Vejsidebomber eller kontravægte. Med tak til Christian Nissen

Jeg var ikke så lidt imponeret over, at Christian Nissen afleverede DMs ledelsesstafet til mig. Han og jeg har tidligere krydset klinger over universitetsledelse (han klarede sig i øvrigt bedst, sandt at sige, skønt jeg stadig mener, at jeg har ret). Hans anmeldelse af min bog Hjernedød var venligt kritisk, ganske kontant og heltigennem kvalificeret. Men vi står meget forskellige steder i debatten. At han derfor helt af sig selv sender ledelsesstafetten videre til mig, er ganske flot, og det var hans suveræne ret at sende den med et godt skarpt spørgsmål. Det lød sådan her:

De færreste kritikere af universiteternes ”enstrengede ledelsesform” ønsker sig tilbage til ”stænderforsamlingerne” fra før 2003, som havde et tydeligt præg af ”skabsledelse”. Men det kniber med klare alternativer. Du har i din bog ”Hjernedød - til forsvar for det borgerlige universitet” foreslået, at de akademiske råd skal have mere magt og have mulighed for at vælte de ansatte ledere. Altså at der i lov og vedtægter indføjes nogle paragrafbårne ”vej-bump” for ikke at sige ”vejsidebomber”.

Kan du ikke hjælpe diskussionen videre med en mindre formalistisk og mere konstruktiv løsning?

Det satte mig ganske mange grå hår i hovedet at få svaret på sådan et drilsk spørgsmål. Men mit svar kan dog nu læses her.

Fra forskning til forståelse?

- fra universitet til erhvervssamarbejde - og fra atomaffald til forskerpark. 
DTU er et af de danske universiteter, med mest myndighedsbetjening og mest erhvervssamarbejde. Myndighedsbetjeningen kom bl.a. ind gennem universitetsfusionerne i 2007, hvor en række sektorforskningsinstitutioner, herunder Risø, blev lagt sammen med DTU. Erhvervssamarbejderne kommer desuden for DTU's vedkommende ganske oplagt ved at DTU som teknisk højskole i er front med forskning på en række områder, som har de produktive erhvervs interesse.
     I juni måned kunne man læse (her), at "To af de største virksomheder på det danske energimarked går nu aktivt ind i etableringen af Risø Park, cleantech-forskerparken som efter planen kommer til at ligge lige øst for det nuværende Risø, Danmarks nationale forskningscenter for vedvarende energi."
      Planerne skaber så "en kedelig varm kartoffel" for politikerne, for som Anne Albinus skriver på sin blog (her),

"En cleantech-forskerpark formet som en rock-guitar skal opføres ved Risø, og det harmonerer dårligt med et slutdepot for radioaktivt affald. Tidligere udtalelser vidner ellers om, at affaldet godt kunne blive på Risø. Nu bruges der argumenter imod som jordskælvszone og vandstandsstigning. Noget der ikke er blevet nævnt i de 50 år, Risøs forsøgsreaktorer har ligget der. (...) 6 steder i 5 udkantskommuner er udpeget som potentielle modtagere af det radioaktive affald. Feltet indesnævres til 2-3 i 2012/13. De 5 borgmestre står samlet i deres protest mod at aftage affaldet, og de støttes af flere borgergrupper."

DTU-toppen er ellers glade for projektet: "vi nu har direkte adgang til indspil fra store nationale og globale virksomheder. Siemens og SEAS-NVE vil være i stand til at se de kommercielle udfordringer, som vi står over for, når vi skal videreudvikle forskerparken. De kan sætte fingeren på, hvad der er afgørende for, at de spændende virksomheder vi vil tiltrække også rent faktisk går hen og vælger os, siger Anders Bjarklev, rektor på DTU, som Risø i dag er en del af" (citat her).
     Men det er ikke så sært, at fx bornholmerne ikke bryder sig om affaldsdelen af planen. Som det udtrykkes (her): "Nu er det så vi spørger fra Udkantsdanmark: Hvis affaldet ikke er farligt, hvorfor kan det så ikke blive liggende på Risø, hvor det ligger? Risø var oprindeligt med på den liste på 22 steder, som GEUS, statens rådgiver i geologiske anliggender, udpegede, så det må altså være muligt at bruge det område."
     Det er et rigtigt godt spørgsmål, som fortjener ikke bare politikernes, men også DTU-ledelsens eget svar. Og det er et spørgsmål, der er for vigtigt til alene at overlade til DTU, ledelse såvel som forskere. Og det er da også en udfordring, men måske burde tænke mere kreativt over. Som en kommentator foreslår på samme sted: "Byg et slutdepot på Risø, der kunne stå som et kulturhistorisk monument over fortidens fejltrin."
      DTU og de virksomheder, der står bag planerne om cleantech-forskerparken synes måske det er upassende, hvis parken skal bygges med et affalds-tempel i centrum. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke lade et sådant monoment være kernen i en ny forskerpark – til evig påmindelse om teknovidenskabens vidtrækkende og ofte helt uforudsete konsekvenser?
     Følg med og bliv grundigt informeret om sagen på den særlige side om et dansk slutdepot for lav og mellemaktivt affald, Anne Albinus har oprettet. Anne Albinus har også sendt bloggen indlægget nedenfor.

(note tilføjet 4.11.2013 af C.E.: henvisningen til bloggen Eftertanke virker ikke længere, da Kristeligt Dagblad i maj lukkede eftertanke.dk, men se i stedet Anne Albinus' blog atomposten.blogspot.dk ). 

Fra Forskning til Forståelse
af Anne Albinus

Den tidligere atomforsøgsstation Risø skal omdannes til en cleantech-forskerpark, og før det kan ske, skal betydelige mængder af radioaktivt affald fjernes. Det er blevet besluttet at deponere affaldet på 30 – 100 meters dybde i et område, som skønnes egnet efter en geologisk vurdering.

For tiden er 6 lokaliteter inde i billedet: Thyholm, Skive Vest, Thise, Kertinge Mark, Rødbyhavn samt Østermarie. Det drejer sig om områder, der ikke har haft noget påviseligt udbytte af atomforsøgsstationens virksomhed, men som vil komme til at lide under de forventelige følger af en sådan deponering: faldende turistindtægter, større problemer med at tiltrække nye arbejdspladser osv. Med Kertinge som mulig undtagelse er der tale om udkantsområder, der allerede nu har betydelige udviklingsproblemer.

I betragtning af at det handler om farligt affald, hvoraf noget også vil være farligt om titusinder af år, har der været meget lidt offentlig debat om dette emne. Det er også svært at få de fornødne oplysninger om sagen: Politikerne henviser til eksperterne, eksperterne henviser til hinanden, alle skyder ansvaret fra sig. Man får det indtryk, at det her er noget, der skal overstås og glemmes så hurtigt som muligt.

Måske ved de ansvarlige godt, at beslutningsgrundlaget ikke kan stå for en nærmere undersøgelse, eller også har de bare givet op overfor et problem, de synes er uoverskueligt. Sagen om Risø-affaldet viser, at der er et stort behov for at finde andre og bedre måder at træffe beslutninger i sager af denne art.

Universiteterne har eller kan fremskaffe den fornødne ekspertise til at skaffe et overblik over problemer, hvor flere forskellige fagområder skal bidrage til beslutningsgrundlaget. De har den uafhængighed af særinteresser, som vil give deres anbefalinger troværdighed, og den videnskabelige verdens debatkultur vil sørge for, at argumentationen bag anbefalingerne er i orden. Et universitet kan som institution bedre end den enkelte videnskabsmand modstå pression udefra, og endelig kan universiteterne pege på forbedringer i de almene skoleuddannelser, som vil øge befolkningens mulighed for at deltage i debatten om disse beslutninger.

Universiteterne har kort sagt muligheden for at bidrage væsentligt til løsningen af disse vanskelige spørgsmål. Tiden må vise, om de også har viljen.

Dekanernes matadorspil og KU-2016 puljen

Hen over sommeren har det været både fornøjeligt og lidt løjerligt at se en række af mine KU-kollegers  pludselig udtrykke stor interesse for multidisciplinaritet og tværvidenskabelighed. Man ringes op af nære og fjerne kolleger, og hører om deres drømme om transdisiplinære nyskabelser eller, mere pragmatisk, påtrængende samfundsproblemer, det kunne værd at takle fra hver sin videnskabelige synsvinkel. Og jo, jeg holdt ikke mig selv for god til at melde mig ind i koret – jeg elsker tværvidenskab, og synes da også, at jo, ja, det kunne da være et forsøg værd, og virkelig spændende. Men hvorfor nu denne pludselige interesse for tværvidenskab?
     Måske skal forklaringen i sidste ende søges i KU's voksende egenkapital. Som Information beskrev i går (her) har statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen se nærmere på universiteternes store opsparinger, og den problematik er velkendt: Det er ikke lang tid siden det var det stort forklaringsproblem for KU's bestyrelse, at egenkapitalen vokser, samtidig med at man på mange institutter, fx Biologi på Science, men også mange steder på Life, med gru oplevede, at der blev skåret ned på staben for at få budgettet til at hænge sammen, mens egenkapitalen holdtes hellig.^[1]
     Men som moderne ledelsestænkning er i dag, er det et tabu blot at tilbageføre de ekstra midler til de enkelte afdelingers budgetter (tabuet aflæses sprogligt i vendinger som "at smøre det tyndt ud over det hele", det associerer til et rent spild). Ledelsen vil ikke overraskende meget hellere give sig selv magt til at bestemme, hvad overskuddet benyttes til, med andre ord, hvad der skal forskes i. Og skønt det rygtes (her) at den nye forskningsminister har afskrevet Helge Sanders doktriner, er det som om ledelsen stadig lever i Sanders og den akademiske kapitalismes verden, hvor konkurrence er et absolut plus, nærmest et axiom. Så selvfølgeligt skal man have forskerne til at konkurrere om adgang til disse midler.
     KU-toppen, som jo har defineret en "strategi" (kaldet 2016, se her), afsætter så en pulje med 400 mio. kr. til forskning og 80 mio. til uddannelse (se fx her), og definerer herefter reglerne i det ny matador-spil, fx at man helst vil have "våde" og "tørre" fakulteter til at samarbejde; det skal være store projekter (ansøgninger under 10 mio. tages ikke rigtigt alvorligt) osv. — At de ansatte forskere kunne få den tanke, at vi nu skal skrive ansøgninger og konkurrere om at få del i vores egne penge (som Thure Hauser udtrykte det i et debatindlæg her) ser man selvfølgeligt stort på.
     Nu er matadorspillets procedurer lidt forskellige fra fakultet til fakultet, for de enkelte dekaner og deres underledere får også noget at skulle have sagt. Nye regler om langsigtet "indlejring" og "medfinansiering" dukker op hen over sommeren, og får nogle af spillerne til at aflyse aftalte møder og drømme, efter at have talt med en dekan eller institutleder med andre prioriteringer. Man er vel realist.
     Matadorspillet spilles ad to gange, først med korte interessetilkendegivelser (dog med budgetskitser) fra de tvær-fakultære forskergrupper, som i sommerens løb hurtigt har fundet sammen om skrivearbejdet. De blev her ved månedsskiftet kanaliseret via institutlederne, som jo også spiller med, op til dekanaterne. Så er det dekanernes tur (eller det, som i nysprog hedder fakulteternes "ledelsesteam", mellem venner "LT") til at udpege toppen af poppen, som så bedes om at udforme egentlige uddybende ansøgninger. Hvordan dekanerne enes om hvad der er god, vigtig, potentielt banefrydende, ægte tværdisciplinær (og ikke bare tværfakultær) forskning, véd jeg ikke, og kan ikke tyde det ud af de mange procedurebeskrivelser på intranettet, men det er sikkert noget med at få nogle internationale ekspertpaneler til at skrive bedømmelser og anbefalinger, som dekanerne så (ligesom ved besættelse af nye akademiske stillinger) kan skele til i deres endelige beslutning om hvilke af 'deres' forskere, der skal støttes. I det hele taget er det en sjov tanke, at de enkelt-fakultære dekaner skal afgøre hvad der kan være god tværfakultær forskning, som dekanerne så i par eller større klynger kan søge rektor om penge til. Dette er selvfølgelig kun en ufuldstændig gengivelse af den eksplicitte procedure, men gode forbindelser og hård, intern lobbyisme er helt klart de underforståede og mindre transparante elementer af spillet.
     Rent magtmæssigt, med hensyn til forholdet mellem akademisk elite (eller de bedste spillere blandt forskerne) og administrativ elite (de øvre niveauer i den enstrengede ledelse) kan man spørge, om 2016-puljen yderligere vil styrke bestemte 'patron-klient'-lignende relationer, som mange steder er dukket op som følge af den antidemokratiske 2003-reform af universiteternes ledelse og den generelt voksende mængde eksterne midler, som sætter nye skel mellem forskere og afdelinger.^[2] Der vil komme mange nye grupper og initiativer med interessante navne, sikkert også nye MSO'er og uddeling af andre duelighedstegn, men lad os håbe, at der også kommer ny og god forskning ud af det. Topstyringen, som matador-2016 er et eksempel på, forhindrer ikke noget sådant, men måske ville mindre kunstige og mere genuint forsker-initierede samarbejder, understøttet af en god basis-økonomi, gøre forskningen lettere, måske endog mere effektiv, og fordelingen af midler mere gennemskuelig.
     Og hvornår begynder diskussionen om det ubetvivleligt gode i tværvidenskabelighed, hvis selve den disciplinbaserede videnskab ikke tilsvarende støttes?

Noter
[1] KU er selvfølgelig ikke enestående, tendensen er global. Antropologen Marshall Sahlins artikel "The conflicts of the faculty" fra Antropology News, Jan. 2008 (her), er blot én kort og klar beskrivelse af samme problematik, ud af en hel malstrøm af litteratur.
[2] Se fx Claus Baggersgaard 2010: "Det nye A- og B-hold" (her), "Forskerhotel eller centersucces" (her), og (leder (her) med Richard Bisgaard): "Skæbnetime for universiteterne", Universitetsavisen  25/3 og 6/5. Se også flere gode artikler i Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard (red.) 2012: Dansk Forskningspolitik efter Årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag.