af Søren Nors Nielsen
Triple A - Aldrende Arbejdsløs Akademiker
Hvad gør man (ikke), når man i en relativt høj alder (56) bliver fyret fra det universitet, hos hvilket man har lagt al sin identitet gennem rigtig mange år - faktisk siden man selv blev studerende - og man så lige pludselig får et brev, hvori der står, at man er ’den, der bedst kan undværes’? Færdigt arbejde!
Gode råd er dyre. Statistikkerne for min aldersgruppe taler deres uhyggeligt klare sprog, og man skal være ualmindelig jubeloptimist, hvis ikke man er i stand til at kapere deres budskab om: Du kommer aldrig i arbejde igen! Så meget for de sociale hensyn man hævder at tage i betragtning ved fyringer.
Nuvel, sir man så til sig selv, du må se at få tiden til at gå, til du kan gå på efterløn, omend det langtfra bliver den problemfri alderdom, vel nok de fleste drømmer om. Man kan rolig glemme alt om, at ens ekspertise skulle være specielt efterspurgt, eftersom der er fyret adskillige med lignende kompetencer og man er jo også selv blevet temmelig specialiseret gennem 25+ års arbejde indenfor mere eller mindre det samme felt. Det korte af det lange er/var (worst, men også realistisk case) for mit vedkommende, at få 4 år til at gå med maksimalt 2 års understøttelse. Usikkerheden skyldes at jeg har bevaret mit meget essentielle faglige ophæng, nemlig som medredaktør på et af det større tidsskrifter indenfor mit område. Indsatsen her er beregnet til 2 timer ugentligt, opgivet til fortrinsvis at være i fritiden (lørdag, søndag). Dette diskvalificerer mig til gengæld, ikke alene i forbindelse med muligheden for at modtage kurser, der kunne bruges til at bringe mig videre, men påvirker altså også dagpengeperioden.
Dernæst møder man det monstrum af alle de tænkelige, men også utænkelige, uigennemtænkte urimeligheder, som den arbejdsløses ’hverdag’ efterhånden har udviklet sig til. Man tror det er løgn, før man selv har prøvet det. Mindst tre forskellige instanser indsamler informationer om stort set det samme, uden at dele dem med hinanden. Det eneste de synes, at have til fælles er, at de ikke bringer een videre jvf. ovenstående. Tværtimod virker det som om, at man har gjort stort set alt, hvad man kan gøre for at forhindre ældre arbejdsløse akademikere i at komme videre.
En anden ting er, at en stor del af mit netværk ligger i udlandet, og det ville være smart, at jeg som arbejdsløs kunne påtage mig at være behjælpelig med at lave de ansøgninger, der skal til for at bringe mig selv i arbejde igen. Det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil. Behjertede kollegaer i diverse lande vil gerne betale rejse og ophold, men jeg må kun rejse ud i 5 dage af gangen, med afrejse mandag og hjemkomst fredag, - efter godkendt ansøgning på rette sted forstås. Skal jeg investere den måned, der skal til for at lave en bare nogenlunde ansøgning, kræver det altså mindst det firdobbelte antal rejser med deraf følgende større ’ecological footprint’.
Rød lejesvend
En kontakt, skabt gennem en tidligere kollega, har imidlertid givet mig et tiltrængt omend noget eksotisk åndehul, nemlig som visiting professor ved East China Normal University (ECNU), på State Key Laboratory for Estuarine and Coastal Research i Shanghai. Her beskæftiger man sig med alt muligt, der kan påvirke kystnære imråder, lige fra masseforekomster af alger i Det Gule Hav, miljøeffekter af den reducerede mængde af sedimenter, der transporteres med Yangtse, som følge af konstruktionen af ’Three Gorges Dam’, til problemer forbundet med at skaffe vand til Shanghais 23 millioner indbyggere og få det renset igen. Sidst men ikke mindst altså også modellering og ecological engineering (øko-teknologi), som vel må anses for at være mine spidskompetencer. Min arbejdsbeskrivelse lød på beskedne undervisningsforpligtelser, og hovedvægten af mit arbejde liggende i vejledning af studerende og hjælp til artikelskrivning.
Det er en stor oplevelse, på godt og ondt. Det positive dominerer heldigvis og udgøres væsentligst af alle de mange nye kontakter, der bliver skabt, og den dybe indsigt man får i dette land. Det negative er mestendels, at der ikke har været råd til at tage noget socialt hensyn til familien derhjemme og økonomien er også belastet, idet lønnen ligger på niveau med den danske understøttelse. Men altså, det var bare om at komme afsted, omend de praktiske forberedelser, klargøring af aftaler, afklaring af skattemæssige forhold var noget tidskrævende. Der nåede alt i alt at gå mere end 9 måneder, før jeg kom af sted til de i alt 4 måneders ansættelse.
Jeg ankom 1. august, på et for kineserne lidt upraktisk tidspunkt, nemlig en måned inden semesterstart, men det viste sig hurtigt, at det faktisk var godt med lidt respit til at vænne sig til det meget, der er anderledes. Jeg var blevet stillet et hotelophold på universitetets eget hotel i udsigt, men en cirka ti dage inden min afrejse, fik jeg at vide, at man havde skaffet mig en lejlighed en halv times gang fra campus. Pludselig var der problemer af en anden karakter, der skulle løses, for hvordan får man en daglidag op at stå i nogle omgivelser, hvor ingen taler spor engelsk. Selv simple indkøb er ikke længere en trivialitet, når man ikke kan læse, hvad er står på indpakningen. Alt hvad jeg kunne genkende ved mit første indkøbsforsøg var Nescafe, Budweiser, Heineken og Kjeldsens buttercookies, det blev dog ved kaffen, i den kinesiske, billigere og faktisk bedre udgave. Senere har jeg selvfølgelig fundet Cola og Whiskas, men så er det også det.
(klik på billedet
for at forstørre)
En anden ting jeg har fået oplevet i kraft af min tidlige ankomst var, at der ca. 14 dage før semesterstart pludselig på campus indfandt sig en mængde unge mennesker i blå og grønne camouflage uniformer, disse blev konstant excerseret rundt på diverse steder på området til råbene: ”yi, er, san, si, yi, er, san, si ...” (som 1,2,3,4 hedder på kinesisk). Det viste sig at være de nye masterstuderende, der blev hundset rundt med, for at give dem en god disciplinær indgang til studiet. Så kan de lære (det) kan de :-)
Det er dog mit indtryk, at der er et stærkt familiært forhold, eller i hvert fald knyttes nogle tætte bånd mellem studerende og undervisere, i hvert fald i en grad der forekommer påfaldende når man sammenligner med Danmark. Det sociale aspekt kan måske også styrkes af, at hver underviser ikke har særligt mange studerende tilknyttet. For som man siger her, satser man entydigt på kvalitet af de studerende i stedet for kvantitet. Tankevækkende.
Om at undervise - på ’kinesisk’
Afviklingen af mit eget kursus bød dog på noget af en overraskelse, idet det startede relativt tidligt i semestret, og dermed var et af de få kurser, der kørte de første uger. Dette bevirkede at jeg i stedet for de ca. 15-20 studerende, som jeg havde fået at vide, jeg skulle forvente, pludselig stod med ca. 45 tilhørere, spændende fra studerende først på studiet, over mere erfarne til både PhD-studerende, post docs og adjunkter.
Hvad der dog bød på en endnu større overraskelse var, at de principper, jeg nu har undervist efter i mere end 25 år, ikke umiddelbart lader sig praktisere her. Jeg har ellers, gennem mere end 60 kurser indenfor modellering af diverse miljøproblemer i Danmark og i mange lande, haft stor succes med at lade de studerende selv vælge det projekt som de ville kaste sig over. Denne erfaring, som jeg og andre kollegaer har gjort med hensyn anvendelsen af en sådan metode, er i øvrigt opnået gennem praktisk anvendelse, og er sjovt nok i overensstemmelse med principper, som på mere teoretisk plan er foreslået af Knud Illeris fra RUC. Selvom der med Kinas nuværende enorme vækst burde være nok af relevante problemstillinger at tage af, viste det sig hurtigt komplet umuligt at anvende denne metode. Der skal simpelthen sættes en fast opgave.
Også her afbrydes undervisningen idelig af mobiltelefoner, det synes dog udbredt accepteret ikke at slukke den. Derudover er de studerende også begyndt at sidde og surfe, mens der bliver forelæst. Det er dog svært at sige om det påvirker de efterfølgende spørgsmål eller om det kun drejer sig om rent sproglige problemer. Faktum er dog, at de studerende her som hjemme ikke kun koncentrerer sig om at lytte, men også lige skal chatte, på den kinesiske ’face-book’, ordne or besvare e-mails og SMS’er samtidig med undervisningen.
Om Tværfaglighed - her og hisset
De første par uger bød på adskillige besøg af forskere fra diverse steder i verden, dog stærkt domineret af amerikanere, idet ECNU indgår som en del af et netværk der indgår i en del samarbejdskontrakter mellem Kina og USA. Der var således en hel del interessante indlæg, hvor jeg efterfølgende, som det var blevet gjort mig klart, at man forventede det, deltog aktivt i diskussionerne. Dette medførte senere nogle bemærkninger og spørgsmål fra studerende og lektorer ved instituttet til mig angående det ganske uventede i bredden af mine kommentarer. Hvordan kunne jeg som computer-nørd vide noget om biologi? Dette illustrerer tydeligt at det tværfaglige, det multi-, inter- og trans-disciplinære aspekt, der hævdes at være så centralt i ’post-normal science’, også her har det svært. Jeg var i deres øjne ’kun’ modellør og ikke andet. Jeg blev derfor hurtigt efter et par af disse møder spurgt om, hvor jeg havde al den anden viden fra. Jeg kunne ikke svare meget andet end, at jeg jo egentlig var uddannet biolog og gennem mere en 17 år havde arbejdet på projekter, der hovedsagelig havde centreret omkring biogeokemiske kredsløb i diverse akvatiske systemer, og at det på en eller anden måde formodentlig havde givet en ballast, som jeg iøvrigt selv sætter pris på i denne situation.
Det er vel i sidste ende også en del af forklaringen på, at jeg er her, nemlig at man efterspørger den erfaring og det overblik, som man altså ikke kunne bruge i Danmark. Kineserne har med deres anvendelse af integrerede systemer stor praktisk erfaring med alle former for øko-teknologi, og er derfor utroligt åbne og positive overfor alternative løsningsmodeller. Her kunne vi sagtens lære noget af dem, og øget samarbejde er givetvis en del af vejen. Således havde jeg nok faktisk forventet noget andet lige på dette område.
Men det er faktisk foruroligende at registrere, at det tværfaglige overblik globalt har det så svært for tiden, for det er bestemt ikke noget kinesisk fænomen. Jeg har siden 1991 undervist en del i Portugal, og de seneste par år har kurserne været givet under ERASMUS-Mundus programmet, hvilket bogstaveligt talt har givet mig lejlighed til at møde alverdens studerende. Det synes som om, at dette element efterhånden er helt udeladt af undervisningsagendaerne verden over, og at den neo-liberale forskningspolitik, der har været ført, ikke mindst i Europa har gen-indført et middelalderligt atomistisk verdensbillede i forskningen. Den eneste rigtige forskning er reduktionistisk og ’small-scale’, eks. bioteknologi, genmanipulering og nanoteknologi. Ikke mindst derfor, har miljøet det hårdt.
En sådan udvikling er nemlig, set fra et miljøsynspunkt stærkt beklagelig, da ikke mindst miljøproblemer specielt kræver denne tværfaglige indsigt. Den massakre, som den seneste regerings politik har udløst på ansatte indenfor universitetsområdet, har rådet ubodelig skade på dette felt. Vi har været nogle ret begrænsede men også stærkt priviligerede årgange, der har fået lov til at blive undervist på en (forsvarlig) måde, der kan bibringe en sådan indsigt. Men hvem, har man egentlig tænkt sig, skal bære traditionen videre og undervise de nye studerende og fremtidige generationer af forskere efter samme principper?
Gæsteboligen på forskerstationen ved
Chongxi Wetland Research Center
Forskningsfred
En af de større oplevelser har været mine udstationeringer på instituttets forskningsstation, beliggende på den vestlige ende af øen Chongming midt i Yangtse floden nord for Shanghai. Især nu efter at mine egentlige konfrontationstimer er ovre, har jeg kunnet været der en del. Det giver også god mening, idet flere af de studerende, jeg skal vejlede, for det meste befinder sig der for at tage prøver og udføre forsøg. På mange måder er det så langt væk fra Shanghai, man kan komme. Der er ikke megen larm, andet end den man selv laver, faste spisetider med god mad, 7.30, 11.30 og 17.00, og så kan man bare koncentrere sig om at forske, skrive og reviewe, og hvad man ellers bliver bedt om. Jeg arbejder ofte koncentreret et par timer og kigger så fugle 10-15 minutter, laver en ny kop grøn te eller kaffe, og går så i gang igen. Det bliver ofte til 10-12 timers arbejdsdag, uden at man overhovedet mærker det, og så kan jeg slumre ind til bølgeskvulpet fra floden 5 meter fra mit vindue, for så at vågne ved de første fiskerbåde, der tøffer ud ved 6-tiden. Et forfriskende bad og dagens første fugletur i morgengryet, mens jeg venter på morgenmadens ankomst. Utroligt hvad en sådan afstressende atmosfære kan gøre for ens effektivitet. Skrivefreden er guld værd, jeg er vel foreløbig oppe på selv at have skrevet eller været involveret i omkring 8 artikler. Der lå allerede fra min egen hånd adskillige udkast, som jeg nu endelig fik mulighed for at færdiggøre.
En udsigt over Yangtse - fem meter fra min balkon
Turen her til øen varer mindst en halv dag, og jeg er desværre ikke i stand til at gennemføre den alene - endnu. Problemet er simpelthen, at jeg ikke kan købe en billet til andet end metroen, men som altså ikke strækker sig hele vejen. På et eller andet tidspunkt skal man med en bus eller båd, men hvilken? Shanghai byder officielt på 1000 buslinier, så der er nok at vælge imellem. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde en rutefortegnelse eller lignende på engelsk. Så jeg hægter mig som regel på en eller anden, der tilfældigvis skal til eller fra øen på de dage, der passer bedst. Min ledsager har så den fordel, at universitetet betaler en taxa på de mere besværlige strækninger.
Et tog der kører stærkt
Når opholdet på forskerstationen står i så skærende kontrast til bylivet, skyldes det ikke mindst, at alt i Shanghai ’kører’ i meget, meget højt tempo. Mange i min omgangskreds har ligefrem udtrykt bekymring for, at det måske også går for stærkt ind imellem. Landlivet på øen virker ikke kun roligt, men også relativt velhavende. Husene er ret store og formodes at være lejet af personer (man kan ikke eje jord men godt bygge), der måske arbejder i Shanghai, og har ladet en del familien blive her for at dyrke jorden (man kan ikke få lov at flytte til øen uden at være født der). Chongming er et stort frodigt landbrug og en del natur og bliver derfor kaldt Shanghais have. Her produceres en stor del af de landbrugsprodukter, der sælges i Shanghai til en relativ høj pris sammenlignet med andre steder. Levefoden virker således langt højere end i de små distrikter, der i Shanghai stadig (i min bydel i hvert fald) gemmer sig mellem de store luksuriøse bygninger, omgivet af parkeringspladser med luksusbiler og små idylliske haver. Ind imellem denne modernitet findes altså stadig nogle enklaver som kineserne selv kalder for ’landet i byen’ (formodenlig reminiscenser af nogle af de landsbysmåsamfund, som udgjorde det oprindelige Shanghai). De har ganske rigtigt noget ruralt over sig, som efter sigende minder om de mere fattige landdistrikter i det vestlige Kina. Her bor så en stor del af de personer der holder noget af maskineriet igang og rent! Mange lever simpelthen af at feje, bortskaffe affald og sortere det det. Pap, flasker, papir, plastic, flamingokasser, alt sorteres til mindste størrelse. En teknokratisk løsning på affaldsproblemet ville være at etablere et system, som det vi ser de fleste steder i vor del af verden, men hvad skulle disse mennesker så leve af?
Jo, - det er en spændende tid at være her og opleve ikke mindst de nye teknologier der har vundet indpas. Tag en tur med metroen, og vel nok 80% omkring dig vil sidde og beskæftige sig med en eller anden elektronisk gadget, selvfølgelig noget der er stærkt aldersrelateret. Jo toget kører stærkt, og man kan frygte at nogle, specielt de fattige og ældre, er ved at blive hægtet af, hvis de da ikke allerede er det.
et obligatorisk dumpling-kursus - der bestås
Det færdige resultat
Detalje fra inskription på soklen af Mao-monumentet på øverste foto:
"Seek truth, foster originality,
and live up to the name of teacher"
