Institutbiblioteker truet

Version 2. På KU skal der ske "fortætning" af institutbibliotekerne, så fra oktober har Matematisk Institut måske ikke længere sit eget bibliotek. Det er de naturligvis kede af. Og de er ikke de eneste. Fortætning er dagens nysprog for nedskæring, nedlæggelse, slagtning og udradering. Ikke alle tager det helt så stille. Vi har modtaget denne rapport:

Studerende og ansatte på det Samfundsvidenskabelige Fakultet har i dag (mandag 30. maj) gennemført en demonstration imod den lukning og afhænding af institutbibliotekerne på fakultetet, som ledelsen har besluttet. Studerende og forskere mister deres adgang til de bogsamlinger, som det har taget generationer at opbygge. Det Kongelige Bibliotek vil overtage et udvalg af bøgerne – efter et endnu ukendt kriterium – mens resten destrueres eller foræres væk. Der er dog ingen garanti for, at selv de bøger, der overdrages KB, vil blive bevaret for eftertiden, eftersom bøger her destrueres efter et popularitetsprincip (ingen udlån i et par år? – ud med braset!).

Tabet er meget betydeligt – ikke bare i form af tab af det sidste fælles lokalitet for institutterne, som fremover er rent abstrakt størrelser. Fagenes fælles hukommelse går også tabt.

Fx rummer Institut for Antropologis bibliotek årtiers monografier og antologier over gennemførte feltarbejder – en varig ressource for fremtidig forskning (uanset aktuelle udlånstal). De går på bålet. Kompendie- og opgavesamlinger går samme vej. Ændringerne forsøges solgt til os som ”serviceforbedringer” (fx flere bibliotekarer på KB), men det er rent newspeak og spin i forhold til den udhuling af fagligheden, det sker.

Dagens studenter-demonstration mod bibliotekslukninger samlede en pæn flok på gangene foran dekanatets mødelokale. TV Lorry havde sendt en journalist og en kameramand, og ud over en studerende og dekanen blev også undertegnede interviewet. Jeg lagde ikke fingrene imellem, så det kan være, jeg skal til tjenstlig samtale hos dekanen… – nå, nu ser vi.
Hvis man er har mulighed og interesse for det, skulle det komme på TV2 Lorry’s nyheder kl.18.10 og 22.20; det må også kunne ses på nettet.

Bedste hilsner,
Steffen Jöhncke
Seniorrådgiver, Institut for Antropologi

Se også denne artikel (her) fra 18. maj i Universitetsavisen (red.).

Træls at betitles professor

- når man nu "kun" er lektor. Så er den gal igen: Jeg har udtalt mig til en journalist, som ringer med en historie og beder om en kommentar. Det hele går lidt stærkt, og først da jeg læser artiklen i avisen ser jeg, at journalisten har udnævnt mig til professor. Okay, den fejlagtige titulering er en detalje, men alligevel lidt trælst, ikke bare fordi jeg nu igen skal have tante Tove, der tager telefonen og gratulerer igen igen til at forstå at det var en fejl, men også fordi jeg ikke kan undgå at tænke på nidkære kolleger, der læser det og sikkert tror, at jeg selv har præsenteret mig med lånte fjer. Og én lånt fjer bliver som bekendt meget let til fem mocking birds, jantelov, & all that.

Ak ja, peer review og tjek af detaljer er en god ting, også indenfor formidling, journalistisk og medier.

Til trøst - eller forøget ærgelse, alt efter temperament - kan man iagttage en ganske udbredt devaluering af akademiske titler. Jeg begyndte at tænke på den udvikling med historien om Novo-fondens maga-donationen sidste år til Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet. Det forlød kritisk, at en af Novos egne forskergrupper med Oluf Borbye Pedersen i spidsen som professor skulle flytte direkte ind på Panum, udenom de almindelige ansættelsesprocedurer, men FORSKERforum måtte senere berigtige (se her el. her), at manden var blevet 'kaldet' og bedømt i et fagligt udvalg til "et egentligt professorat (5%) i Molecular Metabolism ved Biomedicinsk Institut"! - Okay, et 5% professorat må enhver forsker da kunne aspirere til.

Og så var der historien om FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, hvor det (i maj 2008) forlød, at forskerne med private midler var købt ind på Københavns Universitet, da det var et implicit krav fra Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og CO-industri, at en daværende centerleder og forskningsleder i forbindelse med en bevilling fra DA blev forfremmet til professorer. Også i den sag var alle formelle regler tilsyneladende fulgt.

Dette er sikkert kun toppen af isbjerget. Jeg nævnte i et tidligere indlæg (her), hvordan det med en vis gru var gået op for mig, at der bag de alenlange lister over professorer og lektorer på institut-hjemmesiderne på danske universiteter kunne gemme sig de mest besynderlige arrangementer, som fx korte projekt-penge baserede ansættelse af folk i de stillingskategorier, som før entydigt betegnede en fuldtids professor eller lektor, fast ansat efter åbent opslag og bedømt efter alle kunstens regler. Nogen burde sætte sig ned og undersøge omfanget af den praksis, for det er et stort skred:

Væk fra, at det er videnskaben som "reputational organization" (Richard Whitley), dvs. en organisation baseret på de enkelte forskeres videnskabelige omdømme og de videnskabelige miljøers ekspertbaserede skøn og prioriteringer som sættende kursen for den videnskabelige udvikling, og over til, at det er lederlagets management og "lokalstrategiske" hensyn, og i sidste ende dominerende politisk-økonomiske hensyn, der styrer den (pseudo)faglige udvikling. Det sidste kan føre til ren vilkårlighed, som synes at præge det nuværende kaos ("den faglige udviklingsproces") på Aarhus Universitet.

God videnskabspolitisk 1. maj!

"Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres."

De problemer, som citatet, bragt i en tidligere 1. maj-klumme, peger på, er lige så aktuelle i dag som for tre år siden, da Johanne Schmidt-Nielsen fremførte dem sin kronik. Men én ting synes at stå klarere denne 1. maj, hvor vi nærmer os den afsluttende behandling i Folketinget af forslaget til en ny universitetslov, som stik imod demokratiets interesser risikerer at styrke management- og universitetslederlagets magtpositioner, frem for hensynet til demokrati, på universitetet såvel som i samfundet, og hensynet til faglighed, videnskabernes mangfoldighed og befolkningens tillid til den offentlige forskning, som næppe er øget af den seneste tids skandaler: Den videnskabelige forskning på universiteterne underlægges i stigende grad en global tendens til korporativ statsstyret markedsgørelse, som af de økonomiske eliter tænkes i forlængelse af de enkelte nationers (stort set ens) strategi for at klare sig i en såkaldt global konkurrence om ressourcer og egen vækst. Forskningens industrialisering, entreprenørgørelse og videnskabernes underlæggelse af de politisk-administrative eliter truer selve videnskaben.
I den kontekst er selve begrebet om "samfundets vidensproduktion" allerede et politiseret begreb. Universiteter ses i stigende grad som industrier, og ledes som sådanne. Syddansk Universitet fejrer fx 1. maj med at indrykke en stillingsannonce (dagens Politiken, 4. sektion s.7) for en ny universitetsdirektør med ordene ”Bliv en del af en af Danmarks førende vidensvirksomheder”. Ledelserne samler sig, bl.a. i interesseorganisationen "Danske Universiteter", for at bevare status quo, så "os i rektoratet" (som en universitetsdirektør konstant omtalte sig selv på et møde om universitetsledelse arrangeret af Preben Melander på CBS i april) ikke mister én tomme af magten.
På universiteterne er "videnspolitik" blevet til vidensmanagement og vidensøkonomi. På en dag som denne er der grund til at minde om, at fænomenet viden, i form af videnskabeligt frembragt erkendelse, kun gennem en enorm reduktion lader sig forstå, håndtere og udveksle som en vare. Hvis regering, ministerier og universitetsledelser har en videnspolitik som går i ét med de rent økonomiske hensyn, er der her og nu brug for en bredere kultur- og værdipolititisk begrundet videnskabspolitisk indsats for at sikre de videnskabelige dyder, udfoldelse af videnskabelig kritik såvel mod dårlig forskning som mod administrativt mismanagement, og styrke snarere end svække videnskabernes mangfoldighed.
Videnskabspolitikken må dæmme op for illusionen om universitetet som en vidensfabrik, som kan styres og (om)organiseres oppefra som en virksomhed, i beslutningsprocesser der helt afkobler de faglige miljøer. En sådan illusion omsat til praksis er akademisk kapitalisme, og den kan være lige så farlig som akademisk maoisme. God 1. maj!