Danske Universitetsforskere står uden samlet organisation

Det er ingen hemmelighed, at danske universitetsforskere længe har manglet en organisation, der kunne repræsentere dem som kollegialt interessefællesskab. Den organisation, som før havde det mere ærlige navn Rektorkollegiet hedder i dag Danske Universiteter (D.U.), og er en leder-organisation, hvor rektorkollegiet, formandskollegiet og underudvalg for universitetsdirektører m.v. samles. Men D.U. forsøger gerne i udtalelser til medier og politikere at fremstå som talende på vegne af hele universitetsverdenen, også universitetsforskerne, selvom der ofte er interessemodsætninger mellem ledere og de ledte på de danske universiteter. Når det sker, pådrager D.U. sig et legitimitetsproblem.

Sammenlign den let manipulerende passage fra D.U.'s hjemmeside (her):

"Danske Universiteter er mødested for universiteternes ledelser og medarbejdere, som i Danske Universiteter kan drøfte universiteternes fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for politikere, ministerier og samarbejdspartnere."

med denne mere sandfærdige sætning fra D.U.'s vedtægter (her):

"Danske Universiteter er mødested for Formandskollegiet og Rektorkollegiet, som i Danske Universiteter kan drøfte fælles problemer, tage fælles initiativer og repræsentere de danske universiteter over for myndigheder og andre aktører i samfundet."

Jeg foreslår, at D.U. underkaster sine hjemmesider et peer review, og iøvrigt i sin kommunikation husker at erindre om, at man repræsenterer et leder-perspektiv. 


Hvor er det akademiske medarbejder-perspektiv? Det er en skam, at danske universitetsforskere står splittet i forskellige fagforeninger og ikke har en samlet organisatorisk platform at tale ud fra, når man ser bort fra FORSKERforum (eller i al beskedenhed, denne blog, der jo forslår som en akademisk skrædder i helvede). 
Mogens Ove Madsen, som d. 20/6 havde en vigtig kronik i Information om den akademiske frihed (her), er en af de forskere, der har foreslået en sådan struktur (bl.a. i sin 2009-bog Universitetets Død). Det ville være fint, hvis DM og DJØF (men gerne også de andre akademiske fagforeninger) kunne starte med at finde sammen om en platform - eksempelvis ganske enkelt kaldet Danske Universitetsforskere - som kunne agere kontravægt til universitets-rektorer, -bestyrelsesformænd, -direktører og hvad der nu ellers er af sildesalat indenfor dén verden, og formulere en klar politik for en mere mangfoldig og fri organisering af universitetsforskningens verden.

NIFU-direktør svarer på kritik af evalueringsudkast vedr. forskningsindikator

I anledning af den foreløbige kritik, omtalt i dagbladet Information, af udkastet frigivet til høringsvar (eller korrektur og faktuelle rettelser) af evalueringen af den Bibliometriske Forskningsindikator – en kritik som initieredes af et indlæg her på bloggen – har direktøren Sveinung Skule for det norske institut, hvor udkastets hovedforfatter Gunnar Sivertsen er ansat (NIFU - Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning), nu svaret på kritikken. Information har bedt om en forkortet udgave, men Sveinung Skule har ønsket offentliggørelse af det fulde svar, som så er sendt her til bloggen. Korrespondancen og Sveinung Skules fulde svar kan ses her. Sveinung Skule skriver bl.a.:

"NIFU er ikke et kommercielt foretagende, men et selvstændigt, non-profit, samfundsvidenskabeligt forskningsinstitut med basismidler fra Norges forskningsråd. Vi ville ikke have den samme tillid hos europæiske myndigheder og i europæiske forskningsmiljøer som vi har i dag, hvis vi lavede politiske bestillingsværker eller optrådte som konsulenter med påholden pen. Vores forskere har desuden fast løn og har derfor ingen personlig økonomisk fordel af vores kontrakter. 

Den bibliometriske forskningsindikator har heller aldrig været til salg. Som det fremgår af den nye rapport, er denne indikatormodel først udarbejdet i et samarbejde mellem universiteterne og forskningsmyndighederne i Norge. Derefter er der udarbejdet en lignende model i et samarbejde mellem universiteterne og forskningsmyndighederne i Danmark. På vegne af NIFU har Sivertsen været rådgiver i begge sammenhænge. Disse roller er omtalt i rapporten. Rapporten er ingen evaluering af Sivertsens eget arbejde. Den er et grundlag for at vurdere og diskutere indikatoren, herunder problemerne og konflikterne omkring den, efter tre år."

Da jeg selv – bl.a. under indtryk af, at ministeriets styrelse i første omfang gik udenom de 67 faggrupper (se her) – har betegnet udkastet som en "selvevaluering", en betegnelse som jeg står ved, vil jeg senere kommentere mere uddybende også på dette aspekt. Antydningsvist kan jeg nævne, at jeg med udtrykket "selv" i selvevaluering ikke så meget tænkte på NIFU eller Gunnar Sivertsen som fagperson, men på ministeriet og styrelsen som institution.

Skal forskerne ikke have ret til frit at disponere over deres artikler?

Finn Hansson har 16/6 en reaktion i forbindelse med mit indlæg ”Nedskæringer uden åben diskussion” om konsekvenserne af en Open Access politik baseret på tvang.

Jeg er glad for, at ”Forskningsfrihed?” kan give plads for diskussion, og selvom Hansson egentlig ikke forholder sig til mit indlæg, er det trods alt bedre, end at diskussioner om Open Access foretages i det skjulte hos styrelser og biblioteksadministrationer.

Hanssons synspunkt er, at det er forkert, at kommercielle forlag får overdraget forskernes manuskripter. De store tidsskriftsforlag har nærmest monopolagtig magt og for at modvirke ublu fortjenester, er der ”brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne” for at de får medejerret til deres forskning. Dette skulle bevirke, at bibliotekerne kunne få tidsskrifterne billigere.

Hvis man er principiel modstander af at private firmaer udfører tjenester for det offentlige mod en vis fortjeneste, kan man kun være enig med Hansson.

Hvis man derimod er interesseret i, hvorledes videnskabspublicering fungerer bedst og billigst, kan man fundere over:

Det er ikke principielt forkert at overlade copyright til et forlag I mange århundreder har videnskaben draget nytte af, at forlag har udgivet forskernes manuskripter mod at få eneret til udgivelsen. Hele vores civilisation bygger på dette system, hvor forlagene sikrer sig imod, at andre forlag udgiver samme artikler og derved underminerer økonomien i det redaktionelle arbejde.
Det er således ikke principielt forkert, at udgiverselskabet bag Historisk Tidsskrift tager penge for sit tidsskrift.

Elsevier har ikke monopol Jeg anmeldte på vegne af Danske Videnskabsredaktører i foråret 2011 forlaget Reed-Elsevier til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med påstanden om, at selskabet udnyttede dets monopolstatus.
Styrelsen frifandt imidlertid helt forlaget: ”Styrelsen kan ikke på det foreliggende grundlag konstatere tegn på at Reed-Elsevier misbruger en eventuel dominerende stilling i markedet for udgivelse [af] videnskabelige tidsskrifter,” og styrelsen lukkede herefter sagen.

Open Access kan give højere profitter

Forfatterbetalt udgivelse er ingen garanti for lave profitter. Der er mange kommercielle udgivere på dette nye marked, og Springer Verlag, Hindawi og alle øvrige kommercielle udgivere kan til enhver tid hæve niveauet for forfatterbetaling, når deres tidsskrifter er blevet indarbejdet og forskerne vælger de mest citerede tidsskrifter.
Det vil nu blive forskerne, som individuelt vil blive stillet over for dyre regninger og ikke de relativt stærke biblioteker, som hidtil har stået samlet ved den traditionelle abonnementsbetaling.
Denne fare findes omtalt i rapporten ”Heading for the Open Road” af Mark Ware, en af Englands mest anerkendte uafhængige eksperter. Heading for the Open Road

En artikel har aldrig været så billig som i dag

Efter at have læst Hanssons indlæg skulle man tro, at priserne på tidsskrifter blot stiger, uden at bibliotekerne/forskerne får noget for pengene. Virkeligheden er, at prisen for en artikel aldrig har været billigere.
Antallet af produktive forskere stiger og dermed den totale produktion af forskning, hvorfor der er flere udgifter til den redaktionelle indsats oveni at der leveres mange nye digitale ydelser. Samtidig følger BRIC landene ikke med i at betale deres del af publiceringsudgifterne.
Derimod kan forlagenes digitale tjenester give anledning til store besparelser i bibliotekssektoren, når bibliotekarer ikke mere skal skrive kartotekskort og slæbe tidsskrifter til og fra reolerne. Den del af regnestykket bør anstændigvis være med, når vi skal se på den samfundsøkonomiske mest hensigtsmæssige indretning af publicerings- og distributionssystemet.

Open Access vil styrke de stærke forlag

Hvis bibliotekerne fik presset Open Access igennem, vil forskerne miste publiceringsmulighed hos de små og svage udgivere. Den kraftige agitation for gratis udgivelser vil ødelægge økonomien hos flertallet af verdens tidsskrifter.
Derved vil de store forlag miste deres mindre konkurrenter, og da deres egne udgivelser notorisk hører til verdens bedste, skal bibliotekerne fortsat abonnere. Resultatet bliver at Elsevier og kolleger bliver endnu stærkere på markedet.

Forskerne skal beholde deres forskningsfrihed

Med til forskernes forskningsfrihed hører friheden til at vælge det mest hensigtsmæssige sted at publicere. Man skal vælge det tidsskrift, som giver ens manuskriptet den bedste bearbejdning, som giver den bedste læserkreds i forhold til emnet og hvad man ellers lægger vægt på.
Lad os få en åben debat om forlagene, og så kan Hansson og andre vælge forlag fra, hvis de ikke synes om forlaget. Men lad os for alt i verden blive fri for et formynderi, hvor nogen med magt dikterer, hvad andre skal gøre.

--

Jeg må dog også kommentere Hanssons debatform, som jeg finder meget ubehagelig. I stedet for at debattere mit indlægs synspunkter, bliver jeg personligt mistænkeliggjort som ”tidsskriftsejer”, ikke "spille med åbne kort" og er i ledtog med de store forlag.

Her er mine åbne kort: De sidste mange år har jeg forsket med en produktion på ca. en bog og en håndfuld videnskabelige artikler om året. I mere end 34 år har jeg i min fritid arbejdet som redaktør for videnskabelige selskaber. Faktisk har jeg været pioner ved Open Access siden slutningen af 1980’erne, men herved har jeg også fået et nuanceret forhold til publiceringsformen, som må interessere de mere sandhedssøgende af denne blogs læsere. Blandt andet at tvunget Open Access har mange negative konsekvenser for videnskaben.
Derfor sårer anklagerne for private økonomiske interesser i sagen mig ekstra meget – jeg har i mit liv aldrig ejet et tidsskrift eller for den sags skyld fået en krone for at arbejde som redaktør.

Stillingsopslag til forskerstillinger og problematiske ansættelsesprocedurer

Jeg har hørt rygter om, at man på nogle universiteter slår lektorater op, som så besættes tilsyneladende efter normal procedure, men på tidsbegrænsede kontrakter, fx 5 år! I den periode skal den nyansatte så "bevise" at han eller hun kan fundraise til sin egen løn og helst mere. (Jeg taler her om ordinære universitetsinstitutter, ikke centre under Grundforskningsfonden el. lign.)  Jeg har intet overblik over omfanget af denne praksis, men den er da dybt problematisk, ikke mindst hvis det af stillingsopslaget ikke fremgår, at stillingen er ikke-permanent. Er der nogen, der har synspunkter, eksempler, eller mere viden om dette? Kommentér gerne her eller skriv til mig.

Vi har før (28/3-2011, her) skrevet om næsten det samme: Afviklingen af selve begrebet om lektorer og professorer som "faste fuldtidsstillinger"; og hvordan der bag institutternes hjemmesider med de lange personalelister gemmer sig et væld af forskellige uigennemskuelige ansættelsesformer, fx 5%-professorer o.l. vanvittigt. Det kunne også være interessant at få fagforeningernes opfattelse af disse forhold.

Skal forsker og deres universitet ikke have ret til at disponere frit over de artikler, forskerne har skrevet?

"Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler."

Under denne noget misvisende overskrift fremlægger tidsskriftejer, redaktør og konsulent Jørgen Burchardt en række påstande om konsekvenserne af politiske tiltag, der er under udformning og som skal tjene til at sikre, at forskere skal lægge deres videnskabelige artikler på offentlig tilgængelige websteder. Det er naturligvis OK at Burchardt er indædt modstander af dette – helt som de store kommercielle forlag (Elsevier, Springer, Blackwell osv.) også er det – men det holder ikke at han tager forskerne til indtægt for de i bund og grund forlagskommercielle interesser.

Virkeligheden er, at forskere i årevis har måttet afgive rettighederne til deres publicerede arbejde, betalt af offentlige midler eller fonde, fordi det har været et indiskutabelt krav fra de store og stærke forlag for ar få udgivet en artikel. I den sammenhæng står den enkelte forskere i en meget svag forhandlingsposition, da tidsskriftredaktørerne har forlagenes juridiske eksperter bag sig og i sidste ende blot kan afvise en artikel. Enkelte forlag som Springer har på det seneste været så ’imødekommende’ at tilbyde forskere at kunne bruge deres artikler frit mod en beskeden betaling af op til 3000 US$.

Modstanden mod de store tidsskriftforlag med nærmest monopolagtig magt over publiceringskanalerne og deres økonomiske grådighed er startet blandt forskere på de store universiteter i USA og har nu også fået støtte i EU og i bl.a. det danske forskningsrådssystem. 

Der er ikke, som Burchardt skriver, tale om at tvinge forskere til at udgive i open access tidsskrifter, der er tale om at tvinge de store kommercielle tidskriftudgivere til at give forskeren medejerret over den forskning forskeren har lavet når den skal udgives i tidsskrifter.  Og i den sammenhæng har forskerne brug for at stærke institutionelle kræfter stiller op bag forskerne mod de store tidsskriftforlag og støtter forskernes rimelige rettigheder.

Det ville klæde Burchardt at spille med åbne kort og præcisere, hvor hans argumenter adskiller sig fra de store og multinationale tidsskriftkoncerners eller om han er enig med dem i deres modstand mod at dele copyrighten med artiklernes oprindelige producenter, forskerne. Baggrunden for den voksende modstand er disse koncerners helt ublu prispolitik, som er ved at tvinge universitetsbiblioteker til at opsige abonnementer på centrale tidsskrifter. Det er jo ikke tilfældigt at Elsevier for nogle år siden flyttede hovedkvarter fra Holland til et caribisk skattely, således at EU’s og USA’s anti-monopollovgivning ikke kan ramme dem.

Skal evalueringen af den bibliometriske forskningsindikator foregå i stilhed?

Endnu engang viser den styrelse, som er ansvarlig for Den Bibliometriske Forskningsindikator, og som ledes af Inge Mærkedahl, sin tilbøjelighed til lukket kommunikation. Det er ellers blevet bedre efter at Forsknings- og Innovationsstyrelsen (den enhed, der har ansvaret for indikatoren, hedder nu: Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, Koncerncenter for Analyse og Statistik, lad os kalde den SVUUKAS) fik taget sig sammen til at informere om projektet på styrelsens hjemmesider.
Men nu ligger der altså en evaluering, og hvad sker der så? De videnskabelige rådgivere i de oprindeligt 68 faggrupper, som har været med til at forsøge at gøre indikatoren "så lidt ringe" som muligt, når den nu var politisk besluttet, negligeres. Høringen sendes direkte til universitetsledelserne, men hvem i toppen af de enkelte universitetsledelser forestiller man sig skal skrive høringssvar? Tror SVUUKAS og Inge Mærkedahl, at topledelserne sender rapporten og høringen videre "nedad" til de faglige rådgivere?

I al fald har undertegnede faggruppemedlem ad helt tilfældig vej - nemlig i en kommentar til et andet indlæg på denne blog! - fået nys om såvel evalueringsrapporten som høringen. Høringsperioden er 25. maj til 15. juni 2012.
Det er utilfredsstillende. Protest og materiale, inkl. evalueringsrapport, er nu gjort tilgængelig for alle interesserede her.
ps:
det er symptomatisk, at i dag betyder ord som "Københavns Universitet" i ministeriets ordbog "universitetets topledelse", og man glemmer at topledelsen for fx KU ikke er synonym med KU.

Nedskæringer uden åben diskussion

6 % færre forskningsmidler - visse fag taber yderligere 30 % forskning

Meget snart kan der blive truffet beslutninger, som betyder ½ mia. kr. færre forskningsmidler.

Oveni kan mange fagområder blive ramt ekstra hårdt ved at miste 30 % af deres forskning.

Det lyder som utrolige påstande. Læseren vil utvivlsomt mene, at forskerne ville nok have hørt om så drastiske nedskæringer, hvis de var rigtige.

Problemet er imidlertid, at embedsmændene bag planerne holder forskere og presse hen for at undgå en åben diskussion. I stedet sælges nedskæringerne på, at der tale om samfundsmæssige fremskridt.

Beslutning med store konsekvenser

De danske forskningsråd og EU er i denne tid tæt på at beslutte, at støttede forskere skal tvinges til at få deres artikler gratis på nettet - den såkaldte Open Access. Forskerne kan risikere ikke mere frit at kunne vælge udgivelsesform men kan blive tvunget til at vælge et tidsskrift med gratis publicering. Det er oftest tidsskrifter, som får finansieret de redaktionelle omkostninger ved at kræve betaling af forfatterne. Typisk skal en forfatter betale 16.000 kr. for at få en artikel optaget. Da forskerne ikke får flere midler, må de tage beløbet af deres forskningsmidler.

Forskerne skal altså ikke kun levere manuskript til deres artikler. De skal også levere et kontant beløb for at kompensere for de indtægter fra abonnement og salg, som NOVO og andre abonnenter hidtil har betalt. Forskerne skal altså overtage de hidtidige abonnenters betaling af publiceringen.

Vi skal ikke her diskutere de mange problemer ved Open Access, som f.eks. at flittige forskere vil få problemer med at skaffe midler til at få sin forskning publiceret, men Foreningen af Danske Videnskabsredaktører har regnet på hvad en konsekvent Open Access politik vil koste. Ud fra den registrerede forskning i den bibliometriske forskningsindikator vil det alene for universiteternes forskning dreje sig om ca. 400 mio. kr., som samfundet får mindre forskning for.[1] Hertil skal lægges forskningen på hospitaler og andre forskningsinstitutioner (ca. 22 % af den totale forskning). Forskningen vil herved i realiteten miste knap 500 mio. kr. svarende til knap 7 % af forskernes lønudgifter.

Store fagområder rammes ekstra hårdt

De negative konsekvenser er desværre ikke slut endnu. Forfatterbetalt publicering har andre negative konsekvenser. Mange fagområder vil miste en meget stor del af deres forskning, nemlig den del, som udføres af de institutionsløse forskere, hvilket udgør 30 % af den publicerede forskning i danske tidsskrifter.[2] Den skabes af pensionerede professorer og lektorer, som fri for administrative forpligtelser kan publicere fra et livs erfaringer, af Ph.d. studerende med ofte nyskabende teorier og indsigter, af arbejdsløse, som har fået tid til at gå i dybden med et emne, eller af folk på institutioner uden forskningsopgaver; til eksempel af gymnasielektorer og præster med mange års forskningsindsats bag sig.

Man kan ikke forvente, at disse forskere af egen lomme skal betale for publicering - oveni at de i deres fritid har udført forskning. Det er utænkeligt, at en flittig institutionsløs forsker har mulighed for at betale 42.000 kr. for tre artikler på et år.

Det er især humaniora og samfundsvidenskab, der bliver ramt, men også en del naturfag. Andelen af institutionsløse forskere er meget høj i de ”tørre” fag, hvor der ikke behøves laboratorier og forskningsteams i modsætning til de ”våde” fag, men selv det medicinske område vil miste forskning i størrelsesordenen 19 %

Yderligere udgifter til offentliggørelse af data

Det er ikke nok, at forskerne skal betale publiceringen. Der er tilmed krav på vej til, at forskere skal offentliggøre de data, forskningen bygger på. Dette ekstraarbejde skal vel og mærke tilsvarende udføres uden at forskerne honoreres for ekstraarbejdet.

Det er svært at omregne dette ekstra arbejde. Forskningens grundmateriale er meget forskelligartet, men der findes kildemateriale, hvor det vil koste mere arbejde at gøre data tilgængelig, end det tager at skrive selve artiklen. Det er til eksempel tilfældet, hvor der benyttes film, interviews, optegnelser og registreringer, som det vil tage måneders arbejde at gøre tilgængelig som anvendeligt kildemateriale for andre, og hvor copyright og privatlivets beskyttelse vil blive nye problemer for forskerne.

Forskerne bevidst holdt væk fra diskussion

Disse tiltag er ukendt for de fleste. Det skyldes en bevidst politik fra statslige embedsmænd, at beslutning om tvungen Open Access og publicering af data skal tages uden en åben diskussion. Man kender forskernes modstand og vil for alt i verden undgå, at denne modstand bliver kendt af politikerne.

I maj 2010 offentliggjorde Uddannelsesministeriet en rapport med forslag til Open Access. Den kom i offentlig høring, og en lang række institutioner kom med kommentarer, herunder mange meget kritiske. Alt så godt.

Ministeriet udsendte imidlertid et stort set identisk forslag i marts 2011. Selvom den daværende videnskabsminister over for Folketinget erklærede, at det vil ”være muligt for alle interessenter at fremlægge synspunkter”, gjorde ministeriet intet for at forskerne blev orienteret om det nye forslag. Ministeriet sørgede ikke for at pressen fik rapporten, hvorfor den ikke har været omtalt i dagspressen, og ministeriet har end ikke sendt de kritiske indsendere af kommentarer - Videnskabernes Selskab, Magisterforeningen, DJØF, Københavns Universitet osv. - besked om at den nye rapport eksisterer.

Erhvervsministeriet bør betale

Vi skal ikke her have en diskussion af Open Access. Den bør føres på et kvalificeret grundlag ud fra neutrale undersøgelser med en efterfølgende åben debat.

Det skal dog nævnes, at mens Open Access antagelig ikke er den store fordel for videnskaben, kan der være en fordel for samfundet ved at erhvervslivet får lettere adgang til forskning.

Hvis det er rigtigt (igen bør påstanden undersøges neutralt), bør erhvervsstøtten til gratis publicering betales af Erhvervsministeriet – ikke af forskerne.

Jørgen Burchardt

Formand for Foreningen af Danske Videnskabsredaktører

---

[1] Hvordan Danmark får den bedste adgang til forskningsresultater. Forslag til en grundig undersøgelse af Open Access. Danske Videnskabsredaktører 2011.

[2] Jørgen Burchardt: Institutionsløse forskeres antal og samfundsmæssige betydning (under udgivelse).

Er der grænser i en global vidensøkonomi?

Helt grundlæggende for en global vidensøkonomi er betragtningen om, at øget internationalisering nødvendigvis må betyde mere viden for alle forskere. Men er det rent faktisk tilfældet, eller ser vi i virkeligheden en indsnævring af forskernes horisont? Med udgangspunkt i egne erfaringer og forskning skal jeg her komme med fire eksempler på, hvordan de internationale tidsskrifter igennem deres peer review system kan være med til at begrænse frem for at udvide forskernes teoretiske, kulturelle og sproglige perspektiver.

Grænse 1: hvilke teorier må vi bruge?
Nogle gange oplever man, at tidsskrifternes reviewers forholder sig skeptisk overfor teorier og paradigmer, som de ikke kender. En model udviklet af danske forskere risikerer således at blive stemplet som ”less well-known” eller ”mindre relevant.” Omvendt kan man også møde reviewers, der forsøger at fremhæve en bestemt teoretisk vinkel. I forhold til international undervisning er jeg gentagne gange blevet bedt om at inddrage et postkolonialt perspektiv, hvilket ikke giver specielt god mening i forhold til situationen i Danmark, hvor langt de fleste af vores internationale studerende kommer fra Europa. Alligevel vælger jeg at bruge plads på først at diskutere og siden afvise det postkoloniale perspektiv, for jeg ved jo, at det kan betyde hurtigere  accept og dermed udgivelse af min artikel.

Grænse 2: hvilken litteratur skal vi henvise til?
Manuel Aalbers (2004) har bemærket, hvordan det i de internationale tidsskrifter synes helt afgørende, at vi kender den anglo-amerikanske litteratur på området, hvorimod det ikke betyder ret meget, om vi er opdaterede med for eksempel den nyeste europæiske eller kinesiske forskning. Og vælger vi alligevel at trække på kilder fra den ikke-engelsksprogede verden, risikerer vi at få pålagt et ansvar for at finde oversættelser til de af vores kolleger, som kun læser engelsk. Af samme grund har jeg flere gange kæmpet med forlagsfolk, som ikke kunne forstå, at den danske regering ikke udgiver alle rapporter på engelsk. Hvad angår min metodebog, Kvales InterView (1996) har jeg helt opgivet og henviser nu konsekvent til den engelske udgave (som jeg i øvrigt aldrig har læst).

Grænse 3: må vi overhovedet skrive om Danmark?
I forhold til ”kontekst,” som kan defineres som den geografiske og/eller socio-kulturelle ramme for vores forskning, skelner geografen Lawrence Berg (2001) imellem USA og Storbritannien, som anerkendes som ”default” lokationer, der tillader forskere at drage generelle konklusioner; og så områder som Canada, Vesteuropa og Australien, hvor forskeren alene kan hente ”lokal” viden til brug i casestudier. Ifølge Berg er en sådan global ”vidensgeografi” dybest set ulogisk, men ikke desto mindre kan den have alvorlige konsekvenser for danske forskere, som risikerer at få deres artikler afvist med begrundelsen ”bygger på et for snævert (læs dansk) empirisk grundlag.” Berg (2001, pp. 516-17) udtrykker denne skævhed således: ’Interestingly, to be centred in Australasia is to be ”localized geographically” (read ”parochial”) but the same does not apply in North America.’

Grænse 4: hvordan skriver vi det godt nok? 
Den sidste begrænsning er sproglig.”International” forskning skrives primært på et sprog – engelsk – hvilket betyder, at vi må trækkes med reviewer kommentarer om, at artiklen kunne være skrevet på bedre engelsk eller bør tjekkes (for egen regning) af en native speaker. Som Aalbers (2004) bemærker, kan det virke som om, redaktører og anmeldere fokuserer på enhver form for sproglig anderledeshed, og at det måske snarere er briterne og amerikanerne, der burde lære at begå sig på et akademisk lingua franca. Således har jeg selv været ude for, at en redaktør, som begyndte at pille ved oversættelserne af mine danske interview, og hvor jeg bagefter måtte forklare, at det var helt bevidst, når jeg valgte at lægge mig tæt op ad originalen. Som cand. mag. i engelsk har jeg visse fordele, men nej  – jeg misunder bestemt ikke de af mine kolleger, der igen og igen må forsvare deres sprogbrug overfor deres reviewers drøm om en anglo-amerikanske norm.

Kilder:
Aalbers, Manuel B. 2004. ’Creative destruction through the Anglo-American hegemony: a non-Anglo-American view on publications, referees and language.’ Area, vol. 36 (3), pp. 319-22.
Berg, Lawrence. 2001. ’Masculinism, Emplacement, and Positionality in Peer Review.’ The Professional Geographer, vol. 53 (4), pp. 511-21.