Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Så giv os dog en chance, hr Østergaard

Følgende brev har jeg i dag, 23. marts, sendt til Morten Østergaard som reaktion på de seneste ugers udmeldinger, der med alt tydelighed viser, at ministeren ikke kender ret meget til de konkrete forhold på vores samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.

I Politiken den 10. marts melder Forskningsminister Morten Østergaard ud, at 20-24 timer om ugen må være ”passende” på videregående uddannelser. Som forventeligt bakker både studerende og Dansk Industri op, for i øjeblikket synes mantraet at være, at ”god” universitetsundervisning er lig meget universitetsundervisning. Det er interessant læsning for en halvgammel rotte som undertegnede, der matrikulerede på det dengang benævnte Odense Universitet i 1991. For faktisk kan jeg ikke huske, at vi som engelskstuderende havde mere end 12-14 timer om ugen. Senere blev jeg indskrevet ved Europæisk Etnologi, hvor timetallet faldt til 6 timer om ugen. Ugens øvrige dage brugte jeg på at læse de tusinder af sider, der på det tidspunkt ansås som nødvendigt for en kommende kulturhistoriker. Men lad nu historien ligge.

Jeg sidder nu som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg derfor (som så mange andre forskere) er involveret i uddannelsen af de kommende generationer. Jeg har blandt andet med engelskstuderende at gøre, så når jeg udtaler mig om kvaliteten af danskeres sprogkundskaber, gør jeg det på et fagligt grundlag. Og her er det, der springer i øjnene ikke antallet af timer, men derimod en række strukturelle problemer, som gør det meget vanskeligt at uddanne sprogkandidater på samme niveau som tidligere.

Problem 1: taxametersystemet
For de ikke indviede er taxametertilskuddet den bevilling, vi modtager per studerende, der har bestået et årsværk. Der findes en liste over størrelsen på taxametertilskuddet på de forskellige uddannelser på Forskningsministeriets hjemmeside. Så de, der synes, dette indlæg indtil videre har været en gang klynk, vil nu jeg bede om at sammenligne taxameterbeløbet for henholdsvis en ingeniør på DTU (97.600 kr.) og en sprogstuderende på Aarhus Universitet (46.200 kr.). Misforstå mig ikke, jeg under Natur og Teknik deres høje taxameterbevillinger, for jeg ved godt, at kemikalier og laboratorier koster penge. MEN god sprogundervisning er også dyr, for det kræver, at de studerende taler og skriver deres respektive sprog så meget som muligt, hvilket simpelthen ikke lader sig gøre i en forelæsning. Dertil kommer, at vi alene bliver betalt for de studerende, der består eksaminer svarende til en årsværk, så pengene til de studerende, der ikke kommer igennem (og det kan i fag som engelsk grammatik være rigtig mange), skal vi finde penge til et andet sted.

Problem 2: de studerende
Jeg tøver lidt, inden jeg tager fat på dette emne, for jeg vil nødigt fremstå som en gammel, mavesur lektor, der mener, alt var bedre i gamle dage. Men der er altså sket noget med de studerendes sprogfærdigheder siden 1991. Vi får simpelthen studerende ind på sproguddannelserne, som har store problemer med selv de mest elementære dele af engelsk og dansk grammatik. Der kan være mange årsager – en automatisk stavekontrol, de aldrig har lært at bruge; fokus på de ”kommunikative kompetencer” længere nede i systemet; udmeldinger fra ministre, Dansk Industri og fagforeninger om, at danskerne er ”verdensmestre i engelsk.” Men konsekvenserne er en generation, som er overbeviste om egne evner inden for engelsk, og som skriftligt er på så lavt et niveau, at en ikke-dansker vil have vanskeligt ved at forstå deres opgaver. Og det er jo så, som det er – for de skal vel bare have mere undervisning, flere opgaver og mere feedback. Hvilket sådan set er korrekt, men hvordan skal vi betale for det? Husk at vi fortsat kun får det laveste taxametertilskud, og det alene til studerende, som består deres eksaminer. De andre, som jo nok er dem, der har brug for mest undervisning, er med institutøkonomiske briller at betragte som ”blinde passagerer.”

Problem 3: besparelser
Hvordan ser det så ud på vores sproguddannelser? Nu kender jeg jo bedst forholdene på de fag, jeg selv er inde over, og her har de lave bevillinger sat deres spor. For selv om vi sådan set tilbyder vores studerende lige så mange ugentlige timer som i 1991, kan vi se en effekt af flere studerende og færre ressourcer. Et helt oplagt område, der er blevet slagtet, er de længere skriftlige opgaver. Den gang jeg læste engelsk, skrev jeg vel i gennemsnit 2 længere opgaver per semester (og med længere mener jeg en opgave mellem 6 og 15 sider). Til sammenligning vejleder jeg lige nu flere BA projektskrivere, der aldrig har skrevet en opgave på mere end 3-4 sider. Og det har selvfølgelig faglige såvel som sproglige konsekvenser, for skriftligt engelsk læres altså bedst ved at – nå ja, skrive. Et andet område er stordrift. Når nu ikke, der er studerende nok til, at sprog som tysk, fransk og spansk kan være selvfinansierende, så kan vi vel slå dem sammen? Vi oplever mere og mere et pres i retning af ”fællesfag,” hvilket går ud over de studerendes mulighed for at udvikle færdigheder og faglighed inden det sprog, de har valgt. Vi får at vide, at vi skal køre forelæsninger, fordi der skal mindst 60 på et hold, hvis det skal løbe rundt økonomisk. Det fungerer da også ok på nogle fag, men det er altså ikke her, vi udvikler de studerendes sproglige kompetencer.

Så giv os dog en chance, hr Østergaard. Giv os en finansieringsmodel, der fastsætter vores økonomiske rammer efter de faglige behov og udfordringer, der er på de enkelte uddannelser!

Ledelsestyranni på AU - Aarhus stander i våde

Jørgen Grønnegård Christensens kritiske analyse af de rystende forhold på Århus Universitet må desværre anbefales (se kronikken i dagens Politiken, eller her).

Universitetet mellem retorik og realiteter

Social Kritik nr. 129 er på gaden (se her) - et temanummer om universitetet mellem retorik og realiteter, redigeret af Tine Rask Eriksen, og med bidrag af Øjvind Larsen: DET NØDVENDIGE DEMOKRATI PÅ UNIVERSITETET, Jørgen Øllgaard: USYNLIGE HÆNDER BAG UNI-REFORMERNE, Hans Hauge: UNIVERSITETSRETORIKKEN RETORISK BETRAGTET, Mogens Ove Madsen: DET ENTREPRENANTE UNIVERSITET ER I STÆRK FREMMARCH, Cathrine Hasse: UNIVERSITETET: MED TEKNOLOGIFORSTÅELSE SOM FORANDRINGSAGENT, og Anders Frøslev Jensen & Claus Emmeche: FRA MARKEDSUNIVERSITET TIL DET BÆREDYGTIGE UNIVERSITET.

Tine Rask Eriksen skriver i sin introducerende opsang, at de ansatte må lægge frygten til side og i stedet agere som modige, kreative og kritiske aktører, både lokalt og internationalt. Der er brug for at den lyserøde S-SF-R regering magter at håndtere de aktuelle realiteter via en ny universitetslov, som kan åbne for nye veje. Veje som bryder med en politisk detalje styring og skaber nye (ledelses)rammer for væsentlige uddannelser og videnskabeligheder som platform for de studerendes og de ansattes hverdag.

Ps:

Når du nu alligevel bestiller et nummer via tidskriftets website, så husk også at købe nr. 128, dét med bidraget af Birger Steen Nielsen: VINDEN BLÆSER PÅ SPØRGSMÅL OG SVAR - OM KRITISK HUMANISME OG UNIVERSITETETS OPGAVE IDAG.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.

Lidt hovedregning

Nu snakker vi igen tal. I en artikel i fredagens Politiken beklager forskningsminister Morten Østergaard, at læreruddannelsen ikke kan levere flere undervisningstimer, når nu man på DTU kan tilbyde 20-24 timer om ugen. For dette er, hvad hr. Østergaard betegner som "passende." Hvad hr. Østergaard glemmer at nævne er, at ingeniøruddannelserne får et årligt taxametertilskud på 97.600 kr., hvor andre fag må nøjes med betydeligt mindre.

Hvis hr. minister Østergaard løber de tal igennem, hans eget ministerium stiller til rådighed, vil han kunne se, at områderne Teknik, Naturvidenskab og Sundhed får det maksimale taxametertilskud på ovennævnte 97.600 kr per studenterårsværk. Og det er de givetvis glade for. Sammenlign så med Humaniora, Erhverv og Samfundsvidenskab. Her er man nået frem til et årligt tilskud på 46.200 kr. (altså, lidt under det halve), og det er så det, ministeren vurderer, at vi kan levere samme vare for. Det kunne vi måske også - hvis ikke det var, at vi samtidigt forventedes at præstere sammenlignelige resultater på forskningssiden. Så et eller andet sted er der noget i hr minister Østergaards matematik, der bare ikke hænger sammen.

Men for nu at gøre regnestykket endnu mere udfordrende har man på det omstrukturerede Aarhus Universitet valgt en økonomimodel, som bare forstærker den skæve fordeling af ressourcer:

For det første har vi et princip om,at de fire storfakulteter - eller "schools" som den slags hedder på AU Newspeak - skal betale til centraladministrationen efter hvor mange studerende, der er indskrevet. "Vinderne," der får lov at betale mest for bureaukratiet, er derfor Humaniora og Erhverv & Samfund, som sjovt nok også har det laveste taxametertilskud. Så lige nu spekulerer lektorer på disse fakulteter i, hvorledes vi kan lave tværfaglige forløb, der giver os adgang til de højere STÅ indtægter på Natur- og Sundhedsvidenskab.

Samtidigt laver vi så en faglig omstrukturing, der betyder, at vi på den ene side centraliserer vores administration og på den anden side decentraliserer ansvaret for at betale for gildet. Så er der huller i budgettet, når AU HR, Kommunikation, Talent, rektor osv. har taget, hvad de synes, de er værd, så er det op til institutlederen at tilpasse uddannelser og forskning, så det kan løbe rundt. Nogle institutter har så trukket en nitte - for eksempel uddannelsen som translatør & tolk inden for engelsk, fransk, spansk og tysk, som både har lavt taxametertilskud og meget få studerende. Dem kan vi så selvfølgelig vælge at lukke, og det er vel også, hvad vi indirekte opfordres til af både minister og rektor. Og så må vi så satse på de fag, der lige nu er populære hos unge danskere - for eksempel krisekommunikation, bæredygtighed og kultur "management."

Vi kunne også gøre noget helt andet - bede institutlederen gå til dekanen, dekanen gå til rektor, rektor gå til hr forskningsminister Østergaard, som til gengæld for sit krav om mere undervisning kunne give os nogle taxametertilskud, der gør, at vi også om 10 år har råd til at have sproguddannelser i Danmark. Men det er nok alligevel for meget at forlange.

Kong Ralf og den nye lensherre

Rundt omkring på de små len, kaldet institutter (som fusioner på livet løs og derfor bliver større og bedre) på det store fakultet (som bliver endnu større ved at opsluge sin nabo), var er der blandt vasallerne stor spænding om hvem der snart skulle blive den næste store lensherre. Også kaldet dekan.

Den gamle dekan havde allerede i sit stille sind bestemt, at det nye fakultetets nye motto skulle være: Hvem kan? Dekan!

Han manglede bare at finde ud af, om det skulle indskrives som en mission eller en vision.

Men kongen - rektor Ralf - skulle jo tildele en ny lensherre et storfakultet. Stor var derfor spændingen blandt vasallerne om hvordan kongen ville kalde på sin næste store lensherre. Det blev afsløret i søndags. I en meget stor (firespaltet) annonce i aviserne*) kaldte kong Ralf på den næste nye store fakultetsleder med blandt andet disse ord — som for enkelte bønder viste, at kongen i sin visdom og almagt også ejer noget, som ligner miskundhed og en stor og underspillet humor:

"Ansøgeren kender egne styrker og begrænsninger og lægger vægt på at lede i dialog med og gennem andre."

Det fremgik tilmed, at selv gamle lensherrer kunne søge: "Vi (...) opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen".

Den nye lensherre får bl.a. som opgave at arbejde med "en fælles retning og identitet på fakultetet. Det er en afgørende opgave".**)

*) fx Politiken, sønd. d. 4. marts, sektion 4 s. 7.

**) Det store len hedder "Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet" og består ifølge annoncen af 3400 medarbejdere, 9000 studerende og et ubeskrevet antal mellemledere.

Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser II

af Sofie Emmertsen

Tak til Birgit Eriksson for svar (her) på mit indlæg. I mit indlæg spørger jeg om humanistiske småfag er særlig sårbare i forholdet markedstilpasning vs. forskningsbasering? Min tese er at man på fag som de æstetiske ikke har tradition for at diskutere formelle forskningsstandarder (videnskabelighed) og derfor heller ikke standarder for hvad udgør forskningsbaseret undervisning. Jeg bruger mine personlige oplevelser af retorikuddannelsernes udvikling ved Æstetiske Fag til at sandsynliggøre tesen. Endelig spørger jeg om der er plads til diskussionen af forskningsbasering ved Æstetiske Fag?

Med tre belæg svarer Birgit Eriksson, at der er rigeligt plads til den diskussion. Lad mig behandle belæggene adskilt.

For det første er det helt rigtigt, at jeg aldrig kom til Birgit Eriksson med spørgsmål om forskningsbasering af de retoriske uddannelser. Pga. barselsorlov og forskningsår overlappede Birgit Erikssons periode som studieleder knapt med mit arbejde med studieordninger og undervisning. Jeg forsøgte at tage diskussionerne i perioden 2002-2006 med de kolleger, studienævn og lignende fora der havde tilknytning til retorik, samt med institutlederen. Jeg fastholder, at det var meget svært at få en diskussion og klar stillingtagen til forskningsbasering. Det var ikke en stående og eksplicit bekymring, undtagen når kursers manglende dybde fremkaldte klager fra de studerende. Man kan altid hævde, at en sag ikke er bragt til rette kontor. Jeg efterlyser ikke en placering af ansvar. I sidste ende er instanser som ACE nedsat med formelt ansvar for at akkreditere og sikre forskningsbasering. Jeg efterlyser derimod en stående intern og faglig diskussion, og jeg foreslår at på fag, hvor den ikke er nærværende, har man mindre bolværk mod krav om markedstilpasning end på fag hvor videnskabelighed er veldefineret og fælles standarder for forskning er aktivt i spil.

For det andet argumenterer Birgit Eriksson for, at kurser som Retorik og interkulturel kommunikation kvalificerer de studerende til erhvervslivet og styrker faglighed ved instituttet. Jeg har selv erfaret, at et kursus som Retorik og interkulturel kommunikation tiltrækker studerende fordi det fremstår erhvervsrelateret. Jeg betvivler heller ikke statistikkerne som viser, at humanistiske kandidater i stigende grad ansættes i erhvervslivet. Men jeg mener ikke, at man fra statistikkerne kan konkludere særskilt at Retorik og interkulturel kommunikation hjælper kandidater til job. Og jeg betvivler at det kvalificerer de studerende særligt til at arbejde i erhvervslivet på langt sigt. Vi mangler endnu at undersøge sammenhængen mellem såkaldt erhvervsrettede fag og indslusningen af humanistiske kandidater til erhvervslivet. Særligt mangler vi stadig erfaring med, hvordan disse kandidater klarer sig på langt sigt i erhvervslivet og hvad de bidrager med. Måske skyldes humanistiske kandidaters øgede ansættelse i erhvervslivet lige så meget en generel politisk holdningsændring eller makroøkonomiske forhold og efterspørgslen på arbejdskraft.

Eriksson pointerer, at de studerende overfører generelle kompetencer fra Retorik og interkulturel kommunikation. Dette gælder vel i lige så høj grad kernefaglige og forskningstunge kurser? Hvis argumentet er, at de studerende gennem arbejdet med stoffet, metoderne og teorien erhverver sig generelle kompetencer de senere kan bruge i erhvervslivet., kan man vel lige så godt udbyde forskningslignende kurser. Kurser i specialiserede områder, hvor de studerende får lov at fordybe sig i et komplekst materiale, møde en verserende forskningsdiskussion og måske endda bidrage til den gennem selvstændige opgaver og specialer der taler ind i et aktivt, internationalt forskningsmiljø? Jeg taler slet ikke for en skarp adskillelse mellem universitet og erhvervslivet. Jeg er enig i at forskning og uddannelse styrkes, når den engageres i omverdenen. Men der er mange måder at gøre det på. Humanistisk forskning kunne jo f.eks. undersøge eller anvendes på forhold af relevans for omverdenen og erhvervslivet. Humanistiske forskere kunne føre an i kontakten og interaktionen med omverdenen og erhvervslivet. Men hvis man udelukkende opretholder kontakten ved at erhvervsrette kurser på bekostning af forskningsbasering, mener jeg man glemmer den videnskabelighed der definerer en universitetsuddannelse i modsætning til alle mulige andre uddannelser.
Eriksson hævder at empiri spiller en afgørende rolle forskning f.eks. i værkanalyser. Empiri er tilsyneladende ikke et entydigt begreb. Jeg vil gerne skelne mellem begrebet empirisme for en særlig læsning i litteraturvidenskab og empiri som mere neutralt begreb for metoder der bygger på observationer. Jeg bruger altså empiri for en særlig undersøgelsestilgang, hvor det overordnede formål er at sikre gyldigheden af et udsagn eller en forskningskonklusion. Der er mange måder at sikre videnskabeligheden af et forskningsarbejde. Historisk, rationel, pragmatisk, empirisk. Jeg hævder, at der ikke er en stærk orientering mod videnskab som paradigme ved Æstetiske Fag og at dette har afsmittende effekt på, hvad vi forstår ved forskning og forskningsbaseret undervisning. Erikssons brug af empiri bekræfter mit indtryk af, at man ved Æstetiske fag ikke er optaget af formelle krav til udsagns gyldighed og undersøgelsers videnskabelighed. Eriksson svarer på mit spørgsmål om forskningsbasering med et eksempel. En forsker i brasiliansk samtidslitteratur skal også kunne undervise i ældre brasiliansk litteratur. Selvfølgelig. Men skal forskeren også undervise i Retorik og interkulturel kommunikation? Hvor går grænsen? Er vi bekymrede over den grænse? Jeg efterlyser ikke flere eksempler på, hvad vi også kan undervise i. Jeg efterlyser eksempler på, hvad vi ikke kan undervise i, eller hvad det kræver af særlige indsatser at undervise i et stof for at sikre at undervisningen er forskningsbaseret.

For det tredje undrer Eriksson sig over, at jeg trak mig fra en kollegial forskningsgruppe med Adorno som udgangspunkt, når jeg nu ”var ansat ved Æstetiske Fag”. Beskrivelsen antyder gruppens forundring og ærgrelse over mit fravær og udmelding af kollektivet. Eriksson antyder også, at jeg burde være forpligtet på at forske i æstetik med mit ansættelsesforhold. Jeg er kandidat i retorik fra Københavns Universitet hvor retorik defineres i grove træk i modsætning til en litterær, æstetisk retorik. Retorik som akademisk disciplin blev i forrige århundrede rehabiliteret i især en amerikansk-engelsk kontekst under navnet New Rhetoric. New Rhetoric hviler på en tilbagevenden til den klassiske retorik i modsætning til en æstetisk og såkaldt begrænset retorik. Min egen forskning har udviklet sig fra dette nyretoriske grundlag til sociologisk kommunikationsforskning. Et meget stort og aktivt internationalt retorik- og kommunikationsforskningsmiljø bygger altså på det modsatte af en æstetisk retorikopfattelse. Som jeg beskrev i det tidligere indlæg, var det et tilfælde at retorikfaget blev placeret ved Æstetiske Fag og jeg blev ansat ved netop dette institut. Retorikuddannelserne kunne lige så vel være blevet placeret under andre rammer. Som adjunkt blev jeg gentagne gange - også formelt - opfordret til at lægge min forskning i æstetikken for at kvalificere mig til et lektorat. Det ville have krævet, at jeg fraskrev mig hele min forskningsspecialisering og uddannelse i et aktivt internationalt forskningsmiljø centreret om en meget anderledes retorik- og kommunikationsforståelse. Birgit Erikssons & Cos forundring over mit fravær i Adorno-gruppen og deres reaktion på de indlæg jeg faktisk præsenterede i gruppen er netop et eksempel på den blindhed for andre fagligheder jeg oplevede ved instituttet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at det æstetiske ikke er en relevant tilgang i al forskning ved instituttet. Mellem linjerne fornemmer man, at jeg har fremstået ukollegial i mit fravær i gruppen. Det er præcis på grund af denne undren og antydning af det ukollegiale, at jeg efterlyser fælles standarder for forskning og forskningsbasering ved Æstetiske fag. Fælles faglige standarder kan hjælpe til at undgå at forskning udpeges som kvalificerende alene fordi den er ”æstetisk ligesom vores”. De kan også hjælpe som bolværk mod erhvervsretningen af uddannelser i områder der er interessante og som nærmer sig ”noget æstetisk” eller ”noget retorisk", uden at der ligger nogen særlig videnskabelighed under den tilgang til området som de studerende præsenteres for.

Jeg spørger igen om manglen på en fælles forpligtende standard for forskning – videnskabelighed – og forskningsbasering ved fag som de æstetiske kan gøre dem særligt sårbare i den nuværende forretningsmodel, hvor studerende er eneste indtægtskilde på humanistiske fag der ikke tiltrækker mange eksterne forskningsbevillinger og som samtidig kæmper for faglig legitimitet og relevans i omverdenens øjne?

Sofie Emmertsen

„Samarbejdsvanskeligheder“ – hvordan de bliver skabt på Aarhus Universitet

af Linda Maria Koldau, professor på Aarhus Universitet

Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.

Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.

Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.

Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.

Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.

Forskningsbasering, markedstilpasset undervisning og faglighed

af Birgit Eriksson

Sofie Emmertsen tager i sit indlæg (her) flere problemstillinger op. Hun spørger til forholdet mellem forskningsbasering og markedstilpasset undervisning og hævder, at dette forhold ikke blev diskuteret, da hun i 2002-8 var ansat på det nystartede retorikfag på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Yderligere kritiserer hun – med en, indrømmer hun selv, grov generalisering – forskningen på instituttet for at være fjendtligt indstillet over for både empiri og faglige standarder. Jeg var i denne periode kollega til Sofie, lektor på et andet af instituttets fag, og det sidste år eller to af hendes ansættelse var jeg også studieleder og dermed ansvarlig for instituttets uddannelser. Nedenstående er skrevet i min egenskab af at være både kollega og studieleder.

Forskningsbasering og undervisning
Først forholdet mellem forskningsbasering og undervisning. Det er et væsentligt spørgsmål på alle fag og ikke mindst på de meget små fag, hvor der indimellem kun er et par forskere til at undervise i hele spektret på en uddannelse. Det siger sig selv, at de ikke har forskningsmæssig ekspertise inden for alle fagets områder. Men det er vel også indlysende, at de ikke kan nøjes med at undervise i deres eget forskningsfelt. En ekspert i brasiliansk samtidslitteratur underviser selvfølgelig i det, men også i fx moderne brasiliansk historie og i ældre brasiliansk litteratur. Sådan har det været længe. Og det giver utvivlsomt de studerende nogle både bedre og bredere uddannelser, end hvis forskerne kun underviste i deres egen forskning.
Hvad har markedsorienteringen så ændret i det forhold? Ja, den har betydet, at det i højere grad er de studerende, der bestemmer, hvad der undervises i. På de humanistiske uddannelser i hvert fald er der temmelig stor valgfrihed, og her vil mange studerende sikkert være interesserede i erhvervsrelevante emner som dem Sofie Emmertsen nævner (retorik og hhv. krisekommunikation og interkulturel kommunikation). Og på uddannelserne vil vi gerne udbyde den type fag for at imødekomme de studerendes ønsker og give dem nogle erhvervsrelevante kompetencer.
Kan det give problemer ift. forskningsbaseringen? Ja. Men skal vi så lade være med at udbyde den slags fag? Nej, vi skal tværtimod bruge dem til at diskutere, udforske og blive klogere på forholdet mellem vores faglighed/forskning på den ene side og samfundets/markedets behov på den anden. Det er under alle omstændigheder en helt nødvendig diskussion at tage – på alle fag. Og hvis vi ikke tager den på uddannelserne og med de studerende, så er de dårligt stillede, når de som kandidater pludselig skal oversætte deres faglighed til noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Når de fx har læst retorik og søger et job, hvor de skal arbejde med interkulturel kommunikation.
At humanistiske kandidater faktisk klarer sig rigtig godt i mange, mange forskellige typer af jobs i både det private og offentlige, det viser statistikkerne. Det gør de normalt ikke, fordi de er blevet undervist af eksperter i lige netop det, de kommer ud at arbejde med. Men fordi de gennem arbejdet med en bestemt faglighed både har fordybet sig i denne og har erfaret og lært, hvordan viden, metoder, kompetencer fra denne faglighed kan overføres til andre områder.
At Sofie Emmertsen ikke synes, at forholdet mellem forskningen og ’markedsorienteringen’ blev diskuteret tilstrækkeligt, da hun var på Inst. for Æstetiske Fag, er beklageligt. Det er klart, at det ikke mindst som adjunkt kan være meget krævende at skulle gå uden for sit eget forskningsfelt – det ville jeg som studieleder meget gerne have diskuteret med hende, hvis hun var kommet. Det er også klart, at der tit er nogle startvanskeligheder på en helt ny uddannelse. Man kan ikke udtænke det hele på forhånd, men må udvikle faget, hvilket også skete på retorik bl.a. gennem de studieordningsændringer, som Sofie Emmertsen selv nævner. Generelt mener jeg da også, at forholdet mellem forskning og undervisning, mellem faglighed og samfunds-/markedsbehov blev diskuteret i mange sammenhænge, både i studienævnet og på fagene – ligesom det også sker i dag.

Empiri og faglige standarder
Så er der den noget overraskende påstand om, at instituttet som sådan var fjendtligt indstillet over for empiri og faglige standarder. Den vil jeg gøre kort. Sofie Emmertsen og jeg var på et tidspunkt i en forskningsgruppe sammen. Den havde overskriften ”Æstetik, samfund, politik”. Desværre trak Sofie Emmertsen sig hurtigt, fordi hun selv mente, at hendes faglighed var for fjernt fra den eller de æstetikfagligheder, som vi andre arbejdede med. Det mente vi andre ellers ikke. Vi kunne sagtens se nogle interessante koblingspunkter og undrede os over, at hun ikke ville give dem en chance, når hun nu var på et institut for æstetiske fag.
I denne forskningsgruppe blev Sofie Emmertsen opfordret til at deltage i en dansksproget antologi. En sådan udgav vi nemlig. Formålet med dette var naturligvis ikke at få hende til at holde op med at skrive i internationale tidsskrifter (hvilket vi alle også gjorde). Men var hun blevet i gruppen lidt længere, havde hun sikkert kunnet se nogle berøringsflader. Og hun havde i hvert fald opdaget, både at der blev diskuteret faglige standarder (fx i hinandens artikler), at ”empiri og produktion” (fx i form af kunstværker) spillede en afgørende rolle i forskningen, og at udsagn som ”naturvidenskaben er modbevist” ikke skulle tages mere alvorligt, end når et af møderne i gruppen havde overskriften ”Adorno og æbleskiver”.

Birgit Eriksson