Forskning og fremtid:
Efter Universitetslovens sammenbrud
Offentligt møde på 'Forskningens døgn' om universitetsforskningens betingelser og en anden universitetslov.
Efter Universitetslovens sammenbrud
Offentligt møde på 'Forskningens døgn' om universitetsforskningens betingelser og en anden universitetslov.
Tid: fredag den 25. april 2008, kl. 15:00 til 17:00.
Sted: Københavns Universitet (auditorium A, Niels Bohr Institutet, Blegdamsvej 17, 2100 København Ø)
Som bekendt arrangerer Videnskabsministeriets Forsknings- og Innovationsstyrelse sammen med danske forskere landet over et forskningens døgn, og som det hedder i opslaget: "Forskere og studerende optræder på torve og pladser, og universiteter, virksomheder og mange andre åbner deres døre til en forskningsfestival med mere end 200 gratis arrangementer." — Midt i al jubelen vil vi erindre offentligheden om de mere problematiske for vilkår for forskningen, som det nye styre under den eksisterende universitetslov har medført, og fremadrettet se på hvilke styringsmæssige og organisatoriske ændringer, dansk forskning fortjener.
Program:
15:00: ordstyrer og arrangører byder velkommen og introducerer emnet
15:15: Tom Fenchel (Det Naturvidenskabelige Fakultet, KU): Universitet, fri forskning og ministerstyring
15:30: spørgsmål og diskussion
15:40: Asger Sørensen (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole): Forskningskvalitet - det gamle og det nye kvalitetssikringssystem set i lyset af tankerne om et "videnssamfund".
15:55: spørgsmål og diskussion
16:05: Sune Auken (Det Humanistiske Fakultet, KU): Er erhvervsnytte og samfundsnytte det samme?
16:20: spørgsmål og diskussion
17:00: afslutning.
Arrangører:
Sune Auken og Claus Emmeche (Københavns Universitet), i samarbejde med 'Forskningens Døgn'.
1 kommentar:
Referat af mødet Efter Universitetslovens sammenbrud i Forskningens Døgn.
Det var synd for alle Jer, der ikke kunne være med, så her er et par ord om mødet. Da Information bragte et andet referat (som kan læses her, kopi her) endnu mens jeg var startet på mit, er dette blot skrevet som et supplement.
Mødet fandt sted i det historiske auditorium A på Niels Bohr Institutet, hvor kvantemekanikkens grundlæggere diskuterede basale spørgsmål i den dengang revolutionerende nye fysik, uden skelen til om den passede ind i et satsningsområde, et strategisk forskningsprogram, eller ville føre til videnspredning og erhvervssamarbejde (hvad den langt senere gjorde).
Jeg introducerede baggrunden for mødet som den stigende utilfredshed med konsekvenserne af universitetsloven fra 2003. Den har givet Danmark en bundplacering med hensyn til akademisk frihed sammenlignet med andre europæiske lande, pga. ting som ministeriel detail-styring af universiteterne udefra, og et indre top-down hierarki med bestyrelser med eksternt flertal øverst, og så kommando-trinstigen rektor-dekan-institutleder med ringe indflydelse for de ansatte, som udfører kerneydelserne. Desuden hele ensliggørelsen af de måder forskningen organiseres på, uanset om der var tale om grundforskning eller strategisk forskning, universitetsforskning eller sektorforskning, naturvidenskabelig eller humanistisk forskning. Jeg nævnte også problemet med at udtænke et alternativt system for at universitetsdemokrati, som på en gang afhjælper det nuværende systems mangler og undgår de skævheder i det gamle system.
Hvad angår det sidste var et af mødets konklusioner et ønske om en større nuancering i vores historiske analyse af de hidtidige styringsformer vi har haft i Danmark, fra 1) det ‘rigtig’ gamle systems provesservælde, over 2) 1970’ernes vidt udstrakte stænderdemokrati med medindflydelse for alle ansatte, 3) 1980’ernes afbalancering af dette, 4) fasen efter 1993-universitetsloven, 5) det nye regime fra 2003 med den nye lov og 2006-fusionerne.
Den første oplægsholder var Tom Fenchel, professor i marinbiologi på Københavns Universitet og formand for Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Fenchel erindrede om, at når man idag, en anelse nostalgisk, fremholdt Humboldt-universitetets idealer (fx om fri forskning og undervisning i tæt forening), som en truet art man ønsker bevaret, så var selve Humboldt-universitetet i Preussen ikke specielt demokratisk. Men i dag har industri og fagbevægelse i skøn forening fået erstattet Humboldt-idealerne med en snæver fokusering på nytte som den alt dominerende retfærdiggørelse af universiteterne. Fenchel argumenterede for, at selvom man går ind på nytte som rationel begrundelse for samfundsstøtte til forskning, er det langt fra givet, at indskrænkning af forskningsfriheden af nyttehensyn (eller tilsvarende, ensidig satsning på ‘strategisk forskning’) vil sikre pay-off på lang sigt. Fenchel skelnede mellem institutionel og individuel forskningsfrihed, lagde hovedvægten på sidstnævnte, og understøttede sit argument for vigtigheden af individuel forskningsfrihed - som ikke er sikret tilstrækkeligt i den nuværende lov - med et stykke kontrafaktisk historieskrivning: Alexander Flemmings opdagelse af Pennicillin i slutningen af 1920’erne. Flemming havde det ‘beredte sind’ der fik ham til at indse betydningen af den bakteriefrie zone rundt om svampene i petriskålene, men havde han først skullet ansøge et forskningsråd om penge til projektet, ville det formentligt aldrig være blevet til noget for 'man vidste godt', at den slags ikke virkede. Tilsvarende ville vi aldrig have opnået så fin en start på den danske molekylærbiologi, hvis den skulle have været legitimeret ud fra sine bidrag til faktura, for dengang var den ikke økonomisk interessant. Fenchel fremhævede tre funktioner af den basale forskning og universiteterne:
1) de bidrager bl.a. via uddannelse til det basisberedskab, det danske samfund behøver for at kunne opfange ny viden internationalt,
2) de skal fungere som en uafhængig instans, der tør stille spørgsmålstegn ved herskende dogmer (fx også i klimadebatten) så enhver politisk styring af forskningen er problematisk, og
3) universitetet er en væsentlig kulturformidler, som ikke i denne funktion kan styres efter nogen nyttekalkyler.
Næste oplagsholder var Asger Sørensen, filosof og ansat på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Asger Sørensen, som er denne blogs læsere bekendt (se omtalen af hans seneste skrift "Videnssamfundet. En undergravelse af videnskab og demokrati” her). Asger understregede, at universitetet nu var blevet lovfæstet fremmedstyret, og hans analyse inkluderede en kritik af den intellektuelle mode med fornuftskritisk tænkning, som ifølge ham var gået for vidt eller havde gjort os blinde for de reelle og meget vigtige standarder for videnskabelighed, som ligger (eller lå) indbygget i "det gamle” system. Den filosofiske kritik af fornuftdyrkelsen gik for vidt og førte til en manglende besindelse på at selvom den faktiske videnskabelige praksis langt fra altid levede op til de ideelle videnskabelige normer, var sidstnævnte jo ikke at anklage af den grund. Oplægget formede sig så som en påpegning af den store rolle Dansk Industri har haft i installationen af hele diskursen om videnssamfund og viden (af enhver slags) som noget der "produceres” - uanset om vi taler om universiteter, sektorforskningsinstitutioner, innovation på tekniske læreanstalter eller i private firmaer. "Til gavn for samfundet” forstås kun som "til gavn for producenten” og den strategiske forskning bliver til skjult industristøtte. Til denne produktionsdiskurs om viden (hvor viden bliver til praktisk værdi for løsningen af et problem) knyttes så - jf. M. Gibbons - en kvalitetssikringsdiskurs, hvor det er aftagerne, der bestemmer hvad der er god kvalitet. Der åbnes for eksterne videnskvalitetskriterier, mens den traditionelle interne kvalitetskontrol i de videnskabelige cirkler tendentielt mistænkeliggøres. Dette fører til (med mine egne ord, jeg tror ikke Asger anvendte udtrykket) det nuværende systems grundlæggende modsigelse: Modsigelsen mellem den kvalitetsbedømmelse, der kræver ekspertviden og høj videnskabelig faglighed og kravet om generaliserende anvendelse af almene kvalitetsmålingsalgoritmer; mao. illusionen om at den indre videnskabelige kvalitet kan sikres ved disse ydre midler. Med indsættelsen af sådanne ydre mål opnås det forhold, at den institutionelle forskningsfrihed kun er på papiret, ikke reel. Men det er kun forskere, der kan styre forskere, hvis en egentlig kvalitetssikring af forskningen skal opnås. Forskningsfrihed (individuel såvel som institutionel) er netop vigtig i almen forstand. Ikke al viden er lige god!
I den forstand, fremhævede Asger Sørensen, er det vigtigt, at viden og magt (fx ansættelseskompetence) ikke adskilles: Ledelsen kan i dag i princippet ansætte hvem som helst!
Videnskabens grundfunktion er at være sidste testmulighed for viden. Samfundet må give forskningen på universiteterne mulighed for at udøve denne kontrol.
Asger refererede her til videnskabssociologen Merton’s såkaldte CUDOS-normer, bl.a. almenvældets ret til viden (communism), universaliteten af viden (ikke blot i en bestemt anvendelsessammenhæng), disinteresserethed/upartiskhed (objektivitet, saglighed), og ‘organized skepticism’ som netop refererer til de væsentlige videnskabelige bedømmelsessystemer, inkl. fagfællebedømmelse af tidskrifter, ansættelse efter kompetent fagfællebedømmelse etc.
Da Asger har stillet en skrevet version af sit oplæg til rådighed for Forskningspolitisk Arkiv (her), vil jeg kun opfordre læseren til selv at granske hans oplæg for den fulde argumentation.
Referatet af den sidste oplægsholder, lektor og dr.phil. ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Sune Auken, bliver kort, da Information har allerede givet essensen af det (her; se også Sune Aukens glimrende kommentar om universitetsdemokrati for nyligt i Information, her). Sune åbnede med spådommen i mødets overskrift: når universitetsloven ikke fungerer kunne man som kritiker forholde sig afslappet tilbagelænet og vente på at det hele bryder sammen, hvis ikke det lige var for det ansvar vi føler for universiteterne. Auken kritiserede regeringens universitetspolitik med dens ensidige fokus på nytte for erhvervslivet og påviste hvorledes det præger universiteternes dagligliv, også på humaniora, hvor det ensidige fokus på støtte af enkeltvirksomheder er slået igennem. Han pegede på en række andre centrale dele af universiteternes og ikke mindst humanioras bredere samfundsnytte, som fx kritik af erhvervslivet, offentlig debat, undersøgelse af menneskers basale vilkår, kultur, ideologi etc. Oplæggets anden del kredsede om de samme emner som Asger Sørensen, det nye kvalitetssikringssystem og hvordan det helt sikkert vil gå: Man vil få et (absurd) tal, der udtrykker et universitets kvalitetsvægt, dette tal vil - for at undgå at basismidlerne går andre steder hen - vokse. Men kvaliteten kan meget vel gå fløjten. Mødets generelle konklusion var - med Sune Aukens ord fra hans indlæg i Information - “Det er i samfundets velforståede egeninteresse at organisere universiteterne demokratisk, fordi medarbejdernes frihed er et større samfundsmæssigt gode end den formelle kontrol, man vinder gennem det nuværende topstyrede system.”
Send en kommentar