrørende sammenhæng mellem produktivitet i virksomhederne og deres samarbejde med universiteterne, herunder særligt omkring den den kausale sammenhæng.
Af rapporten om produktivitetseffekterne fremgår det af de komparative analyser, at den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder er højere i de forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der samarbejder med universitieter, i forhold til virksomheder forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, der ikke samarbejder.

Det er generelt opfattelsen, at styrket samarbejde mellem virksomheder og universiteter bidrager til at øge erhvervslivets konkurrenceevne. Det skyldes at samarbejde om fælles projekter bidrager til videndeling, der øger viden og kompetencer hos begge parter og dermed også i virksomheden. Øget viden og kompetencer i virksomhederne svarer til øgede investeringer i FoU og/eller medarbejdere, hvilket giver anledning til produktivitetseffekter i virksomhederne.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen har bidraget med flere analyser og undersøgelser, der bekræfter, at der både er gevinster for virksomhederne og for universitetsforskerne ved at samarbejde.
Jeg kan her henvise til analyserne:

1. "Effektmåling af forsknings- og innovationssamarbejder ˆ fokus på innovationskonsortier" fra 2008,
http://www.fi.dk/publikationer/2008/effektmaaling-af-forsknings-og-innovationssamarbejder

2. "Analyse af forsknings- og udviklingssamarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner" fra 2009 udgivet i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2009
http://www.fi.dk/publikationer/2009/analyse-af-forsknings-og-udviklingssamarbejde-mellem-virksomheder-og-videninstitutioner/

Desuden offentliggøres inden for få dage en opdatering af effektmålingen af innovationskonsortier fra 2008. Den nye analyse viser, at en virksomheder, der har deltaget i et forsknings- og udviklingssamarbejde med universiteter og GTS-institutter, i løbet af de næste 10 år efter starten af samarbejdet oplever en merværditilvækst, der er ca. 20 mio. kroner højere end for lignende virksomheder, der ikke har været med i et samarbejde. Der er endvidere også signifikant positive beskæftigelseseffekter for virksomheder, der havde mindre end 150 medarbejdere året før de indgik i samarbejde, omend dette resultat ikke er lige så robust som det første.

Dette er dokumenteret i "An Analysis of Firm Growth Effects of the Danish Innovation Consortium Scheme", der udgives i serien Innovation: Analyse og Evaluering 3/2010. Når rapporten offentliggøres, vi jeg eftersende et eksemplar til dig.

Hvis du kommenterer min e-mail på bloggen "Forskningsfrihed", vil jeg bede dig om at citere min e-mail i sin helhed.

Med venlig hilsen
Thomas Alslev Christensen

Tak, det er hermed gjort. Det glæder mig hvis svaret bidrager til opklaringen af det spørgsmål jeg stiller. Jeg er hverken er økonom, erhvervsleder eller innovationsekspert, har ingen faglig ekspertise på området og kender ikke de analyser, som Alslev Christensen henviser til. Jeg synes dog svaret bærer lidt præg af en gentagelse af en antagelse (jf. "Det er den generelle opfattelse...") og jeg tvivler ikke på, at der netop er en sådan "generel opfattelse" af en kausal sammenhæng, jeg ville bare gerne overbevises mere præcist om årsag og virkning her, og hvad der ligger i det lidt luftige begreb "vidensdeling", og jeg må desværre sige, at jeg ikke føler min skepsis afkræftet i særlig stor grad (men ok, lige med hensyn til den industri af konsulentvirksomheder, der lever af sådanne analyser, bidrager samarbejder og vidensdeling uden tvivl til innovation).
Endelig finder jeg det lidt pudsigt, at forskerdelen af samarbejdet mellem CFA, FI og DAMVAD mener at spørgsmålet er politisk og på webersk maner afholder sig fra at svare, mens det seriøse tilløb til et fagligt svar sker fra ministerielt hold.

Samarbejder mellem erhvervsliv og universiteter - innovativ analyse, spin eller aprilsnar?

Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) udsender rapporten Produktivitetseffekter af erhvervslivets forskning, udvikling og innovation udført af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Århus Universitet sammen med FI og firmaet DAMVAD. FI skriver i den anledning på deres website (her) at

"Hidtil har det været vanskeligt at dokumentere de samfundsøkonomiske effekter af virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling. Det har også været svært at få et nøjagtigt billede af det privatøkonomiske afkast i virksomhederne. Datamæssigt er der tale om den hidtil mest omfattende danske undersøgelse, der for første gang dokumenterer effekterne af virksomhedernes investeringer i forskning, udvikling og innovation."

I en pressemeddelelse af 31/3 fra FI med overskriften "Offentlig-privat samarbejde om forskning giver størst vækst" hedder det, at analysen

"når til en klar konklusion: Værdiskabelsen er stor i virksomheder, der investerer i forskning og udvikling – og størst, når virksomhederne samarbejder med universiteter og andre videninstitutioner." Ministercitat:
"- Rapporten dokumenterer, at regeringens mål om styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne er den helt rigtige vej til at øge erhvervslivets indtjening og konkurrenceevne og dermed sikre arbejdspladser i Danmark, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen."

I sammenfatningen på s. 10 i rapporten fremgår med illustration:

"FoU-aktive virksomheder, der samarbejder med offentlige videninstitutioner, har gennemsnitlig 15 pct. højere produktivitet per medarbejder end FoU-aktive virksomheder, der ikke samarbejder."

(klik på figuren for at forstørre) "Figur 2 Gennemsnitlig produktivitet per medarbejder, fordelt på FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner."

De 15% kan jeg ikke se begrundet andre steder i rapporten end i denne passus:

"Figur 2.2 viser, at virksomheder, der har FoU-samarbejde med offentlige videninstitutioner, har en signifikant højere gennemsnitlig produktivitet per medarbejder sammenlignet med andre FoU-aktive virksomheder. Den gennemsnitlige produktivitet per medarbejder ligger på 541.000 kr. sammenlignet med 472.000 kr. hos FoU-aktive virksomheder, der ikke har FoU-samarbejde med videninstitutioner. Det er en forskel på 15 pct."

Nå, men – for nu at komme tilbage til pressemeddelelsens stemning – det er vel glædeligt? Når universiteterne piskes til erhvervssamarbejder – de tæller i incitamensstrukturen for de "konkurrenceudsatte" basismidler (der så ikke er basismidler mere) – skal det jo også helst kunne dokumenteres, at disse samarbejder er gode for vækst og innovation. Om de også er gode for universiteterne er et spørgsmål, der ikke skal tages op her. Men er de statistiske forhold, som rapporten fremstiller, også kausale relationer? – så der er grundlag for ministerens udtalelse om at "styrket samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne" øger erhvervslivets konkurrenceevne?
Er det sådan, at de virksomheder, der investerer meget i forskning derfor også "oplever" højere produktivitet, eller er det sådan, at de virksomheder, som det af mange forskellige grunde går godt for, derfor også har overskud til forskningssamarbejder med universitetet?
Jeg håber jeg kan blive klogere på det ved at nærlæse rapporten, men jeg har brug for en bedre lup. Læsere, der måtte kende svaret, må gerne blande sig!
Indtil da kan man da kun glæde sig over, at et konkret samarbejde mellem et universitet (CFA/ÅU), en virksomhed (DAMVAD) og staten (FI) kan bruges til noget så nyttigt som at legitimere regeringens forskningspolitik.