Medhør eller medbestemmelse? Universitetsledelserne overstyrer

Der kæmpes i disse uger om ordlyden af de nye vedtægter for de enkelte universiteter, som er en følge af sidste modifikation (2011) af 2003-universitetsloven. I det netop udkomne Forskerforum (se her) udtaler det tidligere bestyrelsesmedlem på KU lektor Henrik Prebensen:

”KU-bestyrelsens vedtægtsudkast er luftigt og ukonkret, hvor der bare er broderet lidt på den eksisterende”, ”Det skyldes processen. Det er da underligt, at KU skal lave en vedtægt med mere medarbejderindflydelse, og så sætter man et bestyrelsesudvalg med juridisk bistand fra rektor til at styre vedtægtsarbejdet! Det ville have været helt anderledes naturligt at starte med en høringsproces nede i organisationen, fx på institutniveau og i Akademisk Råd, for at finde ud af, hvad man mener nede i organisationen. Dernæst kunne man nedsætte et vedtægtsudvalg med deltagelse af engagerede personer nede i systemet. I stedet har Bestyrelsen bare lavet en topstyret proces, hvor kun de to vip’ere i bestyrelsen er blevet spurgt. Og resultatet er så sendt – sent – ud i høring, men underligt nok ikke på ’gulvet’ i de lokale samarbejdsudvalg …”

Også Universitetsavisen skrev d. 26/1 en artikel om de nye institutråd (her), hvor Ingrid Kryhlmand, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget og HK-fællestillidsrepræsentant, udtaler

»Jeg er bekymret for, at bestyrelsen nedtoner institutrådenes rolle på forhånd i stedet for at give dem mulighed for at blomstre. Man fjerner på denne måde muligheden for, at de kan udvikle sig til en størrelse, der har betydning i hverdagen ude lokalt. Institutlederne får ved en nedtoning af lovens ord om medbestemmelse en undskyldning for blot at orientere deres institutråd om, hvad der allerede er besluttet, og derefter sætte flueben ved, at medarbejderne og de studerende er blevet hørt. Det er absolut ikke, hvad der var intentionen med loven«.

Ud over kampen om de nye vedtægter foregår der mange absurde ting rundt ompå de danske universiteter, som hver på sin måde fortæller om ekstremt managementorienterede universitetsledelser og deres fortsatte svækkelse af de faglige miljøer. På Århus Universitet forlyder det, at ledelsen kører top-down forskningsledelse i et forsøg på at skrue op for ekstern finansiering. Fra flere sider bekræftes denne anonyme kildes beskrivelse af situationen på det humanistiske fakultet:

"Right now, the dean is forcing all the professors, associate professors, assistant professors, and post-docs at our faculty to get together in "research groups". Minimum number 15 people, with regular obligatory meetings. Those 15 people have to work out a clear concept for a closely connected network of projects, and each member has to promise in a written statement that he/she will write applications for funding together with some colleagues in the research group. Their success in getting money and their publications will be controlled by the management. A colleague just wrote me that he thus is forced to work together with people with whom he does not really share research interests or even totally disagrees. Nevertheless, he must be member of such a group - and in turn, he has no longer the possibility to travel to conferences that do not thematically fit into the work of his research group."

På CBS i København forsøger direktionen at gennemtrumfe, at et nyligt fusioneret institut kommer til at hedde "Business Communication". Man har lagt to institutter med sprog, kultur, kommunikation og teknologi i det faglige udbud sammen, men som der spørges på gulvet blandt forskerne: Kan man forske i Business Communication uden at forske i kultur og sprog og organisationer? Nej. Men når kultur og sprog og organisationer mødes, giver det så altid business communication? Nej. Forskerne frygter, at man reelt er ved at fjerne grundfagligheder og sætte en specifik anvendelse af dem i stedet. Næppe en god idé hvis CBS fortsat skal være et universitet. Den faglige og forskningsmæssige konsekvens af at tvinge det navn ned over en så heterogen forskergruppe, som de to institutter rummede, kunne blive, at omgangen med kultur, sprog og organisationer i forskningsøjemed kun må indgå i én kombination, nemlig den der munder ud i business communciation. Er det foreneligt med det nye forslag til vedtægterne om, at CBS skal respektere forskningsfrihed og i øvrigt sikre medarbejderinddragelsen?

Man kan frygte, at de nye vedtægtsændringer blot munder ud i den situation, vi har kendt til siden 2003-lovens vedtagelse: At universiteternes ansatte gerne må høre efter ledelsen og makke ret, og at ledelsen nok formelt skal høre de ansatte, men — trods nye organer, råd eller vedtægter — bliver der ingen reel "shared governance" på universitetet, i modsætning til en række af de lange, vil ellers gerne vil mingle, sammenligne os og ranglistekonkurrere med. Business as usual?

Undervisningsfrihed og publiceringsfrihed

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.

For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig

A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse

B. Forskningsfrihed

C. Undervisningsfrihed

D. Selvstyre

E. Videnskabens enhed

Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.

Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.

Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).

Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.

Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.

Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.

Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:

Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.

ps

- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.

Demokratisk underskud på Uni

Det er ikke noget nyt, at der er demokratisk underskud på de danske universiteter. Det har der været siden 2003-loven om universiteter udraderede institutråd, fakultetsråd og konsistorium samt valg til poster som institutleder, dekan og rektor, og erstattede hele molevitten med en indskrænket business-model med en bestyrelse øverst (dog uden noget modsvar til forretningsverdenens generalforsamling som modvægt og tjek af "virksomhedens" øverste ledelse) som ansætter lederne i hierarkisk orden nedefter. De enkelte pseudodemokratiske rester i styreformen, der er tilbage, som akademisk råd og studienævnet, har begrænset repræsentation og indflydelse i forhold til alle vitale anliggender.

Her på bloggen har det kritiske perspektiv mest været anlagt ud fra de menige forskeres situation, men også for de studerende og TAP-gruppen (det teknisk-administrative personale) er det demokratiske underskud et stort problem. Vi vil kan derfor støtte TAP-gruppen i deres seneste protest til Folketingets Videnskabsudvalg (her) over den forskelsbehandling, der ligger i TAP'ernes udelukkelse af Akademisk Råd. Protesten lyder:

Universitetsbestyrelsesnetværket for de teknisk administrativt ansatte (TAP) ønsker hermed at gøre opmærksom på det uacceptable i, at TAP fortsat kun kan blive tilkendt en observatørplads i de akademiske råd. Vi mener, at vi, som er en væsentlig andel af de ansatte på universiteterne, bør være fuldgyldige medlemmer af rådene.

Vi skal hermed opfordre Forskningsudvalget til at sætte fokus på denne åbenbare forskelsbehandling af en stor gruppe ansatte på universiteterne. Vi ønsker også et svar på om der i universiteternes vedtægter kan stå at TAP er medlem af akademisk råd.

Vi imødeser et svar på denne henvendelse, og universiteterne har en deadline på den 1. marts hvor de nye vedtægter skal fremsendes til ministeren.

Samtidig skal vi tilføje, at inkluderes TAP i Akademisk Råd, er handlingen stadig mestendels symbolsk og på linie med den "indflydelse" Akademisk Råd har i dag: Rektor og dekaner kan "høre" Akademisk Råd, men behøver ikke i denne "inddragelse" at rette sig efter rådets udtalelser. Fakultetsfusionerne på KU er det seneste eksempel.