EPOKE Seminar, DPU, 14. Oktober 2013

How Not to Fix Our Public Universities: An Overview of the American Case
Christopher Newfield, Professor of Literature & American Studies, Department of English, University of California

Fiscal austerity and other public sector changes are encouraging governments around the world to look to the private sector and private funding for the next round of university development. The United States has been on this path for thirty years, and there is abundant evidence on the effects of what some call privatization. The talk will review this evidence, show how the U.S. system is caught in a negative feedback loop, and suggest the need for paradigm shifts in funding methods and public missions.

Following the presentation there will be an open discussion.

Admission to the seminar is free, but registration is mandatory at: https://auws.au.dk/Christopher_Newfield_Presentation

Monday October 14^th in room A403 at 9.30 – 12.00.

Opgør med den danske kandidatuddannelse?

Jeg er et levn fra fortiden. Jeg blev indskrevet, den gang man talte om Odense og ikke Syddansk Universitet, og da grunduddannelsen i Engelsk gav ret til titlen exam. art. Jeg husker, da de indførte BA graden. Der blev indkaldt til måde i Engelsk Fagråd, og vi unge fik besked på, at vi i hvert fald IKKE måtte stoppe efter 3 år. Alle vidste jo, at en ordentlig uddannelse varede mindst fire år.  Det er godt nok længe siden.

For et par dage siden modtog jeg et Call for Papers fra Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift. Næste års tema er faglig progression, og det satte nogle tanker i gang. For hvad er det egentlig, vi har gjort ved den danske kandidatuddannelse? Giver det overhovedet mening i dag at tænke i sammenhængende, femårige forløb?  Internationalt, nationalt og institutionelt er ting under forandring – og alt taler for, at vi er ved at gå bort fra princippet om kandidatuddannelsen som en faglig specialisering.   

Internationalt har i sær Bologna Aftalen fra 1999 haft betydning for de danske kandidatuddannelser.  Hensigten var at fremme studerendes mulighed for at rejse mellem europæiske universiteter. Det krævede et system, der var sammenligneligt og gennemskueligt, og man pressede på for at få indført den anglo-amerikanske BA-MA struktur.  I første omgang har justeringen været sproglig, således at man har indført kandidattitlen MA som officiel oversættelse af cand. mag. Men vil vi følge tendensen på det globale uddannelsesmarked, kommer vi til at overveje: 1) om en MA fortsat skal tage fem år, når den i andre lande kan klares på fire; og 2) om ikke MA skal løsrives fra BA delen, som vi kender det fra det britiske system.

Den sidste pointe leder tanken hen på de nationale tendenser. Studerende i dag er mere villige til at skifte til et andet studium efter endt BA. Engelskstuderende fortsætter på Global Communications, historiestuderende vælger International Studies, og det har konsekvenser for den mulighed der er for at specialisere sig. I stedet for faglig dybde får vi i stigende grad tværfaglighed, og det kan vel være udmærket. Samtidigt lægges der fra politisk side op til, at professionsbachelorer skal optages frit på universiteternes kandidatuddannelser. Det har tidligere krævet 1-1½ faglig opgradering, men tidsånden siger, at den slags er spild af tid.  

En sidste tendens, der går imod ideen om en kandidatuddannelse som et sammenhængende, femårigt forløb, er organisatorisk. Et af mantraerne på Aarhus Universitet har været, at man skal skabe ”det indre uddannelsesmarked.” Studerende skal frit kunne sammensætte en uddannelse af de fag inden for eksempelvis Humaniora og Samfundsvidenskab, som de synes, er spændende.  Hvor vidt de så skal hedde ”cand. soc. et. mag” eller ”cand. scient. soc. (BSS)” melder historien ikke noget om. Måske fordi ingen studerende endnu har testet denne model? 

Jeg er sådan set positiv overfor, at vi giver de studerende flere valgmuligheder. Men har princippet om fri bevægelighed ikke også en pris?  I min verden er der forskel på, om man underviser et hold fagspecialister, eller en gruppe, hvor nogle forventer faglig specialisering, mens andre har brug for et introduktionskursus.  Men det er nok, fordi jeg er gammeldags.

Forringede karriereveje ved "science"-KU

Åh nej, det er godt nok træls, men dét her må bare ud: Dekanen, også kendt som John Renner, ved det megastore post-fusionerede såkaldte "science"-fakultet ved Københavns Universitet (som inkluderer den tidligere Landbohøjskole og det tidligere naturvidenskabelige fakultet) har besluttet — eller gennemtrumfet? — at ansættelseskategorien "adjunkt" er en saga blot.
No tenure-track positions at the University of Copenhagen!!! 
Tenure-track??? 
For nye læsere: Det var den mulighed universitetet havde for at tiltrække lovende unge forskertalenter, at de ved at blive ansat i et tidsbegrænset adjunktur på vilkår, der mindede om en fast lektorstilling (pligt til såvel forskning som undervisning), kunne kvalificere sig til en sådan efter endt adjunkt-forløb. Det var en mulighed for at give forskerspirer en ekstra motivation til at forblive ved universitetet, så de ikke — pga. af usikre ansættelsesvilkår — sivede til industrien eller andre erhverv.

(Når kategorien tenure-track – eller frit oversat "en-tidsbegrænset-ansættelse-som-der-er-en-stor-chance-for-kan-blive-permanent-hvis-du-gør-dit-job-godt" – bedre kendes på engelsk end på dansk, skyldes det, at man i Danmark siden 2003-universitetsloven og relaterede kalamiteter har undermineret den ansættelsessikkerhed (tenure), som ikke blot begrundedes i en stilling "i det offentlige" (til lavere løn), men primært i det offentliges interesse i beskyttelse af forskningens autonomi og uafhængighed af politiske og økonomiske interesser).

Det er ingen nyhed at antallet af adjunktstillinger i en årrække især på dette fakultet har været for nedadgående, og at flere og flere yngre forskere er ansat på kortvarige projektpenge som post-docs (som ikke har samme pligt til undervisning). Men – og dét er hermed rygtet jeg videre-kolporterer til det offentlige rum, for som almindelig ansat udenfor ledelses-lagkagen bliver man ikke informeret om den slags – nu har dekanen altså indført, at adjunkt-stillinger er et fortidslevn på "science"-KU. Begrundelsen henstår i det uvisse. Min kilde, en landskendt sektionsleder på "science", vil helst ikke have sit navn frem. Kilden siger, at det er blevet debatteret internt, men ser samtidig skræmt ud ved mødet med mine vantro øjne: jeg har ikke hørt om det her før.

(ps: "Hvad er en sektionsleder?" vil nogen så spørge. Det er en ny kategori i ledelses-lagkagen, som vi i et senere blogindlæg vender tilbage til.)