"Jeg ser at den officielle evaluering er blevet forsinket (iflg. Forskerforum), og jeg læste de noget udvandede afrapporteringer fra de forskellige universiter. Så slog det mig: Kender panelet til den underskriftindsamling som jeres initiativgruppe lavede? Hvis ikke, var det så ikke en idé at delagtiggøre dem i den - måske kan man nå at påvirke den endelige rapport?Det er ganske korrekt (de udvandede afrapporteringer kan findes på ministeriets side for evalueringen her, se bilagsmaterialet til de enkelte møder), og der er bestemt grund til at trække et de markante data frem fra Forskerforums undersøgelse, ligesom der er grund til at minde udvalget om, at grunden til at det overhovedet fik det vidtgående kommissorium ikke mindst var det politiske pres på ministeren, som bl.a. underskriftindsamlingen var med til at skabe. Vi vil kontakte udvalget, som læseren foreslår. I den anden delrapport fra Forskerforum kan læses:
Man kunne også overveje at give dem link til Forskerforums undersøgelse (her: del-1, del-2 og del-3) - den giver jo et lidt mere realistisk billede af forholdene."
"Generelt er der ikke mange, der i høj grad kan nævne nogle forbedringer, når det kommer til de ansatte ledere. De områder, hvor de ansatte ledere i nogen grad har betydet forbedringer er, at de beskytter mod systemet ovenover, at de kan skære igennem på en hensigtsmæssig måde og at de har sørget for bedre koordination" (...) "Til gengæld er der mange årsager til, at de ansatte ledere ikke har forbedret arbejdspladsen. De 3 vigtigste er, at lederne træffer beslutninger hen over hovedet på de ansatte, at de ikke skaber mere tid til forskning og at ansættelsen af lederne ikke har betydet en reducering af det administrative arbejde":
(gengivelse af fig. q.19, s. 14 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)
Samt dette resultat, der er helt på linie med den kraftige opbakning til underskriftindsamlingen:
"70% mener ikke, at det videnskabelige personale inddrages tilstrækkeligt i instituttets beslutninger" (...) "Blandt de 70%, der mener at de ansatte bør inddrages mere i instituttets beslutninger, mener cirka 2 ud af 3, at der skal oprettes et institutråd, der har beslutningsmyndighed over forskningsstrategien og budgettet. Herudover er mange af den holdning, at de ansatte bør kunne vælge lederen og at de også skal kunne afsætte en leder, der ikke har opbakning".
(gengivelse af fig. q.22, s. 23 i Rapport-del2: klik på billedet for at forstørre)
Disse tal giver anledning til følgende pointer: Selvom man (lad os antage dette for argumentets skyld) skulle have sympati for regeringens neoliberale forskningspolitiske ideologi (og desuagtet at vores eget synspunkt er, at universiteterne er til for hele samfundet, ikke kun erhvervslivet), kan man konstatere, at der er langt fra ideologi til praksis, for hvad angår:
Effektivitet: så går en større og større del af de danske universiteters ressourcer til administration, og forskere har mindre tid til at forske. Det kan vises sort på hvidt, at danskerne får mindre forskning for pengene med den nuværende struktur, og vil få mere mere for pengene hvis man går over til en mere flad struktur.
Forskningsfrihed og akademisk ytringsfrihed: er denne truet under den nuværende struktur, men skulle ellers give den bedst mulige forskning for pengene, og give danske universiteter bedre muligheder for at konkurrere internationalt, både på rekruttering og på kvaliteten af forskningen. Desuden giver forskningsfrihed mulighed for at lade en slags "markedets logik" skabe værditilvæksten i det danske samfund ved at lade flest mullige mennesker kappes om at komme med de bedste nye ideer. Dette bremses af det topstyrede Sanderske universitet.
Rekruttering: Her er der klare på tegn på, at forholdene på de danske universiteter opfattes uattraktive er for udenlandske topforskere.
Best practices: De store kommercielle amerikanske universiteter lægger stor vægt på forskningsfrihed, og har fladere strukturer end danske universiteter har nu. Lad os lære af dem!
Konklusionen er klar:
Det danske samfund poster milliarder i universiteterne, og har vel krav på at få den bedst mulige forskning for pengene. Det sker ikke i dag. Derfor foreslås følgende ændringer:
• Reduktion af bureaukratiet på danske universiteter, og indførelse af en mere flad og demokratisk ledelsesstruktur (jfr. underskriftindsamlingen) med valgte institutledere, og ad den vej opnå effektiviseringsgevinster.
• Sikring af den akademiske frihed efter udenlandsk forbillede, hvor man beskytter forskningen mod politisk eller andet pres, så vi kan få den bedst mulige forskning for pengene.
2 kommentarer:
Update: Vi har midt i juli kontaktet evalueringspanetets sekretariat og tilsendt det materialet, der dokumenterer underskriftindsamlingen, og bedt om et møde med panelet i august på linie med andre aktører (panelet vil formentligt primært mødes med repræsentanter for det nye universitetssystems nomenklatura). Vi venter nu på svar - sekretariatet holder sommerferie...
Her er en opdatering:
1)
sekretariatet svarede d. 11/8:
"Tak for din mail af 15. juli 2009 om møde med evalueringspanelet i august. På grund af ferie har det ikke været muligt at svare tidligere.
Vi vil sende det tilsendte materiale til evalueringspanelet inden besøgsrunden 20.-28. august 2009.
Programmet for besøgsrunden består af møder på alle otte universiteter, hvor panelet mødes særskilt med repræsentanter for ledelser, videnskabeligt personale, teknisk-administrativt personale og studerende. Derudover afholdes der møder med organisationerne på universitetsområdet, herunder møder med hhv. AC og AC's forhandlingsudvalg.
Som det fremgår vil panelet møde mange repræsentanter for ansatte på universiteterne. Møder herudover med særlige grupper af ansatte eller deres repræsentanter vil der efter vores vurdering ikke tidsmæssigt være mulighed for. Vi vil dog naturligvis for en god ordens skyld forelægge jeres anmodning for panelet og vende tilbage med deres beslutning.
Vi vil desuden som sagt sørge for, at panelet modtager det tilsendte materiale.
Med venlig hilsen".
2)
vi svarede 17/8:
"tak for dit svar. Vi er selvfølgelige tilfredse med at panelet får vores materiale, men vi undrer os over - som jeg tolker dit svar - at der ikke umiddelbart kan afsættes tid til at vi kan få panelet direkte i tale.
Vi repræsenterer ganske vist ikke nogen formel organisation, men taler på vegne af de op mod 6500 studerende og anatte TAP og VIP ved de danske universiteter, som skrev under på erklæringen om en bedre forskningspolitik, som indeholdt en række specifikke krav, og anker mod den eksisterende lov. Som sådan mener vi at være en centralt placeret stemme i landskabet af universitets- og forskningspolitiske aktører, og det vil blot virke uheldigt for panelets troværdighed, hvis vi som markante kritikere af den gældende lov ikke også gives direkte adgang til panelet.
Vi er også fleksible mht. mødetidspunkter i den angivne periode for besøgsrunden.
På vegne af initiativgruppen ..."
3)
et panelmedlem svarede 18/8:
"Bäste Claus Emmeche,
Via Pernille Meyn Milthers har jag och resten av evalueringspanelen fått ta del av namnunderskrifter från drygt 6000 anställda och studerande vid de danska universiteten samt de krav på förändringar av universitetslagen som ni för fram. Jag har också förstått att ni vill samtala med evalueringspanelen om era krav. Tyvärr har vi svårt att få in ett möte i vårt program, men vi är övertygade om att synpunkterna kommer fram vid de samtal med representanter för de anställda och de studerande som vi kommer att ha vid samtliga universitet.
Med vänliga hälsningar
Agneta Bladh
ordförande i evalueringspanelen"
4)
Forskerforum skrev 18/8 om besøgsrunden her.
Til Forskerforums kommentar er kun at sige, at det er helt horribelt at AC ikke mener, at en lovrevision er nødvendig. Det fatter jeg ganske enkelt ikke. Og det er temmeligt foruroligende at se hvor selektivt panelet tilrettelægger deres besøgsrunde.
Det er grund til at frygte, at de mange konkrete eksempler på uheldige følger af den nye lov (inkl. de s.k. lig på Sanders bord) ikke når til panelets kendskab. Her ligger en informationsopgave, også i forhold til de forskningspolitiske ordførere.
Send en kommentar