Krænkende.
En dekan på Lunds Universitet har i et notat indført regler som forbyder "gentagen og overdreven" kritik af forskningskolleger, som opfattes som "krænkende". Den kritiske filosof, som er anledningen til dekanens regler, har nu klaget til den svenske ombudsmand og forlanger erstatning.
Erik J. Olsson er professor i filosofi på Lunds Universitet i Sverige. For omkring et år siden løb han ind i problemer, han aldrig have troet mulige. Han havde i flere omgange kritiseret en kollegas forskning på et forskningsseminar, hvilket jo næppe er opsigtsvækkende men en normal del af forskningens liv. Men kritikken og reaktionerne på den udviklede sig efterhånden til en heftig sag, som endte med at fakultetets dekan skrev et dekret med særlige adfærdsregler for professorens afdeling. En af reglerne bekendtgør eksemelvis, at "hyppig og overdrevet kritik" er forbudt, uden at det specificeres hvad der ligger i "overdreven" (man må antage at kun dekanen kan afgøre dette).
Det virker i mine øjne helt bizart, og associerer umiddelbart til den stemning af tanke- og meningskontrol, der herskede i Stalintiden i det tidligere Sovjet. Og da det foregår på en afdeling for filosofi kan man jo heller ikke undgå at komme til at tænke på myndighedernes forhold til Sokrates i det gamle Athen. Uanset om disse associationer er ude af proportion, er det trist at der overhovedet gives en anledning til dem i et land som Sverige. Når man læser dekanens notat (som på svensk kaldes en PM, og kan læses
her) virker hendes påbud vilkårlige og uforståelige. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om noget lignende ville kunne forekomme i Danmark, og må desværre erkende, at jo, selvom det er langt ude, er det desværre ikke en umulig tanke, fordi også i Danmark køres universiteterne i stigende grad som private virksomheder, hvor ledelsen blander sig i de rent faglige anliggender og forventer "loyalitet" af de ansatte. Man overser, at undertrykkelse af den frie akademiske debat er ganske illoyalt imod selve universitetets idé.
Erik Olsson følte sine almindelige rettigheder til at ytre sig gået så nær, at han indklagede Lunds Universitet for den svenske Justitiekansler (JK), der som institution er delvist uafhængig af regering og domstole og minder om den danske ombudsmand (se anmeldelsen
her). Klagen lød på krænkelse af ytrings-, forsamlings og informationsfriheden. Også en af Olssons kolleger på den filosofisk afdeling klagede til Justitiekansleren (se
her). Sagen afventer Justitiekanslerens afgørelse senere dette efterår, og har været omtalt i Sydsvenskan (
her), og det DJØF-lignende blad Jusektidningen (
her).
Erik Olsson har med god grund valgt at klage over sagen som et brud på fundamentale menneskerettigheder. For mig er der ingen tvivl om, at dekanen også har forbrudt sig imod den akademiske frihed, som omfatter flere ting, bl.a. forskningsfrihed, om hvilken Matthew W. Finkin og Robert C. Post i deres
For The Common Good - Principles of American Academic Freedom skriver at denne udøves indenfor rammerne af bestemte disciplin-specifikke standarder og at "Contestation drives the conversation that constitutes ordinary scholarly life" (p. 56); men også frihed til at udtrykke kritik indenfor murerne, om hvilken Finkin & Post skriver "Freedom of intramural speech (...) renders any institutional policy or decision a fair subject for faculty comment or criticism. (...) It is a liberty of the workplace expression rarely encountered – or tolerated – in the business world" (p. 124).
Det er en sag, som nogle vil sige blot er en storm i et glas vand, men som ved dekanens uheldige håndtering har udviklet sig til at blive en meget principiel sag. Lad os håbe, at Justitiekansleren kan se det, og ikke køber evt. forsøg til at reducere det til en sag om misforstået dekan-loyalitet og "samarbejdsproblemer".
