Jeg er et
levn fra fortiden. Jeg blev indskrevet, den gang man talte om Odense og ikke
Syddansk Universitet, og da grunduddannelsen i Engelsk gav ret til titlen exam.
art. Jeg husker, da de indførte BA graden. Der blev indkaldt til måde i Engelsk
Fagråd, og vi unge fik besked på, at vi i hvert fald IKKE måtte stoppe efter 3
år. Alle vidste jo, at en ordentlig uddannelse varede mindst fire år. Det er godt nok længe siden.
For et par
dage siden modtog jeg et Call for Papers fra Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift. Næste års tema er faglig
progression, og det satte nogle tanker i gang. For hvad er det egentlig, vi har
gjort ved den danske kandidatuddannelse? Giver det overhovedet mening i dag at
tænke i sammenhængende, femårige forløb?
Internationalt, nationalt og institutionelt er ting under forandring – og
alt taler for, at vi er ved at gå bort fra princippet om kandidatuddannelsen
som en faglig specialisering.
Internationalt har i sær Bologna Aftalen
fra 1999 haft betydning for de danske kandidatuddannelser. Hensigten var at fremme studerendes mulighed
for at rejse mellem europæiske universiteter. Det krævede et system, der var sammenligneligt
og gennemskueligt, og man pressede på for at få indført den anglo-amerikanske
BA-MA struktur. I første omgang har justeringen
været sproglig, således at man har indført kandidattitlen MA som officiel
oversættelse af cand. mag. Men vil vi følge tendensen på det globale uddannelsesmarked,
kommer vi til at overveje: 1) om en MA fortsat skal tage fem år, når den i
andre lande kan klares på fire; og 2) om ikke MA skal løsrives fra BA delen,
som vi kender det fra det britiske system.
Den sidste
pointe leder tanken hen på de nationale tendenser.
Studerende i dag er mere villige til at skifte til et andet studium efter endt
BA. Engelskstuderende fortsætter på Global
Communications, historiestuderende vælger International Studies, og det har konsekvenser for den mulighed der
er for at specialisere sig. I stedet for faglig dybde får vi i stigende grad tværfaglighed,
og det kan vel være udmærket. Samtidigt lægges der fra politisk side op til, at
professionsbachelorer skal optages frit på universiteternes kandidatuddannelser.
Det har tidligere krævet 1-1½ faglig opgradering, men tidsånden siger, at den
slags er spild af tid.
En sidste
tendens, der går imod ideen om en kandidatuddannelse som et sammenhængende,
femårigt forløb, er organisatorisk. Et af mantraerne på Aarhus Universitet har
været, at man skal skabe ”det indre uddannelsesmarked.” Studerende skal frit
kunne sammensætte en uddannelse af de fag inden for eksempelvis Humaniora og
Samfundsvidenskab, som de synes, er spændende. Hvor vidt de så skal hedde ”cand. soc. et. mag”
eller ”cand. scient. soc. (BSS)” melder historien ikke noget om. Måske fordi ingen
studerende endnu har testet denne model?
Jeg er sådan
set positiv overfor, at vi giver de studerende flere valgmuligheder. Men har
princippet om fri bevægelighed ikke også en pris? I min verden er der forskel på, om man
underviser et hold fagspecialister, eller en gruppe, hvor nogle forventer faglig
specialisering, mens andre har brug for et introduktionskursus. Men det er nok, fordi jeg er gammeldags.
