Hanne Tange, Lektor i Engelsk og Globale Studier, AAU
Hvad er kvalitet? Hvordan kan vi måle
kvalitet? Sådanne spørgsmål er de seneste måneder blev drøftet i forhold til
universiteternes uddannelser. Først konkluderede Produktivitetskommissionen, at
kvalitet hang sammen med kandidaternes indtægt, og at en uddannelse inden for
eksempelvis økonomi bedre kunne betale sig for samfundet end klassisk
humanistiske fag som filosofi eller litteraturvidenskab. Siden hørte vi ACE konkludere,
at omkring halvdelen af vores uddannelser ikke var rettet mod arbejdsmarkedets
behov. Om omkring en måned kommer så politikeres bud på, hvordan universiteter kan
indrettes, således at man sikrer såvel ”relevans” som ”kvalitet.” Det kan
godt få en lektor til at ligge vågen med mareridt om målsætninger kvantificeret
i form af et minimum antal timer om ugen eller krav om undervisning altid skal
varetages af forskere.
”Kvalitet” er mange ting. På DMs debatmøde formulerede en studenterrepræsentant det som ”kvalitetstid sammen med en underviser.” Det synes jeg, er en fin formulering, som jeg gerne vil tilslutte mig. Og så vil jeg da gerne komme med nogle eksempler på, hvad ”kvalitetstid” kan være på en bacheloruddannelse.
Først vil jeg understrege, at der kan
være fin ”kvalitetstid” i en forelæsning. Selv underviser jeg i fag, hvor de studerende
skal forholde sig til abstrakt teori. Det kan være svært, hvis man kommer
direkte fra gymnasiet og ikke har så mange erfaringer med ”verden.” Her kan det
fungere udmærket med en forelæsning, hvor lektoren illustrerer de teoretiske
pointer med billeder, videoklip eller historier fra dagspressen. Disse kan så
samtidigt give inspiration til senere projektarbejde.
På andre fag betyder ”kvalitetstid”,
at de studerende sidder på mindre hold, hvor der er mulighed for dialog. Her er det klart, at jo større holdene er, jo
mindre direkte kontakt har de studerende med deres underviser. For selv om det
måske kun er de samme 10-12, der selv kommer med input, betyder antal noget i
forhold til min evne til at kende de studerende og sikre, at alle en gang
imellem kommer til orde. Det er ”kvalitet” på en sproguddannelse, hvor de
studerende har brug for at træne deres mundtlige og skriftlige engelsk.
Endelig er ”kvalitetstid” vejledning
af de studerende. Jeg er selv flyttet over i et PBL- miljø og kan mærke, hvor meget det betyder, at de studerende har en nær
kontakt til en projektvejleder, som kan give dem ordentligt feedback på deres arbejde. Jeg har tidligere
oplevet, hvordan vejledning var skåret ned til et minimum, hvilket betød, at
de studerende ikke altid fik at vide, hvad der var skidt og kanel i deres
afleveringer. Derfor mødte jeg studerende på 5. semester, som ikke vidste,
hvordan man skruer en opgave sammen. Det er IKKE ”kvalitet.”
"Kvalitet" er mange ting, og det betyder, at vi indretter vores undervisning på mange forskellige måder. Disse passer skidt med en formel, hvor "kvalitet" sættes lig 10-12 timers ugentlig, forskningsbaseret undervisning.
