To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
I øvrigt må det noteres at det allerede er status på mange uddannelser at timetallene er faldet, og undervisningssemestret reduceret af økonomiske årsager. Det er m.a.o. ikke nogen nyhed, men pointen er stadig gyldig og vigtig.
Send en kommentar