Rundt omkring på de små len, kaldet institutter (som fusioner på livet løs og derfor bliver større og bedre) på det store fakultet (som bliver endnu større ved at opsluge sin nabo), var er der blandt vasallerne stor spænding om hvem der snart skulle blive den næste store lensherre. Også kaldet dekan. Den gamle dekan havde allerede i sit stille sind bestemt, at det nye fakultetets nye motto skulle være: Hvem kan? Dekan!
Han manglede bare at finde ud af, om det skulle indskrives som en mission eller en vision.
Men kongen - rektor Ralf - skulle jo tildele en ny lensherre et storfakultet. Stor var derfor spændingen blandt vasallerne om hvordan kongen ville kalde på sin næste store lensherre. Det blev afsløret i søndags. I en meget stor (firespaltet) annonce i aviserne*) kaldte kong Ralf på den næste nye store fakultetsleder med blandt andet disse ord — som for enkelte bønder viste, at kongen i sin visdom og almagt også ejer noget, som ligner miskundhed og en stor og underspillet humor:
"Ansøgeren kender egne styrker og begrænsninger og lægger vægt på at lede i dialog med og gennem andre."
Det fremgik tilmed, at selv gamle lensherrer kunne søge: "Vi (...) opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen".
Den nye lensherre får bl.a. som opgave at arbejde med "en fælles retning og identitet på fakultetet. Det er en afgørende opgave".**)
*) fx Politiken, sønd. d. 4. marts, sektion 4 s. 7.
**) Det store len hedder "Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet" og består ifølge annoncen af 3400 medarbejdere, 9000 studerende og et ubeskrevet antal mellemledere.
1 kommentar:
Det er åbenbart svært at finde egnede kandidater med de rette krav om selverkendelse? I al fald er annoncen i igen i dag (sønd.d. 11/3), tilsyneladende enslydende. Hvad mon det koster? Og kan KU's HR- eller Kommunikationsafdeling ikke forklare mig hvem den smilende herre midt i illustrationen forestiller? Prototypen på en ønsket kandidat? Og hvem har vedtaget, at stillingsannoncer fra KU skal se ud som en reklame for humørpiller?
I mellemtiden er der indløbet beretninger fra andre universiteters besættelser af lederstillinger. Det forlyder, at kandidater, der ansøger, er selvcentrerede, ansøgningerne overbroderede med mål om excellence, internationalisering, ekstern finansiering osv., men der er langt mellem ambitioner om at skabe en god arbejdsplads med trivsel for de ansatte forskere og undervisere. Ledelse er ved at blive et mål i sig selv.
Send en kommentar