Seminar med Kaare Aagaard på DPU

UNIVERSITY RESEARCH FUNDING UNDER TRANSFORMATION IN DENMARK FROM 2000 TO THE PRESENT

Public seminar with presentation by Postdoc Kaare Aagaard, Danish Centre for Studies in Research and Research Policy, University of Aarhus.

Dato	ons 13 jun
Tid	12:00 — 14:00
Sted	Room D219, Department of Education, Aarhus University, Campus Emdrup, Emdrupvej 164, 2400 Copenhagen NV

The presentation covers recent trends in the funding of research at Danish universities and emphasizes in particular how the core funding of research increasingly has come under pressure during the last decade. This pressure is both the result of a turn to more competitive funding mechanisms and a development where more and more internal and external strings become attached to the remaining core funding.
Arranged by the research programme EPOKE.
Contact: Susan Wright, suwr@dpu.dk

Dette arrangementets originale opslag, se her

Ombudsmanden, Koldau og Den Store Bastian

Ombudsmanden, som selv gik ind i sagen om AUs fyringstrusler og diskriminerende sanktioner imod professor Linda Maria Koldau (efter Koldaus interne og senere offentlige kritik af kvaliteten på den musikvidenskabelige uddannelse og AU-toppens skabelse af en "personalesag" mod hende i 2011) har nu besluttet ikke at gå videre med sagen. Ombudsmandens begrundelse savner klarhed, kalder på forskellige tolkninger, og undlader at tage stilling til den forvaltningsretslige lovlighed af AU's sanktioner og brug af begreber som "kollegial fortrolighed" (se her).

Hvad er den danske ombudsmandsinstitution? Agerer den blot uformel moralsk overdommer i vores allesammens (u)bevidsthed - en art Den Store Bastian, som bliver vred, hvis en myndighed diskriminerer og bryder fundamentale rettigheder, men omvendt tilgiver synderen, så snart denne viser anger og tilbagekalder en udåd - eller agerer ombudsmanden en juridisk instans, som sagligt forholder sig til de faktiske begivenheder og sagsforløb, den selv undersøger (og evt. anbefaler myndigheder at behandle en sag igen og eller ændrer afgørelser [note 1]), snarere end til hvordan de implicerede parter efterfølgende reagerer på Den Store Bastians tilsynekomst og truende vrede? Dette spørgsmål kan man grunde længe over, efter at ombudsmanden har afgivet sin begrundelse for ikke at foretage sig yderlige i sagen om de absurde sanktioner, som AU under trussel om fyring idømte Koldau i et brev fra dekanen den 14/2-2012. Begrundelsen (som kan ses her) er afgivet i to breve til hhs. Koldau selv og AU.

For de som måtte have glemt det, er forløbet forud for ombudsmandens indtræden i hovedtræk dette: Koldau ytrer i maj-juni 2011 i flere aviser kritik af niveauet på på musikvidenskab. Debatten tegner snart en front mellem på den ene side Koldau og få andre bekymrede kritikere, og på den anden side en fåmælt majoritet af kolleger på musikvidenskab og ledelsen på AU. Sideløbende med den offentlige debat betaler ledelsen fra ca. august 2011 to konsulenter for at undersøge nogle interne og svært gennemskuelige forhold på musikvidenskab, samarbejdsklimaet og hvad Koldau oplever som mobning; undersøgelser som ledelsen præsenterer som uvildige og som udføres i efteråret 2011. Konklusionerne (ca. jan. 2012) på disse er, at Koldau ifølge konsulenternes begreber ikke er blevet mobbet, og hun gøres reelt til eneansvarlig for problemerne på afdelingen. Det fører til at humaniora-dekan Mette Thunø (i en "påtænkt advarsel" 16/1 som Koldau her på bloggen svarer på 1/2, og i en endelig advarsel 14/2-2012) truer med at fyre Koldau, med mindre hun efterkommer en serie på fire krav, som er hidtil usete i dansk universitetssammenhæng: Hun pålægges som den eneste pligt til at være fysisk på afdelingen i hele arbejdstiden; hun skal tilbagekalde sine udsagn om oplevet mobning og undskylde herfor; hun skal afholde sig fra at "underminere den tillidsbaserede kommunikation ved at bryde den kollegiale fortrolighed" (læs: offentlig kritik og fri akademisk debat er dømt ude); og hun skal acceptere at overvåges af en dekan-udpeget konsulent ved alle møder på afdelingen. Den 21/2 meddelte ombudsmanden (se her; jf. Pol. 21/2) at han gik ind i sagen bl.a. på baggrund af artikler i Information d. 18/2 (se her, samt her og denne) om sagen.
Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op! (Se Inf. 27/3 her og Koldaus egen begrundelse her). Heine Andersen forudså da, "at det så muligvis ikke bliver undersøgt til bunds, om ledelsen har handlet inden for rammerne for god ledelse – de formelle såvel som de uformelle" (citat). Koldau havde meddelt sin opsigelse med udgangen af 2012, og på et møde om vilkårene for hendes sidste ansættelse og under trusler om kontra-opsigelse, indgås en aftale, som isolerer Koldau fra sine ex-kolleger i hendes sidste periode på AU, og AU-dekanen trækker de helt uhørte fire krav tilbage. Herefter, d. 16/5, trækker ombudsmanden sig så ud af sagen. (Så vidt jeg kan se har ombudsmanden aldrig besluttet at åbne en egentlig ombudsmandsundersøgelse, selvom det er blevet fremstillet sådan i medierne, blot meddelt at dette overvejedes og foretaget indledende sonderinger. Men uanset om vi taler om taler om "påtænkte advarsler" eller "påtænkte undersøgelser" får de jo en performativ gyldighed.)

Det antydes i Ombudsmandens svar (jævnfør, at han "må anse Deres (Koldaus) konkrete mellemværende med universitetet for afsluttet med den aftale,  som De har indgået"; se igen her og note 3), at hvis Koldau ikke selv havde sagt op, og hvis ikke AU havde trukket truslerne eller de absurde krav tilbage, ville sagen for ombudsmanden have stillet sig anderledes.
Det kan så positivt udlægges sådan, at ombudsmanden i modsat fald ville have været nødt til at påtale det lovstridige i disse krav, hvis de var blevet fastholdt af AU, dvs. at AUs frafald af disse krav - brugt som begrundelse for ombudsmandens henlæggelse af sagen - implicit er en tilkendegivelse af at kravene enten er lovstridige eller hinsides anstændig ledelse og forvaltning.
(Ombudsmanden giver to yderligere grunde for ikke at gå videre, 1) at "retstilstanden vedrørende ytringsfrihed for offentligt ansatte, herunder universitetsansatte, er velbelyst,  og at en mere indgående undersøgelse derfor næppe vil bidrage væsentligt til afklaring af retsstillingen på området" – men hvad gør sagen mere velbelyst nu i forhold til før han tog sagen op? – og 2) ressourceforbrug sammenholdt med sagens vigtighed. Begge dele ligner dålige undskyldninger.)

Men en mere trist tolkning byder sig til, nemlig at Den Store Bastian mener, at en evt. annullering af en beslutning moralsk fritager os fra at tage stilling til dennes rigtighed. Det er uheldigt at ombudsmanden mere forholder sig til sagens senere udvikling end til det kritisable forløb og de principielle aspekter, som ligger op til det punkt, hvor han går ind i sagen. Begrundelsen for ikke at foretage sig yderligere hviler jo ikke på en vurdering af lovligheden af de sanktioner, AU-dekanen udstedte, men på den senere udvikling i sagen, efter at ombudsmanden selv havde taget den op! Det lader til at ombudsmanden er tilfreds med og ønsker at styrke sin rolle som den danske nations moralske overjeg, der så ser med nåde på brud på principper om ytringsfrihed og akademisk frihed, når blot synderen tilbagekalder sin handling — snarere end at forholde sig til principperne for lovligheden i de handlinger, der påkalder sig interesse i første omgang. Hvad skulle forhindre os i at få afgjort hvorvidt AU-ledelsen handlede formelt korrekt, når den truede Koldau med fyring på baggrund af begivenhederne op til d. 21/2? Hvad er det egentlig, der forhindrer ombudsmanden (som jo er uddannet jurist, og må forventes særdeles kvalificeret; han er endda adjungeret professor i jura [note 2], endda på AU) i at undersøge sagen til bunds, og komme med en klar udtalelse om dette spørgsmål?

Skal den omtalte milde version af Den Store Bastian være en ny doktrin for ombudsmandsinstitutionen, tegner der sig et uheldigt billede af de offentligt ansattes ytringsfrihed: Ledere i offentlige institutioner, inkl. universiteter, kan til enhver tid slippe godt fra at overtræde regler og principper for god ledelse, herunder true med fyringer og indføre bizarre sanktioner, hvis blot de formår at undgå, at der bliver rejst en sag, eller – hvis dette skulle ske – formår at tilbagekalde de sanktioner, som var baggrunden for at sagen blev rejst.

Note 1: 
Ombudsmandsinstitutionen skriver på sin egen hjemmeside "Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre deres afgørelse, men ombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelser. Ombudsmanden kan tage stilling til juridiske spørgsmål, men ikke spørgsmål, som kræver anden faglig viden."
Note 2: 
Frederik Christensen: "Folketingets nye Ombudsmand", Paragraf, februar 2012 (her)
Note 3: 
Netop mens dette skrives erfarer jeg, at Politiken d. 19/5, omtaler nyheden om Ombudsmandens udmelding (her).

p.s. (tilføjet d. 20/5-2012, kl. 16:20)
Jeg har fra Linda Maria Koldau modtaget en berigtigelse vedrørende ovenstående:

Kommentar

Af Linda Maria Koldau.

Som kommentar til denne formulering i indlægget

"Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op!"

ønsker jeg at gøre opmærksom på følgende: Disse sætninger kunne tolkes som en fremstilling af mig som en person der ikke agerer ”som man gør”, nemlig at afvente ombudsmandens udtalelse.

Det modsatte var tilfældet: Det var AU som havde effektueret advarslen, selvom det ville have været skik og brug at afvente indtil ombudsmanden havde udtalt sig. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaard har udtrykkeligt kritiseret denne handling imod god skik d. 21. marts 2012 på et møde mellem mig, flere DM-repræsentanter og Jørgen Grønnegaard Christensen.

Min opsigelse d. 25. marts 2012 var intet andet end en reaktion – på Aarhus Universitetets ageren. Den endelige beslutning at ”fyre mit universitet” på grund af ledelsens totale mangel på troværdighed, som jeg har udtrykt det over for Politiken, skyldes:

a)     Den information som jeg fik om det hemmelige møde mellem mine kollegaer, institutleder Niels Lehmann og dekan Mette Thunø i august 2011. Jeg blev orienteret om dette møde netop d. 21. marts, eksakt inden mødet med institutleder Niels Lehmann, hvor det blev fastslået, hvordan advarslen i alle detaljer skulle effektueres. Blandt andet med massivt pres at jeg skulle trække mobningsklagerne og at jeg skulle udsættes for medieringssamtaler under opsyn af AUs konsulent Marie Koch, som slet ikke er en professionel mediator.
Jeg fik altså at vide, at det ”gode samarbejde”, som advarslens ydmygelser skulle tjene til at ”genoprette”, slet ikke var ønsket af mine kollegaer ifølge det møde, som de havde haft med ledelsen i august 2011. Alligevel skulle jeg ydmyges med uhørte sanktioner for at ”genoprette” dette uønskede samarbejde.

b)    Niels Lehmanns fortsatte chikaner d. 21. marts og 25. marts. Da jeg, ifølge min gode ret og endda ifølge aftalen med Niels Lehmann, varetog min behandling i Kiel fredag d. 23. marts og ellers arbejdede hjemme, sendte han mig en mail søndag d. 25. marts kl. 11.01, hvor han bebrejder mig for at jeg var ”udeblevet fra arbejde” og orienterede mig om at han ville melde det til dekanen. Denne mail bidrog til at jeg endelig sendte min opsigelse, fordi jeg kunne tydeligt se at jeg ville hver eneste dag, endda på weekender, blive udsat for lignende chikaner fra institutleder Niels Lehmann.

c)     Det notat, som DM-tillidsrepræsentant Per Dahl og Jørgen Grønnegaard Christensen havde formuleret og sendt – uden at drøfte det med mig – til Niels Lehmann d. 23. marts – et notat, som fastslår min ydmygelse (nemlig en undskyldning til de kollegaer, som har krænket eller – ifølge international forståelse – mobbet mig) og som giver universitetet grønt lys til at gennemføre de planlagte ”medieringssamtaler” med Marie Koch, som DM ellers havde kritiseret.

Disse tre punkter har givet mig anledning til at endelig sige op. Med fuld berettigelse – den her konstellation viser, at AU slet ikke er et sted hvor en seriøs akademiker kan arbejde.

Som det er tydeligt, var min opsigelse en reaktion på universitets ageren mens ombudsmanden granskede sagen: Det var universitetet som i fuldt fart effektuerede dekanens advarsel med alle ydmygelser. Jeg var nødt til at reagere på universitetets umiddelbare chikaner, og derfor afventede jeg ikke længere ombudsmandens udtalelse.

Alligevel sendte jeg ham en mail direkte d. 25. marts 2012, nogle få minutter efter min opsigelse, hvor jeg orienterede ham om, at min opsigelse ingenting ændrede ved det grundlæggende spørgsmål, nemlig om advarslen krænker min ret til ytringsfrihed.

Netop dette principielle spørgsmål bliver nu fuldkommen undveget ifølge ombudsmandens beslutning.

Forskerforum svarer på Linda Maria Koldaus klage til pressenævnet

Af Jørgen Øllgaard, FORSKERforum

Til orientering har FORSKERforum svaret Pressenævnet:

”Til Pressenævnet

FORSKERforum forstår klagen sådan, at der klages over to forhold, på hvis baggrund Koldau kræver genmæle:

Ad. 1. Koldau anfægter omtalen af et ”forligsmøde”.

SVAR: Betegnelsen ”forligsmøde” er en dækkende journalistisk samlebetegnelse for mødet, som handlede om hvordan sagen kunne forliges, bl.a. ved inddragelse af eksterne konsulenter til at genoprette samarbejdsmiljøet. Udtrykket ”forligsmøde” vil også blive anerkendt af såvel AUs jurister såvel som Koldaus advokat i den type sager. At Koldau efterfølgende ikke vil anerkende mødets status og kalder det ”latterligt”, er hendes virkelighedsudlægning.

Ad. 2. Koldau anfægter omtalen af, at AU ikke har givet hende den autoritet, som hører til en professortitel.

SVAR: FORSKERforum er et fagblad, hvor læserne har betydeligt kendskab til sektoren og hvad der ligger i autoritetsstrukturer. Et væsentligt element i sagen har derfor været Koldaus kritik af AUs ledelse (institutlederen) for ikke at tillægge hende større myndighed på især den faglige side (overfor hendes kolleger). Denne underkendelse af hendes autoritet kan kendere af sektoren og sagen læse mellem linierne, og aspektet fremgår eksplicit af Koldaus egen fremstilling af sagen, fx i hendes udførlige begrundelse for at sige op:

”Med løfter om fine arbejdsvilkår lokkede Aarhus Universitet mig i 2009 til at påtage mig et professorat. Men løfterne var falske. Da jeg begyndte at efterspørge de arbejdsvilkår, som jeg var blevet lovet …”

eller

 ”Man kan hverken forhandle eller samarbejde med en institution, som har ladet sin troværdighed glide sig af hænde. Det er derfor, jeg, den oprindeligt hidkaldte internationale professor, har sagt op”.

Samlet afviser FORSKERforum optagelse af genmæle. Genmæle kan kræves, når oplysningers rigtighed er utvivlsom. Det er der på ingen måde tale om her, idet FORSKERforum har sammenfattet en kontroversiel sag på en afbalanceret og kortfattet måde. Fordi Koldau ikke vil anerkende, at der var tale om et forligsmøde, giver det hende ikke ret til genmæle. Fordi Koldau ikke vil anerkende den journalistiske fremstilling af et af sagens vigtige facetter, nemlig hendes autoritet, giver det hende ikke ret til genmæle.

Jeg skal således anmode Pressenævnet om at afvise den konkrete anmodning, ligesom jeg skal opfordre Pressenævnet til at behandle og afslutte sagen hurtigt og effektivt, så det ikke bliver en unødigt langtrukken sag, hvor Koldau vil inddrage nye aspekter og gøre sagen til genstand for løbende forhandling.

For FORSKERforum er det åbenbart, at Koldau ikke vil anerkende / tillade journalistik om hendes sag, der ikke fremstiller hende som offer. Denne tilgang fremgår gennemgående af Koldaus egen fremstilling, og baggrund for det pres som Koldau forsøger at lægge på fagforeningspolitikere og –konsulenter i DM, der er medudgiver af FORSKERforum (se Koldaus fremsendte bilag 3 a).

Red.leder Jørgen Øllgaard, FORSKERforum”

Besæt dit paradigme - god 1. maj!

Det står i universitetsloven, at "Universitetet har forskningsfrihed. Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken." Det med den enkeltes forskningsfrihed kom ind ved sidste lovrevision som en skærpende præcisering i forhold til den oprindelige formulering i 2003-loven, hvor forskningsfriheden blot optrådte som noget "universitetet" havde. Problemet var jo, og er stadigvæk, at med et ekstremt topstyret universitet efter 2003-loven — med ansatte ledere som opfatter sig selve universitetet, jf. rektorkollegiet, der tog navneforandring til "Danske Universiteter" — bliver forskningsfrihed i anden omgang til noget ledelsen mener skal indordnes og underordnes forskningens styring, målretning, og strategiske planlægning. Det med det strategiske er stadigt et stridspunkt.

Er den enkeltes forskningsfrihed underlagt en enkelt institutleders opfattelse af hvad der er instituttets forskningsstrategi? Nej, selvom dét er der desværre mange institutledere, som tror endnu i dag: Men i §14 stk. 6 i den nuværende lov hedder det:

"Rektor kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. Det videnskabelige personale har forskningsfrihed og forsker frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver. Universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Det videnskabelige personale må ikke over længere tid pålægges opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed" (min fremhævelse, CE).

Et universitet som DTU har sikkert ikke retssociologi som del af sin profil, ligesom CBS ikke profilerer sig på genomforskning, men en DTU- eller CBS-forskers forskningsfrihed må ikke begrænses med henvisning til snævre institutstrategiske forskningsplaner på lokalt niveau. Hvis en forsker og en universitetsleder (fra rektor til institutleder) opfatter denne begrænsning forskelligt, er der grundlag for konflikt, og forskeren bliver da nødt til at insistere på sin forskningsfrihed og være på vagt. Derfor lyder dagens ene 1. maj parole her fra bloggen: Reclaim your research subject! eller på dansk: Besæt dit paradigme! 

Men der er flere og mindst lige så alvorlige begrænsninger på forskningsfriheden på de danske universiteter end de, som hidrører fra ledelsesstrukturen, fx med hensyn til finansiering af forskningen. Dagens anden parole er derfor mere vidtrækkende, og kan efter temperament formuleres som Besæt Slotsholmen 10 og Bredgade 40, besæt Undervisningsministeriet (ministeriet for forskning, innovation og videregående uddannelser), eller: Befri den frie forskning! Tror universitetsforskeren, at han eller hun er beskyttet af de milde skærpelser i den nye universitetslov, er der tale om en alvorlig vildfarelse. Mod den slags vildfarelser hjælper end ikke mere forskning. God 1. maj!

Forskerforums problematiske journalistik

af Linda Maria Koldau (Aarhus Universitet)

Forskerforum har i sin udgave nr. 253 d. 3. april 2012 publiceret flere artikler, der dels direkte, dels indirekte omhandler min ”sag” på Aarhus Universitet. Forskerforums fremstilling udviser en række problemer, der resulterer i en biased fremstilling af sagen til min ulempe.
Jeg har anmodet Forskerforums redaktion om genmæle med hensyn til flere urigtige påstande, som Forskerforum har publiceret i artiklen ”Koldau sagde op”. Forskerforums ledende redaktør Jørgen Øllgaard har afvist min anmodning. Sagen bliver nu gransket af Pressenævnet, som vil udtale sig i juni.

Lige som den generelle, såkaldte ”Koldau-sag” på Aarhus Universitet er denne lille sag om Forskerforums problematiske dækning et symptom på et større problem. Forskerforum er kendt og bliver værdsat for sine kritiske artikler om problemer i den danske universitetsverden. Når der nu bliver publiceret flere artikler om en vis sag, som udviser bias, urigtige påstande og en generel problematisk journalistik, rejser det spørgsmålet, hvordan det helt generelt står med bladets troværdighed – altså også med hensyn til andre sager.

Som fagblad er Forskerforum bundet til journalistiske standarder. Disse standarder kræver neutralitet, balanceret fremstilling, grundig research og et objektivt sprog. Jeg kan påvise, hvordan Forskerforum i to artikler om min sag går imod disse standarder. Jeg gør det ikke for at tilføje endnu en facet til min sag. Jeg anser det imidlertid som nødvendigt at henvise til et generelt problem i et fagblad, som bliver læst af mange akademikere og som bliver betraget som et vigtigt, kritisk talerør i den danske akademiske verden. Her er tale om troværdighed.

Læs hele indlægget her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/53137870/Forskerforum_Koldau26042012.pdf

Faget Musikvidenskab og dets særlige problematik

af Linda Maria Koldau, professor i Musikvidenskab

Når man i Aarhus Universitetets bygning 1580, Langelandsgade 139 (den såkaldte ”Kaserne”), tager elevatoren, så kan man læse: ”4. sal: Afdeling for Musik”. En ukendt person har så med filtpen forandret afdelingens navn: ”Musikvidenskab”. Personen har faktisk sat fokus på et afgørende problem. Fra afdelingens og universitetets dokumenter kan man se, at der, også iblandt selve kollegiet, hersker tvivl, om man nu hedder ”Musik” eller ”Musikvidenskab”. For offentligheden virker det ligegyldigt. Men faktisk ligger her hele afdelingens grundlæggende problem.

Fordi man drøfter aldrig, hvad faget nu egentligt går ud på. Fagbeskrivelsen på websiden samt studieordningen giver indtrykket, at man byder på lidt af alt. Musikpraksis, musikteori, noget som kaldes for ”musikkultur” (uden videre definition), musikhistorie, musikalsk produktion på computeren. Når man kommer udefra og kender lidt til musikuddannelsen i sine mange forskellige fagligheder, undrer man sig, hvordan alt det her kan passes ind i en eneste Bachelor-uddannelse, som kun fylder to år. Men de, som har ansvaret for denne studieordning, har jo arbejdet længe på universitetet: De vil nok vide, hvad de gør. Det troede jeg, da jeg blev ansat som den nye professor.

Min analyse efter to og et halvt år på afdelingen kommer til et andet resultat.

I medierne har der været stor omtale af min ”sag” på Aarhus Universitet. Jeg vil nu vende tilbage til udgangspunktet for hele sagen: fagets problematik og min kritik, som blev fremlagt i Weekendavisen (1. juni 2011) og i Politiken (12. juni 2011, http://politiken.dk/ debat/ ECE1306556/ professor-dansk-humaniora-er-en-skandale/). Kollegiet følte sig ramt af min faglige kritik – men de har kun svaret med personlige angreb og ikke bidraget til den faglige debat. Indtil i dag savner jeg et fagligt begrundet svar på min kritik.

Men jeg vil nu gerne tilbyde noget, som offentligheden måske har savnet fra min side. I aviserne er da ikke plads til en differentieret fremlægning af fagets problematik. Derfor gør jeg det her.
(Nota bene: Jeg har troværdig dokumentation for det, som jeg citerer – og det omhandler på ingen måde ”fortrolige” dokumenter, men arbejdsrelateret dokumentation, der på ingen måde er personfølsom.)

Læs hele analysen her:
http://ffarkiv.pbworks.com/w/file/fetch/52979164/Musikvidenskab_22042012.pdf

Forskningsfrihed – FL Smiths ansvar for asbestskandaler som de forsøger at undertrykke fri kritisk forskning i

af Finn Hansson

Efter at adskillige medier har brugt masser af plads på Linda Koldau sagen på Århus universitet og de interne konflikter og løbende umulige indgreb fra dekan og institutleder, så skal vi måske bruge lidt plads på en ny sag om forskningsfrihed, en sag der er på vej og som ser ud til at rumme nogle langt mere problematiske former for indgreb.

Historikeren Kurt Jacobsen fra CBS udsendte forleden en bog om asbestskandalen, Dansk Eternit og FL Smith, som i 1989 blev dømt erstatningsansvarlig i højesteret. Bogen blev fulgt op med en TV dokumentar om FL Smith og den asbestmine, de via et datterselskab i mange år drev på Cypern, og hvor de fuldstændig ignorerede datidens viden om asbests farlighed i forhold til behandlingen af deres ansatte.
Reaktionen fra FL Smith på den kritik, der blev fremsat i bogen og i TV dokumentaren har været dels en klar benægtelse af ethvert ansvar og dels fremsendelse af skarpt formulerede advokatbreve til DR, CBS og bogens forfatter, hvor FL Smith kræver juridisk dokumentation og for påstande i bog og udsendelse og truer med straffelovens § 267 (freds- og æreskrænkelse).
Dette at store virksomheder reagerer på kritisk forskning med trusler og søgsmål med erstatningskrav er noget der ind imellem ses i USA, men der er meget langt i mellem at vi ser det i Danmark. Det er derfor meget foruroligende, når det så sker på den helt utilslørede måde, som FL Smith gør i dette tilfælde. Deres angreb på forskeren (Kurt Jacobsen) handler ikke om uenighed om tolkningen af forskningsresultaterne i asbestsagen, men er et angreb på videnskabeligheden i forskningsresultaterne dvs. på forskeren.

Hvis FL Smith lykkes med deres strategi, som går ud på at kræve at alle kritiske resultater skal kunne efterprøves at retssystemet, så får vi ikke megen fri, kritisk forskning om de mægtige virksomheder og organisationer fremover. FL Smith har åbnet et angreb mod kritisk forskning og det rejser en voldsom udfordring for universiteterne og især deres ledelse.

Links tilføjet af webmaster:

• bogen Asbest - magisk mineral og dræberstøv
• DR1 Dokumentaren - den danske dødsmine (19. marts 2012 kl. 20:00 på DR1).
• Kurt Jacobsens CBS hjemmeside

Videnskabens domænekampe og kernefaglighedens udgrænsning

Center for Vild Analyse har endnu engang leveret en stribe interessante, måske vilde, måske lidt luftige, men ikke mindre væsentlige sansninger af tidens tendenser, denne gang forskningsfrihedens degenerering til kamp om domæner og discipliner. Dagbladet Information bragte i går den trykte version (se her) under overskriften "Forskeren som magtens forlængede arm", hvori det blandt andet hedder:

"Måske er det i denne udvikling gået mere eller mindre upåagtet hen, at videnskaben er endt med at blive temmelig nem at styre for politikken? I takt med den enkelte forskers tiltagende ydmyghed over for rækkevidden af hans eller hendes erkendelser er samtidig de filosofiske og moralske visioner sivet ud af videnskaben. Næsten som om alle tavst er blevet enige om en slags ubevidst del-og-hersk politik, hvor forskere får ekspertstatus på hvert deres område under forudsætning af, at de ikke blander sig i politik. Spørgsmålet om, hvilke rammer konkrete videnskabelige praksisser etableres under, hvem der bestemmer, hvad der skal forskes i og hvorfor, bliver sværere at adressere, når ingen har legitimitet til at udtale sig om andet end deres eget domæne. (...)

I stedet for hele tiden at blive revet det spørgsmål i næsen, hvad deres forskning kan bruges til, hvilke nytte den har, burde forskerne måske konsekvent afkræves et svar på, i hvilken grad deres forskning medvirker til befæstelsen af den bestående politiske magt. Hvad er det, de hver gang ikke gør, når de indskrænker deres domæne til det, samfundet eller forskningsrådene finder det væsentligt at forske i?"

Striden om de roller, som klassisk disciplin- eller paradigmeorienteret normalvidenskab versus andre forskningsformer som tværdisciplinære, anvendelsesorienterede, eller mere paradigmebrydende forskningsprogrammer bør spille på universiteterne, er hel central, og bør konkretiseres ved at blive forbundet med den løbende debat om de institutionelle rammer for styringen af de hybride universiteter, vi har i dag. Det er derfor interessant at modstille Vild Analyses kommentar med de ti Aarhus-professorer, der i AU-avisen Univers nr. 4, 2012, d. 2/4 foreslog foreslår fire konkrete initiativer for at skabe tillid mellem ledelse, medarbejdere og studerende på Aarhus Universitetet (se her); professorerne skriver bl.a.:

"Universitetet understreger for tiden tværfaglighed, men rektor har også flere gange slået fast, at fokus på kernefagligheden skal fastholdes; ”Dybden skal være på plads”. Der kunne mere konkret følges op på denne basale, men vigtige indsigt: Tiltag, der understreger kernefagligheden, bør spille en tydeligere rolle på AU. Det gælder så meget mere, som de statslige forskningsråd i stigende grad koncentrerer støtten på meget store projekter. Det gør det væsentligt, at der er finansieringskilder til mindre og mellemstore forskningsprojekter. Aarhus Universitets Forskningsfond har her et meget stort potentiale. Det forudsætter, at fonden uafhængigt af andre instanser kan uddele forskningsstøtte med udgangspunkt i ansøgninger fra universitetets videnskabelige medarbejdere."

De 10 henviser til tendensen til at kun mega-projekter om 'strategisk vigtige' satsningsområder som involverer store forskergrupper støttes, mens enkeltforskere har meget svært ved at få støtte til at forfølge nye og måske mere usikre eller vilde ideer. Så måske burde de 10 professorer gå sammen med Center for Vild Analyse for at igangsætte et nyt, originalt tænkt empirisk projekt om nye former for disciplinaritet og kernefaglighed?

Universitetspolitiske møder i april

En lille reminder:

Husk det NSU-symposium (Nordisk Sommeruniversitet) på RUC om universiteternes fremtid, som Jesper tidligere annoncerede (her på bloggen), man kan stadig nå at indsende forslag til indlæg.

Vær også opmærksom på en bogreception og debatseminar på KU-Amager om lignende emner, den 27/4 (annonceret her), i anledning om en ny bog om videnspolitik.

Åbent brev til Niels Krause Kjær

Af Jon Rostgaard Boiesen

Kære Niels Krause-Kjær


I dagens udgave af "Krause på Tværs" lod du professor Svend Erik Larsen fremkomme med række ukorrekte påstande rettet mod personer, der ikke havde mulighed for at tage til genmæle, og hvor du ikke stillede kritiske spørgsmål:

1) Svend Erik Larsen hævder, med udgangspunkt i interviewet med afgående Studenterrådsformand Thea P. Frederiksen, at de studerende kun beskæftiger sig med at kritisere konkrete forhold som Den Faglige Udviklingsproces og implementeringen af nyt IT-system. Både du og Svend Erik Larsen burde vide bedre, da det kun er lidt over 14 dage siden samtlige studerrådsformænd ved de danske universiteter - herunder Thea P. Frederiksen - havde en kronik i Dagbladet Information, hvor de er stærkt kritiske overfor Universitetsloven. Studenterrådet ved Aarhus Universitet har desuden leveret et kritisk høringssvar til revisionen af loven.
2) At ytringsfriheden skulle have det fint på Aarhus Universitet harmonerer dårligt med at ledelsen censurerer universitetets interne avis Univers, og ikke har ville give den et redaktionelt frihedsbrev. Læs fx her. Desuden fik forskeren Mette Jensen for et par år siden en advarsel, da hun brugte sin ytringsfrihed til at kritisere Aarhus Universitets' engagement i Cheminova. Det kan du læse om her.
3) Endelig er det ikke korrekt, når Svend Erik Larsen hævder, at man ikke kan tage en kandidatuddannelse i musik uden at kunne noder. Af optagelseskravene fremgår det, at man kan blive optaget på kandidatuddannelsen i 'Musik, lyd og kultur' med et tilvalgsfag i musikkultur. Hverken på dette tilvalgsfag eller på overbygningen i musik, lyd og kultur lærer man noder. Der er altså korrekt at man kan tage en musikvidenskabelig kandidat ved Aarhus Universitet uden at kunne noder - omend det ikke er det generelle billede. Læs her.

I det hele taget forstår jeg ikke at du vælger at invitere Svend Erik Larsen for at tage debatten om Aarhus Universitet. Hans bidrag til debatten har været et læsebrev, som er et groft personangreb på Linda Maria Koldau, hvor han tangerer at bryde sin tavshedspligt som formand for et bedømmelesudvalg, og som desuden sætter hans kvalifikationer som udvalgsformand i et meget dårligt lys: Hvis Linda Koldau virkelig er så dårlig som han skriver, hvorfor har han så indstillet hende til ansættelse?

Med venlig hilsen

Jon Rostgaard Boiesen

Så giv os dog en chance, hr Østergaard

Følgende brev har jeg i dag, 23. marts, sendt til Morten Østergaard som reaktion på de seneste ugers udmeldinger, der med alt tydelighed viser, at ministeren ikke kender ret meget til de konkrete forhold på vores samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.

I Politiken den 10. marts melder Forskningsminister Morten Østergaard ud, at 20-24 timer om ugen må være ”passende” på videregående uddannelser. Som forventeligt bakker både studerende og Dansk Industri op, for i øjeblikket synes mantraet at være, at ”god” universitetsundervisning er lig meget universitetsundervisning. Det er interessant læsning for en halvgammel rotte som undertegnede, der matrikulerede på det dengang benævnte Odense Universitet i 1991. For faktisk kan jeg ikke huske, at vi som engelskstuderende havde mere end 12-14 timer om ugen. Senere blev jeg indskrevet ved Europæisk Etnologi, hvor timetallet faldt til 6 timer om ugen. Ugens øvrige dage brugte jeg på at læse de tusinder af sider, der på det tidspunkt ansås som nødvendigt for en kommende kulturhistoriker. Men lad nu historien ligge.

Jeg sidder nu som lektor på Aarhus Universitet, hvor jeg derfor (som så mange andre forskere) er involveret i uddannelsen af de kommende generationer. Jeg har blandt andet med engelskstuderende at gøre, så når jeg udtaler mig om kvaliteten af danskeres sprogkundskaber, gør jeg det på et fagligt grundlag. Og her er det, der springer i øjnene ikke antallet af timer, men derimod en række strukturelle problemer, som gør det meget vanskeligt at uddanne sprogkandidater på samme niveau som tidligere.

Problem 1: taxametersystemet
For de ikke indviede er taxametertilskuddet den bevilling, vi modtager per studerende, der har bestået et årsværk. Der findes en liste over størrelsen på taxametertilskuddet på de forskellige uddannelser på Forskningsministeriets hjemmeside. Så de, der synes, dette indlæg indtil videre har været en gang klynk, vil nu jeg bede om at sammenligne taxameterbeløbet for henholdsvis en ingeniør på DTU (97.600 kr.) og en sprogstuderende på Aarhus Universitet (46.200 kr.). Misforstå mig ikke, jeg under Natur og Teknik deres høje taxameterbevillinger, for jeg ved godt, at kemikalier og laboratorier koster penge. MEN god sprogundervisning er også dyr, for det kræver, at de studerende taler og skriver deres respektive sprog så meget som muligt, hvilket simpelthen ikke lader sig gøre i en forelæsning. Dertil kommer, at vi alene bliver betalt for de studerende, der består eksaminer svarende til en årsværk, så pengene til de studerende, der ikke kommer igennem (og det kan i fag som engelsk grammatik være rigtig mange), skal vi finde penge til et andet sted.

Problem 2: de studerende
Jeg tøver lidt, inden jeg tager fat på dette emne, for jeg vil nødigt fremstå som en gammel, mavesur lektor, der mener, alt var bedre i gamle dage. Men der er altså sket noget med de studerendes sprogfærdigheder siden 1991. Vi får simpelthen studerende ind på sproguddannelserne, som har store problemer med selv de mest elementære dele af engelsk og dansk grammatik. Der kan være mange årsager – en automatisk stavekontrol, de aldrig har lært at bruge; fokus på de ”kommunikative kompetencer” længere nede i systemet; udmeldinger fra ministre, Dansk Industri og fagforeninger om, at danskerne er ”verdensmestre i engelsk.” Men konsekvenserne er en generation, som er overbeviste om egne evner inden for engelsk, og som skriftligt er på så lavt et niveau, at en ikke-dansker vil have vanskeligt ved at forstå deres opgaver. Og det er jo så, som det er – for de skal vel bare have mere undervisning, flere opgaver og mere feedback. Hvilket sådan set er korrekt, men hvordan skal vi betale for det? Husk at vi fortsat kun får det laveste taxametertilskud, og det alene til studerende, som består deres eksaminer. De andre, som jo nok er dem, der har brug for mest undervisning, er med institutøkonomiske briller at betragte som ”blinde passagerer.”

Problem 3: besparelser
Hvordan ser det så ud på vores sproguddannelser? Nu kender jeg jo bedst forholdene på de fag, jeg selv er inde over, og her har de lave bevillinger sat deres spor. For selv om vi sådan set tilbyder vores studerende lige så mange ugentlige timer som i 1991, kan vi se en effekt af flere studerende og færre ressourcer. Et helt oplagt område, der er blevet slagtet, er de længere skriftlige opgaver. Den gang jeg læste engelsk, skrev jeg vel i gennemsnit 2 længere opgaver per semester (og med længere mener jeg en opgave mellem 6 og 15 sider). Til sammenligning vejleder jeg lige nu flere BA projektskrivere, der aldrig har skrevet en opgave på mere end 3-4 sider. Og det har selvfølgelig faglige såvel som sproglige konsekvenser, for skriftligt engelsk læres altså bedst ved at – nå ja, skrive. Et andet område er stordrift. Når nu ikke, der er studerende nok til, at sprog som tysk, fransk og spansk kan være selvfinansierende, så kan vi vel slå dem sammen? Vi oplever mere og mere et pres i retning af ”fællesfag,” hvilket går ud over de studerendes mulighed for at udvikle færdigheder og faglighed inden det sprog, de har valgt. Vi får at vide, at vi skal køre forelæsninger, fordi der skal mindst 60 på et hold, hvis det skal løbe rundt økonomisk. Det fungerer da også ok på nogle fag, men det er altså ikke her, vi udvikler de studerendes sproglige kompetencer.

Så giv os dog en chance, hr Østergaard. Giv os en finansieringsmodel, der fastsætter vores økonomiske rammer efter de faglige behov og udfordringer, der er på de enkelte uddannelser!

Ledelsestyranni på AU - Aarhus stander i våde

Jørgen Grønnegård Christensens kritiske analyse af de rystende forhold på Århus Universitet må desværre anbefales (se kronikken i dagens Politiken, eller her).

Universitetet mellem retorik og realiteter

Social Kritik nr. 129 er på gaden (se her) - et temanummer om universitetet mellem retorik og realiteter, redigeret af Tine Rask Eriksen, og med bidrag af Øjvind Larsen: DET NØDVENDIGE DEMOKRATI PÅ UNIVERSITETET, Jørgen Øllgaard: USYNLIGE HÆNDER BAG UNI-REFORMERNE, Hans Hauge: UNIVERSITETSRETORIKKEN RETORISK BETRAGTET, Mogens Ove Madsen: DET ENTREPRENANTE UNIVERSITET ER I STÆRK FREMMARCH, Cathrine Hasse: UNIVERSITETET: MED TEKNOLOGIFORSTÅELSE SOM FORANDRINGSAGENT, og Anders Frøslev Jensen & Claus Emmeche: FRA MARKEDSUNIVERSITET TIL DET BÆREDYGTIGE UNIVERSITET.

Tine Rask Eriksen skriver i sin introducerende opsang, at de ansatte må lægge frygten til side og i stedet agere som modige, kreative og kritiske aktører, både lokalt og internationalt. Der er brug for at den lyserøde S-SF-R regering magter at håndtere de aktuelle realiteter via en ny universitetslov, som kan åbne for nye veje. Veje som bryder med en politisk detalje styring og skaber nye (ledelses)rammer for væsentlige uddannelser og videnskabeligheder som platform for de studerendes og de ansattes hverdag.

Ps:

Når du nu alligevel bestiller et nummer via tidskriftets website, så husk også at købe nr. 128, dét med bidraget af Birger Steen Nielsen: VINDEN BLÆSER PÅ SPØRGSMÅL OG SVAR - OM KRITISK HUMANISME OG UNIVERSITETETS OPGAVE IDAG.
pps:
For selve tidsskriftet tak til Benny Lihme og Selskabet til fremme af Social Debat for at nære et uafhængigt, kritisk åndehul i den hjemlige andemadstilgroede andedam.

Lidt hovedregning

Nu snakker vi igen tal. I en artikel i fredagens Politiken beklager forskningsminister Morten Østergaard, at læreruddannelsen ikke kan levere flere undervisningstimer, når nu man på DTU kan tilbyde 20-24 timer om ugen. For dette er, hvad hr. Østergaard betegner som "passende." Hvad hr. Østergaard glemmer at nævne er, at ingeniøruddannelserne får et årligt taxametertilskud på 97.600 kr., hvor andre fag må nøjes med betydeligt mindre.

Hvis hr. minister Østergaard løber de tal igennem, hans eget ministerium stiller til rådighed, vil han kunne se, at områderne Teknik, Naturvidenskab og Sundhed får det maksimale taxametertilskud på ovennævnte 97.600 kr per studenterårsværk. Og det er de givetvis glade for. Sammenlign så med Humaniora, Erhverv og Samfundsvidenskab. Her er man nået frem til et årligt tilskud på 46.200 kr. (altså, lidt under det halve), og det er så det, ministeren vurderer, at vi kan levere samme vare for. Det kunne vi måske også - hvis ikke det var, at vi samtidigt forventedes at præstere sammenlignelige resultater på forskningssiden. Så et eller andet sted er der noget i hr minister Østergaards matematik, der bare ikke hænger sammen.

Men for nu at gøre regnestykket endnu mere udfordrende har man på det omstrukturerede Aarhus Universitet valgt en økonomimodel, som bare forstærker den skæve fordeling af ressourcer:

For det første har vi et princip om,at de fire storfakulteter - eller "schools" som den slags hedder på AU Newspeak - skal betale til centraladministrationen efter hvor mange studerende, der er indskrevet. "Vinderne," der får lov at betale mest for bureaukratiet, er derfor Humaniora og Erhverv & Samfund, som sjovt nok også har det laveste taxametertilskud. Så lige nu spekulerer lektorer på disse fakulteter i, hvorledes vi kan lave tværfaglige forløb, der giver os adgang til de højere STÅ indtægter på Natur- og Sundhedsvidenskab.

Samtidigt laver vi så en faglig omstrukturing, der betyder, at vi på den ene side centraliserer vores administration og på den anden side decentraliserer ansvaret for at betale for gildet. Så er der huller i budgettet, når AU HR, Kommunikation, Talent, rektor osv. har taget, hvad de synes, de er værd, så er det op til institutlederen at tilpasse uddannelser og forskning, så det kan løbe rundt. Nogle institutter har så trukket en nitte - for eksempel uddannelsen som translatør & tolk inden for engelsk, fransk, spansk og tysk, som både har lavt taxametertilskud og meget få studerende. Dem kan vi så selvfølgelig vælge at lukke, og det er vel også, hvad vi indirekte opfordres til af både minister og rektor. Og så må vi så satse på de fag, der lige nu er populære hos unge danskere - for eksempel krisekommunikation, bæredygtighed og kultur "management."

Vi kunne også gøre noget helt andet - bede institutlederen gå til dekanen, dekanen gå til rektor, rektor gå til hr forskningsminister Østergaard, som til gengæld for sit krav om mere undervisning kunne give os nogle taxametertilskud, der gør, at vi også om 10 år har råd til at have sproguddannelser i Danmark. Men det er nok alligevel for meget at forlange.