Det rumler efter fyringer. Nyt fra Universitetetsavisen.

I et indlæg på universitetsavisens hjemmeside gør lektor Jens Borum fra biologisk institut på det meningsløse i den nuværende fordelingspolitik over for universiteterne. Med et
overlegent intellektuel overskud identificerer Borum et af de helt centrale problemer i den førte fordelingspolitik:

"Strategien svarer til, at landmanden skraber al mulden af marken og placerer den i få, store bunker.

Afgrøderne blomstrer lystigt på de få bunker, mens marken i øvrigt bliver udpint og uproduktiv.

Ingen forstandig landmand vil følge den strategi, fordi den giver et mindre samlet udbytte, end hvis mulden var jævnt fordelt. Videnskabsministeren fastholder strategien trods advarsler fra alle sider - undtagen måske fra de få heldige, der forgyldes."

De generelle nedskæringer rammer centrale fag så hårdt, at biologisk institut nærmer sig opløsning. Kan du som forskningsinteresseret læse foregående sætning én gang til uden at blive meget betænkelig ved situationen? Og behøver jeg at argumentere for at Danmark har brug for, at der på højt niveau forskes og undervises i biologi på landets største universitet?

KUs studerende protesterer vildt og voldsomt (se her, her og her). Traditonen tro ignoreres de. Det er jo også bare deres fremtid, det handler om.

Samtidig er der uro i KUs bestyrelse. Universitetsavisen rapporterer, at både de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer og et enkelt af de eksterne medlemmer er så utilfredse med spareplanerne, at de overvejer at stemme imod. De foreslår, at nedskæringerne deles mere ligeligt ud universitetet, så ikke kun centraladministrationen og de våde fag rammes. Men tilsyneladende er det eksterne flertal i bestyrelsen, som skulle sikre universitetets konkurrenceduelighed, handlekraft, kvalitet osv, ikke særlig interesseret i, hvad vurderingen er fra de folk, der faktisk skal leve under de vilkår, bestyrelsen vedtager. Men kommer man udefra skal man jo også bare møde op i et pænt bestyrelseslokale og få en kop kaffe, mens man er handlekraftig, og så kan man gå tilbage til sit egentlige arbejde bagefter og bliver ikke ramt af konsekvenserne af sine beslutninger.

Man noterer sig mindst tre ironier i situationen:

1) Der er nedskæringer på universiteterne, mens ministeren fortsat galer om, hvor mange ekstra penge, universiteterne har fået.

2) Nedskæringerne rammer præcis de fag, der for ministeren normalt er de rigtige og vigtige fag, nemlig de naturvidenskabelige.

3) Det, som redder de tørre fag, er det forhøjede taxameter, som skulle forbedre de utålelige vilkår på fakulteterne. Nu redder det kun lige akkurat deres r.. og forbedrer ikke en pind. Vælger man at at omfordele nedsæringerne, vil det forhøjede taxameter ikke komme de tørre fag til gode, men bruges til at redde de våde.

Konklusion: Både tørre og våde fag stander i våde! Bestyrelsen har ingen løsning, og ministeren er som altid i dum tro og mener, at alt går godt. Heldigvis får han opbakning hertil af selveste Arne Astrup. Der hører spredte klapsalver, mens det rumler af uro i baggrunden.