KU cowboy uden karma - sagen om Timo Kivimäki udstiller universitetsledelsens principløshed

Fyr først! Spørg bagefter!
Det synes at være devisen i KU-toppens seneste ageren i sagen om den spion-sigtede samfundsforsker Timo Kivimäki, som netop er blevet fyret fra Københavns Universitet (se bl.a. her). Man fyrer ham, ikke begrundet i, at han har gjort noget forkert som forsker med nærmere angivelse af hvori præcis hans kommunikation med "fremmede magter"(/"extra-universitære stakeholders"?) er gået over stregen, men begrundet i, at det ikke ser så pænt ud for KUs "anseelse" /status /branding, at en spionsigtet nu også er blevet dømt i det juridiske system som spion. Man fyrer ham for at se pæn ud. Bagefter spørger man PET om, hvad det egentlig var for en grænse, han overskred. En grænse, som samfundsvidenskabelig dekan Troels Østergaard Sørensen, ifølge seneste radioavis, heller ikke kender - og derfor efterspørger.
    Man kan resummere sagen således: "Han overskred grænsen (siger PET) – vi må fyre ham! Og så må vi hellere spørge PET, hvor grænsen egentlig går..."
    Det ser altså grimt ud. Det minder om sagen om PET, sms'erne, rockerne i Køge og den mistede ministerpost til Henrik Sass Larsen, besluttet af statsministeren. Sådan er det åbenbart blevet i Danmark. PET regerer eller insinuerer, og topledelserne, hvad enten det er i Socialdemokratiet eller på universitetet, retter ind og evner ikke, eller har ikke mod, til at tænke principielt. I stedet bekymrer man sig om "den offentlige mening". Føj.

Høringssvar på forskningsindikator-evaluering

Høringssvar på udkastet til evalueringen af den bibliometriske forskningsindikator (BFI) er nu ankommet (vi fik fristen udstrakt til 1. juli), og en af de ting, der nok vil blive diskuteret, er modellens omfordeling af midler i forhold til de samlede basismidler og modellens omkostninger.

    Før BFI opererede man med en 50-40-10 model, dvs. 50% af de nye basismidler fordeltes efter uddannelses-output, 40% efter evne til at tiltrække eksterne midler, og 10% efter færdige ph.d.'er. Den nye model hedder 45-25-20-10, dvs. 45% efter uddannelses-taxameter, 25% efter publikationer (BFI), 20% efter eksterne midler, og 10% efter ph.d.-produktion. (Repræsentanter for Hum- og Samf-fagene har været glade for nedgangen fra 40 til 20% af vægten af belønningen for at tiltrække eksterne midler, og man kan spørge, hvorfor det det element overhovedet skal have nogen vægt). Ifølge Finansloven for 2012 er de samlede basismidler til de danske universiteter 8,1 mia. kr. 
    Kun nye midler fordeles efter den nye 45-25-20-10 model, hvilket i 2012 er 720 mio. kr., så af disse fordeles således 25% efter BFI. Ifølge udkastet (her) der sendtes i høring fremgår, at "Hvis man sammenligner fordelingen i 2012 med hvordan den ville have været med den gamle 50-40-10-model (uden BFI), er omfordelingseffekten på 1,6 prosent." (s. 23 i udkastet). Hertil bemærkede en af mine kolleger: "Ethvert system som bruger 26 millioner kroner og oceaner af ubetalt forskningstid for de medvirkende forskere på at omfordele 1.6 mio. kr. pr. 100 mio. kr. må anses for absurd. Dette er ingen undtagelse." 
    Jesper W. Schneider og Kaare Aagaard udtrykker det sådan: "Betragter man den minimale omfordeling og sammenholder den med den til tider ophedede debat omkring BFI, fremstår hele øvelsen i udpræget grad som 'stor ståhej for ingenting', uanset om man anskuer det fra et universitetsperspektiv eller en politisk/administrativ vinkel" (s. 249 i kapitlet (her) om BFI i bogen Dansk Forskningspolitik Efter Årtusindskiftet). De tilføjer dog, at den alligevel kan bidrage til en udvikling med potentielt negative effekter, og de giver den danske BFI en anderledes kritisk behandling end evalueringsudkastet. Schneider og Aagaard sammenligner BFI med den oprindelige "norske model" og fremfører fire kritikpunkter: 1. Uklare målsætninger og mangelfuldt forarbejde; 2. Uklare incitamenter (de stiller spørgsmål ved, om vi overhovedet "i Danmark har brug for en model med incitamenter til øget akademisk publicering" (s.254)); 3. Fastlåsning af midler indenfor hovedområderne (hvad man ikke har i Norge); 4. Problematisk dokumentationssystem og datakvalitetssikring.
    Noget af kritikken går igen i de høringssvar, vi nu kan offentliggøre her på bloggen, nemlig fra Dansk Magisterforening (her); Akademikernes Centralorganisation (her) og Faggruppe 68 (her) som undertegnede er formand for. Vi modtager gerne supplerende høringssvar til offentliggørelse. 
    DM citerer bloggen og Finn Hansson for bl.a. det snævre kommissorium og det ensidige fokus på dekanernes meninger. Med hensyn til spørgsmålet om forskningskvalitet spørger DM retorisk, om man måler det værdifulde, eller værdsætter det målbare? Herefter slår DM i sit svar ned på et helt principielt spørgsmål, menlig publiceringsfrihed: Det er

"DM’s grundlæggende opfattelse, at beslutningen om, hvordan og hvor et forskningsresultat bedst offentliggøres ikke er et strategisk ledelsesspørgsmål eller skal være incitamentstrukturer, som desuden danner grundlag for tildeling af en større eller mindre del af de samfundsmæssige forskningsressourcer. Publicering er en naturlig og indbygget del af enhver forskningsproces, og må som sådan være omfattet af den samme forskningsfrihed som selve forskningen, og det må være op til forskeren/forskergruppen selv at vurdere, hvordan den bedste og mest effektive publicering kan foretages.
     Hermed indikerer DM også, at foreningen er helt enig i, at forskningsresultater naturligvis skal publiceres og gøres til genstand for en åben akademisk debat, som er den mest effektive måde at bringe forskningen fremad. I denne sammenhæng kan det således undre, at det i rapporten fremstår som om at publiceringskrav i peer reviewede videnskabelige tidsskrifter eller monografier mv. ikke har været et tema ved danske universiteter før BFI blev introduceret. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Alle danske universiteter har mindst de sidste 20 år haft forskellige procedurer og aftaler om forskningspublicering/forskningsvogtning, hvor der har været krav om jævnlig publicering i en eller anden relevant form efter peer review af det indleverede materiale.  (...) denne historiske kontekst nævnes end ikke i rapporten."

Også AC kritiserer, at man kun har valgt at inddrage universiteternes ledelser, og ikke de aktive forskere. Evalueringsrapporten viser efter AC’s vurdering, 

"at der fra universitetsledelsernes side mere er tale om en passiv opbakning end aktiv støtte til BFI. Universiteterne foretrækker BFI i mangel af bedre alternativer, fordi den har vist sig at give nyttig ledelsesinformation og gøre det muligt at sammenligne publiceringsadfærden på tværs af universiteter."

Endvidere finder AC det også problematisk, 

"når flere universiteter anvender BFI som grundlag for den interne fordeling af forskningsmidler. Det vil være bekymrende, hvis BFI mere generelt kommer til at være bestemmende for fordelingen af forskningsbevillinger mellem fakulteter og institutter. En sådan udvikling risikerer at ”straffe” forskningsområder uden en stærk tradition for kvantitativ måling af forskningens omfang og resultater og at hæmme innovation og nytænkning i forskningsmiljøerne."

Denne udvidede brug af BFI ligger ikke i den oprindelige grund til at indføre den, og det er en brug som Fagligt Udvalg i BFI-organisationen selv har advaret imod. Endelig peger AC, ligesom Faggruppe 68, på at 

"Mange faggrupper der dækker vidt forskellige forskningsfelter har det problem, at 20%-reglen om hvad der hører til ”det bedste” ekskluderer en række videnskabelige specialers tidsskrifter fra højniveaustatus. Det sker selv om de både har et højt niveau, anses for førende på feltet blandt feltets egne forskere og udgør den vigtigste publiceringskanal for det pågældende speciale. Det sker alene fordi de udgrænses af andre højniveau tidsskrifter fra andre videnskabelige specialer i faggruppen. En løsning kunne her være at øge antallet af faggrupper selvom også dette vil være forbundet med problemer."

Den største omkostning ved DFI er måske ikke så meget de økonomisk-administrative omkostninger  og tidsforbruget (evalueringen skønner kun faggruppernes samlede timeforbrug for 2012 til 2,7 årsværk) som den ændrede måde man kommer til at opfatte forskning på. (Schneider og Aagaard: Implementeringen af indikatoren har skabt "en italesættelse og nogle afledte effekter, der er mere adfærdsændrende, end hvad selve indikatorens økonomiske omfordeling burde tilsige", op.cit., p. 255). 
     Her indikerer BFI en sygdom i opfattelsen af videnskab som noget, der skal forvaltes fordistisk som en bil- eller brødfabrik. Der er behov for at bryde med det billede. Som DM påpeger: "Forskning må og skal bygge på en tillid til, at forskerne anvender de ressourcer, som bliver stillet til rådighed for dem, på den bedst tænkelige måde – også selv om det ikke er alle forskningsprojekter, som nødvendigvis fører til en artikel i et højt estimeret tidsskrift med mange citationer inden for de første år efter publiceringen."