Martha Nussbaum om humanioras nødvendighed

Steen Nepper Larsen kommenterer to bøger af den amerikanske filosof Martha S. Nussbaum fra University of Chicago: Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education (Harvard University Press 2003 (1997)) og Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities (Princeton University Press 2010).
Læs bogomtalen her på Forskningspolitisk Arkiv...

Bogafbrænding på universitetet

Bogbrænding!? Var det ikke noget nazisterne i det Tredje Rige gjorde? Nu gør de det også på Københavns Universitet. Det er en absurd farce, som ikke bare virker meget sørgelig hvis den går ud over forskning og undervisning, som afbrændingen gør ifølge Politikens historie ("Universitet brænder tusindvis af bøger", d. 14/4, se her), men som også er ladet med en forstemmende symbolik over den universitetspolitik, der har hersket i Danmark de sidste 10 år.

"Bare på Saxo-instituttet, som huser Historie og Etnologi, skal der udvælges over 70.000 bøger, som skal smides ud og sendes til forbrænding.
Det er rigtig ærgerligt, men det går også ud over både forskningen og undervisningen, mener lektorernes tillidsmand på Saxo-instituttet, Christian Troelsgård:
»Universitetet forringer muligheden for udførelsen af de aktiviteter, vi er ansat til at udføre, når det reducerer bogsamlingerne på den måde. Det er en meget trist ting. Vi bryder os ikke om de der bogafbrændinger«, siger han til DR København." (kilde)

I dag er det ikke de extreme ideologier, som for alvor udgør en trussel mod lærdom og videnskab, men selve den måde, man instrumentelt forvalter universiteter og højere uddannelsesinstitutioner på, som minder om fornuftens afvikling.

Dansk Journalistforbund lukker Forskningspolitisk Arkiv

Kære med-bloggere: Danske journalister lever stadig i 1900-tallets forståelse af "ophavsret" fra tiden før internettets frie udveksling af information. Journalistforbundet tvinger bloggen Forskningspolitisk Arkiv (her) som har fungeret fra 2007 til at lukke, men arkiv-bloggen genopstår i ny skikkelse på dette site: Forskningspolitisk Arkiv 2.0 (her).
Skulle du have interesse i fortsat adgang til det gamle arkiv, kan du kontakte mig på curthansen2@gmail.com.
Læs mere om historien her...

Hvor mange sprogtests har vi brug for?

Jeg har netop modtaget en mail fra sprogstøtteenheden på et dansk universitet (ingen nævnt, ingen glemt): nu skal alle undervisere certificeres i engelsk! Jeg ved, at det er noget, man drømmer om på internationale kontorer og sprogcentre rundt omkring i landet. For så har man endelig svaret, når medierne anklager universitetsundervisere for cirkusengelsk. Det sker ikke her hos os, for vi har certificeret dem, og er de ikke gode nok, så skal de på kursus! Og så er det jeg tænker: hvor mange sprogtests skal en lektor egentlig udsættes for? Sprogtest nr. 1 kommer for mange allerede under første uddannelse. For med mindre de kommer fra stærkt nationale fagdiscipliner som (dansk) historie eller nordisk, har de sandsynligvis læst litteratur på engelsk, de har muligvis studeret i udlandet, nogen er blevet udsat for undervisning på engelsk, og enkelte har endda skrevet speciale på dette sprog. Og hvis de alligevel – på trods af at skulle formidle viden på deres andetsprog – opnår karakterer, der er høje nok til et ph.d. stipendium, så må man formode, at deres engelsk vel egentlig er relativt velfungerende. Næste sprogtest kommer under ph.d. forløbet. Der skal læses teorier på engelsk, der skal præsenteres konference papers på engelsk, og mange tager til udlandet, hvor de sandsynligvis kommer til at klare dagligdagen på engelsk. Hvad der også er tankevækkende, er, at vi i de seneste år har set et markant fald i antal ph.d. afhandlinger, der skrives på dansk. Når jeg har slukket diktafonen, får jeg nogle gange informanter til at indrømme, at det handler om at gøre dyd af nødvendighed – de ved, at de kan skrive bedre på dansk, men, som det udtrykkes, det er ikke vejen til et adjunktur. Og så kommer så den tredje sprogtest: adjunkturet. De kære adjunkter får mellem tre og fire år til at producere så mange ”kvalitetsartikler” som muligt. I de fleste forskningsmiljøer er kvalitet lig peer reviewed artikler udgivet i internationale tidsskrifter. Og ”international,” hvis nogen skulle være i tvivl, det er på engelsk. De adjunkter, der ikke har et engelsk, der er godt nok, oplever, at de får artikler afvist eller besked om major revisions required. Og er der ikke nok udgivelser den dag, adjunkturet udløber, så er det bare ærgerligt. Så hvad enten det står på eller mellem linjerne, er engelsk blevet et krav for at blive erklæret lektorabel i rigtig mange danske forskningsmiljøer. Og nu skal lektorerne så sprogcertificeres. Lad mig gætte – dem, som klarer sig fint med at skrive og undervise på engelsk, vil også bestå en sprogtest. Dem, der derimod oplever vanskeligheder ved at opfylde institutionernes krav til internationale, peer reviewed tidsskriftsartikler, vil føle et endnu større pres. Så hvor mange sprogtests har vi brug for på de danske universiteter?

Lidt om ansvar

Med særlig hilsen til Charlotte Sahl-Madsen

Den nuværende universitetspolitik konkurrenceudsætter universiteternes basismidler i nord, syd, øst og vest. Den sender en ekstra del af universiteternes midler ind i medfinansieringer. Den fremskriver en række nye fordringer, som sektoren skal honorere, og endelig indsætter den tungt kørende organisationsstrukturer overalt i sektoren.

Når det så viser sig, at der er steder i universitetsverdenen, hvor ressourcemanglen koster i de basale funktioner, herunder undervisningen, ser man fra politisk hold meget forbløffet ud, man er chokeret, og det er i hvert fald ikke ens skyld. Men hvis skyld er det så? Ledelse er også at tage ansvar: Hvis man vælger økonomisk set at prioritere alt andet end den frie forskning og den grundlæggende undervisning, følger det som en indlysende konsekvens, at der bliver mindre af denne.

Derfor skylder man at reagere som ansvarlig leder. Man skylder at tage ansvaret for sin beslutning: Fx: ”Ja, jeg har valgt, at undervisningen skal spille en mindre rolle, fordi det er min vurdering, at landet har mere brug for specialiseret forskning på snævre områder end for bredde og dybde i sit uddannelsessystem. Ja, det er mig, som har ansvaret for denne udvikling, og ja, jeg kan godt forsvare, hvad jeg har gjort. Forsvaret er, at …

Imidlertid er det for nærværende ikke til at sige, hvad der skal stå efter de tre prikker, fordi det endnu ikke er lykkedes den politiske ledelse af universitetsområdet til så meget som at indrømme, at den har ledelsesforplitigelse på området nok til, at forholdene faktisk er dens ansvar. I stedet har vi fået ministerielle abekast, hvor det altid er nogle andres skyld. Men disse ”andre” sidder under ministerens resort, og selv hvis det er dem alene, som aktivt har gjort det (hvad det ikke er), er det minsterens ansvar, hvordan området forvaltes. Aben kan i sidste led ingen andre steder kastes hen.

Vi har mindre fri grundforskning og mindre undervisning på universiteterne, fordi disse aktiviteter er blevet nedprioriteret. Det er uskønt, at man ikke kan få den politiske ledelse til at tage ansvaret for denne udvikling på sig.

Videnskab eller patentering

Hvor langt uvidenskabelige normer har fået lov til at trænge ind i og omforme den videnskabelige verden i Danmark, afspejler sig med næste symbolsk tydelighed i den faglige overvægt, man har givet patentet. Vi er helt syge efter at arbejde hen imod at udtage patentet, og et patent betragtes som et mål i sig selv for vores videnskabelige stræben. Tilmed et mål der ofte i talen om universiteterne overordnes andre resultater. Vi kan kun retfærdiggøre vores eksistens i vore høje herrers øjne, hvis vi kan udtage en masse patenter. Ja, patenteringen er trængt helt ind i vores grundfinansiering. I Den Bibliometriske Forskningsindikator, som jo skal bruges til det selvmodsigende projekt at ”konkurrenceudsætte” ”basismidler”, vejer udtagningen af et patent på lige fod med forfatterskab til videnskabelige arbejder. Som var patentet i sig selv et videnskabeligt resultat.

I processen ignoreres det, at få ting er så fundamentalt uvidenskabelige som patenter. Videnskabens formål er at frembringe og sikre viden, patentets at spærre adgangen til den. Hver gang der udtages et patent, bliver et stykke af menneskets viden gjort utilgængelig for alle andre, end dem som sidder inde med patentet, og hvem de måtte finde for godt at dele denne viden med.

Videnskab er afhængig af at have adgang til fri viden. Videnskaben er en gaveøkonomi. Man modtager en masse viden fra tidligere videnskabsfolk, arbejder videre med den og giver derefter sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund. Udtagningen af patentet bryder gaveøkonomien. Forskeren (som dermed formentlig træder ud af rollen som videnskabsmand) giver ikke sit resultat tilbage til det videnskabelige samfund (og dermed til hele samfundets almindelige vidensbase), men beholder det for sig selv eller en privat virksomhed og forhindrer dermed efterfølgende forskere i frit at arbejde videre med det.

Historisk set befinder vi os i dag på et så sent punkt i denne udvikling, at meget store dele af den menneskelige viden reelt er spærret inde bag forskellige typer af patenter Ja, viljen til at patentere er så udviklet, at der har måttet udvikles jurdiske ”antipatenteringspatenter” for at få ny viden til at forblive fri af patentering.

Den faglige konsekvens af dette er, at den videnskabelige gaveøkonomi er brudt på et tidligere punkt i processen. Det er på en række områder vanskeligt faktisk at få adgang til den viden, man skal bruge til sit videre faglige arbejde. På samme måde vil der i mange situationer være bindinger på, hvad man faktisk kan gøre ved den viden, man har fået adgang til. Der vil være grænser for, hvad man må undersøge, og der kan være grænser for, hvilke af de faglige resultater, man når frem til i sit arbejde, man må publicere. Hvis der er tunge økonomiske interesser i fx at et produkt virker, eller at det ikke har bestemte bivirkninger eller eksternaliteter knyttet til sig, vil det hyppigt være umuligt at få tilladelse til at fremlægge det fagligt set bedste resultat. Denne type ubekvemme forskningsresultater vil ofte være af den allerstørste samfundsmæssige betydning.

Ud fra en faglig betragtning er det altså svært at finde de forsonende elementer i patenteringen. Det er fornuftigt nok, at dansk forskningspolitik beskæftiger sig med patentering, men retningen burde være modsat. Snarere end at gøre patenteringen til norm burde forskningspolitikken skærme det fælles vidensrum, videnskabeligt arbejde er afhængigt af, imod patenteringen. Der bør arbejdes for, at dansk videnskab får adgang til den viden, der er nødvendig for at kunne udføre det videnskabelige arbejde, og der bør sikres, at viden, som er frembragt med støtte fra offentlige midler, ikke derefter spærres inde bag private patenter.

Også på dette punkt står vi i en situation, hvor det er særdeles tvivlsom, om erhvervsnytte og samfundsnytte er det samme, for samfundet har betydeligt mere brug for at have adgang til en kvalificeret uafhængig viden end til at der udtages endnu et patent.

Tertium datur!

Vi ved efterhånden meget om svaghederne i det nuværende enstrengede ledelsessystem på de danske universiteter, og derfor kan de undre, at man igen og igen – og med stigende heftighed efterhånden som debatten tilspidser – konfronteres med argumentet, at det gamle system, dvs det system, der var på universiteterne før den enstrengede ledelse blev indført, ikke var godt.

Denne oplysning er 1) sand, 2) komplet irrelevant.

Den er sand, al den stund der var meget fundamentale problemer i det gamle universitetssystem, som helt givet trængte til at blive løst. Den er irrelevant, fordi det ikke løser et eneste af de de problemer, som er til stede i det nye system, at der også var problemer i det gamle. At disse problemer var betydeligt mindre graverende, gør i den sammenhæng heller ikke hverken fra eller til.

Det interessante er, at argumentet fremføres, som om nogen ønsker det gamle system tilbage eller som en begrundelse for det nye systems fortræffeligheder. Imidlertid skal man lede ualmindelig grundigt, hvis man vil finde en deltager i universitetsdebatten, som reelt giver udtryk for, at vedkommende ønsker det tidligere system tilbage. Tæt på alle siger noget andet, og dermed kommer argumentet påfaldende til at ligne en beskyttelsesmekanisme. Idet det er lettere at føre en debat imod synspunkter, man selv har tillagt modparten, overhøres det, hvad der egentlig siges.

Pointen er den ret simple, at der opstilles et falsk alternativ. Det forholder sig ikke sådan, at man enten må gå ind for det gamle system eller gå ind for det nye. Tertium datur. En tredje mulighed findes.

Man kan godt ønske et opgør med den nuværende universitetslovs ledelsesfetichisme med dens enstrengede kommandovej og dens eksterne bestyrelsesflertal uden dermed at ville have alting ført tilbage til tiden før universitetsloven af 2003. Faktisk er der mange af os, som i længere tid har været involveret i diskussionen af, hvad der burde sættes i stedet for det nuværende system ud fra den betragtning, at vi ikke vil tilbage til noget gammelt og halvt dysfunktionelt (heller ikke selvom det, vi har nu, er værre og helt dysfunktionelt). Blandt de ting, der er blevet peget på er, at et nyt system skal tage højde for

• nødvendigheden af at have kontravægte i systemet, så der ikke i længden kan regeres hen over hovedet på universitetsbefolkningen


• nødvendigheden af at sikre, at midlerne til fri grundforskning og undervisning ikke udtyndes af alle mulige andre aktiviteter


• nødvendigheden af at sikre, at det er faglige og ikke administrative hensyn, der vejer tungest i universitetssystemet, for samfundet har nu engang universiteterne, fordi det har brug for en mangfoldig og kvalificeret faglighed, ikke fordi det har brug for administrative systemer


• nødvendigheden af at sikre forskernes uafhængige stilling over for deres ledere, så der ikke sker censur eller selvcensur, og så forskningsvalgene kan træffes af de fagfolk, der reelt har forstand på emnet og ikke af forskningsadminstratorer


• nødvendigheden af at sikre den forskningsbaserede undervisning

Vi kan ikke hurtigt nok komme i gang med en forpligtende politisk drøftelse af, hvordan disse og andre helt afgørende punkter kan sikres i lovgivning og organisation, men så længe enhver indvending notorisk spærres inde i, at den talende ønsker sig ”tilbage til det gamle system”, kommer vi ingen vegne.