Kritisk og nysgerrig holdning til alternativ medicin

I sagen om afholdelse af "European Quantum Energy Medicine Conference" på Rigshospitalet og Panum Instituttet (under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU), som først blev bragt op af Information på hvis website den medførte stor debat, kan det være lidt svært at finde ud af hvad een skal mene. På den ene side kan man se historien som udtryk for hvor galt det kan gå, når universiteterne skal være meget "åbne" - så open-minded at hjernen bæser ud, eller så interesserede i ekstra-indtægter (som her, fra lokaleleje, for at kompensere universitetets egne dyre husleje?) at alt kan få lov at komme ind og "blåstemples" - lidt ligesom i samme journalist, Kristian Villesens historie fra i foråret om de to FAOS-professorer, hvis titler var under mistanke for at være "købt ind" af de parter (arbejdsmarkedets), som støtter deres center. Lægevidenskabens skepsis overfor det alternative er velkendt, og de fleste mennesker ved godt, at hele det alternative er en blandet landhandel, men på KU findes også forskning, der kritisk og analytisk belyser det alternative med en åben nysgerrighed, som fx Bo Jacobsens Center for forskning i Eksistens og Samfund på Sociologisk Institut. Jeg synes egentligt dekan Ulla Wewer besvarer spørgsmål og får lagt bolden død på en meget fornuftig måde i et interview i Politiken d. 26/7.
Men et spørgsmål, der står tilbage, er efter hvilke kriterier "fagligt kvalitetstjek" af konferencer o.l. skal foregå - da disse kriterier vil afhænge af mødets art. Ulla Wewer siger bl.a. "Lokalerne er udlejet til arrangørerne, og hverken fakultetet eller Rigshospitalet lægger navn til konferencens indhold. Jeg kan godt se, at denne kongres kan se fordele i at reklamere med, at det foregår på Københavns Universitet. Men det betyder ikke, at Københavns Universitet er enig i det, der foregår på konferencen", og det er jo klart. Et universitet er jo ikke et subjekt, der skal blåstemple statements fra dets møder og konferencer. Men i selve funktionen som lokalemæssig vært (selv ved udleje) ligger, om ikke en blåstempling, så et signal om en vis seriøsitet. Det vigtige er selvfølgelig, at videnskabelige møder lever op en vis faglig lødighed. Herom siger Wewer: "her har vi en klar politik på universitetet, der handler om, hvilke kongresser og konferencer vores eksterne partnere kan få lov til at afholde. I en sådan situation skal der være en lokalt ansat forsker som tovholder. Tovholderen betyder, at jeg som leder kan være sikker på, at der sker et fagligt kvalitetstjek undervejs. Det er det, der er smuttet for os i det her tilfælde".
Men her er der to niveauer i spil: dels overordnet selve spørgsmålet om et møde (af kontroversiel, politisk eller debatskabende art) kan foregå på et universitet, og hvor tovholderfunktionen er central, hvis mødet overhovedet skal have noget med universitetet at gøre. Dels spørgsmålet om fagligt kvalitetstjek af de enkelte bidrag til et videnskabeligt møde, som jo normalt foretages af en konferencekommite af faglige eksperter, og som sjældent giver anledning til nogen spørgsmål om censur, ytringsfrihed, etc. Men hvad med møder med et formidlende, politisk eller samfundsdebatterende indhold, eller møder i regi af andre organisationer, som "lejer sig ind": Hvad er kriterierne her? Ikke alle skal kunne leje sig ind. Hvis der skal være forskel på et universitet og et forsamlingshus, kunne et vist videnskabeligt indhold (om så af forskningsformidlende art) være et muligt kriterium.
Udfordringen i denne sag kommer fra det faktum, at selve begrebet "videnskabeligt indhold" er genstand for strid i forbindelse med den såkaldte alternative videnskab. Lad os gå såvel analytisk som syntetisk til værks i denne strid!

Hvilken rolle spiller egentlig Thomson Scientific i forskningsevalueringspolitiken?

En af de iøjnefaldende aspekter ved ERA-initiativet (se foregående post) er, hvor tæt den australske forskningsadministration har arbejdet sammen med Thomson Scientific, dvs. den virksomhed (fhv. Eugene Garfield's ISI, som nu er en del af Thomson Reuter-koncernen, dvs. også Reuters nyhedsbureau).

Thomson Scientific har jo det faktiske monopol på forskningsinformationsystemer -- i hvert fald indtil videre (Google Scholar prøver jo at komme ind på dette marked også).

Man kan nemt få en mistanke om, at fremvæksten af statslige kvantitative målesystemer med tidskriftsranking m.m. i mange lande samtidigt kunne være resultatet af en veloverlagt global kampagne fra Thomson Scientifics side.

Dvs. at det ikke kun er de nationale forskningsadministrationer, der har efterspurgt denne typ af governance-system, men at producenten af teknologien bag systemet har været med til at skabe markedet for det (ligesom vi kender det fra så mange andre strategiske industrielle brancher).

Har nogen set noget publiceret om dette? Og er der nogen der har undersøgt i hvilken udstrækning det danske forskningsmålingssystem er et resultat af lobby-arbejde fra Thomson Scientifics side? (Jeg husker at Claus lavede en stunt på dette tema for et par år siden--har du også gravet i forbindelserne mellem TS og Videnskabsministeriet?)

Tidskriftsrankingsystemet nu også i Australien

I Australien er man også i gang med tidskriftsranking, det såkaldte ERA-initiativ (Excellence in Research for Australia; læs mere her).

Det australiske forskningsråd (The Australian Research Council) har lige udsendt et udkast til liste over tidskrifter som skal bruges til at evaluere "academic performance", dvs. både "individual performance assessment" og som "measures in applications for research grants".

Flere faggrupper er dybt bekymrede over proceduren (fx har kollegaerne inden for mit eget speciale lige opdaget at udkastet er dybt mangelfuldt).

Og de har ikke fået meget tid på sig at reagere. Ligesom i Danmark har det gået med rasende fart. Udkastet blev udsendt i midten af juni og man har nu allernådigst forlænget svarsfristen med nogle uger -- til den 31. juli (14. august for universiteternes "liaison offices")!

Redaktørerne for en række internationale humanioratidskrifter i fælles protest mod europæisk tidskriftsranking

Under overskriften "Journals under Threat: A Joint Response from HSTM Editors" har redaktørerne for en række internationalt ledende tidskrifter for videnskabshistorie, videnskabsfilosofi og videnskabsstudier taget følgende skridt i protest mod det nu aktuelle forsøg at etablere en europæisk rankingliste for humanistiske tidsskrifter (ERIH):

We live in an age of metrics. All around us, things are being standardized, quantified, measured. Scholars concerned with the work of science and technology must regard this as a fascinating and crucial practical, cultural and intellectual phenomenon. Analysis of the roots and meaning of metrics and metrology has been a preoccupation of much of the best work in our field for the past quarter century at least. As practitioners of the interconnected disciplines that make up the field of science studies we understand how significant, contingent and uncertain can be the process of rendering nature and society in grades, classes and numbers. We now confront a situation in which our own research work is being subjected to putatively precise accountancy by arbitrary and unaccountable agencies.

Some may already be aware of the proposed European Reference Index for the Humanities (ERIH), an initiative originating with the European Science Foundation. The ERIH is an attempt to grade journals in the humanities - including "history and philosophy of science". The initiative proposes a league table of academic journals, with premier, second and third divisions. According to the European Science
Foundation, ERIH "aims initially to identify, and gain more visibility for, top-quality European Humanities research published in academic journals in, potentially, all European languages". It is hoped "that ERIH will form the backbone of a fully-fledged research information system for the Humanities".

What is meant, however, is that ERIH will provide funding bodies and other agencies in Europe and elsewhere with an allegedly exact measure of research quality. In short, if research is published in a premier league journal it will be recognized as first rate; if it appears somewhere in the lower divisions, it will be rated (and not funded) accordingly. This initiative is entirely defective in conception and execution. Consider the major issues of accountability and transparency. The process of producing the graded list of journals in science studies was overseen by a committee of four (the membership is currently listed at http://www.esf.org/research-areas/humanities/research-infrastructures-including-erih/erih-governance-and-panels/erih-expert-panels.html).

This committee cannot be considered representative. It was not selected in consultation with any of the various disciplinary organizations that currently represent our field such as BSHS, HSS, PSA, SHoT or SSSS. Only in June 2008 were journal editors belatedly informed of the process and its relevant criteria or asked to provide any information regarding their publications. No indication has been given of the means through which the list was compiled; nor how it might be maintained in the future. The ERIH depends on a fundamental misunderstanding of conduct and publication of research in our field, and in the humanities in general. Journals' quality cannot be separated from their contents and their review processes. Great research may be published anywhere and in any language. Truly ground-breaking work may be more likely to appear from marginal, dissident or unexpected sources, rather than from a well-established and entrenched mainstream. Our journals are various, heterogeneous and distinct. Some are aimed at a broad, general and international readership, others are more specialized in their content and implied audience. Their scope and readership say nothing about the quality of their intellectual content. The ERIH, on the other hand, confuses internationality with quality in a way that is particularly prejudicial to specialist and non-English language journals. In a recent report, the British Academy, with judicious understatement, concludes that "the European Reference Index for the Humanities as presently conceived does not represent a reliable way in which metrics of peer-reviewed publications can be constructed."

Such exercises as ERIH can become self-fulfilling prophecies. If such measures as ERIH are adopted as metrics by funding and other agencies, then many in our field will conclude that they have little choice other than to limit their publications to journals in the premier division. We will sustain fewer journals, much less diversity and impoverish our discipline. Along with many others in our field, this Journal has concluded that we want no part of this illegitimate and misguided exercise. This joint Editorial is being published in journals across the fields of history of science and science studies as an expression of our collective dissent and our refusal to allow our field to be managed and appraised in this fashion. We have asked the compilers of the ERIH to remove our journals' titles from their lists.

Fællesudtalelsen er underskrivet af følgende redaktører:

Neil Barton (Transactions of the Newcomen Society)
Robert Fox (Notes & Records of the Royal Society)
Michael Hoskin (Journal for the History of Astronomy)
Nick Jardine (Studies in History and Philosophy of Science)
Trevor Levere (Annals of Science)
Bernie Lightman (Isis)
Michael Lynch (Social Studies of Science)
Peter Morris (Ambix)
Iwan Rhys Morus (History of Science)
Simon Schaffer (British Journal for the History of Science)

dvs. herunder de ledende tidskrifter inden for dette specifike humaniora-felt.

Essencen er altså, at en række ledende tidsskrifter inden for et centralt og etableret humanioraområde samlet påpeger att de ikke kan acceptere den nuværende tidskriftsranking-øvelse.

Ovenstående er taget fra den e-mail der blev distribueret til det internationale HSTM-netværk idag. Den eneste webside der har nået at publicere udtalelsen er Sauvons l'Université, 16 juli (se her), men den vil altså blive publiceret i de enkelte tidsskrifter ved næstkommende udgivelse.

Refokusér energien på den akademiske håndtværkskvalitet

Jeg sidder her i sommerferien og læser gamle blade og faldt lige over en artikel af den brittiske kunsthistoriker Tanya Harrod (TLS, 26 October 2007, s. 14-15), hvori hun citerer Richard Sennett (senest aktuel med The Craftsman) -- og som fik mig at tænke på en dimension af problemet med politiskt/administrator-styrede universiteter, nemlig hvordan man kan modstå evalueringsregimet ved at sætte fokus på den akademiske håntværksdygtighed. Som Sennett skriver:

The best protection I’m able to imagine against the evils of invidious comparison is craftwork, and the reason for this is simple. Comparisons, ratings, and testings are deflected from other people into the self; one sets the critical standard internally. Craftwork certainly does not banish invidious comparisons to the work of others; it does refocus a person’s energies, however, on getting the act right in itself, for oneself. The craftsman can sustain his or her self-respect in an unequal world.
(citeret fra Tanya Harrod, “Right in itself: Why craft still matters”, TLS, 26 October 2007)

Det har jeg prøvet mange gange og det virker næsten altid. Jo mere jeg fokuserer på at formulere en tekst eller på at kuratere en genstand, jo mere glider evalueringsregimet ud af min bevidsthed. En befrielse!

Jeg kan ikke være den eneste som har det på den måde, vel? Dvs. udover de sedvanlige rapporter om hvor mange underskrifter man har samlet ind og hvor mange profiler der er blevet oprettet på Facebook, så ville jeg også gerne høre lidt opbyggelige fortællinger om hvordan det eventuelt er lykkedes andre at undgå evalueringsregimets nedbrydende effekter ved at fokusere på kvaliteten i deres arbejde.

Og skriv nu ikke tilbage at "det er da ikke et spørgsmål om et valg"!

replik til Sune Auken

Tak for dit svar på mit indlæg, som har givet mig lejlighed til eftertanke og har gjort mig opmærksom på nogle af de dilemmaer som den igangværende debat om forskningsfrihed er fanget i.
Først din kritik af det politiserede universitet i 70'erne og 80'erne, som du ikke ønsker tilbage. Jeg ved at det er lykkedes for den borgerlige propaganda at forvrænge erindringen om både de resultater der kom ud af fagkritik og universitetskampe, og de mange problemer den tidsperiode skabte for både Vip'er og studerende. Propagandaen fremstiller tidsperioden som kaotisk, præget af manglende faglighed og med sekterisk politik som eneste indhold. Den fortier, at perioden også medførte dramatiske skift i samfundet, som kom fra en egentlig ganske avanceret forskning med en unik pionerånd. Lad mig gå en personlig omvej for at illustrere dette:
En af de oplevelser, jeg havde som ung studerende på universitetet, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig, var et interview med en ung kvinde i begyndelsen af 30'erne, som havde arbejdet som bygningsmaler siden hun var 18 år. Formålet med interviewet var at dokumentere effekten af organiske opløsningsmidler og især at dokumentere hvordan opløsningsskadede personer blev behandlet i hospitalssystemet. Jeg sad nu der i al min enfoldige naivitet overfor et ungt menneske, som var så ødelagt af sin arbejdsbetingede hjerneskade, at hun sov 22 ud af døgnets 24 timer, ikke kunne genkende sine børn og havde udsigt til at havne på institution til opbevaring som grøntsag indenfor få år. Hun havde opsøgt flere speciallæger, som enten havde presset hende tilbage på arbejde eller havde behandlet hende med elektrochok på psykiatrisk afdeling, fordi man tolkede hendes forgiftningssymptomer som svær depression. Oplevelsen rystede mig voldsomt, og medførte at jeg lagde et betydeligt arbejde i at dokumentere arbejdsmiljøproblemer og at formidle denne dokumentation til de faglige organisationer, der kunne kæmpe for at stoppe denne fuldkommen meningsløse ødelæggelse af unge mennesker. Ofte manglede både patienter og deres fagforeninger (og deres læge) viden om de kemikalier de arbejdede med, fordi oplysningerne ikke var let tilgængelige.

Min absolut beskedne del af den samlede arbejdsmiljøforskning, som udsprang af danske universiteter i denne tidsperiode, var en del af en videnskabelig revolution, der på få år skabte stor opmærksomhed om risikoen ved arbejdet med farlige kemikalier og medførte en restriktiv beskyttelseslovgivning og at Arbejdstilsynet vågnede af sin dvale og oprustede voldsomt på dette område – alt sammen forårsaget af den forskning, som studerende lavede som del af deres uddannelse. (Jeg har ingen problemer med at klassificere meget af det arbejde som studerende udførte selvstændigt som forskning, fordi det var præget af både engagement, grundighed og stringens i metoden) Man må også huske på, at der stort set ingen forskning var i arbejdsmiljøproblemer før denne tidsperiode.
Grunden til at jeg havnede foran maleren Ulla var bl.a. at der på universitetet var en stor faglig frihed og en helt exceptionel åbenhed overfor de emner de studerende ønskede at arbejde med. Laboratorier og faglig viden blev stillet til vores rådighed, stort set uden betingelser. Vi blev opfordret til at opsøge eksterne samarbejdspartnere og motiveret til at kaste os ud i at lave videnskabeligt arbejde og formidle vores resultater tilbage til samarbejdspartnerne. Sideløbende med det meget anvendte forskning der blev produceret, blev der også lagt mange kræfter i teoriudvikling. Det er korrekt at en del af dette havnede ude i hampen, men meget af dette arbejde medførte på langt sigt at nye bæredygtige teorier blev udviklet, og en stor del er vel fundament for den teoriudvikling som foregår i dag.

Når jeg ser på min hylde med arbejdsmiljørapporter, som er udsprunget fra universiteterne i denne tidsperiode, er jeg ikke i tvivl om at mange liv er reddet og megen lidelse undgået, fordi der blev lavet forskning, som kunne anvendes til forandring. Jeg er heller ikke i tvivl om, at denne forskning medførte at universiteterne (bl.a. RUC) også fik megen ekstern støtte fra folk, der ellers ikke havde meget til overs for os med vores noget aparte udseende og uforståelige og selvoptagne sprog.
Jeg vil ikke benægte at der også foregik meget som både nærmede sig det tragiske og det komiske. For de fleste af os medførte dette dog også at vi lærte at være kritiske og over tid forsøge at skabe et personligt standpunkt. Jeg kan derfor ikke dele din forkastelse af denne tidsperiode eller se den som akademisk uproduktiv, selvom jeg ikke har glemt de obligatoriske kurser i kapitallogik, hvor man i timevis forsøgte at skabe mening i alle de uforståelige ord og begreber på svahilitysk som kom fra Århus Universitet.

Jeg må vedgå, at jeg selv nok også er blevet hjerneskadet i denne periode, så jeg ikke kan forføres til at tro på den neutrale videnskab, som både borgerlige og socialister ubetinget kan have gavn af. Organiseringen af forskningen (den del som staten har kontrol over) er afhængig af den politiske styrke hos dem der betaler for den.
Regeringen lægger ikke skjul på at de vil have fuld kontrol over forskning, uddannelse og kultur af ideologiske årsager. Hvad får dig til at tro at de kan overbevises om at slippe forskningen ud af grebet? Jeg tror heller ikke på argumentet om at vi kan overbevise regeringen gennem fakta. Underskriftindsamlingen har haft stor betydning for os selv, fordi den viser hvor mange som har registreret den skade som der sker på forskning og institutioner i øjeblikket. Derimod er jeg fuldt og fast overbevist om at det preller af på Helge Sander, fordi han ikke er en mand som lader sig anfægte af fakta og fornuft, men alene varetager en politisk funktion begrundet i ideologi.

Jeg vil også stadigt være kritisk overfor Socialdemokratiets vilje til at gøre noget for forskningen. Jeg er ikke i tvivl om at der er støtte i partiet til universiteterne, og måske især fra de grupper i partiet, som har oplevet at de rent faktisk kunne anvende det der kom ud af forskningen. Partiet er dog i øjeblikket med en ledelse som lægger sig i halen på Fogh. Jeg må igen henvise til den fuldkommen usaglige kritik Helle Thorning kom med af alle os akademikere på kongressen for to år siden. – og det er vel et af dette partis forskningspolitiske dilemmaer: at man både vil opretholde fri forskning og samtidig politisk kontrollere forskningen. (Ligesom med RUC, som man både startede og forsøgte at lukke igen under socialdemokratiske regeringer)

Skal jeg forsøge at konkludere på disse omveje må det være, at vi ikke skal være naive. Vi har brug for venner som kan hjælpe os, og det er ikke Dansk Industri, Dansk Folkeparti, Venstre eller Landbrugsrådet, fordi de er med på Sanders ide om økonomisk betinget nytteforskning. Vi må brede diskussionen om vigtigheden af forskning, uddannelse og kultur ud i befolkningen, ellers bliver diskussionen begrænset til løn og arbejdsforhold for universitetsansatte – og den diskussion vil vi få lov til at have i fred. Vi står i en politisk kamp som drejer sig om universiteternes rolle i samfundet: skal universiteterne kun tjene de 50,1% s interesser som har magten eller de 100%s interesser? Den diskussion skal vi have befolkningen med i og det kræver at vi dukker frem af flyverskjulet, og at vi ikke bare argumenterer udfra vores egen situation, men godtgør at forskning som f.eks. arbejdsmiljøforskningen jeg har beskrevet, aldrig ville være sket på universitetet af i dag under stram politisk og økonomisk kontrol.

Svar til Jesper Jørgensen

Er tingene i bevægelse? Reagerer forskningsverdenen med stor styrke? Jeg vil meget nødig have "de glade tider i slutningen af 70'erne” tilbage. Halvfjerdsernes politiserede universitet lader mig helt kold. Det er da rigtigt, at sammenlignet med da, er der ikke så meget drama. Men der er ingen særlig grund til at ønske sig den type aktivitet, og sammenlignet med den dødsstilhed, der lå over debatten for bare 1½ år siden, er situationen altså særdeles opmuntrende, og at det kunne lykkes at samle så mange underskrifter på så kort tid, er et stærkt incitament til at gå videre med sagen. Det samme er alle de opmuntrende tilbagemeldinger, man får fra kolleger i forskningsverdenen.

Er Socialdemokraterne i bevægelse? Vi kan godt læne os tilbage, konstatere, at Socialdemokraterne desværre ikke forstår os, og at det har de i øvrigt aldrig gjort. Men det eneste, vi gør dermed, er at sikre os, at der ikke sker en pind. Vi er og forbliver afhængige af, at Socialdemokraterne vågner op, og derfor må vi også hele tiden søge dialog med dem. Den kritik, Kirsten Brosbøl har været ude med for nylig, er da også betydeligt klarere i mælet end noget, vi længe har hørt fra den kant. Socialdemokraterne selv har i den grad brug for at udvikle en ny, sammenhængende politik på dette område, så deres forskningspolitik ikke bare bliver fodnoter til Helge Sander.

Jeg er helt enig med Claus Emmeche, når han understreger, at vi ikke har at gøre med noget stort, samfundsomvæltende projekt her. Jeg er skeptisk over for den mildt revolutionære tone i Jesper Jørgensen indlæg, thi en ting er at ville forandre forskninspolitikken, noget helt andet er at ville bruge forskningspolitikken til at forandre samfundet i sin helhed. Det er to meget forskellige ambitioner, og kun den første kan med rimelighed kaldes tværpolitisk. Hver må vel være ude i sit eget projekt, og der er meget i samfundet, jeg også mener bør laves om. Men jeg mener, at dette er et problem, som både borgerlige og vensreorienterede burde kunne se i øjnene, og som de har en fælles interesse i at løse for at få et så højt, kvalificeret og kritisk vidensniveau som muligt at føre deres diskussioner ud fra

Nu må vi gøre noget!

Af Jesper Jørgensen

Jeg vil godt diskutere to af påstandene i Sune Aukens indlæg (på bloggen d. 25. juni (red.)):

1. påstand, at forskningsverdenen reagerer med stor styrke, synes jeg er meget overdrevet. Med min erindring fra de glade tider i slutningen af 70'erne, hvor de studerende og mange VIP’er var meget aktive, både på det fagkritiske og på det organisatoriske område, er det vi oplever i dag mere en larmende tilpasning til de nye tider. Kritikerne ved hvad der burde gøres, men viger tilbage for at tage initiativ til handling. Og formodentlig med god grund, fordi denne regering har introduceret at gå efter manden frem for bolden. Risikoen for repressalier og forfølgelse er stor, og især når flertallet vælger at bøje af, så kritikeren pludselig står alene uden støtte fra andre.

2. påstand er at Socialdemokraterne er ved at vågne op og måske villige til at ændre kursen på forskningsområdet. Nu har Socialdemokraterne i deres historie en tradition for at tage afstand fra akademikere, til trods for at en stor del af deres parlamentarikere er Djøf'ere. Husk blot på nogle af Helle Thorning Schmidts taler på kongresserne, hvor hun undsiger akademikernes betydning i samfundet. At der måske i dette ligger en samtidig leflen for det segment, som holder Dansk Folkeparti til magten, gør kun tingene værre. For Socialdemokraterne er mange ting meget vigtigere end videnskab og videregående uddannelse, f.eks. friværdier, stigende forbrugsmuligheder, beskæftigelse, lav skat, høj service til middelklassen ect.

Jeg tror vi, der skriver og læser her på bloggen, har en opgave som vi skal påtage os. Vi skal vågne op og indse at vi er midt i en politisk kamp, som basalt drejer sig om samfundets udvikling og den rolle videnskab, uddannelse og kunst skal have i udformning af fremtidens samfund. Vi er i en udvikling, hvor stærke politiske kræfter forsøger at gennemtvinge absolut og direkte økonomisk og politisk kontrol over disse områder, så den frie tanke i sidste ende isoleres udenfor akademia og kultur. Magteliten vil både styre vores tanker og afskære os fra at tænke uønskede tanker.

Skal vi gøre noget for at ændre denne situation og hvad må der gøres?

Jeg har den absolut naive tanke, at vi som intellektuelle har et særligt ansvar og en vigtig rolle at spille i samfundsudviklingen. Vi er ikke bare funktionærer, som må overleve til efterlønnen og pensionen freder os fra at skulle deltage i den fælles verden. Vi har et ansvar for ikke bare at beskrive, men også at handle på vores viden om, at det der foregår, er farligt og destruktivt, ikke bare for os, men for hele samfundet.

Kritisk dokumentation undertrykkes, politiske beslutninger tages på et grundlag af populisme, spin og følelser, forskningsfrihed og friheden til at fremlægge videnskabelige resultater frit undertrykkes, åbenlys personforfølgelse og en gennemgribende mediebåret manipulation af befolkningen gennemføres under dække af pseudovidenskabelighed.

Samtidigt sker den en utilsløret direkte magtkontrol med universiteterne, helt ned til den enkelte forskers skrivebord. En omfattende selvcensur breder sig i forskermiljøet, og er givet også ved at få tag i de studerende.

Jeg anser det som nyttesløst at forsøge at overbevise videnskabsministeren med underskrifter, fordi han grundlæggende er ligeglad – og det er vel derfor Fætter Guf er udnævnt til minister, fordi det preller af på ham, når det akademiske miljø reagerer. En akademiker ville nok have meget svært ved at overhøre kritikken helt så konsekvent, som en fodboldjournalist.

Jeg tror heller ikke det vil lykkes at argumentere for en ændring overfor politikere, fordi det der foregår, er udtryk for en politisk og ideologisk kamp om kontrol og ikke et spørgsmål alene om administration af forskning og uddannelse i samfundet. Veldokumenterede argumenter er ligegyldige, fordi det alene er ideologi som er afgørende for regeringens beslutninger.

Jeg tror også at vi må indse at tidsfaktoren vil få betydning: Vi er nu på kanten af nogle alvorlige og kritiske situationer i forhold til miljø, økonomi, fødevarer og klima. Når disse kritiske situationer begynder at presse sig på, er der risiko for at den politiske kontrol vil øges og at man igen vil affærdige vores behov for at diskutere forskningspolitik. Vi har derfor brug for at komme i gang med et meget mere aktivt modspil, hvis vi ikke skal forpasse vores chance. Vi har brug for at styrke hinanden og samle kræfterne, og det kræver at vi bevæger os væk fra det uforpligtigende virtuelle rum og ud i den fysiske verden, hvor vi både har mulighed for diskussion og fælles handling. Vi har brug for at mødes og vi har et ansvar for at stoppe overgrebet på den frie forskning og uddannelse.

Send Sander til en ørelæge!

Nedenstående er dd. sakset fra Altinget.dk, som hermed skal have lidt reklame for sit fremragende jorurnalistiske arbejde på dette område. Det er et led i et større interview med Sander. Jeg foreslår at vi næste gang samler ind til en øreoperation på et eller andet privathospital til manden.

Det er så let at skrive under
Der har også været en mere græsrodsorienteret kritik af universitetslovens konsekvenser for ansatte og studerende i form af en underskriftsindsamling med foreløbigt over 5000 underskrivere. Men du har ikke rigtigt villet kommentere det, hvorfor?

"Nej, det er så let at skrive under. Jeg har spurgt mange, jeg har mødt på universiteterne, om de har skrevet under, og jeg har mødt to. Den ene vidste ikke, hvorfor hun havde skrevet under, og den anden troede, at hun fik flere penge ud af det. Altså, du kan også gå på gaden og lynhurtigt samle 100 underskrifter til fordel for Altinget.dk. Men man skal også klar over, hvad man skriver under på."

Men alligevel kunne du jo godt som minister sige, lad mig dog lytte til, hvad de siger?

"Jeg lytter til alle, der kommer med brugbare indspark, for universiteterne er i en kolossal omstilling i disse år, og næste år skal vi i gang med en evaluering af universitetsloven, så derfor lytter jeg selvfølgelig. Men det her med at sige, at vi bare skal have en ny universitetslov, og at de eksterne bestyrelser skal smides på porten, det kan jeg ikke bruge til noget. Og så jeg tror faktisk ikke, at der generelt på universiteterne er et ønske om at vende tilbage til den gamle styreform."

Så de påvirker dig ikke, de her protester?

"Jamen, hvis det er sådan, at man kommer med nogle konstruktive kritikpunkter, så er jeg meget lydhør over for alle, uanset om man har skrevet under eller ej. Og så vil jeg også have lov at undre mig over, at jeg på min tur rundt her i foråret på syv af otte universiteter, hvor jeg har mødt forskere og studerende, slet ikke har været kritik i den størrelsesorden, som der blandt andet har stået i enkelte universitetsaviser. Der er kommet højest to-tre kritiske spørgsmål fra enkelte studerende, og hvert sted er der maksimalt mødt 50 op."

Bevæger et landskab i bevægelse Socialdemokraterne?

De fundamentale problemer i forskningsverdenen får efterhånden betydelige kræfter i den danske forskningsverden til at reagere med stor styrke. Underskriftsindsamlingen for en bedre forsnknigspolitik har været nævnt mange gange her på bloggen. Og den står ikke alene: I et interview i Magisterbladet nr. 11 den 20. juni 2008 lægger Akademikernes Centralorganisations fællestillidsmand på KU, Leif Søndergaard, i usædvanligt skarpe vendinger afstand til planerne om at tildele universiteterne midler efter en ministeriel rangordning af dem. Leif Søndergaard siger:

"Både med forskerkasket og med fagforeningskasket er rangordning noget sludder. Det er en arbitrær opstilling af universiteterne efter parametre, som i virkeligheden ikke siger noget om kvaliteten af den undervisning og forskning, der bliver lavet".

Søndergaards pointe, som ligger i forlængelse af tilsvarende kritik rejst af bl.a. undertegnede, er dobbelt. Ikke alene vil rankingen ikke afspejle den virkelighed, den skal sige noget om, men den vil samtidig indføre en incitamentstruktur, der ikke inspirerer til at stræbe efter originalitet og kvalitet, men til konformitet og kvantitet, idet den kun belønner umiddelbar anerkendelse og kvantitet, mens den langsomme og indirekte veje, mange af de store forskningsresultater udvikles ad, spærres af. Det er muligvis en østblokbureaukrats våde drøm, men det er en forskers mareridt og burde også få et samfund, der er afhængig af højt kvalificeret og specialiseret viden, til at sove uroligt.

Man skal ikke af dette lade sig forlede til spottende at tale om DJØFicering af området, for havde ministeriet hørt efter DJØF, ville situationen se meget anderledes ud. Men det fejler med hørelsen selv her. I et læserbrev i Information overvejer netop DJØFs forbundsformand, Finn Borch Andersen, om forskningsminister Helge Sander ”har mistet syns- og høresansen”. For andre ”forklaringer er vanskelige at finde, når opmærksomheden over for mere end en tredjedel af landets universitetsansatte forskere ikke vil indfinde sig” – med henvisning til underskriftsindsamlingen for en bedre forskningspolitik. Finn Borch Andersen bakker centrale krav i underskriftsindsamlingen op, når han siger:

”Ministeren må begynde med at forberede arbejdet med den revision af universitetsreformen, der skal fastlægges i 2009. Han må se på den direkte og indirekte virkning, reformen har haft, og om den er i tråd med de intentioner, der var bag den. DJØF vil anbefale særligt tre områder: For det første må selvstyrets reelle udfoldelse undersøges. For DJØF har ministeriets lyst til detailstyring været en stor skuffelse. For det andet må forskningsfrihedens vilkår analyseres. DJØF mener, at begrænsede ressourcer og den øgede konkurrence truer friheden. Og for det tredje må forskernes ansættelses- og arbejdsvilkår undersøges. DJØF mener, at vilkårene svækker den gode forskning.”

Noget kunne tyde på, at den bedøvende dyne, der har ligget over diskussionen af forskningspolitikken endelig er ved at blive løftet. Nu venter vi på en klar udmelding fra socialdemokraterne.

Jeg bemærkede i et indlæg her på bloggen for et halvt års tid siden, at den socialdemokratiske forskningspolitik syntes at være Helge Sander -12,5%. Nu er tiden kommet, hvor socialdemokraterne kan bevise, at jeg tog fejl. Har de faktisk et forskningspolitisk alternativ til Sander? Har de andet at komme med, end at en mislykket lov bare skal administeres lidt anderledes? Og vil det bare sige: administeres af dem? Vil de erkende problemerne i en topstyret model? Vil de erkende den samfundsmæssige nødvendighed af en redemokratisering af universiteterne? Vil de forstå og sige højt, at forestillingen om en bureaukratisk ”måle”model til uddeling af forskningsmidlerne er en katastrofal misforståelse?

Man har kunnet se en vis bevægelse over de sidste måneder, og Socialdemokraternes forskningsordfører Kirsten Brosbøl synes i modsætning til Helge Sander i hvert fald at have ører at høre med og øjne at se med. Men hvor langt går bevægelsen? Og er hun og Socialdemokraterne klar til det nødvendige opgør med tidligere års fejltagelser?

PRESSEMEDDELELSE, d. 13. juni 2008

Initiativgrupppen bag underskriftindsamlingen
for en bedre forsknings- og uddannelsespolitik

Underskriftsindsamling for bedre forskningspolitik på ferie med kanonsucces

Med mere end 5000 underskrifter på halvanden måned og en stigende debat omkring problemerne i den danske forskningsverden går underskriftsindsamlingen for en bedre forskningspolitik på ferie mange skridt nærmere målet, som er at skabe opmærksomhed hos folketingets politikere på en række urimeligheder i det nuværende system, som vil kræve en egentlig revision af universitetsloven i 2009.

En af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, lektor Claus Emmeche, udtaler:
“Det er opløftende, at så mange allerede har skrevet under. Kampagnen er kørt uden store budgetter og uden adgang til ledelsernes centrale mailinglister. Det er sket mund-til-mund og mail-til-mail, og med hjælp fra masser af lokale studerende og ansatte.”

Ca. halvdelen af alle underskrifterne kommer fra forskere på de danske universiteter, og dagbladet Information har opgjort det til, at mere end 1/3 af alle universitetsforskere dermed allerede har skrevet under. Kampagnen går nu på sommerferie, men vil blive genstartet til september med henblik på en deadline 15. oktober. Allerede nu noterer initiativgruppen sig imidlertid betydelige resultater.

“Vi har ubestrideligt skudt hul i et af forskningsminister Helge Sanders yndlingsargumenter, nemlig at utilfredsheden med den førte politik er begrænset til et lille, højtråbende mindretal, og dermed har vi dokumenteret hinsides rimelig tvivl, at der er voldsomme, politisk skabte problemer i den danske forskningsverden” fortæller Claus Emmeche og fortsætter “samtidig er vi nu ved at have slået revner i den utrygge tavshedskultur, som det nuværende system har fremmet. Ansatte og studerende står nu åbent frem med kritik – noget som ellers burde være en selvfølge på universiteter i et videnssamfund.”

Pia Mejdahl Daugbjerg, der er formand for Studenterrådet i København tilføjer:
“Vi i initiativgruppen vil gerne takke for den store opbakning og opfordrer til at man fortsat gør kolleger og medstuderende opmærksom på indsamlingen”.

Gruppen har store forventninger til indsamlingens færdige resultat og er overbevist om, at der endnu kan hentes mange underskrifter. Det er ikke gruppens indtryk at opfordringen er nået ud i alle hjørner af universiteter, forsknings- og højere uddannelsesinstitutioner endnu, og der er helt givet mange, som sympatiserer med indsamlingen, men endnu ikke er nået frem til at skrive under.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til initiativgruppen på vikingtegn@gmail.com

Link til underskriftindsamlingen:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html
Engelsk version:
http://redfriforsk.blogspot.com/2007/01/improve-danish-research-and-education.html
Opfølgende meddelelser:
http://redfriforsk.blogspot.com/2008/04/underskriftindsamling-2008.html

m.v.h
initiativgrupppen bag underskriftindsamlingen,
Sune Auken, Pia Mejdahl Daugbjerg, Claus Emmeche,
Birger Steen Nielsen, Heine Andersen og Tom Fenchel

Tja, sådan kan man også gøre

Nedenstående er netop klippet ud fra INSS nyt 18. Det "italesætter" i og for sig meget godt, hvordan der kommunikeres på de højere uddannelser af idag. Det er selvfølgelig forkert af vejlederne, hvis de presser de studerende. Men kan man med rimelighed sige, at de ansatte ikke skal føle sig presset, truet og talt ned til af en diskurs som denne?

• Kulturændring vedr. specialekontrakter

Studenterrådgivningen har informeret mig om, at de har et øget antal studerende, der kommer til dem med problemer vedr. specialeskrivning. Flere og flere fortæller, at de føler sig presset til at lade være med at få etableret en specialekontrakt, fordi deres vejledere presser dem til at vente udfra det synspunkt, at man ikke kan skrive et speciale på et halvt år. Jeg vil gerne have, at I italesætter at dette er en uhensigtsmæssig adfærd overfor jeres medarbejdere. Hvis I har behov for det, ved jeg, at Studenterrådgivningen registrerer hvilke institutter de studerende kommer fra, så vi kan identificere hvilke institutter det er særligt slemt hos, hvis det skulle have interesse.
Hanne Løngreen
Prodekan for uddannelse

Universitetsdemokrati uden nostalgi

Der findes tilsyneladende nogle forestillinger, og et sprog man bare må iklæde sig, hvis man vil tages seriøst, være fremme i skoene, som stående på kanten af det surf-bræt tidsåndens brænding kaster de politiske dagsordener frem på.
En af vores kontakter i initiativgruppen til underskriftindsamlingen sagde at "Selvom jeg er enig i alt andet, kan jeg ikke skrive under, fordi jeg ikke synes den gamle styreform duede".
- Okay, fair nok, jammen - jeg er da selv kritisk overfor en række ting ved den gamle styreform. Jeg vil hverken "tilbage til det gamle" eller ned i det kolde vand, som opløser sammensat historisk erfaring i kollektiv glemsel. Det er vigtigt at få en nuanceret debat om fordele og ulemper ved forskellige styreformer. Som en af de mange underskrivere tilføjede som kommentar:

"Der er ingen tvivl om at ansatte ledere i mange henseender har været en fordel - og at valgte ledere ofte var handlingslammede og ikke magtede opgaven - men udviklingen i retning af markedsstyring af universiteterne er i det overvejende negativt og flytter midler fra forskning og undervisning til fordel for et voksende ledelsesbureaukrati."

En anden af de mange underskriver noterede, at

"protestskrivelsen skal imidlertid ikke blive til en nostalgisk tilbagevenden til de gode gamle dage. Problemer med ledelse under den gamle lov, gjorde det for let for politikerne at ændre den. Kravet må derfor være demokrati og selvstyre, men i en forbedret form."

Enig! Som en af dem, der har formuleret kravene, vil jeg gerne fremhæve hvad man i denne sammenhæng skriver under på: ”reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer”. Formuleringen siger ikke noget om rektorer, dekaner og institutledere mv. Det er vigtigt, at der efter underskriftindsamlingen kommer en levende og kvalificeret diskussion om, hvad demokrati ”uden nostalgi” egentlig skal betyde.
Lad os undgå nostalgiens kolde vand - men lad os også udsætte de forestillinger, der omgiver begreber som "handlekraftige ledere", for en syretest. Som Heine Andersen her fra bloggen udtrykker det i en korrespondance, der fortjener offentlighed:

"Jeg er blevet mere og mere mystificeret over råbet på handlekraftige ledere og den deri underforståede mistillid til demokrati. En ting er, at det råb altid har givet mig ubehag. Og ret til at vælge ledere (også rektorer) står jo faktisk på UNESCO-listen over forudsætninger for akademisk frihed, som bla. Terence Karrans bench-marking (der gav Danmark en bundplacering) byggede på.
Men dertil kommer, at det må bygge på uvidenhed, at tro at et hierarkisk system med ovenfra indsatte ledere skulle give handlekraftige ledere. Al erfaring, såvel som ledelses- og organisationsteori siden Weber lavede sin bureaukratiteori for hundrede år siden, siger præcis det modsatte. Den siger, at man får uselvstændige, bureaukratiske og forsigtige ledere, der vender blikket opad og omhyggeligt sørger for at følge regler og signaler oppe fra.
Det er vel hvad vi ser. Tænk på fusionerne og processen med indførelse af bibliometriske metoder. Har vi hørt ledere udtrykke selvstændige holdninger? Eller holdninger i det hele taget (måske bortset fra sektorforskningsdirektøren, der sagde: ”man kan ikke have to meninger på samme universitet”)?
I ”bunden” kan det måske opleves som ”handlekraft”, hvis en leder oven i købet anticiperer signaler fra toppen ved fx at indføre pointsystemer, før det er dekreteret fra toppen. Det var derfor, ledelses- og organisationsteori allerede i 1970’erne gjorde op med hierarkiske ledelsesformer og maskinbureaukratimodellen som uegnet specielt i vidensintensive organisationer i dynamiske omgivelser."

Som ‘den nødvendige politik’ hører ‘handlekraftig ledelse’ til de udtryk, der foregiver at være selvforklarende og indlysende sande - de spreder en retorisk-magisk aura. Vores krav om indflydelse er ikke selvforklarende, men groet frem af konkrete frustrationer over det at være hægtet af alle væsentlige beslutninger i et hierarkisk styret universitet. Derfor må vi nøgternt diskutere modeller for et demokratisk universitet.
Men først skal vi lige have vækket politikerne - de burde vel interessere sig for demokrati?

SF: Kan Sander tælle til 5000?

Pressemeddelelse udsendt dd.

I et svar til SF’s Jonas Dahl fastholder videnskabsminister Helge Sander, at der kun er ”få kritikere” af forholdene på universiteterne, mens tusinder har givet udtryk for deres utilfredshed ved en underskriftsindsamling.

”Ministerens svar er enten udtryk for, at han ikke kan tælle eller for et bevidst forsøg på at manipulere. Det giver ingen mening at påstå, at det kun er et fåtal, der har en kritisk holdning i den offentlige debat, når knap 5.000 kritiske forskere, undervisere og studerende aktivt har givet deres mening til kende ved en digital underskriftsindsamling”, udtaler Jonas Dahl, der er universitetsordfører for SF.

”Helge Sanders negligerende holdning er en hån overfor de mange mennesker, der via underskriftsindsamlingen markerer deres utilfredshed med nogle af de forhold på de danske universiteter, der har indfundet sig efter universitetsreformen i 2003”, fortsætter Jonas Dahl.

”Helge Sanders udmelding vidner om en høj grad af arrogance. Når man i den grad sidder på magten, har man et meget stort ansvar for at lytte til borgerne og udvise forståelse for andres holdninger, selvom man er uenig. Det ansvar lever Helge Sander på ingen måde op til i den her sag, og det ville være klædeligt, hvis Helge Sander anerkendte og respekterede holdningerne hos de mennesker, han hver dag bestemmer over,” afslutter Jonas Dahl.