Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Så giv os dog en chance, hr Østergaard

Følgende brev har jeg i dag, 23. marts, sendt til Morten Østergaard som reaktion på de seneste ugers udmeldinger, der med alt tydelighed viser, at ministeren ikke kender ret meget til de konkrete forhold på vores samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.

I Politiken den 10. marts melder Forskningsminister Morten Østergaard ud, at 20-24 timer om ugen må være ”passende” på videregående uddannelser. Som forventeligt bakker både studerende og Dansk Industri op, for i øjeblikket synes mantraet at være, at ”god” universitetsundervisning er lig meget universitetsundervisning. Det er interessant læsning for en halvgammel rotte som undertegnede, der matrikulerede på det dengang benævnte Odense Universitet i 1991. For faktisk kan jeg ikke huske, at vi som engelskstuderende havde mere end 12-14 timer om ugen. Senere blev jeg indskrevet ved Europæisk Etnologi, hvor timetallet faldt til 6 timer om ugen. Ugens øvrige dage brugte jeg på at læse de tusinder af sider, der på det tidspunkt ansås som nødvendigt for en kommende kulturhistoriker. Men lad nu historien ligge.

Jeg sidder nu som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg derfor (som så mange andre forskere) er involveret i uddannelsen af de kommende generationer. Jeg har blandt andet med engelskstuderende at gøre, så når jeg udtaler mig om kvaliteten af danskeres sprogkundskaber, gør jeg det på et fagligt grundlag. Og her er det, der springer i øjnene ikke antallet af timer, men derimod en række strukturelle problemer, som gør det meget vanskeligt at uddanne sprogkandidater på samme niveau som tidligere.

Problem 1: taxametersystemet
For de ikke indviede er taxametertilskuddet den bevilling, vi modtager per studerende, der har bestået et årsværk. Der findes en liste over størrelsen på taxametertilskuddet på de forskellige uddannelser på Forskningsministeriets hjemmeside. Så de, der synes, dette indlæg indtil videre har været en gang klynk, vil nu jeg bede om at sammenligne taxameterbeløbet for henholdsvis en ingeniør på DTU (97.600 kr.) og en sprogstuderende på Aarhus Universitet (46.200 kr.). Misforstå mig ikke, jeg under Natur og Teknik deres høje taxameterbevillinger, for jeg ved godt, at kemikalier og laboratorier koster penge. MEN god sprogundervisning er også dyr, for det kræver, at de studerende taler og skriver deres respektive sprog så meget som muligt, hvilket simpelthen ikke lader sig gøre i en forelæsning. Dertil kommer, at vi alene bliver betalt for de studerende, der består eksaminer svarende til en årsværk, så pengene til de studerende, der ikke kommer igennem (og det kan i fag som engelsk grammatik være rigtig mange), skal vi finde penge til et andet sted.

Problem 2: de studerende
Jeg tøver lidt, inden jeg tager fat på dette emne, for jeg vil nødigt fremstå som en gammel, mavesur lektor, der mener, alt var bedre i gamle dage. Men der er altså sket noget med de studerendes sprogfærdigheder siden 1991. Vi får simpelthen studerende ind på sproguddannelserne, som har store problemer med selv de mest elementære dele af engelsk og dansk grammatik. Der kan være mange årsager – en automatisk stavekontrol, de aldrig har lært at bruge; fokus på de ”kommunikative kompetencer” længere nede i systemet; udmeldinger fra ministre, Dansk Industri og fagforeninger om, at danskerne er ”verdensmestre i engelsk.” Men konsekvenserne er en generation, som er overbeviste om egne evner inden for engelsk, og som skriftligt er på så lavt et niveau, at en ikke-dansker vil have vanskeligt ved at forstå deres opgaver. Og det er jo så, som det er – for de skal vel bare have mere undervisning, flere opgaver og mere feedback. Hvilket sådan set er korrekt, men hvordan skal vi betale for det? Husk at vi fortsat kun får det laveste taxametertilskud, og det alene til studerende, som består deres eksaminer. De andre, som jo nok er dem, der har brug for mest undervisning, er med institutøkonomiske briller at betragte som ”blinde passagerer.”

Problem 3: besparelser
Hvordan ser det så ud på vores sproguddannelser? Nu kender jeg jo bedst forholdene på de fag, jeg selv er inde over, og her har de lave bevillinger sat deres spor. For selv om vi sådan set tilbyder vores studerende lige så mange ugentlige timer som i 1991, kan vi se en effekt af flere studerende og færre ressourcer. Et helt oplagt område, der er blevet slagtet, er de længere skriftlige opgaver. Den gang jeg læste engelsk, skrev jeg vel i gennemsnit 2 længere opgaver per semester (og med længere mener jeg en opgave mellem 6 og 15 sider). Til sammenligning vejleder jeg lige nu flere BA projektskrivere, der aldrig har skrevet en opgave på mere end 3-4 sider. Og det har selvfølgelig faglige såvel som sproglige konsekvenser, for skriftligt engelsk læres altså bedst ved at – nå ja, skrive. Et andet område er stordrift. Når nu ikke, der er studerende nok til, at sprog som tysk, fransk og spansk kan være selvfinansierende, så kan vi vel slå dem sammen? Vi oplever mere og mere et pres i retning af ”fællesfag,” hvilket går ud over de studerendes mulighed for at udvikle færdigheder og faglighed inden det sprog, de har valgt. Vi får at vide, at vi skal køre forelæsninger, fordi der skal mindst 60 på et hold, hvis det skal løbe rundt økonomisk. Det fungerer da også ok på nogle fag, men det er altså ikke her, vi udvikler de studerendes sproglige kompetencer.

Så giv os dog en chance, hr Østergaard. Giv os en finansieringsmodel, der fastsætter vores økonomiske rammer efter de faglige behov og udfordringer, der er på de enkelte uddannelser!

Ledelsestyranni på AU - Aarhus stander i våde

Jørgen Grønnegård Christensens kritiske analyse af de rystende forhold på Århus Universitet må desværre anbefales (se kronikken i dagens Politiken, eller her).

Universitetet mellem retorik og realiteter

Social Kritik nr. 129 er på gaden (se her) - et temanummer om universitetet mellem retorik og realiteter, redigeret af Tine Rask Eriksen, og med bidrag af Øjvind Larsen: DET NØDVENDIGE DEMOKRATI PÅ UNIVERSITETET, Jørgen Øllgaard: USYNLIGE HÆNDER BAG UNI-REFORMERNE, Hans Hauge: UNIVERSITETSRETORIKKEN RETORISK BETRAGTET, Mogens Ove Madsen: DET ENTREPRENANTE UNIVERSITET ER I STÆRK FREMMARCH, Cathrine Hasse: UNIVERSITETET: MED TEKNOLOGIFORSTÅELSE SOM FORANDRINGSAGENT, og Anders Frøslev Jensen & Claus Emmeche: FRA MARKEDSUNIVERSITET TIL DET BÆREDYGTIGE UNIVERSITET.

Tine Rask Eriksen skriver i sin introducerende opsang, at de ansatte må lægge frygten til side og i stedet agere som modige, kreative og kritiske aktører, både lokalt og internationalt. Der er brug for at den lyserøde S-SF-R regering magter at håndtere de aktuelle realiteter via en ny universitetslov, som kan åbne for nye veje. Veje som bryder med en politisk detalje styring og skaber nye (ledelses)rammer for væsentlige uddannelser og videnskabeligheder som platform for de studerendes og de ansattes hverdag.

Ps:

Når du nu alligevel bestiller et nummer via tidskriftets website, så husk også at købe nr. 128, dét med bidraget af Birger Steen Nielsen: VINDEN BLÆSER PÅ SPØRGSMÅL OG SVAR - OM KRITISK HUMANISME OG UNIVERSITETETS OPGAVE IDAG.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.

Lidt hovedregning

Nu snakker vi igen tal. I en artikel i fredagens Politiken beklager forskningsminister Morten Østergaard, at læreruddannelsen ikke kan levere flere undervisningstimer, når nu man på DTU kan tilbyde 20-24 timer om ugen. For dette er, hvad hr. Østergaard betegner som "passende." Hvad hr. Østergaard glemmer at nævne er, at ingeniøruddannelserne får et årligt taxametertilskud på 97.600 kr., hvor andre fag må nøjes med betydeligt mindre.

Hvis hr. minister Østergaard løber de tal igennem, hans eget ministerium stiller til rådighed, vil han kunne se, at områderne Teknik, Naturvidenskab og Sundhed får det maksimale taxametertilskud på ovennævnte 97.600 kr per studenterårsværk. Og det er de givetvis glade for. Sammenlign så med Humaniora, Erhverv og Samfundsvidenskab. Her er man nået frem til et årligt tilskud på 46.200 kr. (altså, lidt under det halve), og det er så det, ministeren vurderer, at vi kan levere samme vare for. Det kunne vi måske også - hvis ikke det var, at vi samtidigt forventedes at præstere sammenlignelige resultater på forskningssiden. Så et eller andet sted er der noget i hr minister Østergaards matematik, der bare ikke hænger sammen.

Men for nu at gøre regnestykket endnu mere udfordrende har man på det omstrukturerede Aarhus Universitet valgt en økonomimodel, som bare forstærker den skæve fordeling af ressourcer:

For det første har vi et princip om,at de fire storfakulteter - eller "schools" som den slags hedder på AU Newspeak - skal betale til centraladministrationen efter hvor mange studerende, der er indskrevet. "Vinderne," der får lov at betale mest for bureaukratiet, er derfor Humaniora og Erhverv & Samfund, som sjovt nok også har det laveste taxametertilskud. Så lige nu spekulerer lektorer på disse fakulteter i, hvorledes vi kan lave tværfaglige forløb, der giver os adgang til de højere STÅ indtægter på Natur- og Sundhedsvidenskab.

Samtidigt laver vi så en faglig omstrukturing, der betyder, at vi på den ene side centraliserer vores administration og på den anden side decentraliserer ansvaret for at betale for gildet. Så er der huller i budgettet, når AU HR, Kommunikation, Talent, rektor osv. har taget, hvad de synes, de er værd, så er det op til institutlederen at tilpasse uddannelser og forskning, så det kan løbe rundt. Nogle institutter har så trukket en nitte - for eksempel uddannelsen som translatør & tolk inden for engelsk, fransk, spansk og tysk, som både har lavt taxametertilskud og meget få studerende. Dem kan vi så selvfølgelig vælge at lukke, og det er vel også, hvad vi indirekte opfordres til af både minister og rektor. Og så må vi så satse på de fag, der lige nu er populære hos unge danskere - for eksempel krisekommunikation, bæredygtighed og kultur "management."

Vi kunne også gøre noget helt andet - bede institutlederen gå til dekanen, dekanen gå til rektor, rektor gå til hr forskningsminister Østergaard, som til gengæld for sit krav om mere undervisning kunne give os nogle taxametertilskud, der gør, at vi også om 10 år har råd til at have sproguddannelser i Danmark. Men det er nok alligevel for meget at forlange.

Kong Ralf og den nye lensherre

Rundt omkring på de små len, kaldet institutter (som fusioner på livet løs og derfor bliver større og bedre) på det store fakultet (som bliver endnu større ved at opsluge sin nabo), var er der blandt vasallerne stor spænding om hvem der snart skulle blive den næste store lensherre. Også kaldet dekan.

Den gamle dekan havde allerede i sit stille sind bestemt, at det nye fakultetets nye motto skulle være: Hvem kan? Dekan!

Han manglede bare at finde ud af, om det skulle indskrives som en mission eller en vision.

Men kongen - rektor Ralf - skulle jo tildele en ny lensherre et storfakultet. Stor var derfor spændingen blandt vasallerne om hvordan kongen ville kalde på sin næste store lensherre. Det blev afsløret i søndags. I en meget stor (firespaltet) annonce i aviserne*) kaldte kong Ralf på den næste nye store fakultetsleder med blandt andet disse ord — som for enkelte bønder viste, at kongen i sin visdom og almagt også ejer noget, som ligner miskundhed og en stor og underspillet humor:

"Ansøgeren kender egne styrker og begrænsninger og lægger vægt på at lede i dialog med og gennem andre."

Det fremgik tilmed, at selv gamle lensherrer kunne søge: "Vi (...) opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen".

Den nye lensherre får bl.a. som opgave at arbejde med "en fælles retning og identitet på fakultetet. Det er en afgørende opgave".**)

*) fx Politiken, sønd. d. 4. marts, sektion 4 s. 7.

**) Det store len hedder "Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet" og består ifølge annoncen af 3400 medarbejdere, 9000 studerende og et ubeskrevet antal mellemledere.

Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser II

af Sofie Emmertsen

Tak til Birgit Eriksson for svar (her) på mit indlæg. I mit indlæg spørger jeg om humanistiske småfag er særlig sårbare i forholdet markedstilpasning vs. forskningsbasering? Min tese er at man på fag som de æstetiske ikke har tradition for at diskutere formelle forskningsstandarder (videnskabelighed) og derfor heller ikke standarder for hvad udgør forskningsbaseret undervisning. Jeg bruger mine personlige oplevelser af retorikuddannelsernes udvikling ved Æstetiske Fag til at sandsynliggøre tesen. Endelig spørger jeg om der er plads til diskussionen af forskningsbasering ved Æstetiske Fag?

Med tre belæg svarer Birgit Eriksson, at der er rigeligt plads til den diskussion. Lad mig behandle belæggene adskilt.

For det første er det helt rigtigt, at jeg aldrig kom til Birgit Eriksson med spørgsmål om forskningsbasering af de retoriske uddannelser. Pga. barselsorlov og forskningsår overlappede Birgit Erikssons periode som studieleder knapt med mit arbejde med studieordninger og undervisning. Jeg forsøgte at tage diskussionerne i perioden 2002-2006 med de kolleger, studienævn og lignende fora der havde tilknytning til retorik, samt med institutlederen. Jeg fastholder, at det var meget svært at få en diskussion og klar stillingtagen til forskningsbasering. Det var ikke en stående og eksplicit bekymring, undtagen når kursers manglende dybde fremkaldte klager fra de studerende. Man kan altid hævde, at en sag ikke er bragt til rette kontor. Jeg efterlyser ikke en placering af ansvar. I sidste ende er instanser som ACE nedsat med formelt ansvar for at akkreditere og sikre forskningsbasering. Jeg efterlyser derimod en stående intern og faglig diskussion, og jeg foreslår at på fag, hvor den ikke er nærværende, har man mindre bolværk mod krav om markedstilpasning end på fag hvor videnskabelighed er veldefineret og fælles standarder for forskning er aktivt i spil.

For det andet argumenterer Birgit Eriksson for, at kurser som Retorik og interkulturel kommunikation kvalificerer de studerende til erhvervslivet og styrker faglighed ved instituttet. Jeg har selv erfaret, at et kursus som Retorik og interkulturel kommunikation tiltrækker studerende fordi det fremstår erhvervsrelateret. Jeg betvivler heller ikke statistikkerne som viser, at humanistiske kandidater i stigende grad ansættes i erhvervslivet. Men jeg mener ikke, at man fra statistikkerne kan konkludere særskilt at Retorik og interkulturel kommunikation hjælper kandidater til job. Og jeg betvivler at det kvalificerer de studerende særligt til at arbejde i erhvervslivet på langt sigt. Vi mangler endnu at undersøge sammenhængen mellem såkaldt erhvervsrettede fag og indslusningen af humanistiske kandidater til erhvervslivet. Særligt mangler vi stadig erfaring med, hvordan disse kandidater klarer sig på langt sigt i erhvervslivet og hvad de bidrager med. Måske skyldes humanistiske kandidaters øgede ansættelse i erhvervslivet lige så meget en generel politisk holdningsændring eller makroøkonomiske forhold og efterspørgslen på arbejdskraft.

Eriksson pointerer, at de studerende overfører generelle kompetencer fra Retorik og interkulturel kommunikation. Dette gælder vel i lige så høj grad kernefaglige og forskningstunge kurser? Hvis argumentet er, at de studerende gennem arbejdet med stoffet, metoderne og teorien erhverver sig generelle kompetencer de senere kan bruge i erhvervslivet., kan man vel lige så godt udbyde forskningslignende kurser. Kurser i specialiserede områder, hvor de studerende får lov at fordybe sig i et komplekst materiale, møde en verserende forskningsdiskussion og måske endda bidrage til den gennem selvstændige opgaver og specialer der taler ind i et aktivt, internationalt forskningsmiljø? Jeg taler slet ikke for en skarp adskillelse mellem universitet og erhvervslivet. Jeg er enig i at forskning og uddannelse styrkes, når den engageres i omverdenen. Men der er mange måder at gøre det på. Humanistisk forskning kunne jo f.eks. undersøge eller anvendes på forhold af relevans for omverdenen og erhvervslivet. Humanistiske forskere kunne føre an i kontakten og interaktionen med omverdenen og erhvervslivet. Men hvis man udelukkende opretholder kontakten ved at erhvervsrette kurser på bekostning af forskningsbasering, mener jeg man glemmer den videnskabelighed der definerer en universitetsuddannelse i modsætning til alle mulige andre uddannelser.
Eriksson hævder at empiri spiller en afgørende rolle forskning f.eks. i værkanalyser. Empiri er tilsyneladende ikke et entydigt begreb. Jeg vil gerne skelne mellem begrebet empirisme for en særlig læsning i litteraturvidenskab og empiri som mere neutralt begreb for metoder der bygger på observationer. Jeg bruger altså empiri for en særlig undersøgelsestilgang, hvor det overordnede formål er at sikre gyldigheden af et udsagn eller en forskningskonklusion. Der er mange måder at sikre videnskabeligheden af et forskningsarbejde. Historisk, rationel, pragmatisk, empirisk. Jeg hævder, at der ikke er en stærk orientering mod videnskab som paradigme ved Æstetiske Fag og at dette har afsmittende effekt på, hvad vi forstår ved forskning og forskningsbaseret undervisning. Erikssons brug af empiri bekræfter mit indtryk af, at man ved Æstetiske fag ikke er optaget af formelle krav til udsagns gyldighed og undersøgelsers videnskabelighed. Eriksson svarer på mit spørgsmål om forskningsbasering med et eksempel. En forsker i brasiliansk samtidslitteratur skal også kunne undervise i ældre brasiliansk litteratur. Selvfølgelig. Men skal forskeren også undervise i Retorik og interkulturel kommunikation? Hvor går grænsen? Er vi bekymrede over den grænse? Jeg efterlyser ikke flere eksempler på, hvad vi også kan undervise i. Jeg efterlyser eksempler på, hvad vi ikke kan undervise i, eller hvad det kræver af særlige indsatser at undervise i et stof for at sikre at undervisningen er forskningsbaseret.

For det tredje undrer Eriksson sig over, at jeg trak mig fra en kollegial forskningsgruppe med Adorno som udgangspunkt, når jeg nu ”var ansat ved Æstetiske Fag”. Beskrivelsen antyder gruppens forundring og ærgrelse over mit fravær og udmelding af kollektivet. Eriksson antyder også, at jeg burde være forpligtet på at forske i æstetik med mit ansættelsesforhold. Jeg er kandidat i retorik fra Københavns Universitet hvor retorik defineres i grove træk i modsætning til en litterær, æstetisk retorik. Retorik som akademisk disciplin blev i forrige århundrede rehabiliteret i især en amerikansk-engelsk kontekst under navnet New Rhetoric. New Rhetoric hviler på en tilbagevenden til den klassiske retorik i modsætning til en æstetisk og såkaldt begrænset retorik. Min egen forskning har udviklet sig fra dette nyretoriske grundlag til sociologisk kommunikationsforskning. Et meget stort og aktivt internationalt retorik- og kommunikationsforskningsmiljø bygger altså på det modsatte af en æstetisk retorikopfattelse. Som jeg beskrev i det tidligere indlæg, var det et tilfælde at retorikfaget blev placeret ved Æstetiske Fag og jeg blev ansat ved netop dette institut. Retorikuddannelserne kunne lige så vel være blevet placeret under andre rammer. Som adjunkt blev jeg gentagne gange - også formelt - opfordret til at lægge min forskning i æstetikken for at kvalificere mig til et lektorat. Det ville have krævet, at jeg fraskrev mig hele min forskningsspecialisering og uddannelse i et aktivt internationalt forskningsmiljø centreret om en meget anderledes retorik- og kommunikationsforståelse. Birgit Erikssons & Cos forundring over mit fravær i Adorno-gruppen og deres reaktion på de indlæg jeg faktisk præsenterede i gruppen er netop et eksempel på den blindhed for andre fagligheder jeg oplevede ved instituttet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at det æstetiske ikke er en relevant tilgang i al forskning ved instituttet. Mellem linjerne fornemmer man, at jeg har fremstået ukollegial i mit fravær i gruppen. Det er præcis på grund af denne undren og antydning af det ukollegiale, at jeg efterlyser fælles standarder for forskning og forskningsbasering ved Æstetiske fag. Fælles faglige standarder kan hjælpe til at undgå at forskning udpeges som kvalificerende alene fordi den er ”æstetisk ligesom vores”. De kan også hjælpe som bolværk mod erhvervsretningen af uddannelser i områder der er interessante og som nærmer sig ”noget æstetisk” eller ”noget retorisk", uden at der ligger nogen særlig videnskabelighed under den tilgang til området som de studerende præsenteres for.

Jeg spørger igen om manglen på en fælles forpligtende standard for forskning – videnskabelighed – og forskningsbasering ved fag som de æstetiske kan gøre dem særligt sårbare i den nuværende forretningsmodel, hvor studerende er eneste indtægtskilde på humanistiske fag der ikke tiltrækker mange eksterne forskningsbevillinger og som samtidig kæmper for faglig legitimitet og relevans i omverdenens øjne?

Sofie Emmertsen

„Samarbejdsvanskeligheder“ – hvordan de bliver skabt på Aarhus Universitet

af Linda Maria Koldau, professor på Aarhus Universitet

Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.

Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.

Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.

Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.

Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.

Forskningsbasering, markedstilpasset undervisning og faglighed

af Birgit Eriksson

Sofie Emmertsen tager i sit indlæg (her) flere problemstillinger op. Hun spørger til forholdet mellem forskningsbasering og markedstilpasset undervisning og hævder, at dette forhold ikke blev diskuteret, da hun i 2002-8 var ansat på det nystartede retorikfag på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Yderligere kritiserer hun – med en, indrømmer hun selv, grov generalisering – forskningen på instituttet for at være fjendtligt indstillet over for både empiri og faglige standarder. Jeg var i denne periode kollega til Sofie, lektor på et andet af instituttets fag, og det sidste år eller to af hendes ansættelse var jeg også studieleder og dermed ansvarlig for instituttets uddannelser. Nedenstående er skrevet i min egenskab af at være både kollega og studieleder.

Forskningsbasering og undervisning
Først forholdet mellem forskningsbasering og undervisning. Det er et væsentligt spørgsmål på alle fag og ikke mindst på de meget små fag, hvor der indimellem kun er et par forskere til at undervise i hele spektret på en uddannelse. Det siger sig selv, at de ikke har forskningsmæssig ekspertise inden for alle fagets områder. Men det er vel også indlysende, at de ikke kan nøjes med at undervise i deres eget forskningsfelt. En ekspert i brasiliansk samtidslitteratur underviser selvfølgelig i det, men også i fx moderne brasiliansk historie og i ældre brasiliansk litteratur. Sådan har det været længe. Og det giver utvivlsomt de studerende nogle både bedre og bredere uddannelser, end hvis forskerne kun underviste i deres egen forskning.
Hvad har markedsorienteringen så ændret i det forhold? Ja, den har betydet, at det i højere grad er de studerende, der bestemmer, hvad der undervises i. På de humanistiske uddannelser i hvert fald er der temmelig stor valgfrihed, og her vil mange studerende sikkert være interesserede i erhvervsrelevante emner som dem Sofie Emmertsen nævner (retorik og hhv. krisekommunikation og interkulturel kommunikation). Og på uddannelserne vil vi gerne udbyde den type fag for at imødekomme de studerendes ønsker og give dem nogle erhvervsrelevante kompetencer.
Kan det give problemer ift. forskningsbaseringen? Ja. Men skal vi så lade være med at udbyde den slags fag? Nej, vi skal tværtimod bruge dem til at diskutere, udforske og blive klogere på forholdet mellem vores faglighed/forskning på den ene side og samfundets/markedets behov på den anden. Det er under alle omstændigheder en helt nødvendig diskussion at tage – på alle fag. Og hvis vi ikke tager den på uddannelserne og med de studerende, så er de dårligt stillede, når de som kandidater pludselig skal oversætte deres faglighed til noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Når de fx har læst retorik og søger et job, hvor de skal arbejde med interkulturel kommunikation.
At humanistiske kandidater faktisk klarer sig rigtig godt i mange, mange forskellige typer af jobs i både det private og offentlige, det viser statistikkerne. Det gør de normalt ikke, fordi de er blevet undervist af eksperter i lige netop det, de kommer ud at arbejde med. Men fordi de gennem arbejdet med en bestemt faglighed både har fordybet sig i denne og har erfaret og lært, hvordan viden, metoder, kompetencer fra denne faglighed kan overføres til andre områder.
At Sofie Emmertsen ikke synes, at forholdet mellem forskningen og ’markedsorienteringen’ blev diskuteret tilstrækkeligt, da hun var på Inst. for Æstetiske Fag, er beklageligt. Det er klart, at det ikke mindst som adjunkt kan være meget krævende at skulle gå uden for sit eget forskningsfelt – det ville jeg som studieleder meget gerne have diskuteret med hende, hvis hun var kommet. Det er også klart, at der tit er nogle startvanskeligheder på en helt ny uddannelse. Man kan ikke udtænke det hele på forhånd, men må udvikle faget, hvilket også skete på retorik bl.a. gennem de studieordningsændringer, som Sofie Emmertsen selv nævner. Generelt mener jeg da også, at forholdet mellem forskning og undervisning, mellem faglighed og samfunds-/markedsbehov blev diskuteret i mange sammenhænge, både i studienævnet og på fagene – ligesom det også sker i dag.

Empiri og faglige standarder
Så er der den noget overraskende påstand om, at instituttet som sådan var fjendtligt indstillet over for empiri og faglige standarder. Den vil jeg gøre kort. Sofie Emmertsen og jeg var på et tidspunkt i en forskningsgruppe sammen. Den havde overskriften ”Æstetik, samfund, politik”. Desværre trak Sofie Emmertsen sig hurtigt, fordi hun selv mente, at hendes faglighed var for fjernt fra den eller de æstetikfagligheder, som vi andre arbejdede med. Det mente vi andre ellers ikke. Vi kunne sagtens se nogle interessante koblingspunkter og undrede os over, at hun ikke ville give dem en chance, når hun nu var på et institut for æstetiske fag.
I denne forskningsgruppe blev Sofie Emmertsen opfordret til at deltage i en dansksproget antologi. En sådan udgav vi nemlig. Formålet med dette var naturligvis ikke at få hende til at holde op med at skrive i internationale tidsskrifter (hvilket vi alle også gjorde). Men var hun blevet i gruppen lidt længere, havde hun sikkert kunnet se nogle berøringsflader. Og hun havde i hvert fald opdaget, både at der blev diskuteret faglige standarder (fx i hinandens artikler), at ”empiri og produktion” (fx i form af kunstværker) spillede en afgørende rolle i forskningen, og at udsagn som ”naturvidenskaben er modbevist” ikke skulle tages mere alvorligt, end når et af møderne i gruppen havde overskriften ”Adorno og æbleskiver”.

Birgit Eriksson

Nye studiefag – en kreativ leg

Hendersons datter i forbifarten:

Episoder fra en international professors danske dagbog.

Episode 3

Studiefagene på danske universiteter skal hele tiden debateres og udvikles. Man får da masser af nye studieordninger, og de universitetsansatte har rigtig meget at gøre for at udvikle dem. Vi investerer en masse tid, arbejde og eftertanke i det, fordi vi ønsker jo at tilbyde de studerende det bedste som de kan få. Det hele på et fast videnskabeligt fundament. Eller har jeg da misforstået noget?
Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.

5. marts 2010
Kære dagbog! Nu har jeg da noget at fortælle dig! I dag havde vi et kæmpestort medarbejdermøde for hele instituttet. Det var hyggeligt, jeg kan jo godt lide det med at snakke med folk og lære nye ansigter at kende; jeg er jo selv meget ny på stedet endnu.
Men det var da en særlig oplevelse: Vi tilbragte nemlig mere end én time med en ”kreativ leg”! Jeg har jo allerede lagt mærke til, hvor meget man udvikler med leg og usædvanlige metoder her på de danske universiteter. Så var det spændende at høre, at vi nu skulle have en kreativ leg for at finde på nye studiefag.

Først fik vi da noget input. Studielederen fortalte os at vi har brug for flere kandidatstuderende på instituttet. De skulle gerne rekruteres fra de studerende, som læser deres tredje Bachelor-år hos os. Altså ét af de såkaldte ”suppleringsfag”. Det er ledelsens bekymring at vi ikke får så mange suppleringsfagstuderende – og dermed et mindre antal kandidatstuderende. Og det betyder jo: mindre penge. Men det har de ikke sagt højt.
Studielederen siger, at vi skal ”fange” de studerende, der læser suppleringsfag hos os. Og derfor skal vi nu udvikle helt nye suppleringsfag, som er mere tiltrækkende for de studerende. Han har givet os noget godt input til hvordan disse fag skal være:

- erhvervsorienterede;
- tværgående;
- internationalt og globalt orienterede.

Og så kom det: universitetets kreativitet! Vores institutleder er utroligt god til det. Han underviser det endda i kurser, hvor der kommer erhvervsfolk for at efteruddanne sig. Og han siger, at det altid er meget sjovt med dem. Derfor opfordrede han os nu til at være med i en ”kreativ leg”. Det gik sådan til:

Alle kollegaer blev fordelt i grupper à 4 personer. Enhver fik et tomt ark.

Skridt 1: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er helt absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg opfandt så en uddannelse ”Biologisk æstetik”, der arbejder med kunst i biologiske patterns og forklarer dem ved hjælp af sociologiske teorier. God idé, ikke?

Skridt 2: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på det ovenstående forslag fra din nabo. Dit nye forslag skal være lige så absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik et forslag, der havde med internationalitet og globalisering at gøre. Så skrev noget ned i samme facon.

Skridt 3: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de to ovenstående forslag. Dit nye forslag skal være halvvejs absurd, men måske gennemførbart. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik igen noget lignende med slagord som ”æstetisk”, ”kultur”, ”international”, ”globalisering”. Jeg skrev noget i den retning.

Skridt 4: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de tre ovenstående forslag. Dit nye forslag skal nu være realistik som et nyt suppleringsfag på vores institut.”
Jeg fik så en samling af slagord. Mit resultat blev ”International globaliseringskultur”. Jeg må indrømme, at jeg forsøgte at være helt alvorlig – det skulle jeg jo være! –, men det var da godt nok lidt vanskeligt. I hvert fald forslog jeg, at uddannelsen skal inddrage internationale kunstnere som gæsteundervisere. Og de skal blive betalt af deres nationale sponsorer, så at universitetet kan spare penge og alligevel udbyde et fint fag.

Skridt 5:
Enhver gruppe måtte nu diskutere de fire endelige, ”realistiske” forslag i gruppen og vælge ét af dem ud. Det viste sig, at mit forslag var næsten det samme som en anden persons i min gruppe! Gruppen blev altså enig om ”International globaliseringskultur”.

Plenum: Enhver gruppe skulle præsentere sit forslag ved at læse titlen og give en enkelt sætning som forklaring.

Resultat: Ti temmelig sjove forslag og en masse grinen!
Det var da sjovt at se, hvordan det svirrede i luften med ”kultur”, ”æstetisk”, ”global”, ”international”! Men ét forslag var da noget helt særligt: Tænk bare, der kom et forslag om en uddannelse i musikterapi, som også skulle kunne bruges som suppleringsuddannelse til læger og medicinfolk. Jeg vidste slet ikke, at vi har nogle eksperter i psykologi, medicin og musikterapi på vores institut, der er kvalificeret til at undervise sådan noget! Men det er da dejligt, især hvis vi også kan tiltrække folk fra klinikker, der så kan anvende deres nye viden på deres patienter. Det er da præcis ”fra forskning til faktura”, ikke? (Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg har set dette slogan, men det har åbenbart en stor betydning på de danske universiteter.)

Nå, og nu kommer det, kære dagbog:
Efter vi havde haft det så utroligt sjovt med denne kreative leg, blev det alvor. Institutlederen sagde tak, og han opfordrede os til at indsamle arkene med de endelige forslag fra enhver gruppe. Disse forslag vil nu blive fundament for studienævnets og ledelsens udvikling af de nye suppleringsfaguddannelser!

Ups. Jeg må sige, jeg blev da lidt overrasket. Havde det ikke bare været en leg?? Skulle det altså til sidst munde ud i alvorlige uddannelsesidéer?? Hvorfor fik vi det ikke at vide fra starten? Det var jo altsammen rigtig sjovt – men... Jeg ved ikke. Det er svært at finde ord for det, kære dagbog. Men jeg følte mig ikke godt tilpas med denne overraskende afslutning.
Og det gjorde mine kollegaer i min gruppe da heller ikke. Tror jeg i det mindste. Jeg spurgte dem nemlig: ”Er der én af jer, som overhovedet ville kunne undervise noget af det her?” De kiggede bare forbavsede på mig og jeg fik intet svar. Var det forkert, at jeg spurgte om sådan noget?

Kære dagbog, det er da en rigtig sjov historie. Men på en eller anden måde er den også ikke så sjov. Det er jo nok godt og motiverende med den slags lege. Men jeg har det så svært med at forestille mig, at man virkelig kan tage det her som fundament for nogle seriøse studiefag?
Nej, jeg har nok misforstået det hele. Det var sikkert kun et tidsfordriv for at øge trivslen på vores institut.
Men hvis det kun var et tidsfordriv – ville det da ikke give mere mening at lave sådan noget uden for arbejdstiden? For det er jo højtbetalte lektorer og professorer, der ellers skal lege midt i deres arbejdstid?

30. november 2010
Kære dagbog: Jeg vil lige fortælle dig, at jeg aldrig har hørt noget igen om de suppleringsfagforslag, som vi udviklede i den kreative leg på institutmødet. Så har jeg nok misforstået det hele. Det har da alligevel kun været en leg. Eller…?

Ytringsfrihed og ”kollegial fortrolighed”

Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ”kollegial fortrolighed” som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bla. er begrundet, i at hun har tilsidesat hensyn til ”kollegial fortrolighed” (Information d. 18.2.). Jeg mener ikke tidligere at have set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at Ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.

Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.

Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.

Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.

Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.

Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.

Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser

af Sofie Emmertsen, ph.d.

Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?

Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.

Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.

Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?

Sofie Emmertsen, ph.d.

Koldau er ikke en enlig svale på AU

Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.

Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).

Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at

"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."

kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.

Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:

"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."

fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.

Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.

Nogle professionelle konsulenter

Hendersons datter i forbifarten:

Episoder fra en international professors danske dagbog.
2. episode

Når et moderne universitet har problemer, så sætter man nogle professionelle konsulenter til. De fører så en masse samtaler med nogle udvalgte personer og kommer til sidst frem med en rapport, der giver et objektivt billede af konflikten og tilbyder handlingsforslag. Det er en rigtig fin virksomhedsfilosofi og fører til, at problemer kan blive rettet op på en helt professionel måde. Eller ej?
Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.

23. juni 2011
Kære dagbog, vi har da en klog og ansvarbevidst dekan! Det er vistnok ærgerligt, at hun overhovedet ikke ønsker at diskutere min anmodning om at blive flyttet til et arbejdssted, hvor mine kompetencer kan bruges. Men tænk bare, nu vil hun virkelig have fat i de problemer, som har kørt på min afdeling i så mange år, længe inden jeg selv blev ansat på universitetet!
Det er en klog og modig beslutning. Fordi det er ikke nemt. Du ved jo, hvor problematisk og sammensat mit fag er. Og du har jo også hørt de mange rygter her på instituttet, at netop min afdeling har været den mest konfliktfyldte af alle i rigtig mange år. Så dekanen har taget en klog beslutning: Hun ansætter en ekstern virksomhedskonsulent, der endelig skal få fat i de problemer, som hun kalder for ”samarbejdsvanskeligheder”. Jeg glæder mig til at se den kloge og erfarne person, der vil være i stand til det.

30. juni 2011
Kære dagbog, nu har også min institutleder truffet en rigtig klog beslutning: Han vil nu endelig ansætte en konsulent for at kigge på den der mobbende mail som jeg fik i januar! Min fagforenings-tillidsrepræsentant havde jo opfordret ham med det samme, da jeg fik mailen, men det tog nok lidt tid, indtil han kunne træffe denne beslutning. Så håber jeg, at der vil nu endelig blive kigget på de mange tilfælde, hvor jeg har følt mig mobbet af tre kollegaer. Mon der alligevel findes en bedre fremtid på min afdeling?

13. september 2011
Kære dagbog, hvad skal det her nu blive? Mobningskonsulenten har sendt mig en indkaldelse til samtale. Med en rigtig mærkelig baggrundsbeskrivelse for sin udredning: Den artikel, som en stor avis har skrevet om min situation i juni, bliver gjort til udgangspunkt for problemerne! Nå, så har jeg svaret ham med det samme, at han har nok misforstået noget i det her – jeg har jo følt mig mobbet over halvandet år og har ofte forsøgt at få hjælp fra ledelsen, uden at nogen har reageret! Det var jo kun efter mange forsøg på at drøfte problemerne internt, at jeg endelig gav avisen lov til at skrive om det. Det har jeg altså skrevet til konsulenten. Det vil han nok forstå og rette i sin baggrundsbeskrivelse.
Jeg vil i øvrigt ikke fortælle dig, hvad han hedder – det kunne jo være fortroligt?? Lad mig kalde ham for Pelle.
I øvrigt har institutlederen skrevet til mig, at jeg skal lave en omfattende dokumentation af alle problemer. Nå, det vil da blive et kæmpearbejde! Men ved du hvad? Han nægter, at det kan gå ind på mit timeregnskab. Det er altså et institutsproblem, som skal løses i min fritid!? Det er da virkelig noget mærkeligt – men måske er det bare sådan på et dansk universitet? Jeg vil jo virkelig gerne tilpasse mig til vilkårene på min arbejdsplads.

14. september 2011
Kære dagbog, nu skal du se! Det er en superfin og klog konsulent! Ved du hvad? Pelle kender hele instituttet allerede! Ja, han er nemlig ansat på vores nabo-afdeling, som ekstern lektor! Han har undervist her i rigtig mange år. Og jeg har selv set, hvor gode venner han er med de andre ansatte – han ved endda, hvor den nye kaffemaskine står! Jeg var jo først lidt tvivlende, fordi han skulle alligevel være en ekstern konsulent – men så sagde han, at han kender rigtig godt til de gamle problemer på instituttet og til det at kulturteori fortrænger de historiske fagandele, og at nogle ansatte føler sig rigtig dårligt tilpas med det. Så er han nok en rigtig god konsulent for den her opgave, ikke? Han kender jo allerede til nogle grundlæggende problemer på hele instituttet!
Vi snakkede en hel time, og han var så utrolig glad for min udførlige dokumentation. Det er da noget sjældent, har han sagt, at han får så hjælpsomt materiale, og alt ordnet og med datoer og tidstabel! Men det skal man da jo have, hvis man skal udrede noget så komplekst som de vanskeligheder på vores afdeling! Jeg er jo selv videnskabskvinde og ved, hvordan man laver en velfunderet undersøgelse. Om det nu er en historisk konflikt eller noget i nutiden. Det er jo også lidt som en kriminalkommissærs arbejde, ikke?
Han ville vide hvordan hele historien har udviklet sig. Og ved du, hvad han sagde til sidst? ”Og hvordan har du selv haft det med alle disse problemer?” Det blev sagt på en rigtig sød og forstående måde – nu er det første gang at nogen inden for instituttets mure forstår, hvor ødelæggende sådan en arbejdssituation er! Nå, jeg har jo også ofte været syg med stresssymptomer, men det har institutlederen desværre ikke været interesseret i. Men nu vil det hele endelig blive udredet. Jeg er så glad for det!

22. september 2011
Kære dagbog, nu har jeg også mødt den anden konsulent. Og hun er lige så fin og klog som ham Pelle! Hun hedder Mimi (nej, nej, fortroligt – hun har nok et andet navn!), og hun har brugt hele 20 minutter i vores samtale for at kortlægge problemer i min ansættelsesproces! At dekanen har spurgt internationale eksperter, men ikke talt med folk på afdelingen. At hun aldrig har undersøgt, om mine historiske kompetencer – som jo også bliver fremhævet i eksperternes anbefaling – bliver brugt på afdelingen. Det skal hun nok nævne som en del af problematikken i hendes rapport. Nå, vil der så endelig være tale om ledelsens ansvar i rødderne til hele problematikken! Det har jo dekanen indtil nu nægtet at drøfte. Er det da ikke dejligt, at der endelig kommer en professionel konsulent og kaster lys på det hele?
Og ved du, hvad hun sagde til sidst? ”Jeg er din ambassadør.” Får jeg nu endelig lidt støtte i de her konflikter, som vi har haft på instituttet? Det ville da være en lettelse. Mon der endelig findes en lysere fremtid i mit arbejde?
Og ved du hvad? Hun er en rigtig god veninde af Pelle!! Hun overnatter endda hos ham, når hun er i Århus for udredningen. De har kendt hinanden siden mange år og har ofte arbejdet sammen. Det er nu også fastslået, at det vil tæt samarbejde i den her sag. Og eftersom Pelle kender jo rigtig meget til problemerne på instituttet kan han nok forklare hende det, når hun mangler nogen indsigt i den komplekse universitetsverdens struktur og karakter. Hun har jo ikke arbejdet på et universitetet, og det kan nok være svært at forstå de personlige processer og problemer inden for universitetskulturen.
I øvrigt har jeg lovet, at jeg ikke skal tale om udredningens indhold mens den løber. Det kan jeg godt forstå. Det er fastslået, at lærermøderne, hvor Mimi er med, skal være et ”rum for fortrolighed”. Det er også klart. Men naturligvis er jeg ellers fri til at ytre mig om mit fag – det ville jo også være noget helt mærkeligt, hvis jeg ikke længere fik lov til det.

26. oktober 2011
Kære dagbog, de seneste uger var da ikke helt nemme. De første møder med Pelle og Mimi var jo rigtig fine. Men så, i de næste to møder, tog de hele tiden bare universitetsledelsens og mine kollegaers perspektiv. De sagde at de skulle gøre det for at se, hvordan jeg argumenterer imod. OK, det kan jeg godt forstå. Men det var da alligevel en lidt mærkelig fornemmelse.
Pelle har fremlagt sin definition af hvad mobning er. Jo, det findes da altsammen i mine oplevelser. Men det der tredje punkt ”at føle sig værgeløs” er vel nok sjovt. Af føle sig værgeløs? Det er da et mærkeligt kriterium. Det kan jo enhver person påstå – han siger jo også, at faglederen føler sig faktisk mobbet af mig. Men spørgsmålet er dog, hvem der rent faktisk er værgeløs? Er jeg da ikke værgeløs, når jeg som professor ingen strukturel magt har, når det er faglederen, der beslutter, hvad jeg skal undervise i, og når det er faglederen, der støtter min kollega, når kollegaen vil overtage den enevældige kontrol over et kursus, som vi skal undervise i fællesskab? Jeg har jo klaget over det til institutlederen, men der kom aldrig et svar. Er det da ikke rent faktisk værgeløshed – fremfor at ”føle” sig værgeløs?
Jeg må indrømme at jeg er da lidt bekymret. Men ellers er de da bare søde! Tænk kun, Mimi skriver en phd-afhandling, selvom hun er langt over 50 år! Hun er da rigtig stolt over det. Hun skriver den i Sverige og har fortalt mig om sine erfaringer inden for den skandinaviske universitetsverden. Ja, det er ligesom i Danmark – meget anderledes end jeg kender det fra Tyskland. Men det er rigtig sødt at iagttage hendes begejstring over phd-uddannelsen!

9. november 2011
Kære dagbog, Mimi har netop fortalt mig, at det der med mobningsklagerne er en super-alvorlig sag og at det kommer ind på en persons personalemappe! Nå, det har ingen sagt mig før. Så skulle jeg helst trække den klage imod den kollega, som har udelukket mig fra en stor konference netop i mit fagområde – og netop på det tidspunkt da vi talte i al venskab om samarbejdsmuligheder. Der var flere kollegaer på mit institut, der sagde, at det her er en form for mobning – og at sådan noget ikke sker første gang her på stedet. Det var derfor, at jeg bad institutlederen at få det undersøgt. Men jeg har jo nu lært, at mobning må da være noget, som sker flere gange, og selvom jeg – den nye kollega, som ikke har læst på det her universitet – har også følt mig udelukket i andre sammenhænge, ønsker jeg da ikke at holde fast i en officiel klage mod ham.
Jeg har altså med det samme skrevet til Pelle og sagt ham det. Nu håber jeg at han svarer mig hurtigt, fordi jeg ved slet ikke, om det er ham, mobningskonsulenten, jeg skal melde det til – eller om det skal skrives til institutlederen. Og så ville jeg meget gerne tale med Pelle en gang til.

18. november 2011
Kære dagbog, i dag havde jeg det sidste møde med Mimi. Det var virkelig hårdt. Hun holdt hele tiden fast i ledelsens perspektiv. Og har hun aldrig inddraget andre vidner. Jeg har jo sagt til hende, at der findes flere, der kan bekræfte det med de langvarige problemer på afdelingen. Men hun mener, at hun skal kun koncentrere sig om afdelingen – og nu på den nuværende konflikt, altså ikke om det, som var før. Derfor taler hun kun med mine kollegaer. Og med institutlederen og dekanen. Og hun er slet ikke interesseret i at finde ud, hvordan det var, før jeg kom til afdelingen.
Det var et hårdt møde, og jeg blev også rigtig vred. Det er jo de samme mure jeg er løbet imod i næsten to år! Giver det da ingen mening at argumentere med erfaring og ekspertise?
Men ved du hvad? Jeg tror, det bliver nok alt godt til sidst. Fordi Mimi sagde da, da vi havde lidt hyggesnak efter mødet, noget rigtig sødt til mig. Hun mener når hun kigger på min situation, føles det for hende, som om mit liv var blevet ramt af en tsunami. Nå, så har hun virkelig forstået hvordan det er gået i de seneste to år! Jeg er sikker på, at hun til sidst vil skrive en afbalanceret rapport om hele problematikken.

26. november 2011
Kære dagbog, nu er jeg virkelig foruroligt. Pelle har aldrig svaret på min mail, hvor jeg trækker min mobningsklage mod den ene kollega! Og han har heller ikke givet mig en ny samtaletermin, selvom han helt bestemt har set min anmodning om det! Sekretæren har nemlig tilbudt mig en termin, hvor jeg alligevel ikke kunne. Men jeg fik intet svar, da jeg bad om en anden termin.
Og Pelle svarer slet ikke på det, at jeg vil trække min klage imod den ene kollega. Var det da ikke i slutningen af november, at han og Mimi ville skrive deres endelige rapporter??
Nu har jeg lige sendt min mail igen. Med høj prioritet. Mon jeg denne gang får svar??

9. december 2011
Kære dagbog – skal jeg nu grine eller græde? Det hele er så absurdt, at jeg mangler ord.
Tænk bare, nu har jeg haft mit møde med Pelle, hvor han har præsenteret sit udkast til sin endelige rapport for mig.
Resultat: Der har aldrig været mobning på min afdeling, og jeg har ikke udvist den nødvendige respekt over for ledelsen. Nå, hvad siger du? Det lyder jo som en dårlig roman!
Han mener, at man ikke kan tale om mobning, fordi jeg har jo værget mig. Ups? Skal man så tie stille og græde i al hemmelighed, for at få æren af at være mobbet på et dansk universitet? Han var da ikke interesseret i min henvisning til den rent faktiske værgeløshed i min situation. Tænker danske mobningskonsulenter da slet ikke nuanceret?
Og så var da en hel række mærkelig ting. Han har byttet rundt og lavet fejl i rigtig mange datoer og sagsforhold. Har han da aldrig læst min dokumentation, som han var så glad for?? Til sidst spurgte jeg, hvad han sagde til min tilbagetrækning af mobningsklagen mod den ene kollega.
Og nu kommer det, kære dagbog: Tænk kun – han vidste slet ikke, hvad jeg talte om!!! Han har aldrig læst de to mails som jeg har sendt ham! De der mails, hvor jeg trækker klagen.
Undskyld mig – var da ikke tale om en professionel konsulent??? Nå, i hvert fald vil han gerne inddrage mine mails fra 9. og 26. november, når han skriver den endelige rapport. Tak for det!
Til sidst ville tillidsrepræsentanten vide, om jeg ville få indsigt i den endelige rapport. Nej, det vil Pelle fraråde dekanen. Han mener, at rapporten er jo dekanens privatejendom. Og han siger, at de allerede har haft tilfælde, hvor folk fik indsigt, og næste dag fandtes det i Ekstrabladet.
Lad mig nu lige tænke lidt over det. Privatejendom? Har dekanen betalt rapporten ud af sin personlige pung? Eller er udredningen og rapporterne alligevel en universitetssag? I så fald: Fandtes der ikke en Forvaltningslov i Danmark, der garanterer mig aktindsigt i dokumenter, der omhandler min personlige sag??
Og Pelle er altså bange for Ekstrabladet – hvad er da så slemt i rapporten, at han behøver være bange for medieopmærksomhed?? Når jeg gør et stykke arbejde efter bedste evner, kan jeg stå ved det i offentligheden.
Kære dagbog, forstår du det? Kalder man i Danmark sådan noget for professionel konsulent?

13. december 2012
Kære dagbog: Nej, nej, jeg har ellers ikke længere forventet noget andet. Mimi har fremlagt indholdet af sin rapport til mig i dag. Efter en halv time spurgte jeg, om der også en gang i rapporten vil komme noget, der repræsenterer mit perspektiv og ikke kun kollegaernes. Det havde hun intet svar på.
Hvad var det, hun sagde til mig den 22. september? ”Jeg er din ambassadør”?? Kære dagbog, kan du sige mig, hvad ”ambassadør” betyder i Danmark? Jeg frygter, at jeg har da misforstået noget.
Resultat: Det er i hvert fald mig, der har ødelagt hele den fine samarbejdsatmosfære på vores afdeling. Det har hun jo lagt mærke til, hvor fint mine kollegaer har det med hinanden, og hvilken god debatkultur de havde, inden det var mig, der ødelagte det hele. Så er det altså mig, som er den store katastrofe for afdelingen.
Det sjoveste var: Da jeg spurgte hende, om hun noget sted kommer ind på kulturforskellene mellem danske og tyske universiteter, blev hun rigtig vred. Det køber hun ikke, at der findes forskelle mellem universiteterne i Europa! Undskyld mig – er jeg da gået glip af noget? Jeg har jo alligevel været på universiteter i fire forskellige europæiske lande, og akademiske kulturforskelle var da en vigtigt rød tråd fra den første til den sidste samtale vi havde!? Men nu, i rapporten er de alle forsvundet?
Men sig mig lige: Hvis Mimi har så lidt erfaring inden for universitetsverden og de afgørende forskelle i de forskellige lande – hvordan kan hun så være kvalificeret at udrede samarbejdsvanskeligheder på en afdeling, hvor der findes 10 danskere og en nyindsat udenlandsk professor??

Nå, kære dagbog, nu skal vi se. Det er jo ledelsen, der skal træffe nogle beslutninger på grundlag af rapporterne. Og hvis jeg har forstået det rigtigt, findes da i det mindste i Pelles rapport én eller to små detajler, som også taler for mig. Kan jeg mon derfor håbe på en retfærdig behandling?

Eller vil det hele nu føre til det, som jeg på en eller anden måde har frygtet siden mediedebatten i sommer?
I så fald, kære dagbog, har jeg et sidste spørgsmål til dig: Ville det da ikke være interessant at vide, hvor mange skattepenge dekanen har brugt for at betale to ”professionelle” og ”uvildige” konsulenter, der så leverer den nødvendige legitimation for at kunne henrette en uønsket kritisk medarbejder?