Universitetsforskere i oprør

Det er rystende at se, hvad det sanderske universitetsregime har ført med sig af usikkerhed og budgetkriser. Krisen på naturvidenskab på Københavns Universitet er ganske alvorlig og kaster et grelt lys over følgerne af den meget ideologiske politik, som VK-regeringen siden 2001 har ført overfor de ellers godt kørende universiteter.

Det farlige mix af new-public-management styringsformer med forsøg at 'mime' markedsmekanismer, og et gammeldags topstyret ledelsesystem, mindre demokratisk end aktieselskaber, har skabt en arena for en ny nomenklatura, der, uanset om de har en baggrund i det private erhversliv eller ej, hverken har forståelse for videnskabens normer, moderne organisationsprocesser, økonomistyring eller de politiske intriger i Folketing og ministerier. Den nye klasse af universitetsledere har virket totalt handlingslammede, hver gang videnskabsministeriet har begrænset de traditionelle og rationelle selvstyringsmekanismer og ladet den bureaukratiske sektor vokse uhæmmet.

Det billede, der nu tegner sig på Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU, er billedet af en ledelse, som har manglet genuin professionalisme og evne til at styre fakultetets økonomi. Det er et gigantisk røgslør, når Helge Sander kommenterer situationen med, at universiteterne har fået flere penge, men at man må prioritere og at "ledelserne på universiteterne har fået til opgave at lave strategiske satsninger og lægge vægt på de områder, hvor de mener, universitetet er stærkest" (interview, Pol. 26/12, her). Som om vi skal tro, at denne proces er rationelt planlagt!
Man skal lægge mærke til, at såvel rektor som dekan i slutningen af august gav udtryk for, at alt var okay på hele Københavns Universitet. Det var først i sidst i oktober, at man lod forstå, at der nok ville blive et underskud i 2009, men at man ikke helt vidste, hvor galt det stod til. Og først midt i november kom det til universitetsbefolkningens og offentlighedens kendskab, at der nok blev et underskud på det Naturvidenskabelige Fakultet på 30 mill.kr. i 2009. Så gik det slag i slag og få uger senere kom udmeldingen om nedskæringer, der ville betyde ca. 70 stillingsnedlæggelser, VIP og TAP. Og det skulle ske allerede i 2009, ja, ledelsen har besluttet, at afskedigelserne skal udsendes allerede d. 1. februar!!!

Men er det udmeldte antal så til at stole på? Den nye institutleder Karsten Kristiansen (interviewet til Weekendavisen 17/12) på Biologisk Institut (BIO) fik at vide, at han skulle finde besparelser på 23 mill. Så alene på dette institut skal der skæres 19 mill.kr. på VIP stillinger og 4 mill. på TAP stillinger. Det svarer til mindst 32 VIP stillinger. Da det er basismidlerne, der skal spares på, betyder det nedlæggelse af faste stillinger - og smadring af aktive, højproduktive forskningsmiljøer. Grundforskning, javist, men også af høj langsigtet 'strategisk' relevans for områder som bioteknologi, miljø, klima og energi, områder som Dansk Industri jo elsker så højt. Instituttet har i dag 112 fast ansatte VIP. Af disse er 24 professorer og 5 adjunkter (disse vil typisk gå fri). Ergo bliver det blandt de 83 lektorer fyringssedler skal uddeles til.
Det rigtige tal for stilllingenedlæggelser - hvis det kommer så vidt - er nærmere 45 VIP stillinger, men da det kun rammer nogle institutter har rektor og bestyrelse besluttet at kalde det for ”nødvendige tilpasninger”! Skuffende, i betragtning af at samme rektor i sit hyrdebrev af 11. nov. advarer imod at overtilpasning "underminerer universitetets fornemmeste formål".
For biologi betyder disse ”nødvendige tilpasninger” nedlæggelse af ca. hver tredie VIP, nedlæggelse af undervisning allerede i forårssemestret, plus at mange ph.d.- og specialestuderende må sige farvel til deres vejleder, og at en masse forskningsområder forsvinder for bestandig.

Hvad siger forskerne og de studerende? De er usikre, men også vrede. De studerende risikerer allerede fra foråret 2009 voldsomme forringelser af deres undervisning, og mange af kurserne må nedlægges. Det kan også betyde forlængede studietider. Det er næppe noget, der bidrager til at tegne et godt billede af studiemiljøet på naturvidenskab, eller til at se forskning som en attraktiv karrierevej, når man fyrer folk. (Det er muligt, at globaliseringsdiskursen påfører os forestillinger om, at det, som det handler om, er at "opbygge nye fremadrettede samarbejdsnetværk mellem vidensarbejdere på tværs af universiteter, private virksomheder, organisationer og statsadministrationer", som det hed i en nylig kommentar her på bloggen. Men det forudsætter vel, at der overhovedet er forskere og universiteter tilbage?).

På institutter som BIO, NBI og Kemisk Institut er der også blandt de ansatte forskere en så voldsom vrede og frustration, at det ikke bør ikke undre iagttagere af universitetsverdenen, hvis vi i de kommende måneder bliver vidner til direkte aktioner ved forskere og studerende, som effektivt kan blokere for - eller udsætte - enhver STÅ-indtjening: aktioner, og som kan blive fulgt op af paroler og krav som:

• tag fyringstruslerne af bordet!
• professionaliser dekanatet!
• åbn og demokratiser af ledelsesformerne!
• fyr bestyrelsen af KU!
  
• sæt forskning og undervisning over bureaukrati!
• ret ryggen, rektor: sig nej til overtilpasning!
• reelle basismidler til fakultetet!
• stop Sanders røgslør og skåltaler!

Forskningsindikator, incitamenter og kassetænkning - styrk basismidlerne!

Mens de naturvidenskabelige fakulteter gør sig klar til at nedskære og fyre forskere, arbejder Videnskabsministeriet tilsyneladende videre, trods stor modstand og vanskeligheder, med sine NPM-metoder til at 'fremme forskningskvalitet'. I et nyt “Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen fra 18. dec. (se her, kopi her) hedder det friskt og frejdigt, at

“Indikatoren fremmer adfærd, der skaber incitament til at publicere i de mere prestigefyldte tidsskrifter og forlag
Formålet med dette princip er at pointere, at det ikke er et formål blot at stimulere til mere publicering. Indikatoren skal skabe incitament til, at det kan betale sig at publicere i de mest anerkendte og prestigefyldte publiceringkanaler inden for fagområdet. Derfor skal der ske en niveauinddeling af autoritetslistens publiceringskanaler.”

Hele tanken om at ministeriet vil inføre incitamenter til at gøre dét, som alle forskere ved landets universiteter allerhelst vil og ønsker at havde bedre tid til, virker absurd. Professor Poul Bjerregaard ved Biologisk Institut, SDU, udtrykker det (i seneste nummer af sit fakultetsblad Perspektiv og Mening, se artiklen her) ret diplomatisk:

“Hvis autoritetslisterne virkelig slår igennem i ministeriet, således at de kommer til at betyde noget væsentligt for universiteternes økonomi, ja så vil vi nok inden længe opleve, at visse dekaner og institutledere går ind og ser meget nøje på de enkelte medarbejdere og deres publikationer. Og så kan man jo frygte, at nogle af disse dekaner og institutledere vil sige, at man som ansat skal publicere i de tidsskrifter inden for det ønskede niveau, hvor det er relativt nemmest at komme i – og ikke i det tidsskrift inden for niveauet, hvor kvaliteten er højest. Og det synes jeg er dybt uhensigtsmæssigt, siger Poul Bjerregaard. Han ser også en mulig fare for, at visse forskere i stedet for at samle én god artikel til et tidsskrift med meget høj kvalitet vil vælge at dele den op i to eller tre knapt så gode artikler, der vil være i stand til at blive optaget i mindre gode tidsskrifter inden for samme niveau. For på den måde vil institutionerne formelt kunne få to eller tre gange så megen ”valuta for pengene”. - Jeg er forfærdelig bange for den slags kassetænkning, forklarer Poul Bjerregaard.

Man kan kun håbe, at flere forskningspolitiske ordførere i Folketinget får øje på absurditeten i hele projektet, når universitetsloven skal revideres næste år, og at man vælger helt at skrinlægge tanken om at omlægge basismidler til "konkurrenceudsatte midler". Ellers kan voldsomme ryk i de enkelte fakulteters indtægter, som dem vi ser nu, blive endnu hyppigere og kraftigere.

Sanders ansvarsforflygtigelse

Det ligner rent spin og ansvarsforflygtigelse, når Videnskabsminister Helge Sander i Politiken i dag (her) får fremstillet de truende nedskæringer og fyringer på naturvidenskab som nødvendige omprioriteringer på universiteterne, som han iøvrigt ikke selv har ansvaret for. Han overser, at universiteternes budgetproblemer er strukturelle, og at strukturen i høj grad er hans ansvar. Det virker også mildest talt selvmodsigende, at sige, at dansk forskning skal være verdens bedste (ganske vist nu ikke i alt men) på områder som energi, miljø og biotek, og så samtidig fyre forskere på KU's Biologisk Institut og Niels Bohr Institutet. Vil han virkelig have offentligheden til at tro, at dette er udtryk for universitetsbetyrelsens, rektors eller dekanernes bevidste prioriteringer? Og hvor er de sidstnævnte forøvrigt henne, når det gælder om at protestere imod nedskæringerne?

Universiteternes budgetkrise

Budgetkrisen det Naturvidenskabelige Fakultet i København har ikke kun rod i dårlige taxameterindtægter, men også med den vildtvoksende administration, som Universitetsavisen (d. 12/12, s.2) bragte denne notits om:

Universitetslov får hug af S og DF
ADMINISTRATIV EKSPLOSION - I en ny undersøgelse af forskningsvilkårene for universitetsansatte gennemført af Magisterbladet mener seks ud af ti forskere at de er blevet belæsset med flere administrative byrder efter Universitetslovens indførelse. Samtidig eksploderer udgifterne til administration, alene på Århus og Københavns universitet med ekstra 240 millioner kroner fra 2005 til 2007. Det får nu Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at kræve universitetsbureaukratiet endevendt. På spørgsmålet om forskerne har oplevet at bundne opgaver har givet dem mindre tid til at forske i selvvalgte emner efter universitetslovens indførelse fra 2003, svarer kun 1,4 procent at de har fået mere tid til selvvalgt forskning. Resten svarer 'uændret' (50 procent), 'ja' (45 procent) og 'ved ikke'.

I dag bringer Berlingske Tidende en skarp kritik af dekanen på det Naturvidenskabelige Fakultet Nils O. Andersen (her). Fysikprofessorerne Benny Lautrup og Poul Olesen peger på en stor forskydning på fakultetet fra produktive til administrative midler, som er sket efter årtusindskiftet, og undrer sig over at fakultetssekretariatet, som er "vokset med raketfart", ikke også må holde for i tilfælde af nedskæringer. Bag kritikken ligger en stor frustration over hvad man kunne kalde New Bad Management og en enevældig ledelse, som meddeler, at snart skal nogen fyres, men ingen aner hvem eller kender kriterierne.

Hele misæren illustrerer klart hvor fantastisk vigtigt det er for et universitets virke at have sikre, stabile basismidler, så forskningen ikke rammes af tilfældige udsving i fx STÅ-indtægterne. Ude på de enkelte institutter diskuteres det nu livligt, hvordan man kan ride stormen af og aflønne "fastansatte" VIP med de eksterne bevillinger, man allerede har opnået, uden at overskride bevillingsgivernes betingelser for forskningsstøtten alt for mærkbart. Denne praksis er allerede vidt udbredt på de fleste store institutter, hvor institutlederne må rundt med raslebøssen hos forskningsgrupperne og de eksternt financierede centre. Nu får skruen en omgang til – men man kan frygte, at den næsten er i bund, dér, hvor den frie grundforskning ikke længere findes, og universiteterne er omdannet til sektorforskningsinstitutioner, hvor de ansatte konstant må rende efter ekstern finaniering, for at skaffe egen løn til at lave det, de var ansat til.

DI's seneste kampagne - hvor er den fagøkonomiske sagkundskab?

Forskningspolitik og industripolitik er under den nuværende regering klonet godt og grundigt sammen. Dansk Industri har haft stor succes med at lobbye for erhvervsstøtte, retorisk 'solgt' som offentlig støtte til forskning. Jammen det kan da godt være, at staten bør støtte dansk industri gennem statssubsidier som led i en national økonomisk strategi for virksomheden Danmark, men burde et industripolitisk tiltag ikke offentligt kunne identificeres som et sådant, snarere end at være forklædt som støtte til offentlig, uafhængig forskning?

Grænsen er åbenbart svær at markere, og DI kæmper for at udviske den. Den seneste kampagnes plot kunne se sådan ud:
1. Udnyt regeringes problem - nemlig at andelen af den privat finansierede forskning er faldet siden 2003, stik imod regeringens mål (jf. her).
2. Gør universiteterne medansvarlige for at virksomhederne under højkonjunkturen ikke har investeret nok i "forskning og udvikling".
3. Lad et konsulentfirma lave en undersøgelse, som stiller virksomhederne ledende spørgsmål om deres ønsker og forventninger, fx om de synes, at universiteterne er gode nok til at samarbejde? Spørgsmål, der tillader konklusioner a la "Godt 90 pct. af de virksomheder, der har et samarbejde med et dansk universitet mener, at et større erhvervsfokus på universiteterne vil kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1)
4. Kør en kampagne, der sætter fokus på universiteterne som "problemet", og munder ud i en endnu større fokusering på "strategiske" forskningsområder og et endnu mere kommercialiseret universitet. Lad fx Folketingets Forskningspolitiske Udvalg bede ministeren kommentere undersøgelsen (dixi), men undgå at rejse en debat blandt fagøkonomer om politisk styring i retning af strategiske områder, mere end fri grundforskning, på lang sigt gavner økonomien, dét skulle der jo nødig rejses tvivl om (jf. ref. 2).
5. Husk også at fremme universitetsforskningens industrigørelse, og konstatér eksempelvis, at "mere end 80 pct. af de virksomheder, der har samarbejdet med et dansk universitet, mener, at større sikkerhed for, at virksomheden kan opnå ret til eksklusivt at udnytte forskningsresultater skabt i samarbejde med universiteterne, kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1).

Man kan kun beundre DI's evne til at køre den slags kampagner. Ikke så sært, at humaniora og specielt samfundsfag ikke nævnes som "forskning af relevans for virksomhederne, det vil sige inden for teknisk-, natur- og sundhedsvidenskab samt organisation og ledelse" (cit. ref. 1). Måske ville nationaløkonomer (som i ref. 2) og andre smagsdommere stille sig skeptisk an? Hvornår får DI mon held til selv at sponsorere de samfundsvidenskabelige fakulteter til at lave den slags undersøgelser?

Referencer
[1] Claus Thomsen: "Danmark taber videnkapløbet", fra indsigt/Dansk Industri, d. 10. december 2008.
[2] Christian Bjørnskov: "Sanders kontrol skader vækst", Weekendavisen 22/8-2008.

Look who´s talking!

Foregående blogindlæg kræver en selvstændig bemærkning. Denne her er schöne. To af universitetets topledere, der har hele den interne magt i det nuværende system, synes, at vi andre er for negative og klagende. Hvorfor? Fordi vi ikke er føjelig nok over for ledelsen og de nye tiltag. Det giver en tredje topleder dem så ret i.

Nu må vi til at være lidt positive og glade og ikke hænge fast i alt det Humbolt-ævl om den frie forskning.

Udtalelserne er sådan set den bedst tænkelige demonstration af miseren på universiteterne. En af de helt grundlæggende udfordringer i lovrevisionen er ledelsens manglende interne legitimitet. Ved universitetslovens implementering stod den nye ledelse over for en massiv udfordring på dette punkt, fordi en medarbejderstab, der var vant til selv at vælge og afsætte sin ledelse, og som var vant til meget stor indflydelse, nu blev erstattet af en ledelse, der havde fået omfattende beføjelser over for den. Dermed var det en helt afgørende at vinde medarbejderne for den nye ledelse ved at vise dem, at man var deres ledere og optaget af deres vel, ikke blot ministeriets folk på stedet. Magten var ikke nok; man måtte vinde den interne legitimitet. Denne opgave blev fatalt forsømt, og derfor står universiteterne nu mange steder med en dyb splittelse og en dyb mistillid mellem ledelse og medarbejdere, der besværliggør alt, hvad der foregår på institutionerne. Hvis ikke dette problem lovgivningsmæssigt og adminstrativt tages alvorligt, vil ledelsen i stigende grad få svært ved at lede i fremtiden. Udtalelser som dem, Villesen har fået her, hjælper mildt sagt ikke.


Hvad med at diskutere sagforholdet i stedet for?

En negativ tendens

Information havde igår nogle artikler af Kristian Villesen med overskriften "Evig brok fra uddannelseseksperter" (her, kan også ses her) og netavisen Altinget gentager historien i dag med overskriften "Forskere for negative", og i manchetten "Rektorformanden erkender en negativ tendens". — Venner! Det er på tide vi skruer smilet på og erkender, at i dagens Danmark sidestilles kritik med brok og klynk! Hvor blev de uddybende nuancer af?

Videnskabsministeriets eliteenhed

Det må antages, at man i Videnskabsministeriet ikke skelner skarpt mellem eliteenheden for propaganda om verdensklasse og informationsafdelingen for højeste oplysning, og måske er der et betydeligt samarbejde mellem de to presseafdelinger. I al fald kunne man forleden læse om at Helge Sander, da han skulle til overrækkelse af Nobelprisen i Stockholm, udtalte, at "vi i Danmark har sat øget fokus på eliten. Det giver danske talenter de optimale muligheder, så jeg håber, at danske forskere i fremtiden kan få flere Nobelpriser", hvad der affødte følgende kommentar (se her) fra et fremtrædende medlem af Videnskabernes Selskab: "Nobelprisen er en fest for grundforskningen. Men den danske regering og Sander gør absolut intet for universiteternes frie basisforskning og dermed for grundforskningen. Tværtimod oplever de fleste på universiteterne og i forskningen, at der topstyres og politisk udpeges og erhvervsrettes i strategier og puljer. Spillerummet for den frie forskning bliver mindre og mindre". I samme ånd henstillede Sune Auken for nylig (her) til at "få skåltalerne, bullshitten og storhedsvanviddet ud af debatten".
Selvom Sanders Stockholm-tur i sig selv er ligegyldig, må man forstå baggrunden for hvorfor dens iscenesættelse virker så provokerende. VTUs pressemeddelelser er jo generelt og systematisk baseret på højst diskutable præsuppositioner, som når der senest om uni-evalueringen står (her), at den iværksættes "for at sikre en fortsat god udvikling for de danske universiteter". Det er vildt provokerende men det ville kræve en nærmest permanent task force at på- og tilbagevise alle virkelighedsfordrejningerne.
Fra bloggens Frankrigskyndige kontakt Lisbeth Verstraete Hansen har vi modtaget en oversættelse af et finurligt indlæg på en fin lille fransk blog om evaluering evaluation.hypotheses.org. Indlægget handler selvfølgelig ikke direkte om Sander, men indeholder et afsnit om elite-drømme, som får en til at tænke på Sanders Nobelpris-pressemeddelelse. Det leder tanken hen på, at VTUs kommunikationsstrateger simpelthen opererer med subliminale beskeder… I dette tilfælde fantasien om dansk forskning reduceret til en lille elite, der giver Nobelpriser. Og så pyt med resten. Især med virkeligheden!

Indlæg på http://evaluation.hypotheses.org (blog om evaluering i human- og samfundsvidenskaberne) foranlediget af overskriften på en kort nyhed, som AERES (det statslige akkrediteringsråd, der bl.a. forestår arbejdet med autoritetslister), i efteråret lagde på deres hjemmeside for at informere om nedsættelse af kommende opdateringsudvalg med fagkyndige repræsentanter. Overskriften er: «Y a-t-il un Nature ou un Science en SHS», altså ”Findes der et Nature eller et Science i human- og samfundsvidenskaberne”.

Sylvain Piron, EHESS (École des Hautes Études en Sciences Sociales):

”[…] Det, der fascinerer mig, er overskriften. Spørgsmålet er absurd. Ophavsmanden ved det og skjuler det ikke, for han har ikke ulejliget sig med at tilføje et spørgsmålstegn efter anførselstegnene.
Der er ikke noget Science eller Nature i human- og samfundsvidenskaberne, og det bliver ikke opdateringsudvalgene, der får det sjældne dyr ud af busken. Hvad skal det så betyde? Eller snarere: Hvad afslører denne absurditet? For det første afdækker den en foruroligende uvidenhed om det pågældende område. Validering af viden i human- og samfundsvidenskaberne sker ikke ved at publicere syntetiske resultater i form af korte artikler i en ugentlig publikation på engelsk. Sådan foregår det ikke, og det ved alle. Lad os i forbifarten bemærke, at det også er en summarisk og forsimplet opfattelse af de hårde videnskaber, der skinner igennem. Deres publiceringskredsløb kan selvfølgelig heller ikke resumeres til disse to titler. Bag uhyrligheden må man derfor forstå noget helt andet: En subliminal besked, der i virkeligheden siger: ”Vi ville gerne have, at der var et Nature eller et Science for de franske human- og samfundsvidenskaber.” Ikke to – ikke et Nature og et Science – men ét eneste tidsskrift som kilde. Et tidsskrift, som naturligvis ikke skulle kende til hverken polemik eller uenighed, og hvor AERES blot har tilbage at registrere de publicerende.

[…] det, denne overskrift drømmer om, er væsentligt mere foruroligende end ensretningen af human- og samfundsvidenskaberne. Den drømmer om… succes – det er det rette ord – om succes i ordets mest banale betydning med alt, hvad det implicerer af social anerkendelse, prestige og belønning. Succes for en lille begrænset elite, der får succes, fordi den er så fåtallig. En udtyndet elite, der kan publicere sine elite-resultater i et eneste elite-tidsskrift. En elite, som forskningsministeren – som varslet i den nylige ”karriere-plan” – kan uddele elitepræmier til i stedet for at tænke over en overordnet styrkelse af forskning og undervisning på de videregående uddannelser. En elite, som man kunne samle i nogle elite-campus’er, som ville gøre det muligt omsider at få en plads i Shanghai-rankingen.

Hvis man breder det fantasibillede ud, som regeringen åbenbart har af forsknings- og undervisningsverdenen – og som redaktøren på AERES-siden er den ufrivillige (eller ubehændige) ordfører for – så har man foran sig hele den aktuelle politik med optrævling af forskningen, af universitetet og hele uddannelsessystemet. En almindelig intetsigende overskrift kan fortælle ganske meget. Og et spørgsmål, der umiddelbart ser banalt eller sekundært ud (klassifikation af tidsskrifter) virker pludselig som fremkaldervæske for helt afgørende forsknings og uddannelsespolitiske valg.

http://evaluation.hypotheses.org/128