Årets forskningshøst: Delte reaktioner på indikatorstatistik

LEGETIMITETSKRISE.
Den nationale forskningsindikator deler vandene. Den undsiges i de faglige miljøer og skaber krisestemning blandt universitetsledere. Alligevel kører ministeriet videre og har netop frigivet første datahøst.
af Claude Zlemmecke, Forskningsfrihed?s udsendte medarbejder.

Den videnspolitiske analyseenhed i Forsknings-, Innovations, Værdi- og Vidensstyrelsen (FIVV) har netop frigivet de første tal om den ganske danske forsknings volumen og fordeling, ikke i vægt af papirsider eller rumfang af bøger, men dens profil ifølge den store nationale bibliometriske forskningsindikator (link her). På websitet kan man, som som FIVV skriver, "finde det antal publikationer, som blev høstet fra hvert universitet i oktober 2009. Du kan også finde de publikationspoint, som blev resultatet af beregningerne."

Indikatoren er en del af den politiske aftale om fordeling af basismidler, der blev indgået i sommer, hvor videnskabsminister Helge Sander udtalte, at "De universiteter, der gør det godt, skal belønnes. Og dårlig kvalitet skal have konsekvenser."

For at se nærmere på høstudbyttet (og inspireret af ministeriets egen pressemeddelelse) har bloggen Forskningsfrihed? spurgt en række forskningspolitiske aktører om deres tolkning af tallene, der viser store forskelle mellem universiteterne og mellem hovedområderne, og om deres generelle syn på bibliometrien.

Ikke nok konkurrence

Cheføkonom i Dansk Industri Lars Silverschmidt hører til de, der ser kritisk på resultaterne, især hvad angår patenter; en af de parametre indikatorstatistikken dækker. Mens Syddansk Universitet fik førertrøjen og scorede 8,14 publikationspoint - i denne eliteprægede og lettere esoteriske universitetsdisciplin (sammenlignet med de 814,21 point samme universitet hentede hjem på højniveauartikler) - hjemtog både DTU, CBS og RUC siger og skriver 0,00 point hver i patenter. Silverschmidt udtaler, at "det er rystende at se, at hverken industri- eller finanskapitalens universiteter, DTU eller CBS, formår at leve op til vores Innovationsmanual 2012 eller de strategiske overmål, der tilskynder forskerne til at bidrage til Danmarks konkurrenceevne og competetiveness. Kan vi ikke patentere vores viden, risikerer vi jo at vores konkurenter fakturerer den før os". Silberschmidt udtrykker ellers glæde over tallene, for som han siger, "nu kan selv ministeren jo se hvordan kvaliteten udvikler sig".

Fra den borgerlige tænketang NEOLIBS mener mestertænker Martini Åger, at indikatorens tal maner til eftertanke: "Der er simpelthen ikke konkurrence nok i dansk forskning. Sander har kun gjort arbejdet halvt. Der er behov for at fordele endnu flere midler i åben eller halvlukket konkurrence, både strategiske, anvendte og frie forskningsmidler, og så må vi se at få privatiseret de dårligste universiteter. Når man scorer så lavt i publikationspoint som RUC, er det på tide, at det private initiativ får flere muligheder", mener Martini Åger, som iøvrigt ærgrer sig over at en anden indikator for tildeling af basismidler, som måler universiteternes evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler, som følge af den politiske aftale er faldet fra 40 til 20% i vægt. "Det skal vi lave om på, så begge indikatorer hver vejer mindst 60%" siger Åger og tilføjer, "det kræver blot lidt ændret matematik, men løsninger på det kan sagtens udliciteres."

Statistikken på FIVVs site tillader også at se resultaterne i lyset af disciplinernes indbyrdes konkurrence, eller hovedområdernes kamp. Formanden for Rådet for Frivillig Forskning, professor Pete the Harder, er glad for statistikken.
"Nu har jeg sort på hvidt, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag klarer sig flot, især i den værdikamp mellem Snows to kulturer som Sander netop har blæst igang", siger han, og mener at "Selvom naturvidenskab, teknik og medicin tilsammen fører med 70 publikationspoint i disciplinen doktorgrad, synes jeg der er flot, at vi får synligjort, at den bløde del af de to kulturer alligevel er med oppe i feltet med deres samlede hele 60 point."
Pete the Harder tilføjer, at "nu skal vi bare have flere studerende på litteraturvidenskab til at aflevere deres specialer som doktorafhandlinger, så tror jeg vi er oppe i feltet i 2012."

Antologistrategier

Til gengæld raser ærkehumanist på Århus Universitet Dr.phil. Hans Lauge mod hele systemet: "Det var bedre i universitetsmarxismens dage, dér var det kun i bøgernes indledning, at man skulle skrive om brugsværdiens underkastelse under kapital og bytteværdi. Nu kan man skrive hvad som helst, hvis bare teksten lader sig subsumere under en bestemt kommunikationskanal." Adspurgt om han ikke selv publicerer i internationale engelsksprogede tidskrifter svarer Dr. Lauge, at "der alligevel ikke er nogen i USA, der interesserer sig for hverken mig eller Løgstrup".
I disciplinen antologier virkede det i denne første kvalifikationsrunde som om der var et tæt løb mellem SDU og DTU, men alligevel uddistancerede DTU med 428 publikationspoint SDU, der kun opnåede 334. Man er dog ikke skuffet på SDU. Rektor Jens Stærkodder som også er rektorformand forklarer, at nu gælder det om at se fremad og indtænke antologikvalitetsarbejdet i SDU's strategiplaner for næste år, så skal SDU nok være længere fremme på antologibanen næste år.

Kvalitet og hcf

En af de store diskussioner, der gik forud for opstillingen af indikatoren var, om den indikerer kvalitet eller blot kvantitet. Helge Sander har hele tiden fastholdt, at basismidler skal tildeles efter kvalitet, og indbygget i indikatoren er også, at en publikation i et højniveau-tidskrift udløser flere point end i de øvrige tidskrifter, der overhovedet er anført på de såkaldte autoritetslister. (Forskerne må stadig godt publicerer andre steder, men en forsker har ud fra et ledelsesperspektiv dømt sig selv ude, hvis han eller hun gør det).
Kritikere af Sander og FIVV's indikatormodel har sagt, at den kanal, et arbejde publiceres i, i sig selv intet siger om dets kvalitet, og at indikatoren vil føre til rent volumenræs og forskyde interessen bort fra emner, der er særlig interesse for i det danske samfund. Dansk Folkeparti fik lovning på at de danske forlag ikke ville stilles ringere end de internationale, men hvordan man på lang sigt skal 'ranke' eller niveaudele forlag, er endnu ikke afklaret.

Bloggen Forskningsfrihed?'s konsulent i højere norsk brøkregning, Gunnars Ivertsen, har på basis af tallene undersøgt hvad den nyhøstede statistik siger om kvaliteten af hovedområdernes præstationer. Forholdet mellem antallet af publikationer i højniveautidskrifter i forhold til høj- plus lavniveau tilsammen er ifølge Ivertsen en klar meta-indikation af kvalitet (i bibliometriske kredse kaldet hcf-indekset, som står for "Høj CigarFøring"). Her er de indhøstede hcf-tal for hovedområderne:

NAT/TEK: 3397/(3397+2546) = 57,15%
SAM: 828/(828+433) = 65,66%
SUND: 3633/(3633+1696) = 68,17%
HUM: 470/(470+267) = 63,77%

Kvalitetsvinderen er sundhedsvidenskab, hvilket er ganske naturligt, siger Ivertsen, der dog understreger at hele feltet ligger ganske tæt, og at intet sikkert endnu kan siges om, hvem der til næste år fører cigaren højst.
Til gengæld er Socialdemokraternes forskningspolitiske ordfører, Kirsti Brosme, ganske tilfreds: "For socialdemokraterne er det jo vigtigt, at de offentlige midler til forskning også bidrager til velfærden, og jo mere sundhedsforskning af høj kvalitet, jo mere velfærd. Vi fik i forligskredsen omkring aftalen netop sikret, at det er dansk velfærd, vi taler om".
- Men vil indikatoren ikke bare føre til at forskerne deler de samme resultater op i flere artikler, efter salamimetoden? Brosme: "Når det handler om sundhed og videnskab, kan vi næppe få for meget af den, og jeg er ikke bange for salami."
Ivertsen tilføjer, at når kvalitetstallene er højere i Danmark end i Norge må det skyldes, at den danske indikator har et højere mafiosa-index end den norske - et index, som måler graden af publikationsbias i selve opstillingen af niveaudelingen af tidskrifter (efter devisen, de tidskrifter, vi allerede publicerer i, vælger vi selv som de bedste). Ivertsen har dog endnu publiceret sine undersøgelser af dette index og vil også helst undgå lynchstemning blandt de danske faggrupper.

Faggrupperne

De 68 faggrupper, som består af forskere fra de forskellige fagfelter og som fik til opgave af ministeriet at ranke tidskrifter i høj, lav, og nul kvalitet, er ikke glade for indikatoren. En enquete, som blev foretaget af formanden for Faggruppen for Ubekvem Forskningsanalyse, Klaes Emhaetche, viste, at et stort flertal af faggrupper faktisk var pinligt berørte over den indikator, de selv havde været med til at rådgive ministeriet om.
- Virker det ikke selvmodsigende at videnskabsfolk først rådgiver ministeriet om en indikator, og bagefter undsiger den?
"Jo, men det er ikke forskerne selv, der har bedt om den indikator. Mange har blot påtaget sig hvervet som en form for borgerligt ombud eller damage control", siger Emhaetche og tilføjer, at der også i flere faggrupper lige nu mangler faggruppeformænd, fordi mange er udtrådt og har smækket med døren.
"Det gælder fx formanden for faggruppen for sociologi. De havde vurderet, at tidskriftet Dansk Sociologi var af høj nok kvalitet til at tælle som niveau 2, men blev overrulet af det centrale Faglige Udvalg. Det er den slags som gør, at hele projektet mister fagligt legitimitet", siger Emhaetche.
Enqueten (her) påviste, at ialt 38 ud af 67 faggrupper helt eller delvist tilslutter sig et hovedforbehold gående på, at opdelingen af tidskrifter i høj og lav ikke under de givne betingelser er en optimal løsning, og at man råder til ikke at anvende modellen i praksis før alle dens konsekvenser er nøjere belyst og datagrundlaget bedre.

Den ringe tilslutning har bekymret universitetsledernes klub Danske Universiteter og sendt nervøse vibrationer gennem ministeriet. Forskningsstyrelsen indkalder nu til dialogmøde med faggrupperne d. 8. december, og på RUC har protorektor Henning Salig-Olesø taget initiativ til et krisemøde med de RUCske faggruppemedlemmer den 4. december, måske for at coache dem til mødet den 8/12.
- Salig-Olesø, mener du stadig, at den modificerede "norske" model er den mindst ringe?
"Ja, hvis eller når der skal fordeles ressourcer på basis af forskningsproduktion, må RUC prioritere at anvende kvalificerede medarbejdere til at repræsentere sig i udvalgsarbejdet."
- Men der er meget få, der har lyst til at være med til at legitimere hele projektet?
"Det er det, vi skal drøfte den 4. december. Faggruppernes svar på Emhaetche-enquetens spørgsmål om forbeholdet overfor selve BFI-modellen foreligger kun delvist i Emhaetches notat. Vi ser frem til, at alle sørger for, at vi senest den dag har et overblik over vores repræsentanters standpunkter."
- Hvad mener du om Fagligt Udvalgs veto mod sociologi-faggruppen?
"Uha, det kan få stor universitetspolitisk vigtighed. Fagligt Udvalgs veto mod Sociologiudvalgets enstemmige beslutning om niveauplacering af et dansk tidsskrift vil kunne få skadelig virkning. Med eksemplet Harvard Law Review in mente vil Rektoratet protestere i Danske Universiteter og opfordre til overvejelser om enten at udskifte Fagligt Udvalgs medlemmer eller helt at fjerne FU, således at strukturen kan afspejle det grundlæggende princip i modellen: at de faglige beslutninger tages af fagfolk og at der i tilfælde af enighed blandt disse ikke er mulighed for ændringer. Hele modellens legitimitet og dermed forskernes engagement i at skabe grundlaget for modellens faglighed afhænger af, at dette princip respekteres."

Indikatoren påvirker incitamentstrukturen

- En af de ting, mange har advaret imod, er at modellen ikke bare anvendes i universiteternes indbyrdes konkurrence, men også på lavere niveauer, helt ned på den enkelte medarbejder?
"Det skal vi også diskutere", siger protorektor Salig-Olesø.

En af de, som har været med til at advare imod anvendelsen af indikatoren udenfor sit gyldighedsområde er Frede Blåbær, der både er medlem af Fagligt Udvalg, dekan på Aalborg Universitet, og programkomitemedlem for energi hos FIVV.
- Frede Blåbær, er denne advarsel ikke lidt selvmodsigende, når I selv oppe i Aalborg anvender et lignende men selvgjort system til belønning af forskningsproduktion?
"Hos os fordeler vi samlet set 25 mio. kr. via forskningsproduktion. Ud af en samlet omsætning på 1,2 mia. kr. synes jeg ikke, at det udgør noget stort problem. Tværtimod er det godt med en gulerod", gentager Frede Blåbær.

Betydningen for den danske offentlighed

En anden bekymring er som antydet at indikatoren risikerer at gøre danske samfundsforskere mindre interesserede i at forske i særligt danske forhold, eller i at formidle til danske medier, når nu det er point i de hovedsageligt angelsaksiske tidskrifter, der tæller. SDU-professor i statskundskab Poul Erik Mårisen, som selv sidder i Fagligt Udvalg og har forsket i demokratisk legitimitet, holdt i 2008 et oplæg til Årsmøde i Dansk Selskab for Statskundskab om "bibliometriske forskningsindikatorer for statskundskaben", for at "fastsætte nogle retningslinjer for hvor og hvordan vi fremover skal publicere."
- Professor Mårisen, du kan vel ikke selv som samfundsforsker have støttet Fagligt Udvalgs veto imod at lade tidskriftet Dansk Sociologi optræde på listen som højniveau?
"Lack of information and underestimation of the costs of public services make non-users less likely to form attitudes and to oppose public spending than if they had been better informed."
- ehh, jaså. Men er der ikke fare for at dansk samfundsforskning nu presses mere i retning af at producere artikler for sin egen og de amerikanske kollegers skyld?
"We test and find empirical support for the theory of fiscal illusion according to which citizens underestimate the costs of public services and therefore demand more public spending than if they had been fully informed. We also develop and find empirical support for a theory of asymmetrical illusions."
- aha, jotak. Er der noget du vil tilføje her til sidst?
"The reference of this quote is European Journal of Political Research (vol.39, p.109–143), which is level 2, of course."

Evaluering på universitetsområdet

Nu er der kun godt 12 dage til at det internationale panel d. 3/12 skal afgive deres rapport om universitetsloven af 2003 og dens effekter på A) Medbestemmelse for ansatte og studerende, B) Forskningsfrihed, C) Den frie akademiske debat, D) Universitetsfusionerne, og E) Universitets frihedsgrader. Der har allerede været fremsat begrundet skepsis mht. panelets store (og for tidlige) fokus på fusionerne, og dets primære kontakter med lederlaget i den nye universitetsstruktur, som jo også er det led og filter, som universiteternes høringssvar er gået igennem.
Derfor er der grund til at genopfriske erindringen om de eksempler på svar, som bevidst forsøgte at se på de 5 fokusområder med medarbejderøjne. En sådant svar kom i juni 2009 fra en komite nedsat af Akademisk Råd under Aarhus Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet, med titlen "EVALUERING PÅ UNIVERSITETSOMRÅDET 2009. Evalueringsrapport (juni 2009) om Universitetsloven af 2003 fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Akademiske Råd" (link til rapporten). Den "udtrykker medarbejdernes evaluering og repræsenterer derfor ikke dekanen eller institutlederne på de respektive institutter og centre". Jeg skal blot citere et par afsnit (s. 5):

"Professionaliseringen af ledere blev også diskuteret: Ledere bør være bedre klædt på i.f.t at tackle forholdet til og inddragelse af medarbejderne. F.eks. skaber ikke-participatoriske ledere med en stærk orientering opad i systemet uro og frustration i medarbejderstaben. Flere pegede på dette: Selvom der ikke blandt lederne, som repræsentanter for systemet, er tilslutning, er medarbejdervalgte ledere på institutniveau ønskelige i stedet for ovenfra ansatte. Dette kræver en ændring i Universitetsloven af 2003. Denne type professionalisering af ledelse er stærkt uønsket: Lederen har ikke nødvendigvis et fagligt dybtgående kendskab til sit institut, men kan være en ”rejsende i ledelse” der kan skifte mellem mange forskellige virksomheder i sin ledelseskarriere, og dermed miste kontakten til fagområdet. Især på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets fire institutter med deres stærke fagidentiteter ville en leder, der ikke er en ankerkendt forsker inden for instituttets fagområde, ikke have legitimitet blandt medarbejderne.

Hovedindtrykket, man får ved at læse Aarhus Universitets ledelses egen-evaluering vedr. medbestemmelsen for medarbejdere, er imidlertid denne: Det videnskabelige personales bekymringer citeres loyalt, f.eks. at de nuværende rammer er utilstrækkelige og utilfredsstillende. Ledelsens bemærker hertil: ”Der angives imidlertid mange andre årsager end nedsat medbestemmelse. De videnskabelige medarbejdere oplever at være udsat for et øget tids- og arbejdspres, som kan medføre en uheldig og egentlig universitetsfremmed lønmodtagermentalitet” (UNI-2009, s. 65). Herefter konkluderes, at der er brug for ro, og de nævnte problemer henvises til udvikling af mere uformelle samarbejdsformer. Denne konklusion er en alvorlig fejlvurdering, der helt nedtoner problemets store omfang og dybde på hele Aarhus Universitet. Nye uformelle samarbejdsformer løser ikke problemet. Den manglende medbestemmelse er et strukturelt fænomen, indlejret i Universitetsloven af 2003. Kun markante lovændringer med lov garanterede rettigheder til medarbejdere kan løse problemet.
(...)
Den manglende indflydelse forklarer den udbredte defaitisme, denne evalueringsproces også har afsløret.
(...)
Utilfredsheden med den manglende inddragelse og medbestemmelse stikker meget dybt og er således langt mere udbredt på hele Aarhus Universitetet, end den øverste ledelse har villet anerkende. Ønsket om en ny struktur med betydelig mere medarbejderindflydelse er stærkt, og flere forslag til styrket medarbejderindflydelse har været fremme. På baggrund af evalueringsprocessen foreslår Akademisk Råd:

• Valgte ledere: Det bør seriøst overvejes at indføre USA-modellen. Dvs. hvor ledere vælges af VIP-ere, TAP-ere og studerende på institut- og centerniveau.
• Obligatoriske institut- og centerråd foreslås oprettet med det formål at styrke medarbejderindflydelsen og hermed –aktiviteten og -engagementet markant.
• Akademisk Råd: P.t. kun rådgivende. Der foreslås flere reelle magtbeføjelser overført til Akademisk Råd, der sammensættes efter afholdelse af en valgprocedure på institutter og centre.
• Bestyrelsen: Skal ikke være selvsupplerende. Der foreslås færre medlemmer fra erhvervslivet, flere eksterne høj-prestige forskere og flere ansatte medarbejdere ved Aarhus Universitet.

Problemet med den manglende medbestemmelse kan ikke løses, som foreslået i UNI-2009, gennem uformelle samarbejdsorganer, kun ved konkrete lovændringer."

Det internationale panels anbefalinger med hensyn til indførelsen af strukturer, der giver repræsentanter for medarbejderne reel indflydelse og skaffer kollegialt selvstyre, vil være den egentlige test på panelets syn på forskerens akademiske frihed, som 2003-loven så voldsomt beskar.

Selskabstømning i akademiet

En forsker på Århus Universitets storkøbenhavnske afdeling, DPU, Morten Nørholm, har gjort det igen, og ydet et yderst eftertænksomt indspark i debatten om universiteternes status. Det handler denne gang om udbytningen af den særegne økonomi, som universiteterne skylder deres legitimitet, og som vel er en art erkendelsesøkonomi. På en måde handler det om nødvendigheden af ikke at blive politisk i sin kamp, men tværtimod kæmpe med de midler, som er særegne for universitetet. Nørholms bourdieuske artikel hedder "Om universitetsledelse og New Public Management, om eksploiteringen af en erkendelsesøkonomi, om Kant & Bourdieu - eller: Selskabstømning i akademiet". Artiklen findes på siderne 31-52 i det seneste nummer af Hexis, her.
Det konkrete udgangspunkt for artiklens analyser tages i den tale som DPU's dekan holdt ved årsfesten i 2008. Det teoretiske udgangspunkt er Kants tekst fra 1798 Der Streit der Facultäten og Bourdieus sociologiske teorier, især teorien om sociale felter. I artiklen vises det, at anvendelse af New Public Management på universitetsområdet, der skal fremstå som 'nødvendige' ledelsestiltag, legitimeres kvasi-videnskabeligt, og medvirker til en eksploitering af den særegne erkendelsesøkonomi som er universitetets eksistensberettigelse.
Det forlyder, at der ikke er tale om en enlig svale; i dette års dekanale årsfesttale er det von Humboldt og Thomas Henry Huxley, som uden noget større sideblik til de sociale eller andre omstændigheder spændes for ledelsens vogn om at forandre universitetet til et ministerielt forkontor.

Basismidler eller overbygning?

Sovietmarxisterne mente, at det, som ikke tilhørte basis, pr. definition tilhørte overbygningen, som bl.a. omfattede et samfunds ideologi. Videnskabsministeriet, hvis styringsiver kan ligne sovietkommunismen, er meget interesseret i at lade det se ud som om basismidlerne til universiteterne vokser. Og universiteterne er intereserede i, at de i al fald ikke mindskes. Nu foreslår Videnskabsministeriet en ny måde at opgøre basismidlerne på, offentliggjort for få dage siden på deres website (her). Men hvad er op og ned - og er det basis eller ideologi? Lidt forskningsanalytisk hjælp ønskes!
Ministeriets nye definitioner ser således ud:

Basis
* Basistilskud til institutioner (universiteter, forskningsinstitutioner mv.)
* Bevillinger til køb af myndighedsbetjening på universiteterne
Konkurrence
* Midler i konkurrence, for eksempel forskningsrådene og puljer i ministerier
* Midlerne til højteknologifonden
* Innovationsmidlerne (inklusiv GTS)
Andet
* Bevillinger til deltagelse i internationale fora
* Bevillinger til driftslignende aktiviteter
* Bevillinger til it-projekter
* Bevillinger til forsøgs- og udviklingsarbejde, der i begrænset omfang udbydes i konkurrence

Man mener, at denne "tredeling af forskningskroner er mere retvisende": "Forholdet mellem basis- og konkurrenceudsatte midler rykker med den nye tredeling, så der procentvis bliver givet mere til basismidler og mindre uddeles i konkurrence."
Definitionerne følges da også af en tabel, som forudsiger, at basismidlerne i de otte år 2008 til 2013 i mio. kr. vil beløbe sig til: 8.058 - 8.891 - 8.611 - 8.503 - 8.467 - 8.447 (eller i procent fra 57% til 66%).
Det ser næsten for godt ud til at være sandt. Der er da også en ting, der undrer mig: Når man i den nye definition af basismidler inkluderer "Bevillinger til køb af myndighedsbetjening på universiteterne" - hvilket vel stort set svarer til de penge, de tidligere men nu indfusionerede sektorforskningsinstituioner som DMU osv. fik fra resortministerierne - er det så ikke noget af en tilsnigelse? Er det ikke netop aftalt, at disse opgaver fra 2010 skal udbydes i åben licitation, dvs. konkurrenceudsættes, så fx opgaver for miljøministeriet kan udføres af de rådgivende ingeniørfirmaer? Hvad er op og ned i denne sag? Hvad er basis og hvad er ideologi?

Akademisk frihed og ansættelsessikkerhed

Fra en bidragsyder til bloggens netværk: nyt fra AAUP (Association of American University Professors), som har lavet et udkast til en rapport der forklarer hvorfor det truer kvaliteten når universiteter baserer sig på løst ansatte undervisere snarere end fastansatte (folk der ikke kan fyres).

The past four decades have seen a failure of the social contract in faculty employment. In 1940 the joint Statement of Principles on Academic Freedom and Tenure characterized the tenure system as a “means to certain ends,” specifically, “(1) freedom of teaching and research and of extramural activities and (2) a sufficient degree of economic security to make the profession attractive to men and women of ability. Freedom and economic security, hence tenure, are indispensable to the success of an institution in fulfilling its obligations to its students and to society.”

The tenure system was designed to secure reasonable compensation and to protect academic freedom through continuous employment. Financial and intellectual security enabled the faculty to carry out the public trust in teaching and research, and it provided a system of professional peer scrutiny in hiring, evaluation, and promotion.

http://www.aaup.org/AAUP/comm/rep/conversion.htm

Lad os håbe, at timelærernes situation (som fx omtalt her) ved de danske universiteter ikke endnu en gang bliver glemt, når universitetsloven skal revideres, og der forhåbentligt også vil ses på stillingsstrukturen. På samme måde er der grund til at se kritisk på den øgede andel "almindelige" forskerstillinger på universiteterne, som efter indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne er rent eksternt finansieret.

Hvad er forskningsfrihed?

Det netop udgivne jubileumsnummer af University World News indeholder et genoptryk af en artikel, "Academic Freedom: A Realistic Appraisal", fra International Higher Education (vol. 57, Fall 2009) af Philip G. Altbach fra Center for International Higher Education ved Boston College, hvori Altbach dels koncentrerer en maggie-terning om begrebets historie og indhold, dels udtrykker en bekymring for, at begrebet akademisk frihed bruges for bredt om ting, som ikke har noget med kernen at gøre -

"some now define academic freedom as virtually everything that permits effective teaching and research—faculty involvement in governance, adequate budgets for academic institutions, suitable conditions for teaching and learning such as appropriate classrooms and access to technology",

og endelig omtaler sin egen og utalliges bekymring for de trusler, som faktisk findes mod akademisk frihed i sin sande betydning.

"What is needed is a return to the core concepts of academic freedom developed by von Humboldt and expanded in the AAUP’s 1940 statement. Academic freedom, after all, is the right of professors to teach without constraint in their field of expertise, do research and publish, and express themselves in the public space (newspapers, the Internet, and so on). Academic freedom generally protects the employment of professors as well as providing the most ironclad guarantees possible—through a formal tenure or civil service system, or other arrangements."

Jeg er ikke helt enig med ham i at "academic freedom does not essentially concern how universities are managed", men forstår godt, at man i teorien kunne forestille sig, at det kollegiale selvstyre i rent akademiske anliggender kunne forenes med et så udemokratisk og topstyret universitet, som vi fx har i Danmark. I teorien måske, men ikke i praksis. Her hælder jeg (ligesom vel de godt 6500 studerende og universitetsansatte i Danmark, der skrev under på vores underskriftsindsamling sidste år) mere til UNESCO-deklarationen af 1997 ("Recommendation concerning the Status of Higher-Education Teaching Personnel", se her) hvis artikel 32 lyder

"The principles of collegiality include academic freedom, shared responsibility, the policy of participation of all concerned in internal decision making structures and practices, and the development of consultative mechanisms. Collegial decision-making should encompass decisions regarding the administration and determination of policies of higher education, curricula, research, extension work, the allocation of resources and other related activities, in order to improve academic excellence and quality for the benefit of society at large."

Det bliver jo interessant at se hvordan evalueringspanelet, der snart skal afgive sin rapport forud for en evt. revision af universitetsloven, anskuer situationen - om de også finder, at something is rotten in the state of Denmark. I USA ser man problemer som også kendes her, bl.a. nævner Altbach

"The growing number of part-time teachers in many countries have no effective protection of their academic freedom, since they are often employed for just one course or for a short and often indeterminate period of time. The ownership of knowledge by multinational corporations or even by employing universities has become an issue of contention in some countries."

Hvis man iøvrigt vil have skærpet sine egne begreber om akademisk frihed, og pointeret, at denne ikke er til for at tjene en bestemt professions privilegier, men for at tjene et samfunds fælles bedste, kan bogen For the Common Good. Principles of American Academic Freedom af Matthew W. Finkin og Robert C. Post anbefales (Yale University Press 2009). De understreger bl.a., at forskningsfrihed, som er en del af akademisk frihed, ikke er frihed til at bruge sin forskningstid til hvad som helst, men til at udøve forskning indenfor de rammer, som sættes af de videnskabelige professionelle standarder og normer for akademisk arbejde, på 'våde' såvel som 'tørre' forskningsområder. Disse standarder er kollektive, dvs. den enkelte forsker har nok sin individuelle forskningsfrihed (inkl. til frit valg af emne, metode og publiceringskanal), men er underkastet den videnskabelige proffesions normer og standarder. Ting som universitetsstrategier, udviklingskontrakter, eller eksterne myndigheder eller andre rekvirenters ønsker om særlige resultater eller en særlig type forskning gælder ikke som begrænsninger på akademisk frihed i denne forstand.

Førende tidsskrifter og "main-streaming" af forskningen

Jeg vil gerne sige velkommen til to nye deltagere her på bloggen, Leif Hansen og Jesper W. Schneider, som er nærmere præsenteret på vores netværksliste. Begge bidrog for nylig til et møde (se her) afholdt på Danmarks Biblioteksskole om forskningsevaluering og forskningsbiblioteker. Man kan nu downloade noter, dvs. slides fra mødet (her), inklusive Leifs og Jespers, og jeg håber at vende tilbage til deres oplæg senere - ellers må I selv råbe op! I dette indlæg skal jeg begrænse mig til at videreformidle et oplæg ved Birger Hjørland med titlen "Skal bibliotekerne være de undertryktes vagthund?" Hans resumé af oplægget er:

Enhver måde at forskningsevaluere på har konsekvenser på den måde at noget vælges til, andet vælges fra. De fleste modeller vil fx nedprioritere danske tidsskrifter og dermed måske også danske forskningstraditioner – selvom disse naturligvis principielt også kan formidles i ”internationale” tidsskrifter. I andre forbindelser har man foreslået at én af bibliotekernes funktioner i fremtidens digitale samfund kan være et korrektiv til markedskræfter og dominerende ideologier. Skal bibliotekerne være beskytter af nationale forskningstraditioner og mindre dominerende specialer? Eller er "main-streaming" af forskningen principielt en god ting?

Birger Hjørland satte fingeren på flere ømme punkter. Som det også er blevet påpeget af Charlotte Engberg, Cathrine Hasse, Jesper Eckhardt Larsen og Karen Lisa Salamon fra Humanistisk Forum i Politiken (her el. her), så er der fare for, at mål og midler byttes om, så midlet til kommunikation af viden, artiklerne, bliver selve målet for forskningen, hvad der fører til rent volumenræs. Måling af målopfyldelse bliver i sig selv målet, indikatoren bliver til en incitamentstruktur, som også Lars Geer Hammershøj har udtrykt det.
Et andet ømt punkt er ranking eller 'niveaudeling af tidskrifter' som forskningsstyrelsen kalder det. Nogle af de tekniske/naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige faggrupper har i deres deling i to niveauer skelnet til Journal Impact Factor (JIF, der publiceres i Journal Citation Reports [JCR] af firmaet Thomson Reuters, det tidligere ISI). En universel anvendelse af JIF vil ifølge Birger Hjørland betyde en nedprioritering af særlige danske og europæiske forskningstraditioner; formidling på alle andre sprog end engelsk; små specialer; alternativer til mainstream; og af nye teorier og tilgange. Hjørland benyttede som case dansk psykologi. Der findes i Danmark en særegen, meget grundlæggende og meget rig tradition for grundforskning i psykologiens grundlag, herunder det psykiske som et særligt genstandsområde der hverken kan reduceres til neurobiologi, biologi eller sociologi, en tradition som bl.a. henter næring i den såkaldte virksomhedsteori eller kulturhistoriske skole. I Jens Mannens afskedsforslæsning (af 7/11-2008, kan læses her) som Hjørlund citerer fra, hedder det

"Når jeg har valgt at lade titlen på min [afskeds]forelæsning i dag være et spørgsmål, nemlig ”Findes der en særlig dansk psykologi?”, så er en af grundene, at jeg tit er blevet stillet over for spørgsmålet af kolleger og især studerende og ikke har været helt tilfreds med mine svar. En anden grund er, at der på det seneste er dukket en bekymring op blandt en del kolleger, fordi de føler, at nogle af de krav, der stilles til os af vores arbejdsgivere og diverse bevillingsgivere, fonde osv., presser os væk fra en særlig dansk tradition og i retning af, hvad man – nok med en vis negativ ladning – kalder mainstream psychology, ikke uden grund sagt på engelsk." (...) "I det seneste nummer af tidsskriftet Psyke & Logos, der nok mere end noget andet står for en særlig dansk tilgang til psykologien, udtrykker redaktørerne Benny Karpatschof og Bo Møhl således i deres indledning til temanummeret om psykologiens videnskabelighed en stærk bekymring for, at de nye bevillingskriterier for forskningen vil presse dansk psykologi væk fra den særlige almenpsykologiske og såkaldt subjektorienterede tilgang, som er karakteristisk for den." (...) "Den ene redaktør, Benny Karpatschof (...) er bange for, at tidsskriftet, der ellers er udkommet med to tykke bind om året siden 1980, kan blive nødt til at lukke, fordi det ikke mere er meriterende at skrive i det i forhold til karriere og bevillinger. Meget betegnende kaldte redaktørerne deres indledning om den særlige danske psykologis situation: ”Vejet og fundet for let?” "

Hjørlands bemærker, at Psyke & Logos er ikke med i JCR og figurerer i alle tilfælde lavt i internationale rangordninger. Men danske forskningsbiblioteker har understøttet den danske psykologiske forskning, herunder de publikationer danske psykologer publicerer i (og citeres af). Psyke & Logos findes naturligvis på danske folke- og forskningsbiblioteker.
Uanset det faktum, at den 'særligt danske' tradition ikke nødvendigvis er speciel dansk, og som Hjørland mere end antyder det, burde være formidlet stærkere i internationale fora, bl.a. i engelsksprogede tidskrifter, så er det vigtigt, at der også er fora på dansk, hvor nye og grundlæggende tanker kan ikke bare finde udfoldelse og afprøves, men også formidles til et dansk publikum. (Man kan finde Jens Mammen og Niels Engelsteds publikationer på mammen.engelsted.net).
Hjørlands anden case er dansk samfundsforskning, byggende på sociologen Heine Andersen (her fra bloggen) som i 1998 publicerede en undersøgelse af danske samfundsforskeres præferencer for forskningstidsskrifter [note 1]. Heine undersøgte hvorvidt tidsskrifter kan siges at udgøre et “monolitisk” hierarki, eller om der er tale om et “pluralistisk” system, dvs. med forskellige opfattelser af, hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Baseret på analysen af 788 danske samfundsforskere, en sammenligning med citationsdata og referering til andre undersøgelser, peget undersøgelsen på et pluralistisk billede og kun en moderat konsensus blandt forskere om hvilke tidsskrifter, der er de vigtigste. Heine Andersens undersøgelse styrker og generaliserer ifølge Hjørlund Mammen’s vurdering.
Med andre ord: Hvad der anses for ”førende tidsskrifter” er en delvis subjektiv, delvis paradigmespecifik vurdering, der hænger sammen med teoretiske og metodologiske holdninger. Herved kommer en national forskningsindikator, i al fald som den er udformet nu som en bestemt prioriteret liste over tidsskrifter, til at risikere fravalg af bestemte forskningstraditioner, små specialer og nye teorier og tilgange.
Dette er en af grundene til af mange af de faggrupper, som har rådgivet ministeriet, har så stærke forbehold overfor indikatoren, som tilfældet er. [note 2]

[note 1]: Hjørland refererer til:
• Andersen, Heine (1998). Prestige og indflydelse i samfundsvidenskaberne – Vurderinger hos danske forskere. Københavns Universitet, Sociologisk Institut. (engelske version se nedenfor)
• Andersen, Heine (2000). "Influence and reputation in the social sciences – How much do researchers agree?" Journal of Documentation, 56(6), 674-692. [download her] (tak til Heine)
[note 2] Se også notatet "Mareridt, damage control, eller forskningsrelevante kvalitetskriterier? - Notat om faggruppernes forbehold overfor den bibliometriske forskningsindikator efter niveaudelingsprocessen og indtastning af tidskriftlisterne pr. 15/9-2009", kan downloades her.