onsdag den 22. april 2009

Aarhus Universitets redegørelse til evalueringspanelet

AU's redegørelse i forb. med uni-lov evalueringen kan læses her: http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2009/220409. Det er et centralt udvalg der har sammenskrevet AUs svar, bl.a. på baggrund af indlæg fra en række institutter og akademiske råd. Disse indlæg kan læses her: http://www.au.dk/da/uni/universitetsevaluering2009/hoeringssvar.

Jeg har kun nået at skimme redegørelsen, men den ser ud til at referere loyalt og fyldigt fra de mange høringssvar, hvor mange er ganske kritiske. Derfor er det noget nedslående, når man konkluderer, at "Aarhus Universitet vurderer, at der er behov for stabilitet omkring lovrammen for universiteterne, og at Universitetsloven af 2003 derfor i hovedsagen bør videreføres..." (s. 65) Det er selvfølgelig ledelsens vurdering, og det skal den vel næsten mene, men det demonstrerer også, hvor svært det kan være at flytte noget i den nuværende hierarkiske struktur. Senere (s. 75) mener man også forskningsfriheden har det godt. Alt andet ville vel være en tilståelsessag.

Måske skal vi være glade for, at der trods alt bliver bragt en del kritik videre og så håbe, at det ikke kun er den overordnede konklusion, der gør indtryk?

lørdag den 18. april 2009

Om fornuftens instrumentalisering

Der er lige nu en vigtig udsendelse på P1 som bl.a. sætter universiteternes udviklingskontrakter og styrelseslov ind i en større sammenhæng med udviklingen af den offentlige sektor: "Det er idioti at bruge så mange ressourcer på at formulere mål for offentlige institutioner og kontrollere om de bliver opfyldt. Og mål- og evalueringskulturen skaber også uansvarlige medarbejdere og borgere. Det mener dr. phil. Verner C. Petersen, fra Handelshøjskolen i Århus. Han opfordrer de ansvarlige medarbejdere til civil ulydighed mod ”evalueringstyranniet”." Udsendelsen kan høre her. Kan anbefales.
PS: En tidligere udsendelse med V.C.Petersen, her, om hans bog Vildveje i Velfærdsstaten, her

fredag den 17. april 2009

Gør universiteterne besættende igen

Nyhedsklip fra den 15. april:
Unge besættere mod Universitet A/S

Onsdag den 22. april klokken 14 samles studerende til demonstration på Vor Frue Plads, hvorefter de tager til Københavns Universitet for at besætte centraladministrationen. Ifølge talsperson for Reclaim Your Education-initiativet i Danmark, Andreas Mulvad, bliver de studerende på universitetet i et par dage for at snakke om, hvad der i løbet af de sidste år er sket med deres uddannelser. Grundlæggerne af initiativet stiller helt konkret tre krav til beslutningstagerne, nemlig at markedsgørelsen af uddannelserne ophører, at demokratiet på uddannelserne genindføres og udvides og at der ikke skal være patent og copyright på viden.

- Vores universiteter skal være for samfundet og ikke for erhvervslivet. Forskningen skal ikke styres af profit. Der skal forskes til gavn for mennesker, lyder det fra initiativtagerne, som er en del af en større gruppe internationale studerende fra 30 lande, der alle vil aktionere med samme budskab, nemlig at uddannelse ikke er en vare.
(fra Dagbladet Arbejderen, side 1, 15-04-2009). Et opløftende initiativ! Det startede allerede i går. Se mere på deres site her:
http://www.reclaimyoureducation.dk/sider/kalender.html